Sæson 1 af The Sandman er landet på Netflix og den er…. slet ikke tosset! Jeg har i skrivende stund “kun” fået set de første 5 afsnit (OK, 5 ½, hvis vi skal være helt nøjagtige), så dette er ikke baseret på hele sæsonen. Men, det giver fin mening, at bedømme den på dette grundlag, da det lader til, at sæsonen lidt falder i to dele.
De første 5 afsnit fungerer på den led, som en art mini-sæson i sig selv, med en (foreløbigt) afsluttet “arc”. Og nogle større linjer og tråde, som fortsætter i de følgende afsnit.
The Sandman tv-serien tager udgangspunkt i Neil Gaiman, Sam Kieth og Mike Dringenbergs berømte tegneserie. Hovedmand Gaiman har også med til, at udvikle tv-serien sammen med David S. Goyer. Et projekt, der har været i støbeskeen i årevis, været igennem det gode, gamle development hell – og i det hele taget haft en vanskelig vej til den lille skærm.
Sandmandens succes
Oprindeligt udkom Gaimans The Sandman, lad os bare kalde det, det i 75 hæfter i fra 1989 til 1996. Gaiman havde fra begyndelsen ikke en storstilet plan med DC figuren, som blev skabt i midt-70erne. Men, efter salget steg solidt i løbet af de første 8 numre, begyndte han at lægge en plan.
Det var dog nok først, da de første opsamlinger begyndte, at blive publiceret og serien udkomme i mere samlet form, at den for alvor fandt et bredt publikum. Og det VAR bredt. Ofte bliver serien (sammen med en serie som Watchmen, der også blev samlet i tykke udgivelser) krediteret for, at lokke et helt nyt publikum til.
Pludselig var det smart, stuerent og hipt, at læse tegneserie. Især blandt universitetsstuderende og EMO/Goth subkulturer. Jeg selv? Ja, jeg har faktisk aldrig læst noget som helst af serien. Den er på pensumlisten, som noget jeg skal have læst op på. Jeg har dog læst utallige artikler, set dokumentarer om serien og Gaiman, samt gud ved hvor mange analyser og lyttet podcasts.
Så, jeg er klar over, hvad The Sandman går ud på. Og dens omdømme og placering i tegneseriehistorien. Men, jeg gik altså ind til tv-versionen uden forventninger af nogen art, og uden at være påvirket af mit forhold til forlægget.
Okkult fangeleg og kældermennesket
Sæson dækker efter sigende cirka de to første “arcs” af tegneserien, hvilket harmonerer fint med følelsen af, at sæsonen falder i to halvdele. Man kunne nok godt have fået 2 korte sæsoner, af 6 afsnit ud af materialet. Der skal dækkes en del stof. Omvendt er det også forfriskende, at en Netflix seriesæson for en gangs skyld ikke føles et par afsnit for lang.
Handlingen i de første 5 afsnit går (nogenlunde) kort fortalt ud på som følger. Vi befinder os indledningsvis i den engelske countryside i 1916, hvor en mystisk, ældre herre har gang i et okkult ritual. Roderick Burgess forsøger, at fremmane selveste Death, med henblik på at afpresse denne til, at bringe hans døde favoritsøn tilbage. Et offer for Første Verdenskrig.
Et eller andet går lidt skævt under ritualet, og i stedet for Death fanger han Dream, aka Morpheus, Lord of Dreams, The Sandman. Well, fuck. Hvad kan man bruge herskeren af drømmeriget til?! I første omgang hapser Burgess hans personlige ejendele: en pose med sand, hans hjelm/maske og magiske rubin. Og bygger et fiks lille fængsel til ham i kælderen på det rustikke landsted, hvor han holdes indespærret i 100 år.
I mellemtiden hopper handlingen til 1926, hvor fokus er på de landlige intriger i familien Burgess. Det betændte forhold mellem Old Man Burgess og hans yngste søn Alex, som senior ikke er bleg for, at gøre opmærksom på, hvor ubrugelig han er. Den unge, opportunistiske sociallite Ethel ankommer, og gør kur til gamle Burgess. Med egne, lyssky motiver, naturligvis. Hun ender med, at føde ham en (endnu en) uønsket søn, John Dee.
Sandmanden og alle de andre rødder
The Sandman slipper (naturligvis) ud af sit fangenskab, hvordan og hvorledes må man selv se, skal ikke spoile for meget her. Derfor skøjter jeg også let og elegant hen over handlingen i de resterende afsnit, som jeg har fået set.
Hvor vi, og Sandman også støder på figurerer, som hans bibliotekar fra den nu henvisende Drømmeverden. Og en kvindelig version af John Constantine, nu Johanna Constantine, der ligesom den oprindelige Constantine er lidt af en badass. Dog røgfri, det er blevet 2022, ligesom sømandssproget er blevet renset for de værste unoder. Unoder er der nok af hos den mystiske Corinthian, Sandmans hvide modstykke, som dog virker som alt andet en ren og ædel. Han lurer på sidelinjen og i baggrunden halv-sæsonen igennem, og sættes op som en fremtidig big baddie.
Djævelen dukker også op i en af sæsonens bedste afsnit, også i kvindelig skikkelse. Hun ligger inde med vigtig information om noget af Sandmans udstyr, som meget af den del af sæsonen går med, at opspore og tilbageskaffe Det fører til en af sæsonens visuelt flotteste scener, en kamp på ord mellem Sandmanden og fanden selv. Ikke en klassiske actionscene, men hæsblæsende og overrumplende visualiseret alligevel.
Sandman får sig også et nyt sidekick, lidt modvilligt, en form af en ravn, som selveste Patton Oswalt lægger stemme til. Det virker indledningsvist tonalt lidt skurrende, da det bringer en lidt lettere og humoristisk tone ind i den ellers mørke, vemodige og gloomy serie. Efterhånden vænner man sig dog til, at der er plads til lidt lys.
Sandhed, løgn og håbet om en bedre verden
Lys finder man ikke meget af hos halv-sæsonens største modstander til Sandman, den voksne, aldrende John. Hans moderopgør med Ethel, der har scoret sig Sandmans rubin og brugt den til, at holde sig nogenlunde ung, trods en fremskredne alder på 116, er et vigtigt element.
Det kører John i stilling, som en tvetydig skurk, hvis motivation og handling ikke blot er nuancerede, men også ganske forståelige. Spillet helt forrygende af David Thewlis, der finder en perfekt balance mellem noget sårbart og ødelagt, noget relaterbart og noget virkelig skræmmende og isnende.
John Dee ønsker, at skabe en bedre verden ved, at fjerne alle løgne, det som har ødelagt hans eget liv. Han afprøver sine/rubinens kræfter i seriens hidtil stærkeste afsnit, afsnit 5 der bærer titlen “24/7”. Det er nærmest et klassisk “bottle episode”, hvor en stor del af handlingen udspiller sig på en diner. John manipulerer med stedets gæster ved, at fratage dem evnen til, at lyve overfor både dem selv og omgivelserne.
Tiden spoles tilbage, scener gentages, med færre og færre løgne. Med voldsomme og fatale følger. Sandman dukker op mod slut, og udfordrer på filosofisk vis Johns verdensanskuelse og gentager en pointe, som han også brugte mod djævelen tidligere i sæsonen. Han, Sandman, er “håb”. Og løgne er “drømme”, som giver folk håb, og ikke egoistiske handlinger, som John anser dem som.
Det interessante her, er ikke blot Johns motivation, eller at Sandman har ret. En verden uden løgne fungerer ikke, men omvendt er jeg heller ikke enig i, at de ikke KAN være egoistisk motiverede. Både John og Sandman kan have ret, og tage fejl.
Drøm eller douchebag?
I det hele taget er The Sandmen bedst, når den opererer i filosofiske gråzoner og “diskussioner”. Verden er ikke sort/hvid. Både John og Sandman har en noget sort/hvid opfattelse af verden. John, fordi han er et menneske, der er blevet ødelagt og handler emotionelt. Sandman fordi han netop ikke er menneskelig, men en form for guddommelig skikkelse, der har et kald, en opgave som dikterer hans verdensbillede.
Det gør også, at Sandman som karakter ikke blot er tvetydig, men indledningsvis en smule svær, at “holde med”, som hovedperson. Efter første afsnit tænker man, at det måske ikke ville være dumt, hvis han bare forblev indespærret. Han virker distanceret, blottet for følelser og medfølelse, ejer ikke empati eller forståelse af og for mennesker. Han er hævet over os. Faktisk er han lidt af en privilegeret douchebag.
Men, langsomt er der små tegn på, at han er i stand til at ændre sig. Han virker fuldstændig opsat på hævn og gengældelse da han slipper ud af buret, men lærer, at det muligvis kan betale sig, at udvise mere medfølelse og forståelse. Det er en langsom og overhovedet ikke komplet forvandling, det bliver ved antydningen indtil videre. Der efterlades masser af plads til, at figuren kan vokse og udvikle sig, som serien skrider frem.
Bleg hovedrolle med maveonde
I rollen som The Sandman havde jeg også indledningsvis lidt “problemer” med skuespiller Tom Sturridge. Det hænger nok også sammen med, at han her har en lidt utaknemmelig rolle. Hvor det ikke er meningen, at figuren skal være 100% elskelig, eller bare en man kan heppe på. Ikke, at det er uinteressant med en hovedrolle, som ikke er ubetinget “god”. Men, når man ikke helt får forklaret hvorfor man (måske) med tiden skal fatte sympati for ham, så kan man godt blive lidt irriteret på karakteren.
Her hjælper det heller ikke, at Sturridge, helt tro mod forlægget, naturligvis ligner en tvær, dødalvorlig og selvhøjtidelig bleg EMO med kronisk forstoppelse og et uhelbredeligt Robert Smith kompleks. Han er SÅÅÅÅÅ moody og brooding, men ligner stadig lidt en vampyr fra Twillight. Så, man har svært ved, at tage det/ham helt alvorligt.
Det er en smagssag, og meget ligger klart hos mig, som sagt er det jo helt tro mod tegneserien. Men, man bliver sgu lidt træt af Sturridge og hans citronmund, og højstemte og højtidelige dialog og leveringen af den. Især når, han interagerer med karakterer i virkeligheden. Når vi træder ind i fantasydelen og drømmeverdenen, fungerer både Sturridge og figuren meget bedre.
I det hele taget er Sturridge ikke kun udfordret af figurens (indledningsvise) begrænsninger, men også af lidt mere spændende, underholdende og velspillede (og skuespillere med friere tøjler) karakterer omkring ham. Gwendoline Christi er delikat, som den kvindelige Lucifer, Boyd Holbrook, som jeg ellers ikke har meget fidus til, overraskende solid som den hvide Corinthian. Mens Jenna Coleman er lige ved, at stjæle afsnittet fra Sturridge, da hun dukker op som Johanna Constantine.
Charles Dance truer også med, at æde både Sturridge og hele den Downton Abbey lignende kulisse, i hans herligt diabolske dumme svin rolle, som Roderick Burgess. Har man set Last Action Hero, eller Game of Thrones, så er det næppe en overraskelse, at Dance ser ud til, at have en fest i den slags ubehagelige roller.
The Sandman ligner en drøm
Hvor castet generelt er stærkt, så lever og falder The Sandman som serie nok på den visuelle del. Hvis man ikke køber drømmen, og drømmeverdenen, så ryger illusionen. Her skuffer The Sandman og Netflix pengepungen ikke.
Serien er ikke overlæsset med vilde effekter og storslåede scener i de første 5 afsnit, men man får lidt tilpas “spillen med CGI musklerne” til, at man bliver stimuleret. Og får indblik i, hvad The Sandman og hans rige, verdenen og magien, som gennemstrømmer serien, kan byde på. Det er veldoseret, så man ikke bliver lammet, eller effekterne bliver en krykke, men rent faktisk har en funktion og virkning.
Det er ikke kun fordi, at effekt arbejdet er ganske flot rent teknisk, at serien fungerer fortræffeligt på det punkt. Den er også visuelt opfindsom. Effekterne bruges rent faktisk på kreativ vis til, at skabe nogle scener og billeder, som bliver helt maleriske. Det bliver ikke “bare” farver, rabalder og computerlir i et hektisk fyrværkeri. Det er næsten helt… poetisk?
Hvilket også opvejer, at man godt kan se, hvor der så er sparet hist og her. De scener, hvor det ser ud, som om at man har været på et budget, er heldigvis ikke ødelæggende for opretholdelsen af illusionen.
Det smager af mere sandkage
Illusionen, at man køber ind på den og at det er lykkes for skaberne, at bringe den til live, er vel næsten The Sandmans største succes? Jeg har, som nævnt indledningsvis, ikke læst The Sandman tegneserien. Men, jeg synes det er lykkes, at skabe en serie, som har en tone, stemning og atmosfære, som føles “rigtig”.
Det er muligvis ikke 1:1 en gengivelse af tegneserien, men det skal det heller ikke være. TV-serien skal være sin egen ting, en fortolkning og en selvstændig version. En, som både tiltaler nye fans, casual seere og dem, som har dyrket tegneserien. Det kunne resulterer i et slutprodukt, som enten satte sig mellem for mange stole, eller ender i forstyrrende og leflende fanservice. Disse fælder synes jeg, at serien formår, at styre uden om.
Jeg skulle lige ind i universet, og jeg synes at første afsnit er halv-sæsonens svageste uden, at det er dårligt. Men, der var tilsyneladende nok til, at jeg gav den en chance. Jeg vil heller ikke påstå, at jeg er hundrede procent solgt på alt i The Sandman, men den har et eller andet. Der er noget her. I glimt bliver den voldsomt tankevækkende, og stiller nogle interessante spørgsmål. Det kommer der forhåbentlig endnu mere af nu, hvor The Sandman figuren er begyndt, at udvise antydningen af, at han kan ændre sig.
The Sandman serien rummer virkelig et stort potentiale, og har allerede vist det i nogle glimt, som gør at jeg slugte de første 5 afsnit. De er også så velsmurte og solidt “pacede”, at de glider temmelig ubesværet ned.
Til min smag måtte serien også gerne blive endnu mere kompleks, og måske en lille smule mindre tilgængelig. Men det er virkelig også en balance, hvis man ikke skal støde for mange væk. I sidste ende håber jeg bare, at de resterende 5 afsnit giver en endnu mere blivende mæthedsfornemmelse.
