SUPERMAN ER DØD!
Eller, han døde (midlertidigt naturligvis) da DC Comics slog deres største superhelt ihjel i 1992. På dansk udkom numrene med Supermans kamp mod Doomsday relativt kort tid efter, men det skabte på sigt en masse problemer.
Her kigger vi dog ikke på Superman død, men de begyndende efterdønninger. Superman nr. 393 på dansk er første del af “mini-serien” Efter Dommedag, hvor Supermans venner og familie forsøger at håndtere tabet af Manden af Stål.
Historien i dette blad er skrevet af Louise Simonson, tegnet af Jon Bogdanove og rentegnet Dennis Janke.
Efter Dommedag
Nåååårh, så var Kryptons Søn ikke usårlig alligevel, hva’? Han fik i hvert tilfælde så mange klø af Doomsday, at han i begyndelsen af nr. 393 ligger for døden. Mange tror allerede han ER død, men en læge registrerer stadig hvad han formoder er svage livstegn.
I mens kører pressen allerede for fuld tryk, der skal sælges aviser og scores tv-seere.Undtagen på Daily Planet, hvor udgiver Perry White tøver. Han ved ikke helt, hvordan historien skal tackles og bringes. Superman var ikke kun en helt og beskytter, han var deres ven. Men det er samtidig (muligvis) en verdenshistorisk begivenhed, som man ikke bare kan ignorere eller lurepasse for længe på.
Lois Lane blev sat på opgaven som den, der kendte Superman bedst. Men hun sørger samtidig over det mulige tab af Clark Kent, der er en af de mange savnede efter at Doomsday raserede Metropolis.
Venner og bekendte kæmper alle med sorgen og pligten, som kalder og en hverdag der går videre. Men ude i Smallville sidder Clarks adoptivforældre, Martha og Jonathan lamslåede, og stille foran skærmen, hvor nyhederne ruller nådesløst over skærmen. Kan det virkelig passe? Er Superman død? Er deres søn død?
Superman er død og hva’ så?
Okay, så jeg har tydeligvis sat mig selv i en lidt vanskelig situation, i hvert tilfælde, hvis man skal bedømme HELE fortællingen om Supermans død og slutligt hans genkomst. For jeg har kun dette ene blad i samlingen lige nu. Hvorfor så starte midt i det hele? Tja, jeg var nysgerrig, for jeg kan ikke erindre nogensinde at have læst bladet.
Det kan der være mange grunde til, jeg formoder at min kære mor havde været så sød at købe bladet til mig. Hun vidste ikke, at jeg syntes Superman var lidt kedelig og “lam”. Især i 1993, da jeg var 14 og begyndende rebelsk teenager, som skulle have noget mere XTREME ACTION. Og så var bladet tilmed i sort/hvid på dansk.
Dette nummer er isoleret set, mmmm, “udemærket”. Det fungerer både som afslutningen på første akt (Supermans død) og begyndelsen på andet (begravelsen). Genopstandelsen er det tredje naturligvis. Det betyder dog også, at der handlingsmæssigt sådan set ikke sker det store. Superman går fra formodet til til erklæret død, ellers er “udviklingen” i form af spredte reaktioner man hopper rundt imellem.
Interpresse må stå skoleret!
Det gennemgående indtryk man efterlades med, både når jeg læser dette blad, kigger på den danske redaktion og udgivers valg og det samlede billede vedrørende Supermans død, er utilfredshed. Lad os tage det lidt fra en ende af.
De danske udgivere får ligefrem skriftlige prygl på siderne med læserbreve, hvor Michael/Interpresse må prøve at stå inde for nogle valg, hvor var Super-Ove til at tage skraldet?! En ret vred læser får en hel (tætskrevet!) side til at hagle Interpresse og deres håndtering af Superman på dansk ned.
Så vidt jeg forstår det, så kan det koges ned til at bladet indholdsmæssigt kørte ret godt, men salget var stødt faldende. De var kommet igennem John Byrnes materiale og fortsatte i Ordway-æraen efter Byrne skred. Og havde stadig masser af ubrugt (og rost) materiale liggende. For at forsøge at booste salget, som det var sket i USA med denne historie, valgte Interpresse at springe frem i skide hul i kontinuiteten, og dermed forvirre/gøre en masse læsere pænt vrede.
Læseren her påpeger (via en optælling), at Interpresse af sprunget over 100 numres materiale over. De er næsten på omgangshøjde med udgivelserne i USA, men hvad så nu? Af samme årsag har de været nødsaget til at fylde bladene ud med gamle genudsendelser og, som her i nr. 393, en historie af nyere dato med Lynet.
Det giver en stakket varme at pisse i bukserne, som det gamle mundheld lyder.
Lad os slå Superman ihjel
Og pisse i bukserne og håbe på det bedste var åbenbart nærmest grundlaget for hele Death of Superman forløbet. Der i manges optik endte med at gøre mere skade end gavn. Ja, nogle peger endda på DET her forløb og specifikke blade, som det punkt hvor tegneserieboblen brast i USA. Og tilføjede branchen uoprettelig skade.
Det kræver dog lidt kontekst. Efter Byrne stoppede og Ordway tog over, begyndte salget at falde, men DC pressede også markedet med op til 5 Superman relaterede blade om måneden – en ny udgivelse om ugen simpelthen. Processen indebar at helt op til 15 forskellige forfattere og tegnere var inde over og skulle koordinere på tværs af titler.
Naturligt resulterede det i nogle udfordringer og kreative gnidninger, især når holdet var samlet på nogle “retreats”, hvor de forsøgte at planlægge det kommende års udgivelser og retning. Warner, der ejer DC, begyndte også at blande sig, da de havde lancerede Lois and Clark tv-serien og ønskede mere sammenhæng på tværs af medier. Det hele kulminerede i brylluppet mellem de to, som tegneserierne også havde bygget op mod.
tegneserierne var dog foran, så de måtte bremse op og få et års tid til at gå, inden brylluppet skulle stå. Derfor blev en gammel Ordway idé, som var startet som en henkastet bemærkning og joke, pudset af. Lad os slå Superman ihjel. Idéen var både, at skabe omtale og få læserne til at sætte mere pris på en helt, man tog for givet.
Ligesom man så stort potentiale i de historier, som kunne fortælles om en verden efter/uden Superman. Det var dog hele tiden planen, at Superman skulle vende tilbage efter et års tid. Tilpas længe, så læserne ikke skulle føle de var blevet snydt, da han døde.
DC Comics pisser i bukserne
I teorien, så lyder det umiddelbart heller ikke som en dum idé. Hverken kreativt eller forretningsmæssigt. Af og til er det godt at ryste posen, især en så “fastlåst” karakter som Superman. Problemerne opstår i udførelsen og hvordan modtagelsen bliver. Og her overvurderede DC nok egne evner og undervurderede læserne.
Da Superman #75, hvor Doomsday dræber Superman, udkom i 1992 endte bladet med at sælge 6 millioner eksemplarer! Ligesom der var bred, mainstream mediedækning op til og efter. Det blev simpelthen et popkulturelt fænomen, som også blev dækket i danske medier, erindrer jeg. Forventeligt og forståeligt, men så var der det der med at pisse i bukserne.
For mange købere (også mange der ikke normalt interesserede sig for tegneserier) havde købt i forventning om, at bladet ville stige i værdi. Ligesom forhandlere havde købt rigeligt ind og endte med at brænde inde med mange blade. Der gik i ægte 90er stil spekulation i den, men når der sælges 6 millioner eksemplarer, så er og bliver et blad IKKE et sjældent samlerobjekt. Det var i for sig værdiløst.
Det var en ting, at det var med til at puste den boble op, som også Marvel havde bidraget kraftigt til i start-90erne. Noget andet er den kreative “hot shoting”, hvor man ender med at brænde igennem idéer i rekordfart i håb om at booste salg. Men hvad så bagefter? Hvor går man hen? Og du kan kun slå Superman ihjel én gang!
Og pisser læserne af…
Det gik som det måtte gå. På den korte bane steg salget, men det stagnerede hurtigt og begyndte at falde igen. Og til sidst stod DC bare tilbage med et par våde, halv-kolde bukser, som begyndte at lugte af gammel tis.
I Danmark lykkedes det så tilsyneladende også at pisse de trofaste læsere af Superman af, i håb om at kunne hægte sig på den amerikanske DC hypevogn. Men jeg tror sgu’, uden at være raketdoktor, at det danske tegneseriemarked var lidt anderledes. Og de danske læsere lige så. Plus de danske læsere så (med tiden) kunne føle sig “snydt” på flere punkter, da de både “manglede” 100 blades historier og, nå ja, skulle sluge Supermans falske død.
For når alt kommer til alt, så er det jo sådan, det slutligt blev tolket. Som et fupnummer og et publicity stunt. Gode intentioner var der sikkert et sted, især fra fra de kreative kræfter bag, men lur mig om DC og Warner ikke mest var interesseret i at sælge flest mulige blade og få en masse omtale. Den slags har det med at give bagslag, hvis det ender med at folk af forskellige årsager føler sig taget ved næsen.
Skulle de så have Superman forblive død, i hvert tilfælde endnu længere? Det havde nok ikke gjort nogen forskel i sidste ende. Man skulle nok slet ikke have lavet historien, men fristelsen og grådigheden var for stor.
Du kan kun ende med at skuffe
Alt dette har ikke så meget med Superman nr. 393 at gøre, og så alligevel har det måske ALT med den historie at gøre. Eller min oplevelse af bladet som en lidt flad omgang.
Det er som sådan ikke dårligt, det rammer bare slet ikke den emotionelle nerve, som det er dybt afhængig af. Jeg er lidt ligeglad og synes egentlig det er temmelig kedeligt. Ikke kun fordi, at bladet er over 30 år gammelt og man dermed ved at, HOV, Superman kom tilbage! Selv uden den viden, så synes jeg ikke man ét sekund køber selve præmissen.
Vi taler om Superman, der er ingen chance i helvede for at DC ville slå ham ihjel. Hvorfor skulle man så investere sig i historien? Man skulle vist være ret ung eller naiv, hvis man ikke synes det hele stank af “udspekuleret” stunt. Og så er det lidt en historiemæssig blindgyde, hvor du ender med at skuffe/provokere mange læsere ligemeget hvad du gør. Bringer du Superman tilbage føler folk sig holdt for nar, gør du ikke, har du dræbt verdens største superhelt.
Det sagt, så er/var der interessante vinkler til stedet, som kommende blade måske dykkede mere ned i. Som eksempelvis mediernes behandling af emnet, og hvordan en verden uden Superman som beskytter ville se ud. Det har potentiale! Men i nr. 393 når det kun at blive berørt perifert.
Ud over det, så er det som fangede min opmærksomhed mest, at Lex Luthor her har en gigantisk manke og stort fuldskæg. Han ligner nærmest noget fra abernes planet. Hvad pokker gik det lige ud på?! Måske skulle man alligevel opdrive resten af historien bare for at få nogle gode tips til hår- og skægpleje.
