Så skal vi tilbage i bunken med Serie Magasinet, og se hvad der gemmer sig i blad nummer 307. Vi befinder os i 1983, og er dermed ved at være ved vejs ende for det engang populære blad.
I perioden 1968 til 1984 udkom der i alt 314 hæfter, plus en lang række ekstra udgivelser. Dermed dækkede magasinets udgivelsesperiode en af de mere omskiftelige perioder i nyere historie.
Seriemagasin af sin tid
Fra hippie og “nej tak til atomvåben”, over 70er frisind og oliekrise, til punkens opblomstring, BZere og Yuppie 80erne. Materialet magasinet bragte var lige så varieret, og afspejlede de omskiftelige tider. Humor, spænding, krimi, krig, western, sport, sci-fi og meget mere. I farver, i sort/hvid eller en skrabet, falmet lav-kvalitets farvepalette.
Normalt faldt materialet, lidt forenklet sagt, i to kategorier: engelske hæfteserier og amerikanske avisstriber. Ofte løb serier kontinuerligt over mange hæfter, henvendt til raske drenge med hang til fart, spænding og action. Superhelte virkede som mere sjældne gæster, selvom man også så titler som Luke Cage og Moon Knight snige sig ind.
Bladet bragte blandt andet også den danske debut for Punisher. Ligesom man kunne opleve voldsomme sager som Conan og Judge Dredd. Men, især i de første mange år, virkede det mere “pulp”-prægede som hovedfokus.
I dette nummer 307 møder vi netop Judge Dredd, eller Dommeren, for første gang på dansk. Det er også den historie jeg vil bruge mest krudt og kugler på.
Dredds udgivelseshistorie kort fortalt
Judge Dredd viste sig åbenbart at være så populær, at han fik sin egen serie efterfølgende på dansk. Dommeren var dog ikke en større salgssucces end, at der kun nåede at udkomme i alt 14 numre i 1984/85 via Interpresse. Siden har serien så vidt jeg ved ikke været ude på dansk.
Jeg husker Dommeren fra både kiosker og den lokale brugtbladsforhandler. Mest de voldsomme forsider, men af en eller anden grund så købte jeg aldrig et af bladene. Måske så det alligevel FOR voldsomt ud, eller også afskrækkede det at de var i sort/hvid? Jeg var mest interesseret i tegneserier i farver dengang, og valgte kun til nøds sort/hvid hæfter, hvis der ikke lige var andet superhelte materiale. Men bliver jo klogere!
Oprindeligt udkom Judge Dredd, som en del af det ugentlige britiske antologi blad 2000 AD. Han optrådte første gang allerede i andet nummer fra 1977, skabt af John Wagner og tegner Carlos Ezquerra. Historien om hvem der skrev og tegnede serien blev dog hurtigt noget kompliceret, og kunne fylde en hel artikel i sig selv. Så det kan man selv google sig til.
Siden 1990 har Judge Dredd haft sit eget blad i England. I USA har karakteren optrådt i eget blad (genoptryk af de britiske historier) siden 1983, siden 2012 har IDW udsendt forskellige originale Judge Dredd titler på det amerikanske marked.
Dystopisk fremtids Dredd
Judge Dredd, eller Joseph Dredd, lever i Mega City 1, en af to gigantiske byer, som er tilbage på det amerikanske kontinent. En på østkysten og en på vestkysten, hvor Dredd holder til. Han er en del af et politikorps, der agerer både som dommer, jury og bøddel. Han ER loven. Og loven har ikke noget ansigt, eller en sjæl, derfor ser man heller aldrig dommernes ansigt.
Ud over at køre på en fed kværn, og være udstyret med nogle seje våben og en pimpet uniform, så besidder dommerne ikke superkræfter. Der er dog et eller andet scifi element inde over med eksempelvis en “foryngelsesproces”. Serien begyndte i år 2099, men foregår i realtid. Så i 2023 er året 2145 i Judge Dredd, hvilket gør at karakteren nu er midt i 80erne. At han stadig kan være aktiv forklares så med denne “foryngelse”.
Skaber Wagner har udtalt, at der er mange måder Dredd i sidste ende kunne dø/stoppe på, men at han ikke regner med det sker i hans egen livstid. Wagners bud er dog skrevet, og han agter at inkludere den i sit testamente.
Så er scenen vist sat for noget storslået, futuristisk og voldelig action!
Henkastning af affald forbudt!
Så det overrasker måske en smule, hvor lille, kort og forholdsvis afdæmpet historien i Seriemagasinet nr. 307 er. 6 sider, det er hvad man får, og så er historien tilmed en lille, lukket og afrundet fortælling. En klassisk “misforståelse”, som løber af sporet på rekordtid og hvor straffen er meget større end den oprindelige forbrydelse.
Dommeren er på patrulje i Charlton Heston bygningen, et helt lille bysamfund i sig selv med 60.000 beboere. I højhusets storcenter overværer Dommeren en civilist, der er så flabet at han smider et stykke karamelpapir på gaden. Han råber synderen an, som går i panik og så går den vilde jagt gennem skyskraberen.
På den voldsomme flugt, hvor Dommeren konstant anråber flygtningen, lykkes det ham at bryde loven gentagende gange i ren og skær panik. Han hugger en art golfvogn i byparken, kommer på en måde til at holde en lille pige som gidsel, vælter en sygetransport, hvor hjertepatienten afgår ved døden og kaprer en ambulance. Som Dommeren i sidste ende får stoppet efter en hæsblæsende jagt.
Den kriminelle slyngel anholdes for “biltyveri, voldeligt overfald, uagtsomt manddrab, atten andre lovovertrædelser og syv trafikforseelser”. Alt sammen fordi han gik i panik, da Dommeren råbte af ham for, at have smidt affald ved siden af en skraldespand…
På rundvisning i Mega City 1
At Judge Dredd er samfundskritik og satire skinner tydeligt igennem i denne lille fortælling, og at den foregår i et fascistisk samfund domineret af frygt, er vist temmelig tydeligt. Borgerens reaktion er naturligvis lidt overdrevet, men frygten for dem der burde være til for at opretholde lov og orden viser at Dommervældet også er helt ude af proportioner.
Det hele eskalerer i et vanvittigt tempo, som aldrig falder i løbet af de 6 tætpakkede sider. Der er dog stadig tid og plads til både at fortælle noget om, hvilken verden Judge Dredd udspiller sig i, og vise verdenen frem. Mike McMahon, som har tegnet denne historie, presser en masse information og detaljer ind i hver ramme. Fra skilte, over baggrundsdetaljer, arkitektur og lokationer.
På en måde fungerer de 6 sider nærmest som en lille, komprimeret rundvisning i en del af Heston bygningen. Man ser borgernes dagligdag, som så forstyrres af virakken, en robot som beder om et strandtegn da jagten runder vandkanten. Der er idyl i byparken, hvor børn leger med ænder og hunde, som er mekaniske. En tekst forklarer, at “rekreationsetagen” rummer holografiske vægge og kunstige bølger. Alt sammen er med til, at man får en smagsprøve på livet i Mega City 1.
Samtidig viser historien, at Dommeren i høj grad er med til at eskalere hele situationen. Ikke nok med, at han er regelrytter ned til mindste detalje, og skaber panikangst hos borgeren. Han sætter selv mindst lige så mange civiles liv på spil ved, at gå all in på en menneskejagt pga. et stykke karamelpapir. Dommeren skyder ind i folkemængder, kører fuldkommen hensynsløst og har kun pågribelsen af en lovovertræder for øje.
68 sider blandede tegneserie-bolsjer
Seriemagasinet nr. 307 indeholder selvfølgelige meget mere end en 6 siders vellykket og underholdende debut til Judge Dredd. Bladet er på hele 68 sider, godt nok i velkendt sort/hvid, til gengæld er formatet lidt højere og bredere end det klassiske tegneserieformat.
På de lidt større sider kan man møde alt fra Prins Valiant til Vakse Viggo, der har fået henholdsvis indersiden af forsiden og bagsiden (i farver!). Kort sagt udnyttes al ledig plads i bladet, der tilmed også indeholder en leder, læserbreve, en brugtbladsbørs og anmeldelse af den den biografaktuelle Jediridderen vender Tilbage.
Det øvrige indhold er lidt af en rodebunke af danske og udenlandske serier, fortsatte såvel som afsluttede, 1-siders avisstriber og alt muligt andet. Vi møder her Lucky Luke, Cannonball Carmody, Poeten & Lillemor og Lotte & Rikke, Mikkel og Rakkertøsen af Orla Knudsen, Allan Falk, Miss Dilly og en krimiquiz med Max Møller.
Lidt for enhver smag eller ingen smag? Det er måske også en af grundene til at tiden stille og roligt løb fra Seriemagasinet. En serie som Judge Dredd indvarslede et skift i tone og stil, i de tiltagende mørke 80ere. Tiden var ved at løbe fra figurer som Allan Falk og Carmody. Lucky Luke, Prins Valiant og Orla Knudsens serier kunne du få i albumformat i stedet for små bidder som her.
