Bestialske kvindemord, Den Fjerde Dimension, Frimurer, en konspiration der involverer kongehuset og en morder der aldrig blev fanget. Alan Moores From Hell rummer det hele og lidt til. På overfladen er det ude på et overdrev, men nedenunder lurer et portræt af et trøstesløst London anno 1888.
Der er skrevet flere bøger, lavet film og alt muligt andet på tværs af medier og århundreder, ja nu årtusinder, om Jack The Ripper, end man næsten kan forestille sig. Knap 150 år senere er morderen og mordene stadig i stand til lige dele at fascinere og vække gru. Det er på godt og ondt blevet et popkulturelt fænomen.
fra mord til popkultur
Det blev de grumme mord og den ukendte gerningsmand allerede i sin samtid, faktisk er det måske en af hovedårsagerne til at man stadig beskæftiger sig med sagen. Og det var nok også i den forbindelse, at jeg selv stødte på denne sag, der med al respekt for ofrene, nok ville være gået i glemmebogen.
Havde det ikke været for en lang række indre og ydre omstændigheder, som løftede den uløste gåde fra en triviel sag om mord på lurvede prostituerede til noget langt, langt mere ikonisk.
Jeg stødte formodentlig selv på Jack The Ripper “myten” i slut-80erne. Dengang udkom der en række læsevenlige bøger om alskens former for mysterier og lignende, som Bermudatrekanten, pyramiderne, den afskyelige snemand og Jack The Ripper. Bøgerne præsenterede emnet i relativt kort form, og på mere eller mindre saglig og faglig manér. De ville nok ikke have klaret en omgang kildekritisk nærlæsning…
MEN, jeg slugte lortet, ligesom meget andet angående konspirationsteorier og andet “poppet” gøgl, som kunne fange en fantasifuld 8-10 år gammel knægt.
Senere, som årene er gået, er verden på mange måder blevet både lidt kedeligere og endnu mere fantastisk. De fleste mysterier og konspirationer har en ret “kedelig” og åbenlys forklaring, eller ER det rene nonsens. Øv. Til gengæld kan man så fascineres af emner, som “hvorfor opstår myter eller konspirationsteorier” – og så bliver verden pludselig stor og spændende igen.
From Hell lange fødsel
Det tror jeg også den er for Alan Moore. Lad os bare kalde ham en legende med utallige kanon-værdige værker indenfor tegneserier på samvittigheden. Jeg har selv dykket ned i Watchmen, som jeg ikke er sikker på jeg fik sagt noget om som ikke er sagt utallige gange tidligere. Sådan er det med de store værker og forfattere, ik? Hvad skal man næsten sige, om ikke er sagt før, bedre og mere intelligent?
Jeg ved ikke, om Moore har haft samme grublerier angående Jack The Ripper, da han kastede sig over historien i From Hell. Oprindeligt udkom de første kapitler i magasinet Taboo fra 1989 til 1992. Efterfølgende udkom serien på skiftende forlag i yderligere 10 hæfter indtil 1998. Herefter blev serien samlet i en flot, stor og tung satan på knap 500 sider, hvoraf jeg har læst den danske udgave udsendt af Faraos Cigarer i 2008.
500 sider, hvor Moore omfavner Jack The Ripper ved tilsyneladende at inkludere og kombinere mange af de mere eller mindre kendte (og anerkendte) udlægninger af sagen. Og tilføre sin Moorske “magi” og fingeraftryk, så fortællingen også bliver Moores egen og ikke blot recitation og omskrivning af allerede kendt stof.
En myte fødes og konspiration tager form
At beskrive alle handlingstråde og berøre hele persongalleriet i From Hell ville være for omfattende. Og også kedeligt, det er en moppedreng af en bog, man selv skal have lov til at dykke ned i og udforske.
Meget kort fortalt, så bruger Moore From Hell og Jack The Ripper mysteriet til at fortælle en historie, der strækker sig fra top til bund i det engelske samfund i 1888. Med London som en central spiller i sig selv og skueplads for hele balladen. Vi befinder os i slipstrømmen af den industrielle revolution og slutningen af den victorianske tid – lige på tærsklen til det 20. århundrede og moderne tider. Det er ikke nødvendigvis et fremskridt i Moores optik.
En af den aldrende Dronning Victorias uduelige sønner gør en fattig butiksansat gravid, og hun føder barnet. Rygtet spredes i Londons mere lyssky kvarterer og kommer en gruppe prostituerede for ører, som har problemer med at skaffe beskyttelsespenge til en lokal gadebande. De beslutter at afpresse (via prinsens ven og fælles bekendt af Annie, Walter Sickert) kongehuset med deres viden om prinsens udskejelser.
Skandalen kommer dronningen for ører, som betror hendes hoflæge opgaven at skaffe de frække prostituerede af vejen. Lidet anende at denne læge ikke blot er Frimurer med ambitioner om opstigning i rækkerne (Frimurernes OG de hellige så at sige), men også fuldblods sadist og psykopat. Og så begynder kvinder at dø på barbarisk vis og skræk, rædsel og ramaskrig at sprede sig i Londons gader.
En myte er født.

Research, løgn og latin
Det var den meget forenklede beskrivelse af historien i From Hell, der er af kalejdoskopisk karakter med et væld af personer og endnu flere referencer. Referencer til alt mellem himmel og jord, som Moore får presset ind i sin fortælling. Og det ER hans fortælling.
En baseret på omfattende og grundig research af det dengang tilgængelige kildemateriale og utallige bøger (inklusive en række sjældne han med bl.a. Neil Gaimans hjælp fik opsporet) og senere undersøgelser af sagen. De fleste af personerne i det store persongalleri er baseret på virkelige personer med den digteriske frihed Moore tager sig for at fortællingen til at fungere.
Begivenhederne præsenteres også i store træk, som de har fundet sted, eller i hvert fald er nedfældet. Igen koges der ind, skæres til og lægges sammen, noget Moore alt sammen forklarer og redegør for i det ret omfattende kildemateriale sidst i bogen. Men, som han også påpeger, så ER det en sag gennemsyret af hele og halve sandheder, løgne og skrøner. Samt en række forfattere og deres bøger om Jack The Ripper, der er varierende grader af troværdige eller fantastiske.
Det er en kompleks sag, der ikke er blevet mindre kompleks med årene og har fået helt sit eget liv. En tradition som Moore helt bevidst også skriver sig ind i og dermed bidrager til. Derfor skal man heller ikke læse From Hell som værende dokumentaristisk. Det ER en fortælling, men en baseret på virkelige hændelser, personer og en god portion spekulation. Tilsat det ekstra krydderi, der giver den fortælling fra helvede, som Moore ønskede at præsentere.

Tilbage i helvede
Og From Hell er en fortælling fra helvede, eller i hvert fald helvedes forgård. I hjertet af Moores helvede følger vi politikommissær Abberline (der er også noget underliggende fnidder i Scotland Yard internt bogen igennem), det nærmeste vi kommer en egentlig hovedperson. Og også en af de få repræsentanter for en middelklasse, i en fortælling hvor vi ellers følger samfundets absolutte top og bund.
Abberline er på samme tid en sammensat og ret “simpel” person. Hans anskuelse af livet og tilværelsen i London, samt dens beboere, virker ret firkantet og formet af tiden. Prostituerede er “ludere”, men toppen af samfundet er ikke ret bedre. Han er retskaffen og korrekt, efter 1888 standard, men også desillusioneret, træt og bliver i et centralt subplot fristet til at være hans tro kone utro med en af gadens piger.
Han rammer også fortællingen ind, i det prolog og epilog følger en nu gammel Abberline møde og samtale på stranden i Bournemouth. Her opsøges han af den clairvoyante fidusmager Lees, der forsøgte at assistere med sine “evner” i 1888. Her er vi hoppet i tid til slut-20erne, han er gået på pension men sagen rumsterer stadig for personerne. Og havde han stadig været i live, så ville det nok stadig nage. Samtidig med at Abberlibe på sin vis for længst har givet op – overfor alt.
I fortællings begyndelse er han endelig nået ud af slummen i Whitechapel, og går en mere rolig arbejdstilværelse i møde. Men mordsagerne, som er begyndt at dukke op i Whitechapel hiver ham tilbage, dvs. han overføres modvilligt.

Doktor William Gulls grusomme gerninger
Et helvede der i Moores udlægning (igen baseret på research af andre) slippes løs i London af en vis Doktor William Gull. Igen en historisk virkelig person, som også har været mistænkt tidligere i andre værker. I From Hell, og Moores fortælling, er han dog en troværdig gerningsmand og skurk.
Han arbejder indledningsvis på et hospital for sindssyge kvinder. Det vil sige, alle kvinder som samfundet stemplede som værende sindssyge – hvilket selvfølgelig mestendels er de fattige og udsatte. Her indlægges en Annie Crook (på foranledning af Majestæten), der viser sig at bære på lidt af en hemmelighed i det hun har født en uofficiel arving til den britiske trone.
Gull udfører en operation, der efterlader Annie lettere hjerneskadet og faren synes elimineret. Men så dukker de forbaskede “ludere” op med deres afpresningsforsøg af stakkels Walter Sickert. Og så er fanden bogstavelig talt løs i Whitechapel. Gull finder en mindrebemidlet kusk kaldet Netley, der modvilligt bliver hans medskyldig til de efterfølgende mord.
Men først skal vi på sightseeing i et kapitel, hvor Gull får Netley til at kører ham rundt i Londons gader, mens doktoren rabler løs om byens arkitektur og historien bag. Her introduceres Frimurermytologien og Gulls konspiratoriske tankegang for alvor, og Moore får lov til at spille med research og formidlingsmusklerne.

Et højere formål
Gull ser sig som en form for udvalgt til et højere formål. Med udgangspunkt i Frimurernes tro og lettere vanvittige tankegods, er Gulls endemål at beskytte tronen og i det større perspektiv det britiske imperium. Og derved opnå en slags “frelse”, der sikrer ham en plads Frimurerhimlen.
Men motivationen ender ikke her. Vejen til imperiets redning og Frimurernes dominans er også brolagt med undertrykkelsen af kvinder. Gulls historieundervisning berør også, hvorledes kvinder historisk set er gået fra at være magtfulde og indflydelsesrige til marginaliserede og underkuede. Hvilket i Frimurernes optik har ført til blandt andet det britiske imperiums storhed.
Mordene er nødvendige ofre, hvor han faktisk også gør kvinderne en tjeneste ved at befri dem fra deres sølle tilværelse – og give dem en plads i Frimurernes historiebøger. Skide god deal! Og Gul går metodisk til værks, han (med Netley assistance) får opsporet kvinderne, og en for en bliver de på tiltagende grusom vis fjernet fra gaderne.
Vi har løbende fulgt kvindernes dagligdag, hårde liv og forsøg på virkelighedsflugt, når de sidder og drikker sig ned på den lokale pub. De hutler og hustler sig gennem livet, mens rebet strammes om dem. Panik og paranoia begynder at sprede sig i Londons regnfulde og mørke gader, som flokken reduceres en for en.

Tidsrejser og profetier?
Frimurernes indflydelse og trækken i trådene afsløres også gradvist i From Hell, det gennemsyrer hele samfundet. Og påvirker i større eller mindre grad de fleste karakterer, der introduceres i fortællingen.
Da Abberline endelig synes at få hul igennem efter flere tilløb, hvor han blot løber panden mod nye mure, gør Frimurerne igen deres indflydelse gældende. Politichefer skiftes ud, og selvom Gull slutligt går til bekendelse overfor Abberline finder Frimurerne blot en syndebuk og får tysset sagen ned. Gull ender på galeanstalten og Abberline ender med, at stå tilbage med ingenting og en uløst mordgåde med en formodet morder, der er en Frimurer-konstruktion.
Da Gulls mission er fuldført, bliver det for alvor gakket på et andet plan. Gull har løbende haft spredte syn, der relaterer til “Den Fjerde Dimension”. En teori om at al tid eksisterer på samme tid, til alle tider, som han også betror sig til. Vi ser ham her “rejse i tid”, mens han “stiger til himmels” – eller gør han? Hvad han ser og hvor han ender, skal jeg lade være usagt her.
Jeg vil dog runde denne del af med at nævne, at der under en af disse “rejser”/syner midt i bogen udspiller sig en scene, som må være Hitlers undfangelse. Bogen slutter med en gengivelse af Franz von Stucks maleri Wilde Jagd fra 1889 (Hitlers fødeår). En skikkelse på maleriet ligner til forveksling en voksen Adolf Hitler. For en nærmere gennemgang af maleriet, symbolernes magt og Hitler selv, kan jeg varmt anbefale Førermyten (1996) af Stig Hornshøj-Møller. Men det er en helt anden historie…

Mord, myter og symboler
Siger Moore dermed at også al ondskab eksisterer på samme tid og i evig tid? Det kan også forstås som at tid er cirkulær, så historien gentager og vil gentage sig – og folder sig omkring sig selv. Hvad har det så med Jack The Ripper at gøre?
Ja, det er så spørgsmålet alt efter tolkning og hvad man kan eller selv læser ind i Moores fortælling. Mordet blev i sin samtid sammenlignet med en tidligere hændelse i 18-tallets London, ligesom Ripper blev inspiration til senere mordere. Og som vi kan konstatere talløse værker på tværs af medier, og Moore selv, som vi kan se i form af From Hell. Jack The Ripper er myte, noget der inspirerer og er blevet ikonisk: et symbol.
Symboler optræder i mange sammenhænge hos Moore og i From Hell, hvor de tillægges en næsten magisk kraft. Hvilket man alt efter hvor bogstaveligt man vil tolke ordet magi, sagtens kan argumentere for – i hvert fald magisk i overført betydning. For Gull og hans Frimurer har symboler enorm betydning, i Gulls tilfælde så meget at det driver ham ud i mord og slutligt galskab.
Nogle har også tolket Jack The Ripper sagen som en art symbol for den nærmest apokalyptiske symbolske undergang/afslutning på den victorianske tid. Det kan virke som lige vel meget at tillægge hvad der formodentlig “bare” var en primitiv uløst mordgåde. Men det er netop det, som giver symboler deres “magiske” kraft: man kan læse alt muligt ind i dem, tilskrive dem lige hvad man ønsker og de kan tilpasses over tid.
Konspirationsteoretisk tankegods
Gåden om Jack The Ripper er også guf for konspirationsteoretikere, og folk der bare gerne vil digte. Det kan man se hos Moore, hvor den får hele armen med involveringen af selveste Kongehuset. En teori, som vist er afvist, eller i hvert fald ikke underbygget med beviser i nogen troværdig grad, utallige gange over årene. Men det er ikke det væsentlige. Fakta bremser sjældent en god konspirationsteori.
Det kan man sige, at Moore både er grebet af men også bruger aktivt som en del af sin fortælling. I From Hell er det en avis, som opfinder navnet Jack The Ripper, og sender en række breve underskrevet af ham til sig selv. Det sælger aviser. Det samme gør jødehad og falske mistænkte, begge dele bliver også hurtigt en del af fortællingen og efterforskningen.
Utallige “Jack The Rippers” dukker hurtigt op med deres egne breve, også til ordensmagten. Og sagen begynder fra start at drukne i sensationelle overskrifter, teorier og løgne. Mens sandheden drukner i tidens dårlige politiarbejde, fordomme, løgne og i From Hell Frimurernes indblanding bag kulisserne.
Igen skal det påpeges, at langt de fleste af disse konspirationsteorier og teser, samt mistænkte, er helt eller delvist udokumenterede. Det gælder også dem, Moore baserer From Hell på, hvilket han også selv understreger – det ER en fiktionsfortælling. Men den KUNNE jo måske være sand.

Eddie Campbells visuelle virkemidler
Som man sikkert kan fornemme, så er der virkelig mange elementer, detaljer og tolkningslag i spil her. Intet af det ville fungere, hvis det ikke var formidlet forbilledligt og spændende af Moore. Og han er samtidig dybt afhængig af den australske Eddie Campbells tegninger og visuelle flair. Samtidig fremhæver Moore også flere gange Campbells input og bidrag i øvrigt i appendix.
From Hell er holdt i sort/hvid (senere en farvelagt udgave udkommet), i en streg der er lige dele enkelt og meget detaljeret. Personer er ofte fremstillet med få streger, i en nogenlunde naturalistisk stil. Mens bygninger, arkitekturen og byen London næsten kunne minde om tegnede fotografier. Det gør, at London virker meget naturtro og som et virkeligt sted, hvilket blot gør tragedierne og vanviddet endnu mere skræmmende.
Og der er jo brutalitet i From Hell. Men måske mere subtilt fremstillet end man skulle tro. Indledningsvist er det ret nøgternt afbildet, når Gull foretager sin første operation på Annie Crook. Mordene bliver tiltagende barbariske og blodigt fremstillet, men Campbell kunne sagtens have vist mere udpenslet grum. Effekten bliver, at man måske TROR man ser flere grusomme detaljer end tilfældet er.
Når vi når til det sidste mord, ser man nærmest alt. Det er objektivt set en horribel scene, men fremstillingen, og Gull fremgangsmåde, er her lige dele forskruet og primitiv og meget metodisk. Det antager formen af et forrykt ritual og en operation.
Uden Campbells flair, blik for små og store detaljer, hans udnyttelse af det sort/hvid giver med leg med skygger og former, ingen From Hell. Det kunne nemt være blevet “kulørt” splat, men Campbell og Moore vælger en langt mere isnende kold og urovækkende stil.

From Hells problematiske punkter
Er der så intet at kritisere? Jo, med sådan et omfangsrigt og ambitiøst værk er der naturligvis altid et eller andet man kan anfægte. Eller som bare ikke falder i ens smag.
Figurgalleriet er omfattende, også langt større end angivet her. Og alle er i større eller mindre grad del af hoved- eller subplots, eller har en eller anden symbolsk betydning. Eksempelvis dukker den berømte digte William Blake kortvarigt op. Det gør, at man skal holde tungen lige i munden.
Indledningsvis kan det virke forvirrende. Også fordi Moore hopper rundt, også i tid hist og her. Overgangene er ikke altid tydelige, og man får ikke mange forklaringer. Så man kan nemt rode lidt rundt i navne og hvem personerne egentlig er. Eksempelvis de 5 prostituerede og yderligere kvindelige karakterer – men alt det er der muligvis også en pointe i. Det hele ER et værre menageri og et forvirrende spind af personer, forviklet på kryds og tværs.
Og så er der brugen af historisk virkelige personer, mennesker af kød og blod, der har levet. Moore har som nævnt lavet nærmest uoverskueligt grundig research, og været opmærksom på at især historiske fakta er korrekte. Men personers rolle, motiver, interaktioner, samtaler osv., er et samsurium af sandheder, løgne, formodninger, gætværk og digterisk frihed. Ikke et ukendt fænomen i fiktion, men her gør Moore altså Gull til Jack The Ripper – selvom han ifølge forskning intet havde med de mord at gøre.
Alt efter temperament er det betænkeligt eller problematisk. Men det skal da ikke stå i vejen for en god historie, blot man er opmærksom på, at det i sidste ende er netop det: en historie.

Morderisk Moore Mesterværk
Moore elsker sine myter, og han bygger videre på en her ved at bygge ovenpå den. Hvem virkelighedens Jack The Ripper er/var bliver næppe opklaret fuldstændig. Det mest sandsynlige er, at han var en “ubetydelig” ukendt forbryder, der enten blev fanget og fængslet for andre forbrydelser, eller døde relativt kort efter mordene.
I hvert fald stoppede de lige så pludseligt, som det begyndte. Kun 5 ugers tid nåede Jack The Ripper at sprede frygt i Londons slum. 150 år senere tales og skrives der stadig om det. Myten lever videre, fordi vi har brug for myter som denne. Og fordi sagen af omveje, misbrug og misinformation, nysgerrighed og sensationslyst er tanket op med det stof, alle gode konspirationsteorier drives af.
Og så blev den ifølge Moore symbolsk. Den opsummerer alle de dårligdomme og katastrofer, der hobede sig op i det britiske samfund (og verden) op gennem 18.-tallet. Et symbolsk klimaks for en tidsperiode, der var ved at rinde ud. Men det er også historisk efterrationalisering. I sin samtid fik fortællingen nok næring og voksede ved en række tilfældige, “heldige” omstændigheder, der gjorde en på papiret ret ordinær sag om mord til noget langt større.
Hos Moore vokser den til et litterært værk, måske endda et mesterværk?
