(Dette handler om den danske version af Watchmen, men for ikke, at skade de lidt skrøbelig danske album ved, at proppe dem i en scanner har jeg valgt, at bruge billeder fra den digitale udgave af tegneserien på engelsk).
Slutspillet er i fuld gang, når vi kaster os ud i et sidste kig på Watchmen i den første danske udgave. Vogterne nr. 6, udgivet af Interpresse i 1989, indeholder kapitel 11 og 12 af Alan Moore og Dave Gibbons ikoniske serie.
Men formår de at slutte tilfredsstillende af? Er det overhovedet muligt, når setuppet har været så vellykket? Det kan næsten kun skuffe, ligesom disse ydmyge skriverier om en gennemtærsket- og analyseret tegneserieklassiker.
Når enden er god…
De første par gennemlæsninger efterlod mig også en lille smule skuffet. Jeg har dog efterhånden læst Vogterne nr. 6 (og de andre album) en 3-4 gange, fordi det her projekt har trukket ud. Og nu bliver jeg mere og mere sikker på, at jeg synes Moore formår at runde ganske fornemt af.
Et problem med denne slags serie, og mange andre (måske alle?!), hvor der i opbygningen er mange spørgsmål og mysterier, er, at man måske ikke altid synes om de svar man får. Det kan være smag og behag, forventninger og forestillinger der er bygget op, eller bare et håb om et eller andet, som fejer benene væk under en. Watchmen er både vildt langt ude og grandios, men samtidig subtil og på nogle punkter uforløst. Det kan være en frustrerende oplevelse.
Men, ligegyldigt ens subjektive holdninger, så må det vigtigste være om slutningen objektivt giver mening. Er i seriens ånd og i tråd med det, som der er blevet bygget op til. Her synes jeg, at Watchmen og Moore leverer. Det har aldrig handlet om mysteriet og de mange svar, som “hvem gjorde det”.
Moores ærinde synes at være at fortælle noget meget større og almengyldigt. Om mennesker, det 20. århundrede, superhelte og tegneserier. Mange kalder Watchmen en dekonstruktion af superheltetegneserier. Det er det OGSÅ. Men det er også meget mere. Og når man sigter så højt, så ville det næsten også være forkert at kaste sig ud i en for firkantet afslutning. Sådan fungerer verden ikke.
Spoiler: Han gjorde det!
Jeg vil denne gang ikke dykke alt for detaljeret ned i plottet og de enkelte detaljer. Enten har man læst Watchmen, og kender slutningen, eller også synes jeg man selv skal have fornøjelsen.
Dog er det nok ikke den store SPOILER, at hovedskurken er Adrian Veidt, Ozymandias, der også har lagt navn til dette sidste album. Det kunne næsten ikke være andre, hvis de brikker, Moore har kastet på bordet tidligere, skulle give mening. Hans endelige plan er dog noget af det, som muligvis er et springende punkt for nogle læsere. Her bliver det en kende outlandish.
Den går kort fortalt ud på, at sikre verdensfreden ved at få atommagterne til at arbejde sammen mod en ny, ukendt fælles fjende. Han bruger sin teknologi, udviklet over det seneste årti til, at teleportere en kæmpe blæksprutte fra en anden dimension ind over New York, hvor den efter planen skal eksplodere og chokbølgen herfra dræbe halvdelen af byens indbyggere.
Ozymandias den Store
Mordet på Gøgleren, at jage Dr. Manhattan i eksil på Mars, opbygningen af et et utopisk ø-paradis for store tænkere og kunstnere og alt andet Veidt har bakset med i de forrige album er altsammen en del af den komplekse plan. Og den ser ud til at lykkes!
I den dræbende kulde på Antarktis, hvor Veidt har sit skurke hovedkvarter, er Natuglen og Rorschach på vej i et desperat forsøg på, at standse Veidt, som de kom på sporet af i forrige album. Men har de tid nok, og har Veidt også taget højde for de ubudne gæster?
Veidt virker rolig, fattet og ganske uovervindelig. Faktisk skulle man næsten tro, at han har fået superkræfter på en eller anden måde, eller i hvert fald forhøjede sanser. Dr. Manhattan er ellers det eneste supervæsen i Watchmen, hvorimod de andre helte “blot” er almindelige dødelige.
Hans sanser er dog ikke det eneste, der er oppustet, også hans ego og selvbillede. En stor del af kapitlet går med, at Veidt udfolder hans ambition om at overgå sit store forbillede: Alexander den Store. Uden at begå de fejl, Veidt mener den store erobre begik, og førte til hans død og samfunds undergang. Nu skal Veidt redde verden med alle tænkelige midler.
De er alle sammen tossede
Ser man bort fra den der blæksprutte, som jeg stadig synes er lidt “fjollet” i forhold til resten af serien, så er styrken ved afslutningen at man på en eller anden måde godt kan se meningen i Veidts plan. Metoderne er naturligvis temmelig tvivlsomme.
Selvfølgelig kan han anses som en gal massemorder med galopperende storhedsvanvid. Men i HANS optik, så er det det eneste, der giver mening. Og han har brugt årevis på, at gennemgå alle tænkelige scenarier, samt udføre hans sindrige plan. Der er intet vanvittigt, eller uovervejet, her. Det er kold kalyle, et kynisk og nøgternt opstillet regnestykke, der er for flertallets bedste og sikrer Jordens overlevelse.
Ud fra et humanistisk og etisk synspunkt er det ekstremt afstumpet og skingrende sindssygt. Men stort set ALLE, også de der kalder sig helte i denne serie, er bindegale når det kommer til stykket!
Silkesværmeren er en traumatiseret, skadet kvinde med et usundt forhold til mænd og en endnu mere usund relation til hendes mor. Dr. Manhattan er, om muligt, endnu mere umenneskelig og kynisk end Veidt, selvom han med sine kræfter KUNNE stoppe supermagterne. Natuglen er en krampagtig, forsmået mandsling, der kun kan få bugt med sin komplette impotens ved at lege selvtægtsmand. Og Rorschach? Huha.
Ud af Den Kolde Krigs skygge
Alle er sindssyge!
Er den her verden overhovedet værd at redde? Man kan godt komme i tvivl, når borgerne på gaden begynder at vende sig mod hinanden. Par skændes og slår, urolighederne breder sig, mens truslen om den nu næsten uundgåelige atomkrig hviler som en tung skygge over New York og resten af verden.
Det kan lyde voldsomt nihilistisk, men selvom Moore skruer op for dommedagstrommerne i disse sidste kapitler, så er der stadig håb og et glimt af lys hist og her. Jeg er ikke sikker på, hvad Moore præcis ønsker at sige her. At der altid VIL være håb indtil sidste øjeblik? At intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Eller at menneskeheden nok skal overleve på en eller anden måde? Om vi så fortjener det eller ej.
Her skal man også huske, at serien er skrevet og udkom i midt-80erne, hvor Den Kolde Krig og oprustnings- og våbenkapløbet stadig buldrede derudaf. Det var både Moores virkelighed, og i endnu højere grad virkeligheden i seriens univers. Watchmen er dybt forankret i den tid den kom ud af, og når den så samtidig er en reaktion på, og kommentar til, dette, så bliver det bare ekstra tydeligt.
Det betyder dog ikke, at serien ikke har sin relevans i dag. Eller andet på hjertet. Det fantastiske er, at hver gennemlæsning har åbnet for nye tolkningslag og mulige budskaber. Ligesom ens synspunkt kan skifte, når man lige får tygget lidt på sagerne.
Og vinderen er…?
Som det jeg skrev med at det er glimt af håb, også når alt synes tabt. For Veidt ender jo faktisk med at “vinde”. Eller gør han det? Og hvad skal man mene om det?
Vores helte accepterer ligesom præmissen om, at Veidts plan, hvor kynisk og vanvittig den end måtte være, så har den virket. I stedet for atomkrig, så går supermagterne sammen om den nye mulige trussel fra andre dimensioner. Hvis vores helte derimod afslører, at Veidt står bag og er en gal massemorder, i stedet for en succesfuld forretningsmand og filantrop, så risikerer de at sætte verdensfreden over styr.
Natuglen og Silkesværmeren lader til at have nok i sig selv og hinanden. Dr. Manhattan mister ikke igen sin tro på at liv har mening og værdi, men vælger at forlade denne galakse og starte på en frisk – muligvis med selv at skabe liv. Den eneste, som insisterer på, at sandheden skal frem for enhver pris, er Rorschach.
Dermed gør Alan Moore den måske mest psykotiske karakter til den eneste, som står for at ville gøre “det rigtige”. Men ER sandheden for enhver pris det rigtige, hvis den pris ender med at blive endnu højere? Der er MASSER af ting at tænke og funderer over under og efter man har læst Watchmen.
Som et urværk
Det er også noget af det, som gør at Watchmen, eller Vogterne, i sidste ende lever op til sin høje anseelse. Selvom visse detaljer og elementer er af sin tid, eller i dag kan virke lidt forældede, så er dens tanker, temaer, mulige tolkninger, samt dekonstruktion og gentænkning af superhelte- og tegneseriemediet stadig relevante.
Vogterne formår at gribe og fascinerer med sit relativt komplekse plot, fortællestruktur og stærke karakterer. Her er ikke meget sort/hvidt, ud over Rorschach, hans mentalitet og maske. Begreber som helte og skurke bygges op, pilles ned og forandres.
Symbolikken og metaforerne veksler mellem at være ret tykke til vage og næsten uigennemskuelige. Både Moore og tegner Gibbons sætter aftryk, der er blevet ikoniske og mejsler sig fast på nethinden. Kunsten er her, at der er balance mellem “sizzle and steak”. Så det ikke fremstår overfladisk og flashy uden indhold, men heller ikke så tungt og fortænkt at det bliver prætentiøst.
Watchmen er ikke form over indhold, eller omvendt. Den tikker som et velsmurt urværk, hvor man hele tiden opdager små, nye detaljer, eller mulige tolkninger, mens viserne nærmer sig midnat.
