Denne gang tager vi en lille tur tilbage til en periode, som jeg ikke har beskæftiget mig meget med hidtil. De tidlige til midt-90erne, hvor Edderkoppen nok toppede salgsmæssigt i Danmark, men hvor kvaliteten af historierne var tiltagende ujævne.
I dette blad kæmper Edderkoppen mod Blodrosen, mens den nye Keglekonge, Richard Fisk, skyller op på en øde ø og møder en mystisk skikkelse. Det er så 90er, at det næsten ikke kan blive bedre/værre.
Boblen pustes op
Vi er nået et stykke ind i 90erne, nærmere bestemt 1994 i Danmark. Mens historien i nr. 119 er fra året før. En periode, hvor Marvel og branchen generelt begyndte at føle revner i boblen, inden den for alvor sprang. Og nærmest tog hele tegneserie markedet i USA med i faldet.
Der var blevet spekuleret heftigt i markedet i begyndelsen af 90erne, hvor boblen voksede sig stor og stærk. Alle skulle have en del af det lukrative marked, der var funderet i en række unge, hotte kunstneres arbejde hos især Marvel. Jim Lee, Rob Liefeld, Erik Larsen, Todd McFarlane, alle Image drengene i ved.
De generede et voldsomt salg med deres actionprægede moderne streg og stil, noget der talte direkte ind i tidsånden og raske knægte som mig og mange andres teenage smag. Men de voksne skulle absolut blande sig, og malke guldkalven med konstante gimmick og salgstricks, som alternative forsider og nye nr. 1 udgaver af populære serier. I det et nyt nr. 1 altid solgte ekstra godt.
De yngre kræfter skred, da de korrekt opfattede, at der var flere penge og mere indflydelse i, at eje deres egne serier og figurer. Marvel begyndte at sejle og de store forlag blev tiltagende desperate, mens pengemænd spekulerede i at puste værdien af de nye tegneserier, og dermed boblen, kunstigt op.
Indtil den sprang og Marvel få år senere gik konkurs… Det lå dog et stykke ude i fremtiden, da indholdet i nr. 119 blev skabt af tidstypiske kreative kræfter.
Tidstypiske kreative kræfter i brunt
Historierne i nr. 119 er skrevet af Terry Kavanagh, en Marvel veteran, der egentlig gjorde sig mest som redaktør på forskellige blade. Noget kolleger har rost ham for, da han gav dem meget frihed.
Han gjorde sig dog også sporadisk som forfatter, som her på Web of Spider-Man, der er de amerikanske blade brugt. Nå ja, og så pitchede han en lille idé, der udviklede sig til Klon Sagaen, så det har vi da om ikke andet ham at takke for! I hvert fald selve idéen, udførelsen skal vi ikke lægge på hans skuldre.
Tegningerne er krediteret til hele tre uden, at det er nærmere specificeret, hvem der har stået for hvad. Derek Yaniger, Alex Saviuk og Joe Rubinstein står alle som tegnerne, hvoraf Suviak nok er den mest profilerede og kendte. Blandt andet fordi han var fast tegner på Web of Spider-Man i hele 7 år, en rekord på daværende tidspunkt.
Det er lige dele forståeligt og uforståeligt. Hans streg og stil er MEGET typisk for tiden, hvor figurer ligner actionfigurer ala Action Force med masser af guns, lommer og små tasker på deres seje, men ikke videre praktiske dragter. Stilen er action og tempofyldt, og sådan set også dynamisk, men det ligner ofte scener fra B-film eller drengefantasier.
Karaktererne uden fede dragter er ofte tegnet lidt stift, “billedskønne” og plastikagtige, så de ligner Barbie-dukker. Det er sådan lidt fattigmands McFarlane, bare ikke helt så sejt, som man syntes han var dengang. Det hjælper heller ikke, at tryk og farvelægning lider af tidlig 90er Interpresse syndrom, hvor det hele ser utroligt brunt, orange og jordfarvet og lettere forvasket ud.
Marvel-Morten forsøger at forklare
Historien. Nå… ja. Vi skal vel til det? Den ligger i umiddelbar forlængelse af materiale bragt i Edderkoppen Ekstra 1-4, som udkom året inden i Danmark. Dem har jeg læst, og forsøgt at genlæse, men må indrømme at jeg gik lidt død i det. Det siger måske noget om kvaliteten?
Kort fortalt, så overtager Richard Fisk sin fars kriminelle imperium, da denne formodes død eller et eller andet. Richard har tidligere været involveret i hele miseren med Den Gule Djævel og Rosen, var han ikke Rosen på et tidspunkt? Anyway, farmand er ude, sønnike inde, indtil også HAN formodes død og borte.
Denne gang er det den mystiske Blodrose og en skidt karl kaldet Smilly, som er involveret. De forsøger i hvert fald at eliminere de resterende Keglekongen-tro skurke og dele resterne af biksen mellem sig. Uden at falde hinanden i ryggen, sværger vi, ama’r halshug!
Samtidig er Peter Parkers formodet døde forældre pludselig dukket op, og rykket ind hos Tante May?! Men det skal vi ikke tænke på i denne historie, det vender vi tilbage til en anden gang, som stakkels tovholder Marvel-Morten er tvunget til at forklare i sin korte introduktion til dette tiltagende rod.
En Blodrose så man skyde
Og så dukker den blodtørstige og sejt bevæbnede Blodrose ellers op og begynder at sprede død og ødelæggelse blandt Keglekongens efterladte håndlangere. Sådan nogen er slagtekvæg uden en boss, det ved man, så der er kort proces over de første par sider.
Hvem hos Tante May dukker Peter og Betty Brandt op til middag, bare rolig Mary Jane er der også. Og Peters genopstandne forældre. Hvem der alle bor under Tantens tag er jeg ikke helt sikker på, men Peter og MJs forhold er i hvert tilfælde i live i bedste velgående på dette tidspunkt.
Nå, det er ikke så vigtigt, vi skal videre til Blodrosen. Han står med ryggen til uden maske, man kan se han har lyst hår. Han lægger skumle planer med Smilly, som er lidt af en charlatan omgivet af letpåklædte 90er tegneserie babes – så du ved han er skurk!
Men det er HELLER ikke så vigtigt, at vi skal bruge mere end en side på det. Videre til Fisk Jr, der er skyllet i land på den der ø. Og straks konfronteres af en farvet fyr, der kalder sig Trench, der peger på ham med sin stok og virker mystisk og farlig. Det har vi dog slet ikke tid til at dvæle for meget ved, for vi skal videre til Daily Bugle.
Peter og Robinson overværer en eksplosion i det fjerne, og straks trækker Parker i arbejdstøjet, og svinger mod faren. Det er Blodrosen, der er på spil igen. Og så slås de. Og slås og slås og Robinson dukker op og skal spille helt. Pludselig vælter en gruppe af Smillys CYBER DRÆBERE gennem en væg og alt synes tabt for vores Edderkop og ven.
Genfødt flad Fisk
Lige indtil næste nummer, der heldigvis starter på den efterfølgende side. Robinson og Edderkoppen sidder i saksen, Blodrosen har dem på kornet og en af de grumme CYBER DRÆBERE lige så.
Lige da dræberen skal til at leve op til sit catchy navn får Blodrosen et anfald af æreskodeks, og tillader ikke at to ubevæbnede “civile” skal dø på denne måde. Og så smutter han. Øhhhh… heldigt nok egentlig? Hvad Blodrosen ikke ved (men sikkert ved alligevel) er, at Smilly har sine egne luskede planer. CYBER DRÆBERNE skal naturligvis skaffe Blodrosen af vejen når tid er.
Det er ikke nu, vi iler tilbage til Fisk Jr, der er udsat for en omgang Yoda-træning fra Trench. Der jagter ham gennem øens jungle og fucker med Fisks hoved. Og vupti, Trench fortæller Fisk efter den hårde og intense træning, at nu er han genfødt. Han får til med en sej safarivest med leopard print, så han ligner en yngre Keglekongen der cos-player som Kraven.
Parker når lige at give MJ en mysser, så er vi igen videre til noget andet. Blodrosen har lugtet lunten om Smillys rænkespil og forræderi og opsøger ham på dennes kontor. Med sine GUNS trukket. Fortsættelse følger…
ADHD superheltetegneserie
Så jeg skal købe nr. 120 for at få “afslutningen” på denne hæsblæsende historie? Mmm, pas. Jeg tror jeg kan leve med den cliffhanger, for JEG ER LIGEGLAD MED SMILLYS SKÆBNE OG HVEM BLODROSEN ER. Jeeeez!
Ok, det her virker ikke blot temmelig forhastet og skrevet og redigeret af en med galoperende ADHD. Det virker også som en blanding af genbrug og billige klicheer. Vi mangler næsten kun at Fisk Jr havde fået hukommelsestab på øen, men det var der (heldigvis) ikke tid til. Selvom tidslinjen er noget forvirrende og uklar – hvor lang tid var han på den deus ex machina ø??
Og Blodrosen og hans hemmelige identitet? Havde vi ikke været igennem det samme med Den Grønne Gnom, Den Gul Djævel, den oprindelige Rosen, så en ny Gul Djævel og så… Samme grundlæggende idé, bare fortyndet og endnu mere jappet fortalt med en mindre interessant karakter. En, der virker, som om den er trukket i en generisk 90er skurk automat.
16 ud af 22 sider i første del er action og slagsmål, hvor der skydes til højre og venstre med spredehagl. Der er lidt mere kød på plottet i anden del, men kun lige og lige og i kraft af Fisk og Trench. Som igen virker som en underligt forhastet “dannelsesrejse og genfødsel”. Det er muligt at der kommer lidt mere kød på i næste nummer, men skaden er sket – hvorfor skulle man interessere sig for det?
En frafalden fan forsøger at vende hjem
Jeg kan af gode grunde ikke anbefale dette blad. Eller meget fra denne periode generelt. Det var her, jeg stille og roligt begyndte at miste min interesse for Edderkoppen-bladet. Jeg var nok egentlig begyndt at falde fra noget tidligere, da McFarlane materialet var opbrugt. Samlingen begynder at få huller omkring nr. 85 og fremefter.
Nummer 119 står lidt alene, det forrige blad i samlingen fra dengang er nr. 105a. “A” fordi, det blad udkom med to forskellige forsider i DK, fordi selvfølgelig gjorde det det. Det gik jo så godt i USA med den slags fiduser, ikke sandt? Det næste er nr. 123 med Edderkoppen mod Krybet i den AFGØRENDE KAMP. Yeah right.
Dernæst hoppede jeg på Splatter Maler Byen Rød-forløbet fra nr. 125 og frem, Splatter var da meget cool, så længe det varede. Og så begyndte der at dukke nogle kloner op ude i horisonten, men det er en helt, helt anden containerbrand, som vi ikke skal puste til her.
Tilbage står fornemmelsen af, at Edderkoppen befandt sig lidt i et kreativt dødvande i denne periode. Og så er de her 90er tju-bang historier med, selv for superhelteserier, haltende intern logik og genbrug af genbrugte idéer og klichéer, altså bare ikke ældet med ynde. Og da let ikke, når det hele skal se så grimt ud? Hvorfor så brunt?!
Næste gang må vi hellere tage en tur tilbage til Marvelklubben, hvor det kulørte indhold har holdt sig lidt bedre. Selvom det muligvis er hold i sort/hvid.
