Humor er subjektivt, derfor er det også smart, hvis man tilbyder lidt for enhver smag. Det gjorde Interpresse via Serieparaden i over et årti. Et blad, hvor der var faste holdepunkter som Steen og Stoffer og en lang række skiftende serier af blandet kvalitet.
Fra Reolen hopper denne gang tilbage til starten i 1989 og kigger på, hvad det fjerde blad i en den lange række tilbød af grin til læsernes lattermuskler. Her kan man ud over Steen og Stoffer tage en tur ud i Sumpen, hænge ud med Lasse og Pjalte og nyde klassikeren Radiserne.
Serieparaden udkom i perioden 1989 til 2011, samt et enkelt Ferie Paraden, der udkom i 1995. 87 numre blev det til af Serieparaden, hvor Steen og Stoffer var eneste faste bestanddel hele vejen igennem. Det siger nok noget om den vedvarende popularitet på vores breddegrader..
Steen, Stoffer og mig
Det var da også Steen og Stoffer, som var det helt store trækplaster for mig. Jeg hang på Serie Paraden fra starten i 1989 indtil engang omkring 1997/98. Ikke alle numre blev købt slavisk, især ikke mod slut, men dog en pæn mængde af bladene er stadig i min besiddelse.
Jeg fortsatte med at købe Serieparaden i en periode, efter at jeg egentlig var røget lidt ud af tegneseriesamleriet. Måske af vane, måske fordi jeg elskede Steen og Stoffer. Men Wattersons materiale var, i kraft af at han kun tegnede Steen og Stoffer i en tiårig periode trods alt begrænset. Det begyndte at blive genbrugt, man kunne købe albums, som samlede serien og til slut havde jeg læst alle striberne flere gange.
Det kan nærmest ikke overdrives, hvor stor indflydelse Steen og Stoffer havde på min egen humor, og udviklingen af den, da jeg var barn. Jeg var omkring 10 år gammel, da jeg stiftede bekendtskab med serien, efter at være vokset fra serier som Garfield. Jeg læste også trofast Basserne, men den var mere hyggelig og virkede som en serie, som for evigt blev spyttet ud fra en humorfabrik.
Steen og Stoffer var anderledes. Anarkistisk, barnligt naiv, filosofisk, intelligent og taklede jævnligt livets helt store spørgsmål. Alt sammen i 3 små ruder eller en søndagsstribe. Det var dybt opslugende.
Mere end bare et billigt grin
Alle, der elsker Steen og Stoffer, ved hvad jeg taler om. Det er en serie, som på forunderlig vis lykkedes både, at appellerer til børn og voksne. Som barn har man stadig frisk i erindringen, hvordan det var at være på Steens alder, hvis man ikke er jævnaldrende. Når man er blevet voksen, så opdager man i endnu højere grad den eksistentielle dimension i serien.
For mig er Steen og Stoffer dermed noget af det aller ypperste inden for humor og avisstriber generelt. Evnen Watterson besad til at vise os verden, og os selv, gennem øjnene på en 6 årig snothvalp er ganske enkelt uovertruffen. Og så var serien, ikke mindst forbandet morsom.
Meget af humoren opstår i Steens anskuelse af sig selv og hans placering i verden, og mødte med virkeligheden. Han er både ret skarp, når det er nødvendigt, indsigtsfuld når han kommunikerer med tøjtigeren Stoffer og komplet verdensfjern, storhedsvanvittig eller dum som en 6 årig på andre tidspunkter. Især kombinationen Steens farverige fantasi og hans barnlige sinds mangel på realitetssans og selvindsigt udvikler sig til rent komedie guld.
Tidløs, trods daterede detaljer
Som nævnt tegnede og skrev Watterson kun Steen og Stoffer i en tiårig periode, fra 1985 til 1995. Dermed nåede han ikke at brænde ud, og Steen og Stoffer endte ikke som andre store striber med at blive ved med at køre til lang, lang tid over sidste salgsdato. Han mente, at han havde fortalt, hvad der var at fortælle om karaktererne. Og har siden værnet om seriens integritet ved at afslå licens- og merchandiseaftaler.
Det er nok med til at serien stadig står så stærkt, føles frisk og kan begejstre nye generationer. Selvom Steen og Stoffer er frosset i tid, så undgik Waterson stort set at datere serien med tidstypiske eller popkulturelle referencer. Naturligvis kan det ikke helt undgås, at visse detaljer er af sin tid. Steen ser flow TV på en firkantet kasse og ejer ikke en mobiltelefon. Familien har fastnet med ledning, hvilket også er udspring til en del af Steens løjer. Konceptet telefonfis er vist ikke noget, som rigtig fungerer længere?
Ligesom der ikke er noget internet, streaming eller sociale medier. Noget jeg forestiller mig, at Watterson kunne have fået en hel del tankevækkende eller bare sjove episoder ud af. Men det GØR ikke noget. Humoren, og stilen i Steen og Stoffer er ikke afhængig af disse elementer. Telefonfisjokes på en gammel drejeskivetelefon er ikke afhængig af teknologien, det er Steens ageren, ordene og tegningerne, der er det afgørende.
Er det en eller anden form for gåde?
Det er nok også derfor, at mine favorit striber med Steen og Stoffer har brændt sig fast i hukommelsen. Jeg kan huske den danske oversættelse fra denne tid, der var stort set gnidningsfri. Ansigtsudtryk, mimik, scenarier og punchlines.
En af mine all time favoritter, som i al sin enkelhed opsummerer tonen, humoren, og karakteren Steen, kan jeg genkalde alt ved. Steen står og hamrer søm i stuebordet, moderen kommer ind og spørger med et fortvivlet ansigtsudtryk “hvad laver du, knægt?!”. Hvor til Steen med et forbløffet blik, kigger op fra de skæve søm i bordet og spørger tilbage, “er det en eller anden form for gåde??”. Så enkelt kan det gøres.
I dette blad finder vi guldklump på guldklump, hvor Steen og Stoffer er med på indkøbstur, der skal tages skolefoto og så er der naturligvis en meningsmåling af faderens popularitet. Desværre har jeg klippet de bedste striber ud af bladet!
Jeps, jeg saksede mine favoritter fra de tidlige blade og klistrede en form for best off sammen. Heldigvis har jeg mod alle odds gemt skidtet, så min personlige favorit samling af Steen og Stoffer på dansk findes i en indbundet udgave, hvor de er klistret ind i en hardcover bog. Den er nok ikke mange penge værd. Lige som de Serieparaden hæfter det gik ud over…
De rynkede radiser
Der mangler sjovt nok ikke striber af de øvrige serier i bladet. Når jeg læser bladet igennem i dag, så er det ganske tydeligt hvorfor. Men det var det nu også allerede dengang, det VAR Steen og Stoffer jeg købte Serieparaden for.
Og det er ikke for at negligere en serie som Radisernes og dens skaber Charles M. Schulz historiske betydning. Serien, Peanuts som den hedder på amerikansk, hvor serien udkom fra 1950 til Schulz død i år 2000. 17.897 striber blev det til og et hav af afstikkere som tegnefilm, specials, merchandise og alt der hører til. Imponerende, og seriens indflydelse helt op til i dag kan næpper overvurderes.
Jeg synes bare at Radiserne er røvkedelig. Det er nok formen og stilen, hvor det mere er det eftertænksomme, nærmest filosofiske, blandet med hverdagssatire og livet set gennem børns linse. Hey, det lyder da egentlig som Steen og Stoffer? Ja, jeg erkender, at der er visse fællestræk. Jeg synes bare ikke det er sjovt.
Et eksempel på de manglende grin: Nuser spiller tennis, laver en serv, man ser en “bandelyde boble” og Nuser konkluderer i sidste rude “han kan ikke lide min serv”. Det er joken.
Drain the swamp!
Sumpen er en serie, som måske kan frembringe et bar ryk i smilebåndet. Hvis man er heldig. Det er en serie om anamorfiske sumpdyr og hvad der ellers findes i sådanne områder som snegle.
Stil- og formmæssigt, og hvad kvaliteten/niveauet angår, kan man sammenligne den med en serie som Orson og hans liv på bondegården. Det hele er ret traditionelt, men ikke decideret umorsomt. Det er bare sådan lidt… metervarer-jokes og karakterer fra overskudslageret. Min favorit er nok en anden, der ikke kan flyve og konstant mislykkes i sine forsøg på flyveskolen.
Serien blev skabt i 1981 af Gary Clark, som brugte inspiration fra hans liv i hjemlandet Australien i sen-60erne. Den portrætterer hverdagslivet og humoren er som regel ret uskyldig og jordnær. Det har et klart 80er præg i tone, som man kender fra tidssvarende serier fra samme periode. Hvor mange, inklusive Sumpen, var også en fast bestanddel af Basserne herhjemme.
Driftsikker, solid men ikke lårklaskende morsom eller voldsomt nyskabende serie. Det er fint fyld og en rigtig “rugbrøds-serie”. Man ved hvad man får. Serien var dog populær nok til at optræde to gange i bladet her.
Mort Walker i frigear
Sidste serie i Serieparaden nr. 4/89 er Lasse og Pjalte af Mort Walker. Selveste Bassernes far, og skaber med-skaber af andre succeser som Mads og Misse, Olsens Ark og Sam og Silo. Og åbenbart Lasse og Pjalte, en serie som jeg simpelthen har slettet fra hukommelsen.
Det er der nok en udmærket grund til, for den er godt nok heller ikke videre ophidsende. Den handler om lettere lurvede Lasse og hans lidt mere lurvede hund Pjalte. Kunne det have være omvendt? Mmm, ja.
Serien virker både helt traditionel og gammeldags. Af sin tid kunne man også sige, og klart i tråd med Walkers stil og humor generelt. Bare sådan lidt mere… meh. Det virker lidt som om, at figurerne, miljøet og humoren kunne være klistret på hvad som helst. Jeg vil ikke kalde det venstrehåndsarbejde, Walker er for rutineret til at falde helt igennem. Men det virker også PÅ rutinen.
Den første stribe er dog OK, hvad set up og punchline angår. Lasse foreslår Pjalte, at de giver et nummer på gaden. Duoen begynder at spille og forbipasserende kaster sedler efter dem. I sidste rude konstaterer Lasse “det er nodeark?”. Hey, det er en joke med setup og et payoff! Hvorfor folk så går rundt med nodeark på sig, ved jeg ikke.
Serie Paradens øvrige indhold
Derudover indeholder Serie Paraden en leder, som er ret udførligt skrevet i et “frisk sprog”. Bonuspoint for at det føles som at der faktisk sad en redaktion bestående af levende mennesker. Det er selvfølgelig bare en sludder for en sladder, som kort præsenterer indholdet, men alligevel.
Lidt senere får vi en dobbelt side med henholdsvis læserbreve og en dedikeret til læsernes “sjove minder”. Det er også fint, det tilfører mere liv og interaktion, og booster fællesskabsfølelsen. Ligesom det var tilfældet med Marvelklubben i Marvels blade.
Halvvejs får vi en stor kryds og tværs, som breder sig over to sider. Og sørme en mindre på en kvart side endnu længere inde i bladet. Samt en side under overskriften “Kunst og Mystik”, hvor temaet denne gang er Det Skæve Tårn i Pisa. Hvad har det med humor at gøre? Aner det ikke, men så får man da lidt paratviden med i købet.
Alt i alt er bladets sidetal fint udnyttet og fyldet af ganske hæderlig kvalitet.
Humorens pendant til Serie magasinet
Der er i min optik ingen tvivl om, at Steen og Stoffer både er bladets bedste serie, og dens egentlige trækplaster. Men, den udødelige og uopslidelige klassiker kan jo ikke udgøre hele bladet. Så ville forlaget i hvert fald hurtigt løbe tør for materiale.
Selvom et par detaljer daterer serien i 2023, så er selve indholdet og seriens ånd stadig ganske frisk. Det samme kan man ikke helt sige om det øvrige materiale, men det er måske også for meget forlangt?
Alt i alt får man lidt af hvert i denne tidlige udgave af Serie Paraden, der både fungerer som smagsprøver og noget som kan betegnes som regulært fyld. Hvad bladets øvrige indhold og udformning angår, så minder det hele lidt om humor ækvivalenten til Serie Magasinet. Lidt af hvert, noget tidsfordriv som kryds og tværs, nogle læserbreve og lidt til de små grå.