Bortløbne børn, eksperimenter på dem med narko, “mutationer”, selvtægt, lys og mørke! Der er meget på spil i det første (og eneste) nummer på dansk af Kappe og Kårde (Cloak and Dagger). Men hvorfor kom der mon kun et enkelt nummer på dansk af Bill Mantlos serie?
På amerikansk, hvor figurerne debuterede i Peter Parker, The Spectacular Spider-Man #64 (1982), har de også levet en lidt omtumlet tilværelse. Deres egne serier har kun kørt kortvarigt, ellers har de ofte været reduceret til bi-figurer de seneste 40 år. Ligesom de havde en Tv-serie, som kun kørte i 2 sæsoner. Derudover har de optrådt i sæson 3 af serien The Runways.
Tyrone “Ty” Johnson og Tandy Bowen er nemlig også runaways, altså bortløbne børn. En idé der kom til skaber Bill Mantlo, da han besøgte Ellis Island i New York. Der hvor mange immigranter er ankommet til Guds eget land i tidens løb.
Visuelt vinderhold gør Kappe og Kårde læseværdig
På dansk udkom Kappe og Kårde via Interpresse i 1986, 100 sider i farver, der dækker den første mini-serie med figurerne. Skrevet af skaber Bill Mantlo, tegnet af Rick Leonardi med rentegninger af Terry Austin.
Og det er altså lidt af et vinderhold, i hvert fald de to sidstnævnte. Rick Leonardi har en lang karriere bag sig, hos både Marvel og DC, hvor han har været omkring både kendte og mindre kendte serier. Han (og Austin) er, om noget, en af de primære årsager til at læse Kappe og Kårde nr. 1. Kort sagt, så synes jeg at han tegner fremragende her, og rammer en tone og stemning, der passer perfekt til både figurer og tematikker.
Vi befinder os på gadeplan, i et gustent, slidt og råt New York anno start-80erne. Det er stilistisk og udseendes mæssig ikke helt ulige Frank Millers Hells Kitchen i Daredevil i samme periode. Gritty, street level “realisme” med forfaldne boligkvarterer, anløbne typer og en følelse af håbløshed.
Det sætter rammen, og er med til at løfte Mantlos materiale. Måske endda i en sådan grad, at man ikke opdager eller kan ignorere svaghederne.
Mantlo, kongen af Marvel miskmask
Hæfterne er, som nævnt skrevet Bill Mantlo er, trods en karriere, der i sidste ende blev forholdsvis kort, lidt af en institution indenfor amerikansk tegneserie. Navnlig hos Marvel, hvor han siden midt 70erne nåede at arbejde på en stor del af forlagets mange, forskellige titler. Det hele sluttede dog brat, da Mantlo i 1992 blev påkørt af en bil. Inden var tegneseriekarrieren dog begyndt, at blive neddroslet grundet stridigheder med Marvel.
Siden ulykken har han været afhængig af andres hjælp grundet svære hjerneskader for at kunne klare sig igennem hverdagen. Og har naturligt nok ikke kunnet arbejde på nogen måde. Han havde ellers gjort lidt af en kometkarriere, og arbejdede sig op gennem Marvel-rækkerne, efter hans første spæde start på et Kung-Fu magasin i 1974.
Mantlo kom under redaktør Marv Wolfmans vinger, men hurtigt opdagede andre Marvel redaktører Mantlo og hans meget nyttige kvaliteter. Han var nemlig hurtig, leveringsdygtig og stabil. Og ikke mindst punktlig. Hvilket var noget, der kunne bruges hos et forlag, som Marvel, der sprøjtede utallige serier ud i en fast rytme – om medarbejderne så kunne følge med eller ej.
Det kunne Mantlo, og hans spidskompetence blev hurtigt, at han blev (uofficiel) konge af fill-in historier. Hvis man lige manglede noget til et blad, så prikkede man til Mantlo. Som leverede. Senere havde han længere forløb på titler som Micronauts, ROM, Spectacular Spider-Man og altså Hulk.
Er Mantlo Miller Light?
Mantlo er desværre lidt det svageste led her. Kappe og Kårde er ikke dårligt skrevet, eller har en uinteressant præmis og historie. Alligevel er det som om at historie og plot halter lidt, eller i hvert fald aldrig indfrier potentialet. Noget føles en lille smule “off”.
Mini-serien er i bund og grund en oprindelseshistorie, som splittes- og fedes op af en kriminalhistorie eller to i midten. Idéen er fin nok. I stedet for at fortælle Kappe og Kårdes forhistorie kronologisk, så antydes det i glimt indledningsvist, og igennem figurernes handlinger og indbyrdes forhold. Indtil vi i sidste kapitel får deres oprindelse i et regulært flashback.
Strukturen fungerer sådan set, selvom den også kan virke som et greb, der benyttes bare for at gøre noget anderledes. I sidste ende kunne begge metoder være anvendt uden, at det ændrer det store. Et andet lille kuriøst greb strukturelt, er at bladet indledningsvist er opdelt i en række meget korte kapitler. Nogle kun på 3 sider. Det bliver aldrig helt klart, hvad den dybere idé er med denne opdeling.
Mit primære problem er dog, at Mantlo her, og i denne setting, skriver som om han enten prøver på, eller bare i sammenligning kommer til, at lyde som Frank Miller light. Har man ikke læst Miller fra den periode, så vil det sikkert ikke skure så meget. Og eftersom denne serie nærmest er samtidig med den Miller jeg sammenligner med, skal jeg ikke kunne sige om Mantlo overhovedet har læst Miller. Hønen eller ægget?
Mørket, lyset og kirken
Der indledes med en kort fortælling om 2 unge bortløbne, der falder i kløerne på de samme narkohandlere, som eksperimenterede på Kappe og Kårde. De kan altså spejle sig i de unge og vil forhindre, at det samme sker for dem. Det sker via en rask omgang selvtægt, hvor det desværre ikke lykkedes at redde den unge mand.
Kappe bruger uden samvittighedskvaler sine mørke kræfter til at sluge dem, han anser som skurke med sin kappe. Som en form for vampyr udsuger han dem og lever af deres svindende livsenergi. Kårde, lyset i duoen, kan ellers midlertidigt dulme hans sult og på den måde lade ham lidt op. Det er dog ikke tilstrækkeligt i længden, og det gør også at hun svækkes. Der er altså tale om et gensidigt afhængighedsforhold mellem lys og mørke, hvor der helst skal være balance.
Selvtægten gør, at Kappe og Kårde får ordensmagten på nakken og eftersøges. De søger tilflugt i en kirke, hvor de kommer under de beskyttende (engle)vinger af en præst. Han fatter sympati for deres korstog, selvom han ikke er uden moralske skrupler.
Gensidig afhængighed er tema, som går igen historien igennem. I alle afskygninger. Eksempelvis “redder” Kappe en ung, kvindelig narkoman fra hendes pimp/dealer, men konsekvensen er, at hun ikke kan få sine stoffer. Kårde dukker dog op og renser kvinden med sine lysstråler.
Sagen om den forgiftede Aspirin!
Anden del af historien, som foregår sideløbende med rammefortællingen og nogle flashback, omhandler forgiftning af medicin. En hævngerrig, fyret apoteker lusker rundt i lokale afdelinger og putter gift i eksempelvis Aspirin. Kriminalbetjent O’Reilly er på sagen, samtidig med at hun stadig eftersøger Kappe og Kårde.
Kårde forsøger, at bruge sine lyskræfter til at genoplive en af den forsmåede apotekers ofre, men selv hun kan ikke bringe folk tilbage fra de døde. Efterfølgende opsøger Kappe og Kårde O’Reilly, som ikke ligefrem er venligt indstillet overfor den form for “retfærdighed” duoen påstår at kæmpe for. Der indgås dog en slags våbenhvile, og et samarbejde om at finde galningen der forgifter medicin indledes.
Opklaringsarbejdet munder også ud i, at apotekeren opspores, dog har Kappe og Kårde et lille forspring. Da de opdager, at hans næste mål er børn ved at forgifte børne-aspirin, flipper selv Kårde ud og lader Kappe sluge krybet, mens hun holder en sent ankommen O’Reilly tilbage.
Efterfølgende flygter Kappe, med Kårde i hælene, ned i kloakkerne. Han ønsker ikke længere at leve i og af Kårdes beskyttende lys. De to skilles.
Gensidig afhængighedsforhold
I mens har præsten fået besøg af O’Reilly, som ikke er kommet for at skrifte. Hun udspørger ham om den lyssky selvtægtsduo og de diskuterer lidt frem og tilbage om lov og ret, og moralske gråzoner. O’Reilly afslører, at hun fatter sympati for Kappe og Kårdes sag, men det er den slags man har loven til.
Da præsten igen er alene, ankommer en stærkt svækket Kårde, der kollapser og må en tur under dynen. I kloakkernes mørke støder Kappe ind i nogle stakkels, zombie-lignende skikkelser, der grundet misbrug nærmest ikke er menneskelige længere. De overfalder Kappe, som beslutter sig for, at vise dem indersiden af kappen. Selvom der ikke er meget at dræne fra de magre stakler.
Kårde fornemmer, at Kappe er i problemer, de er åbenbart forbundet på et højere plan. Hun bruger sine sidste kræfter på at sende lyskugler i retning af Kappe. Og får stillet hans sult i sidste øjeblik, så han skåner de udhungrede narkomaner.
Præsten bringer Kårde til hospitalet, mens O’Reilly sniger sig tilbage i kirken. Her overfaldes hun af en gruppe punks, der er ude på at røve kirken. Kappe dukker op, og sætter gadebøllerne ud af spillet sammen med O´Reilly. Til sidst udstøder Kappe den tidligere “slugte” apoteker for at vise O’Reilly, at han, og Kårde, ikke er mordere, men på den rigtige side af loven.
Inden i Kappes… kappe
Sammen drager de til hospitalet, hvor Kappe giver Kårde hendes lys tilbage. Og så får vi hele deres oprindelse gennem et flashback. Det udspiller sig INDE i Kappes… kappe. Han inviterer simpelthen præsten, O´Reilly og Kårde indenfor, hvor Kårdes lys beskytter gæsterne mod Kappes mørke med sit lys. Eller noget lignende.
Så kappen fungerer her som en form for virtuel reality tv-stue?
Kårde, eller Tandy, var den rige, faderløse pige, som havde et eller andet kørende med sin stedbror. Stedfaren virker egentlig ikke, som et specielt dumt svin, men rodet i følelseslivet er tilsyneladende nok til, at hun stikker af til New York. Her vokser Tyrone, Kappe op i et råt område. Hvor han indirekte bliver involveret i et røveri, som koster en ung ven livet. Skyldfølelsen driver ham på flugt.
De to mødes, da de begge samles op af den tidligere nævnte narkobande. Som gennemfører en række eksperimenter på dem med et unavngivet stof, der i sidste ende giver dem deres mystiske kræfter.
Historien om uindfriet potentiale
Og det er sådan set også en af problemerne jeg har med Kappe og Kårde. Jeg synes om dem som figurer, og miljøet som deres historier udspiller sig i. De, og det, har noget og kan et eller andet, men det hele virker både underfortalt og en smule usammenhængende. Der er potentiale til meget mere her.
Men blandt andet deres kræfter bliver aldrig helt klart defineret. Hvad kan de egentlig, og ikke mindst hvorfor? Det er “bare” et eller andet eksperiment, der går galt og vupti, så har de kræfter. Eller “muterer” deres kroppe? Et sted kaldes de mutanter, men er mutanter ikke født med deres kræfter i Marvel universet?
Lys og mørke dynamikken er fint tænkt, men igen virker det også en smule konstrueret. Det passer ligesom lidt for godt sammen uden at blive ordentlig forklaret eller defineret. Samtidig vil Mantlo også gerne bringe en religiøs vinkel ind i deres historie, men det er igen som den brik ikke helt passer ind i puslespillet. Idéen er god, men den minder, som meget andet i Kappe og Kårde, også lige meget om Frank Millers Daredevil.
Alligevel er Kappe og Kårde et kig værd, det er bare en skam, at de aldrig helt fik filet kanterne af. Eller steg i graderne, så potentialet kunne blive indfriet. Om ikke andet, så kan man nyde Leonardi og Austins flotte visuelle udtryk, der giver serien et løft. Bare en skam Mantlo her ender med at fremstå som Miller Light.
