Marvelklubben tager en afstikker udenfor klubhuset og nummereringen. For, at tjekker et af de sidste blade Winthers-tiden ud, inden Interpresse overtog udgivelsesrettighederne sidst i 1984.
Edderkoppen nr. 61 var næstsidste nummer fra Winthers Forlag, og opsummerer en del af de problemer, som gjorde sig gældende for deres Marvel udgivelser. Lidt ujævnt materiale, som dog fulgte den amerikanske kronologi. Grimt og billigt tryk, i et generelt noget uinspireret blad hvad form og format angår. Nå ja, og så er der brugt en forside, som slet ikke har noget med de 2 historier i bladet at gøre… fordi Winthers??
Forsiden stammer fra The Amazing Spider-Man #220 (1981), mens materialet er taget fra The Amazing Spider-Man #223 : Night of the Ape! (1981) og #224 : “Let Fly These Aged Wings!” (1982).
I de to historier møder vi to, meget forskellige skurke. Både hvad karaktererne og deres status indenfor Marvel/Spider-Man historien angår. Vi får det noget fjollede Røde Spøgelse, og hans 3 hjælpere i form af genetisk manipulerede aber. Og, en klassisk fjende i en ret fin historie om, at blive gammel skurk med Gribben.
Winthers ophørsudsalg
Meget er blevet sagt og skrevet om Winthers Forlag og deres håndtering af rettighederne til Marvel på dansk. Det var, groft og kort sagt, lidt noget rod. Materialet, i hvert fald dele af det, var sådan set udmærket. Eller blev i hvert fald ikke værre af, at blive udsendt på dansk. Winthers var jo ikke herre over den noget svingende kvalitet af Marvel generelt i den periode.
Til gengæld kunne de med rette klandres for, at der jævnligt var rod i kronologien. Hæfter blev hoppet over, og man sprang rundt på en måde, som kunne virke skødes- og hovedløst. Samtidig var der ikke meget redaktionelt indhold, og dermed ikke sider, som kunne forklare mellemregninger og hoved og hale i de pludselige spring.
Det fik Interpresse med Marvelklubben, forklarende artikler og en leder, samt læserbreve, rettet noget op på i de følgende år. Ikke for, at negligere Winthers-folkenes arbejde, der blev sikkert lagt en indsats i det fra de ansattes side. Det er en kritik af den redaktionelle linje, eller mangle på samme, ovenfra i systemet.
Og så så mange af bladene bare forbandet billige og kiksede ud. Mørk, gnidret og billigt udseende farvelægning, som bestemt ikke er blevet kønnere at kigge på med årene. Et generelt grimt design, hvad angår logoer og overordnet layout. Hele vejen rundt emmer disse blade af discount-produkt og manglende sans for det æstetiske.
Bunden af tilbudskassen
I perioden 1978 til 1984 udkom der i alt 62 numre med Edderkopppen på dansk fra Winthers. Mange af dem står i dag i ret høj kurs på det brugte marked, med noget pebrede priser til følge. Det samme gælder kun i nogen grad hæfter fra samme periode med eksempelvis Dæmonen og Hulk.
Det skærer lidt i hjertet på mig. Jeg mener, udbud og efterspørgsel er da sådan set fair nok, og hvordan det påvirker prissætningen. Og, der er da også nogle gode, klassiske historier imellem og endda en forside eller to, som er ikoniske i deres egen ret. Kigger man over på Dæmonen fra Winthers perioden burde man, i teorien også kunne samle en stor del af Frank Millers Daredevil forløb på dansk.
Personligt, så har jeg blandede minder med disse hæfter. Og forbinder dem mest med tilbudsbunker og bunden af stakken hos brugtbladsforhandlerne. Det var der man kiggede, når Interpresse udgivelserne var støvsuget for guld, eller sparepengene skulle strækkes ekstra meget. Så kunne man score sig et Marvel-fiks til 3-4 kr. stykket . Men, bladene så også ofte ud derefter. Slidte, allerede dengang i midt-80erne (plus pris skrevet med sprittusch og et stempel midt på forsiden).
De VAR bunden. Men, jeg kan se på reolen, at jeg til nøds slog til af og til. Ikke så meget Dæmonen, til min store ærgrelse synes jeg dengang, at han var “kedelig”. Nu, når jeg ved Miller på dansk ligger derude et sted til let overpris, så stikker det da lidt. Men, så må man trøste sig med Hulk, Hulky og altså Edderkoppen.
Til abegilde med et gammelt spøgelse
Aberne er løs! Og Det Røde Spøgelse! Han er noget så klassisk/umoderne, som en gal, russisk videnskabsmand (i nutidens politiske klima er onde russere måske klar til et comeback?). Han har pillet ved disse abekatte og nu er de hans villige hjælpere med forskellige “superevner”. Jeg har aldrig været den store fan af aber i tegneserier… OK, måske i et Tarzan-blad.
Derfor er den første historie i Edderkoppen nr. 61 også et lidt anstrengende gensyn. Ja ja. det er tegneserie, og jeg har en fin tolerancetærskel overfor “det fjollede” og gak og løjer. Men, dette Røde Spøgelse og hans abe-trio, yikes. Det er sgu’ lidt en kikset og halv-sløj omgang. Han ser ikke engang sej ud! Dårligt klovnehår, lyserød kedeldragt og blå handsker og støvler…
Nå, Spøgelset og hans aber crasher Empire State University en aften, hvor en ensom bogorm, Roger sidder og læser på biblioteket. Udenfor svinger Edderkoppen, helt tilfældigt rundt på sin aftenrunde på udkig efter ballade. Ballade opstår, Roger vækker Det Røde Spøgelses vrede, selvom det er Edderkoppen, som egentlig forpurrer hans.. hvad fanden er hans plan egentlig?!
Nå, lige meget, Roger er blevet mål for Det Røde Spøgelses hævntørst i første omgang. Og, samtidig har Peter Parker fattet en virkelig usund mængde sympati/interesse for stakkels Roger. I en sådan grad. at Parker nærmest virker besat af tanken om, at Roger MÅ være ensom (og en bogorm/nørd, som Peter selv) og har brug for, at Peter bliver hans nye, bedste ven!
Nu skal Roger og Peter være venner, og til gilde sammen, om Roger er solgt på hele konceptet eller ej.
Peter Parker: nu som 100% røvhul
I det hele opfører Peter Parker sig lidt små-psykotisk og ukarakteristisk pågående, og provokerende i denne historie. Han er flabet overfor chefen Jonah J. Jameson, selvretfærdig i den indre monolog og generelle adfærd. Virker bedrevidende, ud over hans sædvanlige niveau og egentlig ret nedladende overfor Roger, og dennes behov og ønsker.
Kort lunte manden, Peter tager ikke et “nej” fra nogen eller noget! Roger bliver slæbt til fest under frivillig tvang. Her flipper Peter ud, udskammer selskabet og laver en hysterisk “scene” overfor de øvrige gæster, da de gør sig lidt morsomme på den lidt akavede Rogers bekostning. Han virker dog ikke videre traumatiseret, det skulle da lige være over, at være tvunget ud af hans komfort zone af hans psykopatiske nye, bedste ven, Peter Parker.
Det hele ender i nogle episodiske slagsmål mellem Edderkoppen, Spøgelset og hans aber, mens Roger ser til fra sidelinjen/bliver “reddet”. Fra biblioteket, en omkringliggende park og slutligt et fyldt stadion. Der er næsten lidt Benny Hill over hele optrinnet, som det bare fortsætter i forskellige omgivelser.
Og søreme om det ikke ender med, at Roger bliver lidt ombejlet og populær, fordi hans skolekammerater har set, at han har omgivet sig med Edderkoppen og superskurke. Så pyt med, at han bare var tilskuer til hele molevitten! Jeg er lidt i tvivl om, hvad budskabet er her…
Fra ådselæder til ådsel
Hvis der var underlige budskaber og opførsel i den første historie, så får det hele lidt mere tyngde i historie nummer to i bladet. Her vender en gammel kending, Gribben nemlig tilbage. Og han ER gammel. Så gammel, at han ender på plejehjem. Men, kan man holde en aldrende grib i sådan et bur?
Først skal tiden dog trækkes lidt med, Peter aftaler at spise middag med Tante May. Hendes nye filejs, Nathan er til genoptræning på Hospitalet. Og så klarer Peter også lige, at stoppe et rask lille bankrøveri på vej mod Universitet, bare fordi at siderne skal fyldes ud. Dernæst skifter vi scene til Hospitalet, hvor også Gribben er til genoptræning, efter at samtlige knogler i hans krop var knust til benmel, som en hjælper udtrykker det.
Den gamle rovfugl har, åbenbart udgang fra fængslet for, at passe genoptræningen med minimum opsyn? Han er jo også tusse gammel, så hvad skulle der kunne ske ved det, haha?! Han møder Nathan i spabadet, hvor de connecter lidt, efter Gribben har beklaget sig over, at være gammel, unyttig og venneløs. Nathan er mere optimistisk, opmuntrende og frisk, det giver tilsyneladende overskud, at date hende der ungmøen May?
Inspireret af, at Nathan ikke lader sig kue og nægter, at føle sig gammel og ubrugelig får Gribben pludselig energi og livsmod tilbage… og bygger et par interimistiske vinger ud af hvad han lige kunne finde af krykker og lignende?! Og letter inden i hospitalet, knockouter den ENE oppasser, som med et bliver opmærksom på den luftbårne patient. Som derefter flygter ved, at flyve igennem loftsvinduet, vel at mærke uden, at blive skåret til blods, selvom han kun er iført hjemmelavede vinger og en lurvet slåbrok.
En Grib flytter ind
I mens er Peter ved, at fremkalde billeder hos Daily Bugle fra røveriet. Men, de bliver ødelagt da Jonah og hans nye topfotograf Douche Bannon kommer brasende ind i mørkekammeret. Det var en anden tid, inden digitale kameraer og EDB maskiner og den slags. Scenen er der mest for, at give Peter lidt modstand og give ham mulighed for, at overhøre at Robbie forklare, at Gribben er løs igen!
Og den gamle røver spilder ikke tiden, han er allerede i gang med at… røve. Juveler og smykker bliver det til, fra en bankboks, hvor et par svært karikerede “jødisk udseende” mænd er ved, at deponere deres diamanthandel. Eeeek, den slags hurtig stereotypisk portrættering går vist ikke i dag. Gribben er dog ikke hygge racist, han er bare en tyveknægt og gør ikke forskel.
Den nævenyttige ungersvend, Edderkoppen er dog i hælene på ham byen rundt de efterfølgende dage. Hvor Gribben, nu i fuld. velkendt dragt samler en mindre formue sammen. Hey, hvor fik han den dragt fra så hurtigt? Bah, ikke så vigtigt. Nå, Peter skulle jo besøge May, som bor på Restwell Plejehjemmet, en times bustur fra Peters lejlighed. Havde det ikke været hurtigere, at svinge derud i stedet for, at tage offentlig transport??
I hyggerummet sidder Nathan og spiller poker med hans nye ven. ARGH, det er Gribben! Som straks lurer, at en fotografsnude som Peter må have genkendt ham. Derfor truer han Peter med en pistol under sin frakke, får ham puffet ind på hans værelse og slået bevidstløs (tror han) med skaftet.
Senil konfus forvirring på plejehjemmet
Tooms forsøg på, at bagbinde “den unge punker” i en lænestol forstyrres dog af Tante May, der lige skal stikke snuden ind og se hvad der foregår. Afledt, og med ryggen til, opdager Tooms ikke, at Peter lynhurtigt har skiftet til Edderkoppe-dragten og er klar til, at fange den gamle skade-fugl. OK, hvis Peter HAVDE dragten med/på under tøjet, hvorfor tog han så… Nevermind.
“Vil du vide hvordan jeg sporede dig”, spørger Edderkoppen Gribben, mens de kaster sig ud i det forventelige håndgemæng. Øh ja, det ville han da sikkert gerne? Og hvor blev den unge Peter Parker af? Det må forblive et mysterium, forklarer den flabede edderkop. Og Tooms er, åbenbart for senil konfus til, at lægge 2 og 2 sammen i farten. For nu er der ballade på plejehjemmet!
I forvirringen tager Gribben Nathan som gidsel, men for kolde vinger, da han opdager hvem han har fået grabberne i. Han slipper sit offer, som tak for at Nathan gav ham livsmodet tilbage og vælger i stedet for, at tage fjerne på nakken og flygte. Og så slutter den historie egentlig lidt anti-klimatisk med, at Peter Parker laver en Clark Kent ved, at dukke op med en lam forklaring efter, at alt det spændende og al tumulten er overstået.
Gribben er stadig en fri fugl, fyldt med fornyet tro på livet. Og det er sådan set det bedste ved historien og bladet samlet set. Fortællingen om en skurk, der er og føler sig gammel, er rigtig fin og rummer da om ikke andet en form for budskab. Selvom det så er lidt forhastet og stedvis kluntet afviklet, men hvad pokker, der var jo kun et par og tyve sider til, at afvikle hele møget.
Den gode, gamle rugbrødsmodel
Generelt er det helt tidstypisk, rugbrøds-Marvel. Korte, afrundede fortællinger, som alle i princippet kan samle op og få noget ud af. Og så er der et par tråde, som væver sig ind i historierne, som del af et større billede. Men, i bund og grund sker der ingenting, som piller ved status quo.
Det er en velkendt model, og en som vækker genkendelse i den forstand, at det føles som “Marvel fra dengang jeg blev fan”. De her blade er så fra lidt før, nemlig Winthers perioden, hvilket også bidrager til noget af det der trækker ned.
Der er ikke nogen pæn måde, at sige det på, men de her blade er og bliver virkelig grimme. Det hele ser gammelt, slidt, gnidret og udtværet ud. Formatet, layout, farver og tryk, det hele emmer af billig udgivelse, eller venstrehåndsarbejde. Oversættelsen af “H. Hansen” er generelt fin inklusive hvad der hører med af den tids slang, sprogbrug og pudsige ordvalg. Det er med til, at datere bladet, men giver det også noget charme.
Til gengæld trækker det op, at man er i sikre hænder på den kreative side. Historierne er over én kam krediteret til Denny O’Neil og J.M. DeMatteis med tegninger af John Romita Jr. og rentegnet af Al Milgrom. Så er man da i sikre hænder, selvom selve materialet varierer lidt i kvalitet hvad der skrevne ord angår.
Alt i alt er det solid bronzealder Marvel underholdning, hvor man ikke altid kunne forvente det ypperste. Det er dog langt fra den værste periode for Edderkoppen, og det leder hen imod Interpresse æraen, som var lige på trapperne. Og så blev der for alvor fest i Marvelklubben.
