Paradiset er tabt og verden er et fucked up shitty hellhole! Cain har myrdet sin bror og blev dermed Jordens første morder. Nu vandrer han rundt i den trøstesløse menneskelige losseplads, som Gud har vendt ryggen med et enkelt formål: at dø. Men, han er forbandet og kan, tilsyneladende ikke…
Jason Aaron har sammen med tegner r. m. Guéra skabt en mørk, grim og grotesk udgave af den tidlige bibelhistorie i form af The Goddamned. Before The Flood samler de første 5 hæfter i serien, udsendt af Image Comics første gang i 2015. Serien blev fulgt op i 2020/21 med yderligere 5 hæfter, der dækker næste del af fortællingen kaldet The Virgin Brides.
Paradiset er tabt, verden er FUCKED
Verden er et grumt, brutalt og deprimerende sted. Surmulende emo-Cain vandrer rundt i den golde, barbariske ødemark og leder efter en vej ud. Som straf for hans synd, broderdrabet, er han blevet “belønnet” med en form for udødelighed. Gud er en sadistisk fucker.
Og der bliver fanden fuckme sagt “fuck” og “fucking” meget i The Goddamned! En sideeffekt ved, at Cain fuckede verden op var, åbenbart at folk nu snakker, som om de er fulde sømænd, eller gangster rappere? Nå ja, men verden ER nu også pænt FUCKED. Alt er beskidt, forarmet, hærget, udpint og forpint.
Her kommer r.m. Guéras artwork virkelig også til sin ret. Guéra har tidligere samarbejdet med Aaron på en af hans andre serier, Scalped og har en ret malerisk-“cartoony” stil. Det er nok et tilfælde af, at “det her vil ikke falde i alles smag”. Nogle vil nok finde hans stil og udtryk for grimt, eller decideret vulgært. Men, det passer meget godt til The Goddamneds øvrige tone, stil og stemning.
Det ER en en grim, ødelagt og overdrevet blodig og brutal verden Aaron fremstiller.
Eva, den lorte luder!
Plottet er egentlig ganske enkelt. Selvmorderisk “barbar” vandrer ensomt rundt på jagt efter en vej ud. Her støder han på en række sølle skabninger, mennesker som efter bedste evne, eller mangel på samme, blot forsøger at holde sig i live.
Hvorfor kan man, måske undrer sig over – der er ikke meget, at leve for efter Eva (“that fucking whore”, som Adam kalder hende i et flashback) fik fucket Paradis op for alle os andre. Der ligger noget af kernen, og et af (de få?) temaer The Goddamned har på hjertet også “skjult”. At finde en mening med livet, og menneskers overlevelsestrang.
Cain bilder, muligvis sig selv ind, at han ønsker at dø, noget han formoder kun nogle sjældne “kæmper” kan hjælpe ham med. Men, egentlig leder han efter en form for frelse og/eller grund til, at han er tvunget til at trække vejret. På overfladen kan The Goddamned og denne verden virke ekstremt nihilistisk, men under overfladen ligger der (muligvis) et dybere budskab om menneskelig natur. Måske.
Det er også muligt, at Aaron bare har et horn i siden på organiseret religion, ikke mindst kristendommen. Og får afreageret for et eller andet i hans opvækst og baggrund i bibelbæltet her.
Sightseeing i det tabte paradis
Det fører til, at vi via Cains vandring får en lille rundvisning i Verden anno 1600 år efter skabelsen. The Goddamneds papirstynde plot føles episodisk, og består egentlig “bare” af en række scener, hvor Cain støder på forskellige triste skæbner. Mennesker, der gentagende gange sætter Cain i situationer, hvor han har muligheden for, at bevise sit værd.
En enarmet dreng er en gennemgående karakter. Han finder Cain nøgen i den lokale bøllebandes offentlige lokum, smurt ind i pis og lort. Cain prygler og slagter bøllebanden, og drengen beder Cain om, at tage ham med sig. Cain afviser. Scenariet gentager sig i forskellige variationer historien igennem, hvor den enarmede knægt på en eller anden måde bliver et symbol på, det Cain skal “opdage i sig selv”. Hans kald, så at sige.
Inden han fatter pointen støder han blandt andet også på en yngre kvinde i ødemarken, der er på jagt efter hendes søn. Han er blevet kidnappet/taget som slave af en af de andre, utallige omstrejfende grupper, der kontrollerer/hærger denne Jord. I første omgang får hun også den kolde skulder fra Cain. Han tænker kun på sig selv og hans egen “mission” – at finde de der skide kæmper, en der er stor og stærk nok til at slå ham ihjel.
Det bliver dog ikke kæmper, som i sidste ende får ham på andre tanker. Det er børnene. Et andet tilbagevendende “motiv”. Efter han bliver overfaldet af, hvad han i første omgang tror er en flok vilde hunde, der viser sig at være dresserede slavebørn, sadler han endelig om. Han beslutter, at hjælpe kvinden fra tidligere med, at finde hendes tabte søn.
Gammeltestamentligt dumt svin
Den jagt, og efterdønningerne, skal jeg ikke afsløre resultatet af. Som stort set alt andet i The Goddamned ender det ikke decideret lykkeligt, men måske ganske logisk for fortællingen. Den ER voldsomt mørk og brutal, og Gammeltestamentlig gemen. Gud er og bliver et dumt svin.
Aaron og Guéra har formået, at skabe en verden, hvor man skal være noget af en lalleglad jubeloptimist for, at finde skønhed. Og noget der i sidste ende er værd, at leve og kæmpe for, ud over det naturlige overlevelsesinstinkt. Det kan, muligvis virke gudsbespotteligt, grænsesøgende eller (lidt for bevidst) provokerende.
Overdrevet og sat på spidsen, ja. Men, hvis man tror på Gud og fortællingerne, så er The Goddamned i sin ånd og ramme stadig indenfor stregerne. Hvis man tror på, at Gud skabte Verden og mennesker, som Cain, og er alvidende og almægtig, så kendte “han” også et muligt udfald, som dette. Han skabte “os” (tilmed i sit eget billede, eller noget), dermed skabte han også potentialet for synd, fejlbarlighed og mord.
For, at rense ud i fejl og mangler bruger Gud sin egen “nulstiller”: Noah. Der er denne series bud på en skurk. En behåret grimrian, der tager hans pålagte pligt om at bygge en ark, og fylde den op meget alvorligt. I Aaron og Guéras version fremstår han mere, som endnu en afsporet vildmand – dog mere intelligent end gennemsnittet i den indavlede flok der befolker Jorden.
Voldsporno forklædt som religionskritik?
Cain er, selvfølgelig på kollisionskurs med Noah, og ender også med (SPOILER), at finde de famøse kæmper. Naturligvis, fristes man til, at sige. Det er ikke i selve plottet, at man skal finde de store overraskelser. Aaron følger på sin vis, ganske slavisk en velkendt fortælleskabelon.
Dog har han gemt en “guttwister” mod slut, som alligevel gjorde, at man sad tilbage med et dejlig, semi-ubehagelig fornemmelse i maven. Ellers var jeg i lange stræk ret upåvirket overfor de voldsomme og blodige udskejelser. Og The Goddamned ER en splattet omgang, hvor horder og forskellige grupper lejnes op, som kanonføde foran Cains sværd og muskelsvulmende krop.
Det nærmer sig ren voldsporno i visse passager. Alt efter temperament og smag og behag er det flot, eller i hvert fald ganske “malerisk”, præsenteres af Guéra. Der tværer siderne ind i blod og indvolde, afhuggede lemmer og forvredne kroppe og ansigter. I længden bliver det dog også en kende trættende, og man kan godt tage sig selv i bare af skøjte hen over udgydelserne.
Hvis man skøjter videre i jagt på en historie med lige så meget kød på benene, som der hugges af, så vil man nok blive lidt skuffet over The Goddamned. Der ER budskaber, dybereliggende tematikker og tanker, at finde i seriens fundament. De har det dog nok med, at blive lidt overdøvet.
Synderen og frelseren
I bund og grund kan The Goddamned godt virke, som ren stil over substans. Det er en lidt hård dom, i det Aaron ikke kan skjule, at han er en dygtig forfatter. En, der tit forsøger, at behandle store temaer, som skyld, synder, arv og miljø, religion, moral og “at finde meningen eller vejen”.
Der er også noget “proto-Jesus” over Cain, han skal ikke kun lide for “vores” synder, han er med til at opfinde dem. Og ender til med, i en periode, på korset. Eller er han en form for tidlig antihelt/superhelt? Noah kalder, inden deres kamp for “frelseren” og Cain “synderen”, som forbandede verden, men er Cain i virkeligheden, i en eller anden forstand, frelseren?
Han har i hvert fald nærmest superevner, hvilket i sidste evne også gør, at han er lidt en kedelig protagonist. Som hovedperson er han uden den store dybde, og tilsyneladende usårlig/udødelig. En hovedperson, som aldrig helt kommer i reel fare, er svær at heppe på. Samtidig er han morder, så er det overhovedet meningen, at man skal holde med ham?
At skrive en historie med den form for figur i centrum stiller høje krav til, at resten af fortællingen er stærk nok. Eller, at der er et stærkt budskab og noget, at tænke over, som kan trække læsset. Her ved jeg ikke helt, om The Goddamned, trods sit højtragende og storladne udgangspunkt, ikke klinger en kende hul.
Plus:
– Blodig og brutal, hvis den slags er noget for dig
– Gennemført i tone og stil
– Har du et horn i siden på organiseret religion så, er Jason Aaron din mand
Minus:
– Noget ensformig og monoton
– Ikke meget kød på plottet
– Brug af moderne sprog vil irritere nogle læsere
– Trods en “sjov” præmis er der ikke meget nytænkning
– Den bevidst “grimme” visuelle stil vil ikke falde i alles smag
Konklusion:
Trods en præmis med potentiale og kompetente kreative kræfter føles The Goddamn, som en mindre skuffelse. Det bliver hurtigt noget ensformigt med en relativt tynd handling, der ikke har meget at byde på. Til trods for, at forlægget og tematikkerne, bogstaveligt talt er af bibelske proportioner.
Det hele føles lidt for nemt og “billigt”; frem for tankevækkende eller chokerende og overraskende. Der skal mere til end, at bruge ordet “fuck” i tide og utide.
