Fyr op for Netflix, det er tid til at overvinde dine algoritmers anbefalinger og kaste dig over en serie, der gemmer sig i streaminggigantens kringelkroge. Der er nemlig landet en serie baseret på den argentinske tegneserieklassiker The Eternaut.
6 afsnit som tager udgangspunkt i skaberen Hector German Osterhelds sci-fi fortælling og klassekampsallegori fra slut-50erne, og hans senere “reboot” fra 1969. I serieudgaven opdateret til nutiden, men stadig sat i sneklædt og øde Buenos Aires efter et angreb fra en ukendt og uset fjende.
Jeg har i skrivende stund set de første 3 afsnit og tillader mig, at formidle mine indtryk på det grundlag. Så det er med forbehold for, at serien skruer op for det hele i anden halvdel af sæsonen!
En kort introduktion til The Eternaut
Jeg har tidligere gennemgået 1969 udgaven af The Eternaut, tilbage i april 2022. Men da der er gået 3 år, snupper vi lige et lille recap. Hele gennemgangen kan læses HER.
The Eternaut er en tegneserieklassiker om en gruppe menneskers kamp mod sære rumvæsner. Det er også en tidsrejsehistorie, pakket ind som en metafor for selve tegneseriemediet. Og så er det, ikke mindst en kraftfuld og stadig vital politisk allegori over krig, imperialisme, regimer og klassekamp.
Oprindeligt blev The Eternaut skabt, som en avisstribe, der løb fra 1957-59, af Héctor Germán Oesterheld og tegner Francisco Solano Lópe. Den oprindelige serie er senere samlet og blandt andet udsendt i en 350 sider lang bog fra Fantagraphics. Her kigger jeg dog på seriens “remake” fra 1969.
10 år efter den originale serie blev droppet af avisen Hora Cero Semanal, blev den nemlig genoplivet af Oesterheld til ugeavisen Gente. Nu tegnet af den mere eksperimenterende Alberto Breccia, hvis udtryk stedvis ligner avantgarde kunst.
Oesterheld begyndte, at skrive den originale historie om, men nåede ikke helt i mål inden serien blev pillet af bladet efter blot 4 måneder. Det affødte blot omkring de 70 sider, som udgør The Eternaut 1969. En samlet udgivelse, der nu anses som en grafisk novelle, selvom den altså består af korte, 3 sider lange “søndagsstriber”.
Content med indhold?
Da jeg indtil videre kun har læst ovennævnte 70 sider lange ’69 version ved jeg heller ikke om Netflix serien er baseret på HELE The Eternaut “universet”. Eller blot tager udgangspunkt og inspiration fra kildematerialet. Det er nok nærmere det sidste, i hvert fald står der i rulle teksterne “baseret på”.
Serien dukkede tilfældigt på min Netflix, da jeg scrollede lidt rundt for at se om der var et eller andet jeg orkede at se. Det kan jo være en uoverskuelig mission i disse streaming tider. Alt er “content”, indhold blot for indholdets skyld, som smelter sammen i en stor ensformig masse. Hvor meget slet ikke promoveres, men blot “dumpes” på tjenesterne for at genere kliks og sørge for at der altid er nyt.
Forbrug forbrug forbrug, bare klik for helvede. Man orker det næsten ikke…
MEN, så poppede der altså noget op med en for mig genkendelig titel! The Eternaut, det måtte da være… men jeg havde intet hørt om, at en serie-udgave var på vej, eller faktisk allerede var færdig?
Serien er ligesom forlægget argentinsk, så er man ikke flydende i spansk, er det muligvis en lille udfordring. Jeg forstår visse ord og gloser, hvis man taler langsomt. Det gør de ikke i The Eternaut, de japper løs i hurtigt tempo i et naturalistisk hverdagssprog og jeg fatter “nada”. Så man skal være forberedt på, at skulle koncentrere sig om at læse de fleste undertekster med det ene øje og prøve at følge med i handlingen med det andet.
Der ligger også lydspor dubbet til engelsk, tysk og et par andre sprog. Men sådan leger vi ikke, vi kaster os over originalen.
En hyggelig aften med kortspil og invasion fra rummet
Det første man lægger mærke til er, at handlingen er rykket op i “nutiden”. En præcis tidsangivelse får man ikke, men man må formode at det er “nu”. Der er mobiltelefoner, computere, moderne biler osv., som ikke var en del af tegneserien.
Der er umiddelbart heller ingen rammefortælling, som omkranser fortællingen, som det i hvert tilfælde er tilfældet i 1969 tegneserien. Det er muligvis gjort for ikke at forvirre seerne, lade serien langsomt introducere sci-fi elementerne og give en mere naturalistisk og socialrealistisk tone og stemning.
Serien er nemlig i den første halvdel af de 6 afsnit, der varer mellem 44-60 minutter hver, ret jordbunden og afdæmpet i sin fremgangsmåde. Det starter næsten som et kammerspil, efter en kort introscene, der fungerer som en art epilog og sætter en figur op, som bliver drivkraft for hovedpersonen, Juan, senere.
4 arbejdskolleger (tror jeg?) mødes til et kortspil hos den ene, Alfredo, i dennes kælder. Ovenpå hygger hans kone sig. Stemningen er lettere anspændt, de tager tydeligvis kortspillet alvorligt, den ene har slæbt sin doofus svoger med. Han vover at tale fra sidelinjen (han må ikke være med i spillet), og irettesættes straks og strengt – man taler IKKE under kortspillet!
Pludselig ryger strømmen, lyset går ud. Også den lommelygte, som de forsøger at få liv i, er død. Telefonnettet, mobil og fastnet er nede. I det fjerne høres en underlig buldren og brag. Og så begynder sneen at falde. En dødelig sne viser det sig hurtigt. Ved den mindst berøring dratter folk om, så gader, stræder og åbne vinduer flyder hurtigt med lig.
Også en af vores kortspillere, Felicio, bliver et tidligt offer for sneen, da han dumdristigt bevæger sig ud for i panik at nå hjem og advare familien. Resten barrikaderer sig i huset kun oplyst af stearinlys og en petroleumslampe, mens kulden sniger sig ind på dem i den tidligere så lune sommernat. Alle er anspændte, rådvildheden lurer, uvidenheden utålelig, faren ukendt og det hele er kun lige begyndt.
Sammen er vi stærkest
Jeg vil ikke spoile for meget af handlingen, hverken i Netflix udgaven eller det oprindelige forlæg. Det er i bredt perspektiv en invasion fra rummet historie med tidsrejse elementer, men det er “kun” overfladen.
Den underliggende fortælling, som er den, der har gjort The Eternaut til en argentinsk klassiker med stor kulturel betydning i hjemlandet, stikker dybere. Det er en fortælling om klassekamp, at rejse sig mod undertrykkelse og sammenhold og solidaritet. Om at holde sammen mod både indre og ydre fjender, som et kollektiv og folk.
Det er en fortælling om venskab og loyalitet, og det modsatte. Som igen kan overføres til og læses som noget større og bredere. Disse elementer var ret tydelige i tegneserien, som også rørte ved noget vedrørende den argentinske folkesjæl og samfundet. Det sidstnævnte er nok den mest præsente del, der stadig er intakt, sammen med delene vedrørende venskab og loyalitet.
Klassekampen ulmer måske et sted dybt nede i Netflix versionen, men mere som en del af fundamentet og ikke i så udpræget grad som en alegori – i hvert tilfælde ikke indledningsvist. Det kan være, at det kommer senere får en anden sæson skulle i skrivende stund netop have fået grønt lys fra Netflix.
Den lange rejse fra papir til skærm
Det er også Netlix, som i sidste ende endelig fik realiseret en adaption af The Eternaut. Noget, der på tværs af medier med levende billeder har været på vej siden slut-60erne, hvor en animationsserie baseret på tegneserien blev droppet efter pilot-afsnittet.
Sidenhen fra 70erne og fremefter har mange forskellige forsøgt, at få både film og tv-serier versioner realiseret. Men alle er strandet af forskellige årsager, som kreative uoverensstemmelser, bekymringer om budgettet og så en masse forviklinger angående rettighederne til The Eternaut.
Seriens skaber, Osterheld; “forsvandt” nemlig sammen med store dele af hans familie i 1977, som en del af den såkaldte Beskidte Krig. En udrensning, hvor kritikere af det siddende regime, der IKKE var fans af The Eternaut og dens budskaber og mulige tolkningslag, blev sendt på permanent ferie.
Rettighederne varetages nu til dags blandt andet af en af Osterhelds børnebørn, som har kæmpet for både at få The Eternaut på skærmen og bevare bedstefarens grundversion. Det har været en lang og sej kamp, hvor forskellige amerikanske interesser og penge har været inde over. De vil dog altid have amerikanske skuespillere med, og ændre sproget til engelsk, noget familien Osterheld har modsat sig.
Og nu fik de med assistance (og monetos) fra Netflix deres vilje. The Eternaut er på spansk, foregår i Argentina og ER en argentinsk fortælling.
Forskelle mellem tegneserien og Netflix’ version
Der har dog også været små kontroverser angående casting og justeringer af fortællingen, som har været nødvendige for at overføre tegneserien til skærmen. For det første følte fans, at hovedrolleindehaver Richardo Darin, der er 68, var for gammel til at spille karakteren Juan. I tegneserien er han i slut-30erne.
Instruktør Stagnaro holdt dog fast ved denne casting, og at de andre karakterer ligeledes blev gjort ældre, da det flugtede fint med den øvrige opdatering af seriens tidslinje og handling. Det spiller også direkte ind i handlingen, hvor en del af plottet er afhængigt af karakterens praktiske viden og erfaringer, som yngre karakterer realistisk set måske ikke kunne have haft.
Andre nye tiltag er tilføjelsen af i hvert fald to originale karakterer til seriens figurgalleri, der ikke er med i tegneserien. Svogeren og outsideren, Omar, som bliver en art “seernes stand in”, der ikke er med i klubben. Og det yngre kvindelige cykelbud Inga, der crasher kammerspillet i første afsnit. De trængt yngre islæt, generationsskel og diversitet til den lukkede mandeklub, der sad og “hyggede” sig med mundhuggeri i kælderen.
Det medfører helt naturligt også en række tilføjede subplots, handlingstråde og forviklinger, der ikke optræder i tegneserien. Det vil sikkert irritere nogen, men Netflix serien skal jo også være sin egen ting, ellers var der ikke meget pointe i at lave den. Dette er en opdatering og moderne fortolkning, ikke en nøjagtig “genindspilning” af tegneserien.
En lukket klub
Castet er generelt godt og velspillende, men karaktererne er ikke nødvendigvis ubetinget sympatiske. Indledningsvist er kortklubben lidt nogle gamle douchebags, både overfor hinanden, men også overfor Omar, der ret beset ikke har gjort dem andet end være til stede.
Det er en lukket klub, hvilket der nok også er en fin pointe i. Na ja, og så ER Omar også bare lidt en type, man kan se sig selv blive irriteret på.
Kortklubben og dens forstokkede medlemmer er nødt til at lukke op og lukke omverdenen ind. Ingen klarer det her alene, kun sammen kommer man igennem, som en del af “mottoet” for The Eternaut lyder. Det giver karaktererne plads og mulighed for at vokse og udvikle sig.
Inga, og konerne, viser sig også at være mindst lige så handlekraftige og snarrådige, som deres erfarne mandfolk. Og alle på tværs af generationer og baggrunde må stå sammen, for kollektivets bedste – hvis man kan lægge egne motiver i bero.
De små benspænd
Den gennemgående tone og atmosfære er god og trykkende, med en ildevarslende følelse, der lurer bagved hele tiden. Om det er i det lidt anspændte “korthus”, der konstant truer med at vælte, eller rundt omkring i den på overfladen øde og døde storby. Der er forholdsvis flot og stemningsfuldt filmet, men budgettet viser også sine begrænsninger hist og her.
For nok er The Eternaut generelt ret pænt filmet, men den føles hvad udsyn og “størrelse” angår stadig en anelse begrænset. Det er tydeligt, at produktionen ikke har haft uendelige midler, selvom de på ganske vellykket vis prøver at kamuflere det. Det er dog ret åbenlyst, hvornår vi er on location, og hvornår vi befinder os på et set, især i “udendørs” scener. Ødelæggende for oplevelsen er det ikke, man skal bare være klar på, at der ikke er Hollywood penge i en argentinsk serie, heller ikke en finansieret af Netflix.
Så er der seriens, og historiens interne logik, der halter en lille smule hist og her. Som når Juan og hans ex-kone skal undslippe en ret tæt befolket og klaustrofobisk smal etageejendom. Der er nærmest ikke plads til begge hovedpersoner på gangene samtidig, alligevel kan de undvige beboerne, der bogstaveligt BARE KUNNE SPÆRRE GANGEN ved at BLIVE STÅENDE?
Ligeledes er der et eller andet med den dødelige sne, som halter i udførelsen. Det bliver ikke rigtig forklaret, hvordan den rent praktisk “virker”. Den er øjensynligt dræbende ved den mindste kontakt, hvortil vores karakterer pakker sig ind fra top til tå med hjemmelavede beskyttelsesdragter. Der for det første umuligt kan være tætte nok i forhold til dødeligheden. For det andet gider de ikke engang børste den sne af, som samler sig på dem, når de kommer indenfor – noget af den må da straks drysse af og komme i berøring med deres hud eller blive indåndet? Så der er noget med reglerne og den overordnede logik, som enten halter, ikke forklares tilstrækkeligt eller bare parkeres under “det skal man ikke tænke over, det er ikke så væsentligt”.
Nå ok, men så er det bare som om denne trussel, og “dem” der står bag, ikke virker voldsomt faretruende. “Faren” lurer konstant i baggrunden, ja, den fremstår bare underligt ukonkret og lidt “flimsy”. Meget af “uhyggen” ligger i dermed i “det ukendte”, men karaktererne spekulerer indledningsvist egentlig ikke videre over det, de har mere travlt med at småskændes og ikke kigge langt ud over deres egen næsetip.
Men det er måske en hel pointe i sig selv, og slet ikke så urealistisk? Det får dog historien, trods de potentielt globale konsekvenser til at virke en kende lukket om sig selv og “lille” i hvert tilfælde i første halvdel af sæsonen.
Et kig værd, men ikke must see… endnu?
Er det så en god version af The Eternaut? Mmmmm… ja. Den er bestemt et kig værd, hvis man har tid til overs til noget argentinsk sci-fi. Jeg ved ikke helt om jeg vil kalde den must-see, mest hvis man har interesse for emnerne, The Eternaut eller bare gerne vil se noget, der IKKE er engelsk med skuespillere man kender.
Den er nogenlunde tro mod forlægget og dets ånd, men minder i sin grundtone også om mange andre post-apokalyptiske fortællinger. Der er dog masser af potentiale for, at både plot og seriens udsyn breddes væsentligt ud i de resterende afsnit, samt en kommende sæson.
Er man mere inde argentinsk historie, kultur og samfundsstrukturer end jeg, så er det også sandsynligt at man fanger nuancer og pointer, som er gået tabt i oversættelsen for mig.
The Eternaut tegneserien rummer mange interessante lag, idéer og sci-fi koncepter, som serien indtil videre kun har berørt perifert eller indirekte. Derfor virker Netflix udgaven også mere strømlinet, men i sin egen ret ganske fængende. Jeg kedede mig i hvert tilfælde ikke. Og har bestemt ambitioner om, at se sæsonens sidste 3 episoder. Så en anbefaling med forbehold.
