Af og til får man hævet et krøllet og støvet hæfte ned fra reolen, hvor alt uden om selve tegneserien er mere interessant. Og så kan man ende i lidt af et ormehul, hvor man kan lege tegneserie- privatdetektiv eller arkæolog. Sådan kom jeg på sporet af Den Lyserøde Panter.
Omdrejningspunktet er Den Lyserøde Panter nr. 34 fra 1984, udsendt af gode, gamle Interpresse. Serien udkom i hele 40 numre på dansk, hvilket kan lyde ganske imponerende. Når man så undersøger sagen, viser det sig, at det var i perioden 1974 til 1986. Så, 40 numre på godt og vel 12 år? Knap så overvældende.
Desuden ser det ud til, at karakteren tyvstartede med en debut i albumform et par år tidligere. Der kom i alt to af den slags i første halvdel af 70erne. Jeg vil, modsat den normale fremgangsmåde her i biksen, ikke bruge meget plads på, at gengive handling eller dvæle ved indholdet af hæftet. Der er ganske enkelt ikke særligt meget, at skrive om eller dykke ned i.
Det er mere en ufarlig missekat end et farligt rovdyr…
En kort animeret start
Den Lyserøde Panter, selve figuren, har egentlig en ganske spøjs oprindelse. Karakteren debutere i den animerede åbningsscene til den første Blake Edwards instruerede Pink Panther filmen, fra 1963. Filmen havde den britiske legende Peter Sellers i hovedrollen, som den klodsede, men ikke uduelige Inspector Clouseau.
Så, en britisk skuespiller, der spiller en klodset franskmand. Det ville sikkert være nok til, at blive cancelled i dag! Senere overtog Steve Martin, for en kort bemærkning i 00erne, rollen. Det burde til gengæld have medført, at Martin blev sendt i skammekrogen.
Nuvel, den lyserøde panter, altså den lyserøde panter tegneseriefiguren, debuterede altså allerede her. Inklusive den nu ikoniske musik/kendingsmelodi af den ligeledes legendariske Henry Mancini. Den melodi er sikkert mere kendt nu end oprindelsen. Gør det så Den lyserøde Panter, tegneseriefiguren, til en form for spin off?!
Kattedyr med vokseværk
For, figuren fik allerede året efter, i 1964 sin egen tegnefilm. Den første film med det lyserøde kattedyr, instrueret af Fritz Freleng vandt tilmed en Oscar for bedste animerede kortfilm. Det blev fulgt op med en egentlig tegnefilmserie, der løb fra 1969 til 1980.
Senere er der dukket flere spin offs og genoplivninger op, men det er serien af såkaldte animated shorts fra 69 til 80 som de fleste nok forbinder karakteren med. I hvert tilfælde mig, som stiftede bekendtskab med Den Lyserøde Panter via tysk tv i 80erne. De korte tegnefilm fungerede ofte som “buffere” mellem andre serier, men i perioder har serien sikkert også haft sine egne halv time blokke.
Tegnefilmene kan virke noget primitive i dag, hvis ikke billige og noget stive i det. Det var de sikkert også. Jeg troede egentlig, at det var en klassisk Hanna Barbera serie. Den har i hvert fald det samme lidt skrabede look, og sparsomme animationer (der blev sparet hvor man kunne!), som deres serier fra samme tid.
Endnu en “glemt” tegneserieskaber
Omkring samme tid opstod figuren som tegneserie, skabt/skrevet/tegnet af Warren Tufts. Tufts er næsten det mest interessante ved hele historien. En tegneserieskaber, der var med da branchens første boomperiode var overstået, og hang i da det begyndte, at skrante da superhelte ikke længere var på mode i 40erne. Han var aktiv indtil hans utidige død i en flyulykke, da et fly han selv havde designet forulykkede.
Tufts var helt ukendt for mig, da jeg begyndte at researche dette emner. Og jeg har på fornemmelsen, at han er en af de der unsung heroes/oversete skikkelser, som “tiden” bare glemte. Han fik sit gennembrud i 1949, da han som mange andre kastede sig over den voksende western genre. Det var enten horror eller det vilde vesten, hvis man ville noget indenfor tegneserier i de år. Får Tufts blev det serien Casey Ruggles, som blev redningsplanken.
Serien, som nu også virker glemt, var så populær, at Tufts fik muligheden for at producere en tv-serie om Casey Ruggles. Men, United Feature, der distribuerede serien til aviser modsatte sig og Tufts forlod Casey Ruggles i protest. Kort efter gik serien i sig selv. I det følgende årti arbejde han på titler som Son of Tarzan Wagon Train, altså mere spænding og western og så The Pink Panther tegneserien.
Jeg hader, at være alt for kritisk over for en serie, skabt af en mand, som tydeligvis arbejde for sagen. Og, skabte sig eget, lille hjørne af tegneseriehistorien. Respekt for det, men The Pink Panther, som tegneserie er…
Meh-i-av!
… noget bras, det må jeg sgu’ sige. Jeg synes, at jeg så vidt muligt altid prøver, at tage ja-hatten på og sætte tingene ind i en kontekst. Men, lige med denne tegneserie, så har jeg svært ved, at finde mange positive takter. Endsige se, hvem eller hvad, nogen skulle få ud af, at læse bladet? Både i 1984, 10 år før eller for slet ikke at sige nu til dags?!
Indholdet følger en ret velkendt form for denne slags tegneserier: korte historier på en 6-9 sider, hvor en eller anden form for specifik situation er omdrejningspunktet. Altså situationskomik, bare uden komik, i dette tilfælde. Der er helt seriøs INGEN grin, eller bare et høfligt tø-hø, at finde her. Ingen punchlines, kuriøse eller skæve påfund, eller bare et eller andet, som kunne minde om humor.
Hvad er det her?! Formen er som regel, at Den Lyserøde Panter på en eller anden måde snyder/er klogere end en skaldet lille fyr med et meget stort snydeskaft. Jeg tror han er et menneske, han kunne også være en reje, eller en slags oprejs stående gris, svært at sige med den ensartede farvelægning og skrabede figurdesign.
Plottene er selvsagt papirstynde og meget, meget uopfindsomme. Den ene historie er, bogstaveligt talt en variant af “tjener, der er et hår i min suppe” i forlænget udgave. Hvis du ikke har gættet slutscenen fra et par siders afstand, så er det her måske faktisk en serie for dig? De fleste andre kan godt holde lidt på sparepengene.
Hvordan endte den på reolen?!
Og hvordan er det her humorløse og knas tørre tegneserie tidsspild så endt på min reol?! Jeg ved det faktisk ikke, og der er er ikke kun dette hæfte?! Det ser ikke engang ud til, at bladene er købt brugt??
Med 1984, som udgivelsesår på dette specifikke hæfte, placerer det sig tidsmæssigt før jeg har nogen erindring om, at have stiftet bekendtskab med tegneserier. Da var jeg 5 år gammel. Så, enten har nogen foræret mig bladene, jeg har fundet dem et eller andet sted, eller også er der noget galt med hukommelsen? Det er nok hverken første, eller sidste gang, at der dukker noget op på reolen, som ikke harmonerer med den fortælling, jeg selv har stykket sammen.
Samlet set efterlader Den Lyserøde Panter mig også forvirret. Jeg er stadig ikke blevet klogere på, hvem bladet er henvendt til, og hvem der ville få noget ud af, at læse det? Og i så tilfælde hvad?! Historierne er der bare, nærmest uden nogen form for pointe?!
