Vi tager en tur tilbage før Marvelklubben, men stadig Marvel på dansk. I start-80erne fik She-Hulk nogle numre på dansk under navnet Hulky. Længe holdt det ikke, men det gjorde det heller ikke på amerikansk i første omgang.
På dansk blev det til 12 numre med Hulky i perioden 1982-84, men Winters nåede dermed faktisk at udsende alt materiale med figuren. På amerikansk blev det til 25 numre af Savage She-Hulk fra 1979 til 1982.
Stan Lees sidste kreation
Første nummer var skrevet af selveste Stan Lee, der også er krediteret som skaber af figuren. Den sidste figur og historie med Stan Lee krediteret, indtil han efter en pause fra 1979 til 1992 vendte tilbage til Marvel. Herefter blev de resterende numre skrevet af David Anthony Kraft, tegnet af Mike Vosburg og rentegnet af Frank Springer.
Figuren blev oprindeligt skabt for at komme tv-selskabet bag serien Incredible Hulk i forkøbet. Marvel frygtede (sikkert med rette tyder meget på), at Universal TV pønsede på at introducere en kvindelig Hulk i tv-serien. For at sidde på rettighederne til sådan en figur, blev She-Hulk tegneserien sat i søen.
Svigtende salg tog livet af den i første omgang. Og også de senere forsøg, hvor blandt andet John Byrne var inde over den relancerede serie senere i 80erne. Det er nok hans fremstilling af She-Hulk, som de fleste er bekendt med og som blev den toneangivende for senere inkarnationer.
She-Hulk blev da også for en periode medlem af De Fantastiske 4 (også af John Byrne), hvoraf en del også er kommet på dansk. Senere har hun kortvarigt optrådt i eget blad, som aldrig er blevet et stort hit. Og ellers mest fungeret som bifigur i andre serier, eller medlem af forskellige grupper.
En Hun-Hulk(y) fødes
She-Hulk er Jennifer Walters, datter af en sheriff i Los Angeles county og kusine til Bruce Banner. Moderen døde i en trafikulykke, da Jennifer var 17 år gammel.
Jennifer blev skudt og såret i et opgør med nogle lokale gangstere, der havde et udestående med hendes far. Tilfældigvis samme dag, som Bruce kiggede forbi for at fortælle hende, at han var blevet Hulk. Da hun stod og manglede en bloddonor, og Bruce tilfældigvis havde samme blodtype, fik hun en transfusion med gammastråleinficeret blod.
Og vupti, ifølge tegneserielogik fik vi os en Hun-Hulk. Eller Hulky. Som jeg husker tydeligt fra tilbudsbunkerne i hos den lokale brugtbladsforhandler. Det var den bunke med udvalgte titler, man dykkede ned i, når budgettet var ved at være brugt og man lige havde nogle småpenge til tilovers.
Derfor forbinder jeg, sammenholdt med det karakteristiske Winthers Forlag look og design, også Hulky med noget billigt bras. Winters blade var (allerede dengang) tæskegrimme og ofte var farverne falmede og bladene ved at falde fra hinanden. Tilføj det obligatoriske afklippede hjørne, som var almindelig praksis, når bladene var brugt. Og sikkert et stempel og/eller en pris skrevet med tusch på forsiden, så var discountlooket fuldbragt.
in medieas meg-ræs
Det sagt, så er indholdet af dette blad, for hvad det er, egentlig ganske hæderligt og underholdende. Naturligvis trækker det matte look og dårlige tryk lidt ned på helhedsindtrykket, men tegningerne i sig selv er habilt håndværk for tiden. Og hvad man med rette kunne forvente af et Marvel-produkt, der i sin tid nok ikke var topprioritet.
Vi vælter selvfølgelig lidt hovedkulds ind i en fortælling, der allerede har været i gang i, hvad der svarer til 20 amerikanske blade. Så der er MANGE fortløbende sub-plots, handlingstråde og bifigurer. Selvom serien følger den kendte Marvel opskrift med at give korte resumeer igennem dialogen, monologer og infotekst, der henviser til tidligere numre, så er der en del at holde styr på.
Navnligt en perlerække af mandlige karakterer, der alle har et eller andet tilknytningsforhold til Jen eller Hulky. En ven, der leder efter den forsvundne Jen (som har antaget en mere fast tilstand som Hulky på dette tidspunkt), en advokatkollega, en naboknægt, hendes far, den hemmelighedsfulde skurk Skyggen og en gal doktor, der forsyner Skyggen med den ene superskurk efter den anden.
Og så er der stedmoderen, eller i hvert fald faderens nye kæreste (kommende kone?), Beverly. Hun har vist ikke helt rent mel i posen, og viser sig at være en ægte golddigger/svindler, der er ude på at snyde Hr. Walters. Og samtidig holde ham langt væk fra Jen.
Det går over stok og sten med mange korte scener, faktisk går der overordnet ikke mere end én side eller max to inden, der skiftes. Tempoet er højt, men egentlig ikke forhastet, man kan godt følge med – når man lige har fået styr på hvem der er hvem.
C-kæden får bøllebank
En af grundene kan være at man derved også får kamufleret, at der reelt ikke sker SÅ meget i løbet af de 48 sider. Hovedplottet kan koges ned til, at Hulky er på flugt og bare gerne vil have lidt ro. Men konstant forstyrres af den nyeste superskurk, som Skyggen og hans gale doktor har sendt efter hende.
Og der er ikke ligefrem tale om A-kæden, hvad skurke angår. Medmindre man synes at Radius, der kan kontrollere molekyler og lave kraftfelter af dem, som toppen af skurke-poppen. Eller Torque, en makker i en mekanisk rustning med et tvivlsomt design. Han har nærmest en stor og tydelig “nødstopknap” lige på dunken, som får hans rustning til at overophede, da Hulky give ham en solid mavepumper.
Mod slut har hun fået nok af at blive afbrudt, hver gang hun forsøger at slikke lidt sol (jeps, hun prøver forgæves at solbade flere gange. Bliver grønne kvinder mørkegrønne så?!). Så hun opsøger en anløben bar for at tæve informationer om, hvor Skyggen opholder sig ud af klientellet.
Blandt andet en stakkels fyr, der har købt en kasseret og uddateret Iron Man rustning ved et lagersalg hos Stark Industries. Der gøres igen kort proces, og Hulky får sine svar. Og så venter opgøret med Skyggen?
Hulky sparker gedigen røv?!
Selvom jeg tidligere (især som barn) havde et noget anstrengt forhold til Hulky, eller Hun-Hulken, jeg synes det var et lidt fesent koncept, så må jeg indrømme: hun sparker ret meget røv her?! Og finder sig ikke i noget pis. Der er i hvert fald tale om en kvindelig karakter, der kan forsvare sig selv og ikke har brug for mandfolkene til at hjælpe – hun tæver mandfolk i stedet for.
Tonen er for sin tid ret humoristisk, men meget er mellem linjerne, eller flettet ind i seriens DNA. Det er ikke åbenlyst “haha”-sjovt, eller fyldt med morsomme optrin, men der er et eller andet ved grundtonen, der virker som om at serien har glimt i øjet. Det er noget, som senere blev en eksplicit del af She-Hulk, hvor hun ofte brød den 4. væg. Vel at mærke et årti inden Deadpool gjorde det til sit varemærke.
Serien emmer også af sen-70er æstetik og stemning, og virker meget påvirket eller inspireret af hvad man ellers kunne se af mode og stil i populærkulturen på det tidspunkt. Især mændene, deres fi-fi dong påklædning og fjong frisure er som taget ud af film og tv fra samtiden.
Og så er der den unge naboknægt, Danny “Zapper” Ridge, der nok vinder hovedpræmien for mest STUD MUFFIN look. Han kan ikke være særligt gammel, han bor hjemme hos mor og far. Men han har hvid-mand afro og en gigantisk Tom Selleck skovsnegl. Og introduceres med et objektificerende ASSSHOT, hvor han står i stramme jeans foran spejlet og sætter sin FRO. Ohhh boy!
Kæk tidstypisk 70er stemning
Til sidst vil jeg også lige uddele roser og pluspoint for den tidstypiske danske oversættelse, som Hans Hansen (en oversætter legende i dansk tegneserie i sin egen ret!) har stået for. Samt tekstningen af Kjeld Jespersen har varetaget – det er ret pænt og nydeligt håndværk!
I et ellers lidt gnidret tryk og udtværede farver, så kan man rent faktisk læse teksten. Som heller ikke ligner kedelig maskinskrevet tekst, eller den standard “font”, som man kom til kende hos Interpresses Marvel udgivelser senere. Det er faktisk ret pænt og har noget “charme”, hvis tekst- og skrifttype kan have det.
Det gør det også nemmere at læse og fange Hans Hansens oversættelser. Han går fuld 70er/80er slang og kække udtryk, og formår endda at hive nogle vendinger frem, som jeg lige skulle studse lidt over. Det er meget af sin tid, men det sammen med seriens øvrige stil med til at give den sin helt særlige tidsmæssige stemning og følelse.
En, som jeg satte mere pris på, end jeg troede jeg ville, inden jeg genlæste bladet. Det var faktisk en ganske fornøjelig omgang. Og det er da lige før man kunne overveje at gå på jagt efter Hulky, næste gang man kommer forbi udsalgskassen hos brugtbladsforhandleren.
