Pensum: Maggie the Mechanic – A Love and Rockets book

Hvordan bedømmer man en historie, der har udfoldet sig over 40 år? Hvor karaktererne er vokset op, er ældet og har udviklet sig i takt med tiden og læserne? Man kunne begynde med nogle nedslag i den spæde begyndelse.

Brødrene Hernandez har arbejdet on/off med Love and Rockets siden begyndelsen af 80erne, hvor de i en meget ung alder brød igennem fra undergrunden. Om de nogensinde er blevet mainstream med deres serie kan diskuteres, men de og den er i hvert fald prisbelønnet, rost og elsket af mange.

Love and Rockets har været på min pensum-liste i flere år, og nu tager jeg endelig springet og dykker ned den ikoniske serie. Nærmere bestemt  begyndelsen på en af dens mest berømte historier om Maggie, Hopey og resten af slænget omkring Hoppers (eller Huerta) i en fiktiv by i Los Angeles området. Hvor vi følger dem i tykt og tyndt fra den mondæne hverdag til kulørte eventyr, fra punkkoncerter til revolutioner i fremmede lande.

Den store, hvide Love and Rockets hval

At koge love and Rockets og seriens betydning, indflydelse og kvaliteter ned til noget overkommeligt kan virke, som en lidt uoverskuelig opgave. Det er, rent praktisk, som nævnt 40 års fortælling og tegneserier, allerede her kan man blive forpustet. Og så er der dens gennemslagskraft og de ringe i vandet, som Hernandez brødrene Jaime, Gilbert og til dels tredjemanden Mario og deres arbejde har efterladt.

Det her bliver på ingen måde fyldestgørende, i stil med at skulle kondensere Alan Moores indflydelse og betydning. Samtidig kan det også nemt blive lidt intellektuelt og prætentiøst, for serien er, i stil med eksempelvis Neil Gaiman og hans Sandman blevet ophøjet og anerkendt i feinschmecker kredse. Nå ja, og så har klogere folk end mig, der rent faktisk ved hvad de snakker om rent tegneserieteknisk og historisk også taget Love and Rockets under kærlig behandling.

Love and Rockets kan altså godt virke lidt intimiderende, hvis man gerne vil sige noget fornuftigt. Og ikke alt for fortærsket. Derfor bliver det her også mere personlige betragtninger end analyse. Jeg har nemlig læst serien med relativt frisk øje efter, at have haft den i kikkerten siden jeg begyndte, at dyrke tegneserie igen for 2-3 år siden.

Serien har været en af de store hvide hvaler, der har ligget og luret ude i horisonten. Selvom der findes utallige opsamlinger og genoptryk, der samler mere eller mindre brudstykker/dele af serien i mange formater, så har den det også med, at blive hurtigt udsolgt. Så, jeg har egentlig gået og lurepasset lidt og ventet på det rette tidspunkt. Det kom så, da jeg fik de to første opsamlinger af dele af Locas-forløbet i julegave i 2022.

Fra undergrund til anerkendelse

Oprindeligt udkom Love and Rockets i hæfteformat efter, at brødrene havde indsendt materiale til anmeldelse i The Comics Journal. Deres redaktør/anmelder fandt, at materialet var så godt og banebrydende, at han tilbød brødene af udgive det på magasinets Fantagraphics forlag. Og dermed var Love and Rockets og en succeshistorie, der stadig ikke er afsluttet her over 40 år senere, født.

I første omgang blev det til 50 hæfter med forskellige historier, korte som lange og længere fortsatte forløb med et voksende figurgalleri, i perioden 1981 til 1997. Derefter fulgte en pause og 20 nye hæfter fra 2001 til 2007. Året efter fortsatte serien med det første af i alt 8 100-siders hæfter med nye historier i universet, inden serien begyndte, at udkomme i hæfteformat igen fra 2015 og frem.

På tværs af tid og hæfter går mange karakterer og historietråde igen, vikler sig ind og ud af hinanden. De er sidenhen samlet i diverse opsamlinger, så man får et bedre overblik over de enkelte dele, frem for at skulle samle de mange hæfter fra de seneste 40 år plus.

I kraft af, at udgangspunktet for dette skriv KUN er baseret på Maggie the Mechanic A Love and Rockets book, så mangler der, naturligt en række mellemregninger. Og afstikkere til andre karakterer og forløb, som har domineret, eller markeret sig i Love and Rockets hæfterne over årene. Men, for overblikkets skyld må der være et skæringspunkt. Man skal jo starte et sted…

Kærlighed, raketter, wrestling, punkrock og dinosaurer

Hvad er Love and Rockets så, og hvad er det serien kan? Og lever den op til hypen? Nuvel, jeg vil sige, at jeg lige skulle ind i serien. Ligesom den også virker som om, at den lige skal finde sin stil, tone og rytme. Mange elementer er på plads, og kan fornemmes helt fra start, hvilket er imponerende i sig selv. Disse Hernandez brødre var kun knægte, bogstaveligt talt teenagere, da de begyndte at skrive og tegne Love and Rockets.

Fra start handler serien om kærlighed, raketter, mekanikere, punkrock, wrestling, ungdomsliv, revolution og… dinosaurer?! Ja, en af de første historier om den titulære Maggie, handler om at hun i kraft af hendes stilling som såkaldt “prosolar” mekaniker rejser ud i junglen. Her er et rumskib/raket styrtet ned for mange år siden, lige ved siden af en død dinosaur.

Ingen af delene, hvad er en prosolar-mekaniker, hvor kom rumskibet egentlig fra og hvad laver dinosaurer på Jorden, forklares nærmere. Der dvæles ikke ved den slags, og mange andre detaljer (som eks. den lidt skurkagtige rigmand H.R. Costigan, der har horn i panden), der kunne forklare den verden Love and Rockets udspiller sig i. Det ER bare sådan og skal tages for pålydende. Ligesom det ikke helt fremgår, hvilket årstal vi befinder os i. Jeg skyde på, at vi befinder os i “nutiden” (dvs. der hvor serien er skabt), i en form for lettere alternativ, retro-futuristisk udgave af vores egen virkelighed.

Det er heller ikke så vigtigt, men blot med til, at skabe en helt særlig tone og form for realitet og realisme. Alt der kunne virke lidt underligt i forhold til vores virkelighed, behandles og opfattes som det mest naturlige i verden af figurerne i Love and Rockets. Derfor køber man også hurtigt ind på præmissen som læser. Eller, jeg gjorde. Og gør man det, hvilket nok er nødvendigt for, at få det fulde udbytte af serien, så åbner der sig en dør til noget ganske særligt.

Al begyndelse er svær?

Som nævnt skal vi dog lige i gang. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke var helt fanget fra start og lige skulle se serien an. Den havde dog tydeligvis “noget”, men virkede også lidt tung, at komme i gang med.

Både fordi, man kastes lidt hovedkulds ind i handlingen, uden større introduktion til universet og karaktererne. Og pga. af selve formen. Nok er selv de længste af historierne delt op i mindre bidder med kapitler, der varierer i alt fra og med 5 til 15 sider. Ofte holdes hvert kapitel dog på omkring de 6 sider. Men, det er dialogtungt og håndtekstet med en sirlig, lille håndskrift, som kan være lidt langsommelig af tygge sig igennem.

Jeg opfordrer dog til, at man klemmer baller, og øjne sammen og holder ved. Langsomt bliver man indfanget, og skal liiiige have et kapitel mere. Bare fordi, man lige skal se hvad Hernandez brødrene hælder ud af deres krøllede hjerner af skæve påfund. Eller, blot for, at følge en karakter som Maggie, og se hvordan hun nu kommer ud af endnu en klemme.

Hun bøvler ikke kun med mandfolk, som den hunky kollega/superstjerne Rand Race, men også hendes mulige (og on/off) “forhold” til veninden Hopey. De er måske mere end veninder, det udpensles ikke, i hvert fald ikke endnu, men der er et eller andet mellem dem. Men, Maggie vikles også ind i lokale kriser, revolutioner og politiske konflikter i de lande hun besøger i kraft af hendes raket-mekaniker stilling. Eller hvad pokker hun nu egentlig er? Hun kan, tilsyneladende også fikse robotter.

Love and Rockets kan være alting

Pludselig, er man indfanget og tryllebundet, og begynder at føle Maggie og flokken i tykt og tyndt. Hendes udelandseventyr har det med, at trække lige vel ud, især det første. Men, der er lange afbræk mellem dem, hvor man følger hende og omgangskredsen i deres hjemmeliv og mere lokalt forankrede oplevelser. Man følger, kort sagt deres dagligdag og liv.

Det kan lyde lige vel social realistisk og “kedeligt”, måske, men det fungerer så godt, fordi karaktererne fremstår så ægte og komplekse. Ligesom deres indbyrdes forhold og relationer gør det. Samtidig har det hele også et lag og skær af soap-serie og lignende formater og deres forviklinger og intriger. På andre tidspunkter møder vi kulørte figurer, som socialite Penny Century, der drømmer om at blive superhelt. Eller den legendariske kvinde-wrestling verdensmester Rena Titañon, som Maggie bliver venner med under en af hendes eventyr i et borgerkrigsramt latinamerikansk land.

Hernandez formår, at balancere det hele ret godt. Så serien både fremstår meget jordbunden og realistisk, og samtidig nogle elementer og perioder, hvor det stik modsatte gør sig gældende. Det skaber, den der tidligere nævnte fornemmelse af, at det hele foregår i en form for alternativ virkelighed. En der dog stadig minder utroligt meget om vores egen.

Og så dukker der pludselig en historie som 100 Rooms op, hvor veninderne flytter ind/bliver fanget i et kæmpe palæ af et hus. Hvor der både begås et mord, foregår andre mystiske ting i de mange rum, folk farer vild og er væk fra hinanden i dagevis. Her blive Love and Rockets til en blanding af uhygge/mysterie og noir-historie.

Serien kan virke både naiv, lidt sukkersød og på andre tidspunkter meget råt for usødet, barsk og “punket”. Det afspejler næsten altid karaktererne, deres sindstilstand og hvad den konkrete historie lige kræver.

Karaktererne ER kernen

Fidusen er, at det hele bruges til, at rykke og udvikle de mange hoved- og bi-figurer i Love and Rockets (“castet” i blot Jaimes historier, er med årene vokset til i nærheden af 200 figurer, hvoraf 65 optræder mere end én gang). De enkelte plots og historier er ikke altid så vigtige, i hvert fald ikke det væsentligste. Det føles altid som om, at karakterne er i centrum og kernen i fortællingerne.

I denne opsamling er der hovedsageligt fokus på kvindelige karakterer, og historier skrevet af Jamie Hernandez (Gilbert tog sig af historier samlet andetsteds). Og han forstår virkelig, at skrive ikke bare kvindelige karakterer, men karakterer der helt overordnet virker troværdige. Man tænker ikke over, at det er en mand, som har skrevet disse unge kvinder. Ligesom det burde være, men der er altså tale om 35-40 år gamle historier.

På det punkt var Love and Rockets og Hernandez brødrene tydeligvis banebrydende, og langt forud for deres tid. Fa’en, man kunne argumentere for, at den naturlighed og naturalisme, som disse unge mænd skriver unge kvinder på stadig den dag i dag virker overraskende nutidig og… ja… netop “naturlig”. Det er ikke noget man skal tænke over, det ER bare sådan – og sådan BURDE det være.

Nu har jeg kun fulgt karaktererne et par år, opsamlingen dækker historier fra de første 4-5 år. Men, som jeg forstår det, så ældes karaktererne nogenlunde i takt med, at serien skrives. Så en figur, som Maggie nu (i 2023) er omkring de 60 i de nyeste udgivelser. Det er jo et ganske enestående projekt, og selvom jeg kun har fået den spæde begyndelse, så glæder jeg mig på en eller anden måde på, at følge hendes og slængets liv de kommende 4 årtier.

Gammeldags, nutidig og forud for sin tid?!

Det er ikke kun på karaktertegninger og figurens udvikling, at Love and Rockets virker forud for sin tid. Også tegningerne og seriens overordnede look og sort/hvid æstetik, rummer både klassiske dyder og noget nyt. Samt gennemgår en udvikling og modning, som serien skrider frem, der matcher historien og figurernes.

Først og fremmest springer det sort/hvid, naturligt i øjnene og den effektiv brug af relativt enkle virkemidler. Der arbejdes meget med kontraster og teksturer, der giver serien tyngde og stoflighed. Udseendet er både klassisk, og emmer af den sort/hvide undergrundstegneserie, der vandt frem i løbet af 80erne. Du får fornemmelsen af noget 50er sci-fi møder mere “gritty” 80er realisme.

I løbet af serien vil man opleve, at sidelayoutet skifter mellem en ret stram rudeopdeling, der kan minde om gammeldags avisstriber. Til sider, hvor der arbejdes med større billeder og motiver, der næsten fylder en hel side. Her skifter stilen også fra den mere klassiske, enkle streg med få detaljer og mange nærbilleder til noget mere malerisk og detaljeret, hvor teknikker som eksempelvis skraveringer er mere fremtrædende.

Der veksles mellem scener og stemninger, der kan fremstå ret “cartoony”, hvor også slap-stick optræder. Og så noget mere beskidt, råt og realistisk. Det er lige dele Archie Comics møder Frank Miller og Charles Burns. Noget der kom før Hernandez brødrene, efter og som de selv får defineret, som deres helt egen stil. Noget, der indledningsvis kan virke lidt naivt og meget undergrund, til noget, der bliver helt sit eget og med tiden, og for eftertiden ikonisk.

Visuel flair med enkle midler

En anden gennemgående tråd igennem Love and Rockets, er brugen af bevægelse, dynamik og noget ret udtryksfuldt pga. Hernandez’s evne til, at tegne kroppe og mimik. Vel at mærke indenfor de stramme rammer de selv opstiller ved, at arbejde i sort/hvid og den overordnede visuelle stil.  Eksempelvis kan man opleve alt fra helt enkle scenarier, som Hopey der smider en sten efter en, til gengivelse af kvinde-wrestlingkampe, der næsten ligner stil-fotografier fra gamle tv-optagelser.

De kan et eller andet med komposition af et billede, der gør at de får det optimale ud af begrænsningerne. Man mister aldrig overblikket, og kan følge de spring i tid, der jævnligt optræder mellem to ruder. Og i løbet af en 6-10 siders historie, hvor man kan komme ret vidt omkring. Her hjælper det dog nok også, hvis man er bekendt med gammeldags tegneserie og avisstriber. Jeg ville godt kunne forstå, hvis yngre eller “uerfarne” læsere kunne føle sig lidt tabt af og til.

Så er der kropsligheden og hvad Hernandez formår, at formidle gennem simple ansigtsudtryk og mimik. Du er aldrig i tvivl om, hvad de her karakterer tænker og føler, tegninger og ord komplimenterer hinanden virkelig godt. Det er helt ned til, at et hævet øjenbryn, eller et sammenklemt øje kan sige, eller understrege det hele. Jeg er ikke udpræget fan af, når mimikken bliver lidt for karikeret, hvilket heldigvis kun sker i korte glimt.

Og så er der udviklingen af selve karakterernes udseende. De skifter frisurer, tøjstil osv. serien igennem, som årene går. Og tilmed kropsform i takt med, at de bliver ældre. Eksempelvis Maggie, der indledningsvis joker/brokker sig over, at hun er ved at blive tyk. Som årene går, og der er revnet et par bukser hist og her i spredte historier, og hun får job på en grill/burger bar ER hun stille og roligt faktisk blevet lidt “bred om bagen”.

Det sker meget subtilt, bliver ikke udpenslet, og der bliver ikke peget fingre eller lignende. Det ER bare sådan. Mennesker ændrer sig livet igennem, også fysisk (i hvert fald i nogles tilfælde). Det “fede” (no pun intended) er, hvad der længe virker som henkastede bemærkninger, eller en form for usikkerhed hos Maggie, med et er blevet en realitet – uden, at det påtales. Pludselig opdaget man som læser blot, at “hov, Maggie har da fået lidt mere sul på kroppen?”.

Maggie med vokseværk

Mod slut i disse første 4-5 år, som opsamlingen her dækker, er den kære Maggie blevet decideret små-tyk. Og først da adresser hun det selv, da Rand Race efter lang tid og afstikkere med andre kvinder dukker op igen. Han vil invitere hende på middag, og Maggie flipper ud over hendes udseende

Men, igen lader det ikke til, at gå omgivelserne på. Maggie er ombejlet, også af andre handyr i lokalsamfundet, der drømmer om, at komme i kanen, eller ligefrem blive gift med hende. Det er hendes eget selvværd, eller mangle på samme, og usikkerheden over at hun har taget på, der skinner igennem. For en serie, som på dette tidspunkt skrives, tegnes og foregår i 1985 kunne det tema være blevet behandlet langt mindre sensitivt!

På sidelinjen lurer Hopey stadig, de to veninder (måske mere?) deler værelse og seng hos den goth-lignende Izzy, der egentlig ikke bryder sig synderligt om Maggie. Hopey (OG Maggie) lader til, at være de eneste i kredsen om de to, som ikke kan se det åbenlyse. Den ellers seje, emotionelt tillukkede og kølige Hopey er tydeligvis forelsket i Maggie… men, hvordan udvikler det sig mon?

Bliver de et rigtigt par, bliver Maggie gift (og sikkert ulykkelig) med en af de mange bejlere? Eller ender hun som evig “jomfru” med et tiltagende ramponeret selvværd? Kommer hun på flere mekaniker eventyr, det lader til, at hun har fået lidt appetit på den slags arbejde igen?

Der er, heldigvis 35 års historier (og fremtidige) tilbage.

Eventyret er først lige begyndt

Og jeg læser gerne med. Efter lidt startvanskeligheder er jeg for alvor hooked. Det kan være lidt svært helt, at forklare til udenforstående hvorfor. Love and Rockets er, kan og bliver til rigtig mange ting. Prøver man, at beskrive serien, plots og karaktererne, som her, så kan det måske fremstå lidt fladt. Eller “skulle det være noget?”.

Ja. Love and Rockets ER noget. Og noget ganske særligt. Den vil ikke være for alle. Og jeg har forståelse for, hvis folk giver op, eller ikke bliver fanget nok fra begyndelsen til at hænge på. Men, bliver man hængende, så begynder serien langsomt at vokse, og kvaliteterne åbenbares. Så snupper man lige et kapitel, eller en kort historie mere. Og en til. Og lige pludselig har man slugt de første 270 sider og glæder sig til, at kaste sig over opsamling nummer 2.

Nu centrerer min første læsning sig om især Maggie, da hun er i fokus i disse udvalgte historier. Så det er også hovedsagelig Jaime Hernandez’s materiale, Jeg har stiftet bekendtskab med. Jeg ved ikke om man vil få en anderledes oplevelse, hvis man læser serien i en mere kronologisk udgave, hvor det er blandet med Gilbert Hernandez’s sideløbende materiale?

Som en appetitvækker og et startpunkt virker Maggie the Mechanic a Love and Rockets book dog, som et fornuftigt sted at begynde. Jeg har i hvert fald fået blod på tanden og glæder mig til, at dykke yderligere ned i dette forunderlige univers.