The Damned blander gangsterfortælling med dæmoner og det overnaturlige. I en fortælling om forbandelser og forbrydelser, der trods præmissen aldrig helt finder et originalt ståsted.
Idéen virker ellers original, eller i hvert fald et frisk twist på to kendte genrer. Blandingen virker også stedvis, men det er som om det hele halter, hvad selve plottet og handlingen angår.
20 års horror-noir jubilæum
The Damned er skabt og skrevet af Cullen Bunn (forfatter) og Brian Hurtt (tegner), som en sort/hvid mini-serie i 2006. En anden del, også i sort/hvid blev udsendt i 2009. I forbindelse med at serien blev startet igen i 2017, blev de to første dele genudsendt i farvelagte udgaver. Det er denne farver udgave af Three Days Dead, seriens første del, som jeg kigger på her.
Serien er blevet anset som et kulthit, derfor kigger jeg også på den her under Pensum-banneret. I stedet for at kalde det en anmeldelse, hvor jeg forsøger at holde mig til nyere serier. Grænserne er lidt udflydende.
Samtidig var The Damned med til at introducere og etablere Cullen Bunn, som et af de nye talenter og kommende stjerner på tegneseriehimlen. Bunn kom senere til at skrive for Marvel på titler som Black Widow, Magneto, Uncanny X-Men og Deadpool. Og slog for alvor sit navn fast med sin egen horrorserier, Harrow County.
Horror spiller naturligt også en væsentlig rolle i The Damned, som betegnes som en horror-noir-serie.
Forbandet og udød i forbundstiden
Vi følger den udøde Eddie, en såkaldt “fixer” for mafiaen, under forbudstiden i USA. Eller udød og udød, Eddie er ikke en zombie, han kan dø. Men han genopstår hurtigt bagefter, dog ikke helt uden skrammer, hvilket ses på hans arrede ansigt. Og heller ikke helt uden at døden eller underverdenen (ikke den kriminelle!) puster ham i nakken.
Eddie hjemsøges jævnligt at noget, som enten er en form for onde drømme, eller regulære besøg i en slags dødsrige. Hvor et unavngiven dæmonlignende væsen huserer og dukker op i Eddies “syn”, og taler til ham. Om det er det ene eller det andet, eller en manifestation af en art, fremgår ikke. Men dødsriget og dæmoner er skam ægte nok i The Damned.
Og Eddie har solgt sin sjæl og er blevet underkastet en forbandelse for at få lov til at blive ved med at genopstå. Det er dog ikke kun den underverden, som venter på at inddrive Eddies gæld, han har også den kriminelle underverden i hælene. Eller er viklet ind i den på kryds og tværs,
Nogle skylder ham penge og tjenester, andre inddriver og udfører han ditto for. Alt efter husbehov og dagens alliancer. Men en krig i begge underverdener ulmer. Og der er endda en sammenhæng, så Eddie enten kommer til at være en lus mellem flere negle. Eller en vigtig spiller i den afgørende position.
Fixer for mafiaen på overarbejde
Flere af mafiafamilierne, som Eddie også (af nødvendighed) samarbejder med eller “fixer” problemer for, er nemlig deciderede dæmoniske. Dæmoner i fine jakkesæt, der i denne alternative virkelighed åbenbart bare er en ting? Det forklares heller ikke helt, hvordan spillereglerne er på det punkt.
Dæmonerne i underverdenen, som også er opdelt i stridende fraktioner, er til gengæld af den mere lyssky slags. Grumme skygger og mørke silhuetter, der virker faretruende og intimiderende gennem deres udstråling. De overjordiske gangster dæmoner ligner mere tyre, okser og lignende hovdyr i smart tøj.
Og så er der Eddies nemesis og nu “boss”, Alphonse “Big Al” Alighieri, der ligner en blanding af en forvokset bøffel og en klassisk djævel. Deres alliance er et af de centrale plotpunkter, når Eddie sendes på jagt efter Lazlo, en vigtig mand for Big All. Han kan nemlig oversætte en bog, som er stjålet fra dødsriget, en der indeholder navnene på samtlige dæmoner og ikke må læses af dødelige!
Dam-dam-DAAAM. Og en masse andet dæmonisk hokus pokus, der også indeholder en stor, klam orm, hvis krop er fyldt med røde øjne, der sveder og drypper mider. Han er Eddies “ven”, eller ER han? Og så er der også noget med en dame Eddie er efter, som naturligvis er en femme fatal med en mørke hemmelighed.
Pladen fuld i kliché-bingo
Trods præmissen med gangstere og dæmoner, så er der dømt kliché-bingo, når man suser gennem The Damned. Det er ikke et videre kompliceret plot, som sådan, men det er lidt kluntet og knudret fortalt, så man får ikke lige altid alting med.
Eddie er en fin hovedperson som sådan, en hårdkogt type med selvtilliden i orden. Og altid klar med en flabet og rap replik, men han kan jo også sagten være kæphøj – selvom han bliver slået ihjel, så genopstår han jo bare. Det gør også, at den reelle trussel mod ham som karakter skal komme andetsteds fra. I dette tilfælde hans “gæld” til dæmoner og forbandelsen, der hviler over ham.
Den del bliver aldrig helt tydelig for mig. Og jeg fornemmer aldrig, at der rent faktisk ER fare på færde og noget på spil. Når han endelig konfronteres direkte med dæmonerne, der lader til at trække i trådene, så… snakker han sig igen bare lidt ud af det?
Eddie har selvfølgelig også følelser for den tidligere nævnte Femme Fatale, der også er forbundet til mafiaen. Igen bliver det aldrig rigtig engagerende, hun virker karaktermæssigt fuldstændig overfladisk og forsvinder fuldstændig ud af historien i lange perioder. Jeg kan ikke se at hun har nogen egentlig funktion, hverken som motiverende faktor eller plotdevice. Man kunne nærmest skære hende ud af serien og det ville ikke gøre en forskel.
Kulørt fortælling føles farveløs
Der er mere kød på Big Al, som har fysisk tilstedeværelse og også nogle karaktertræk, der med lidt god vilje kunne kaldes nuancerede. I hvert fald for denne serie. Men igen er det lidt det tynde øl, og lavt hængende frugter, som jeg er nødt til at gribe ud efter her. Der ER ikke ret meget at komme efter, hvad karaktertegninger og den slags angår.
Det virker som en samling af arketyper. Samlet i en verden, som virker formet ud fra en fiks idé: hvad nu hvis gangstere var dæmoner, og omvendt? Og så er der skrevet et ret rutinemæssigt noirplot ud fra den idé, hvor der kastes lidt horror klichéer og troper ind hist og her. Men hvor er opfindsomheden i fortællingen, eller bare måden den formidles på?
Den er nærmest ikke-eksisterende. Det kunne næsten lige så godt være The Crow, bare med mindre goth og mere mafia.
Og det hjælper heller ikke ligefrem, at jeg ikke er helt solgt på den visuelle stil. Eddie og underverdenen fungerer egentlig fint. Men resten ligner noget fra et andet univers, især gangster-dæmonerne? De minder mig om noget fra Turtles – og ikke på en god måde.
Måske fungerer det hele lidt bedre i sort/hvid? Jeg har på fornemmelsen, at det ville gøre noget for stemningen at fjerne den lidt uskønne farvelægning? Det ville dog ikke gøre selve historien eller afviklingen af den bedre. Så er det “godt” at jeg købte samtlige 3 bind i serien fordi der var rabat… Pensum er det bestemt ikke, men nu er jeg vel næsten nødt til at læse resten?
