Pensum: The Eternaut 1969

by | Apr 12, 2022 | Pensum | 0 comments

Sneen falder. En dødelig sne over Buenos Aires, der slår millioner ihjel. En invasion fra en ukendt fjende er i gang, og det er ikke kun Argentina, som er ramt.

The Eternaut er en tegneserieklassiker om en gruppe menneskers kamp mod sære rumvæsner. Det er også en tidsrejsehistorie, pakket ind som en metafor for selve tegneseriemediet. Og så er det, ikke mindst en kraftfuld og stadig vital politisk allegori over krig, imperialisme, regimer og klassekamp.

Fra avisstribe til tegneserieklassiker

Oprindeligt blev The Eternaut skabt, som en avisstribe, der løb fra 1957-59, af Héctor Germán Oesterheld og tegner Francisco Solano Lópe. Den oprindelige serie er senere samlet og blandt andet udsendt i en 350 sider lang bog fra Fantagraphics. Her kigger jeg dog på seriens “remake” fra 1969.

10 år efter den originale serie blev droppet af avisen Hora Cero Semanal, blev den nemlig genoplivet af Oesterheld til ugeavisen Gente. Nu tegnet af den mere eksperimenterende Alberto Breccia, hvis udtryk stedvis ligner avantgarde kunst.

Oesterheld begyndte, at skrive den originale historie om, men nåede ikke helt i mål inden serien blev pillet af bladet efter blot 4 måneder. Det affødte blot omkring de 70 sider, som udgør The Eternaut 1969. En samlet udgivelse, der nu anses som en grafisk novelle, selvom den altså består af korte, 3 sider lange “søndagsstriber”.

Virkelighed og fiktion smelter sammen

I mellemtiden var Oesterheld blevet endnu mere politiseret, ansporet af den politiske uro i hjemlandet Argentina. Men, også resten at den sydamerikanske region, hvor eksempelvis USAs tilstedeværelse og indflydelse, som modvægt til kommunismens fremmarch, var blevet mere betydelig.

Oesterheld lænede mod venstrefløjen, og sluttede sig senere til paramilitære guerillagruppe Montoneros. I 1977 forsvandt han og det mest at familien under den såkaldte Beskidte Krig, hvor modstandere af det siddende regime blev udrenset. Oesterheld blev sidst set i live i 1979, han og familien er formodet myrdet.

The Eternaut skal ses som startskuddet til det, der her kulminerede i personlig tragedie knap et kvart århundrede senere. Over 40 år efter DET skete, står The Eternaut, og dens efterfølger/remake, ikke blot som et hovedværk indenfor Argentinsk tegneseriekunst. Men, hyldes også verden rundt for dens indflydelse på sci-fi og tegneseriemediet generelt.

Dødbringende sne over Argentina

Et ukendt år, en ukendt tegneserieskaber sidder og kæmper med sin avisstribe. Pludselig dukker en mystisk skikkelse op ud af ingenting. En tidsrejsende. The Eternaut. Han begynder, at fortælle sin historie og mærkværdige rejse til dette punkt i tid og rum.

Buenos Aires, 1969, en gruppe venner samles en ganske almindelig aften for, at få sig et slag Truco. Atomfysikeren Favalli, bankmanden Lucas, pensionisten Polski og vores fortæller, Juan Salvo. Succesfuld self made man, der ejer en fjernsynsfabrik. I huset finder vi ligeledes Salvos smukke kone Elena, samt deres 10 årige datter, Martitá. Pludselig går strømmen…

Ud af ingenting forvandles en hyggelig aften i muntre venners lag til et apokalyptisk mareridt. En stille, men dødbringende sne falder. Alle der kommer i berøring med den, dør omgående. Snart flyder gader, stræder og alle bygninger, som ikke er ordentligt isoleret eller forseglet med lig.

Heldigvis for vores uvidende spillefugle, så er værten, Salvos, hjem, tilsyneladende så velkonstrueret og vedligeholdt, at de dødelige snefnug ikke kan trænge ind. Heldigt! Og godt argentinsk håndværk!!

I desperation over sin families skæbne, vælger Polski dog, at storme ud i sneen. Og bliver dermed flokkens første dødsoffer. De resterende i huset forsøger, at danne sig et overblik og lægge en slagplan. De vil forsøge, at konstruere en sikkerhedsdragt, så de kan forlade huset og skaffe forsyninger inden de løber ud.

Sammenhold eller jungleloven?

Med lidt opfindsomhed og samarbejde får de fremstillet en form for sikkerhedsdragt. Et hurtigt slag terning afgør, hvem af de tre resterende venner, der får æren af at træde ud i den barske virkelighed. Salvo “vinder”.

Snart skifter hans mission fra, at være overlevelse for den lille gruppe til, at få et større udsyn. Hurtigt redder han den unge Susanna, der er spærret inde i en kælder og bringer hende i sikkerhed i huset. Så sikker, som man nu kan være, når man som enlig kvinde i en muligt post-apokalyptisk verden befinder sig i et lille, lukket miljø med ensomme mandfolk som Favalli og Lucas.

Der er flere selvopholdelsesdrifter i spil. Salvo fokuserer dog sin energi på hele gruppens overlevelse, mens Favalli har et mere kynisk syn på verden. Ifølge ham, er det jungleloven der regerer nu. Den kræver sit næste offer i Lucas, der dræbes under et forsøg på, at skaffe forplejninger af medicin på et apotek. De resterende medlemmer af gruppen bliver enige om, at de ikke kan blive i huset meget længere.

De hører i radioen, at verdens stormagter er gået sammen og har lavet en aftale med invasionsstyrkerne. En våbenhvile er indgået, som et kompromis har “rumvæsnerne” fået kontrollen over Sydamerika mod, at lade resten af verden være i fred. Man har ofret og efterladt et helt kontinent til deres egen skæbne for, at redde deres egne røve.

Der er altid en større fisk i fødekæden

Inden gruppen når, at forlade huset og søge mod grønnere græsgange brister drømmen om, at vende virkeligheden ryggen. Militære modstandsstyrker agter, at tage kampen op mod overmagten. De går rundt fra hus til hus og “rekrutterer” (frivillig tvang) alle våbenfører mænd. Favalli og Salvo har ikke andet valg, hvis de vil beskytte kvinderne end, at slutte sig til styrkerne.

Her stiger Salvo hurtigt i graderne, hans dygtighed som forretningsmand og fabriksejer giver, åbenbart succes på flere felter i livet. Herefter følger en række “missioner”, som erobring af en lufthavn, indtagelse af et fodboldstadion osv., der optrappes og vokser i skala. Fra de første træfninger til den endelig, afgørende konflikt.

Mænd og kvinder kæmper her på lige fod mod den ukendte, ansigtsløse fjende. Der først viser sig, som en slags insekter, der via antenner kontrolleres af næste led i fjendens fødekæde. “Robot-mænd”, kunstige væsner, der modtager deres ordrer fra en leder, der også viser sig blot, at følge ordrer fra kræfter længere oppe i systemet.

Alle følger “bare” ordrer fra nogen, på begge sider af konflikten. Ud af følelser som pligt, ære, overlevelsesinstinkt og frygt. Der er ikke nogen reel fjende, blot soldater, som gør det, der er blevet dem pålagt, ellers!

Meningsløsheden kulminerer med et sidste angreb mod “fjendens” hovedkvarter. Der ikke lykkes og sender Salvo på flugt. Han undslipper med nød og næppe, sætter kursen hjemad. Pakker “familien” under armen, og leder et desperat flugtforsøg , der ender med, at bringe dem mod helt ukendte horisonter. De gemmer sig i et rumskib, hvor Salvo ved et uheld får aktiveret skibets tidsrejsemekanisme.

Kompakt fortælling, der eksploderer mod slut

Det er kort fortalt, hvad plottet på de knap 70 sider går ud på. Det er en historie, der starter langsomt og ganske kompakt. Og så accelerer mod målstregen, samtidig med, at fortællingen bliver tiltagende kompleks og til tider uforståelig.

Man kunne godt argumentere for, at det i sidste halvdel af historien simpelthen går FOR hurtigt. Eller, at der læsse for meget på, i et opskruet tempo. Måske har Oesterheld fornemmet, at han var ved at løbe tør for tid og sætter en hæsblæsende slutspurt ind. Plottråde, begivenheder og udviklinger, som nærmest kunne være bredt ud over hele hæfter, eller bøger, afvikles ofte på mindre en 3 sider.

Det gør også, at man som læser periodevis ikke blot føler sig lidt forpustet, og efterladt en kende konfus. Men, at man også lidt mister den ellers ret stærke emotionelle forbindelse til selve grundfortælling, dens mange lag og teamer og de tankevækkende tolkningsmuligheder.

Her får man heller ikke meget hjælp af tegnerens udtryksfulde, stilistiske og vildt eksperimenterende artwork. Stedvis er det svært at se, nøjagtig hvad der foregår i de enkelte paneler. Det bliver gnidret, ikke-jordiske, mystisk og ekspressivt. Men, det bidrager også i høj grad til følelsen af, at være fortabt. Oppe mod det ukendte og den urovækkende, ubehagelige og trykkede stemning, som gennemstrømmer The Eternaut.

Styrken i fællesskabet

Når man så genvinder fatningen, får jordforbindelsen og lader The Eternaut bundfælde sig, så er det en læseoplevelse, der faktisk bliver siddende i kroppen. Både som sci-fi, en fortælling om menneskers natur og mere eksistentielle tanker.

Tanker og undersøgelse af gruppen vs individet fylder en del. Både i Salvos nære familie, den overbyggede, der følger i kølvandet på isolationen i huset og slutteligt i militæret. Også hos modstanderne ses dette tema, om det er insekter, robotmennesker eller “lederen”. Alle følger ordrer fra en højere instans både for, at overleve, men også for at sikre kollektivet.

Den slags kan og bliver udnyttet af de reelle magthavere. Om de er interne eller udefra kommende. Her kan en enkelt helt ikke stille noget op mod overmagten, som i The Eternaut aldrig ses eksplicit. Men, gruppen, gruppe-helten om man vil, har en chance.

Hvis man, som individ og gruppe, er stand til at tænke selv. De der, som insekterne og robotmenneskerne ender med, at blive en viljeløs masse og magthavernes blinde redskab, taber.

Der er en del “ekstramateriale” i bogen, inklusive et forord, et længere efterskrift og en kort forfatter biografi

The Eternauts evige efterdønninger

The Eternaut er stærkt politisk, og tydeligt præget af sin samtid og omgivelserne. Uden den historiske kontekst vil den nok fremstå, som en lidt rodet sci-fi fortælling. En der starter ud, som noget der kan minde om en isolationshorrorfortælling, og ender i mystisk, underfortalt tidsrejse og diffuse filosofiske postulater.

I sin kompakte form, og med det eskalerende tempo og plot, kan sidste del af The Eternaut virke en kende forhastet. Hvilket er en skam, det kommer uundgåeligt til, at tage fokus lidt fra de underliggende tematikker og budskaber. Samtidig er det prisværdigt, at ambitionsniveauet har været så højt for en serie i dette i forvejen kondenserede, ugentlige format.

Der er ingen tvivl om, at serien rent fortællemæssigt kunne have nydt godt af mere tid. Tid til, at dvæle, uddybe og give de enkelte scener mere plads til, at udfolde sig og efterfølgende ånde. Der er dog også noget sært fascinerende ved, at ræse fra episode til episode, mens historien bliver tiltagende mystisk og storslået i sit udsyn.

The Eternaut er ikke, som noget andet jeg har læst. Ej heller ligner den visuelt noget, som man tit støder på i en sci-fi fortælling. Den er på alle punkter abstrakt, særpræget og helt sin egen. Og ikke mindst personlig og meningsfuld, med en række pointer, som Oesterheld gerne vil sende ud i verden. En verden, som i The Eternaut allerede er dømt til undergang. Kan vores reddes?

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

Klokkeklar kanon! Fortjent klassikerstatus, selvom det går lidt hurtigt i sidste halvdel.