Ondskab. Ondskab og traumerne som følger med. Det synes, at være hovedtemaerne i den grafiske roman, Sea of Sorrows. På overfladen en klassisk horrorfortælling, men som med alle gode horrorfortællinger, så stikker det (lidt) dybere.
Vi befinder os, bogstaveligt talt på bunden i denne fortælling. En historie skrevet af Rich Douek og tegnet af Alex Cormack, udsendt samlet via IDW i 2022. Der ER altså tale om en historie, der først er udsendt i 5 enkelte hæfter. Men, den virker tænkt og udformet, som en sammenhængende grafisk roman.
Derfor bør man også forventningsafstemme og gå ind til Sea of Sorrows, som det den er. En lille, lukket og afsluttet historie, som en kort roman, der afvikles på under 100 sider. Der er altså ikke historie til meget mere end tre kvarters læsning for pengene.
Skibet som slagmark
Vi befinder os på det nordlige Atlanterhav, under anden halvdel af første Verdenskrig. Hele handlingen udspiller sig ombord på et bjergningsfartøj, og havet og dybet omkring det ensomme skib.
Mandskabet, en broget skare af mere eller mindre anløbne karakterer, er på jagt efter en sunket tysk Ubåd. En, som er gået ned med en stor guldskat. Det appellerer til menneskelige grådighed, hvor det er alles kamp mod alle, på skibet, i jagten efter maksimal profit. Fra skibets ejer, over kommandobroen til skibets sammenbragte rakkerpak på bunden.
Der er nærmest dømt sørøver lignende tilstande ombord, hvor intriger og muligt mytteri hele tiden er i spil. Men, skibet, især dækket fungerer også som en art mikrokosmos af noget større og langt mere skræmmende: en krigsskueplads.
Sea of Sorrows er nemlig ikke kun en skattejagt, den er også en allegori over den verdenskrig, der stadig spørger som en meget reel ting i baggrunden. Skib og mandskab ender også med, at være en regulær slagmark, efterhånden som fortællingen eskalerer.
Faren i dybet
Eskalationen er ansporet af en ukendt, mystisk skikkelse og mulig fare på bunden af havet. Her følger vi dykker Nicks indledende opdagelse af Ubådsvraget. Og den efterfølgende undersøgelse deraf, samt forsøg på, at stabilisere vraget nok til, at skatten kan bjærges.
Et farefuldt arbejde, ikke kun pga. det oprørte hav, hajer og gammeldags dykkerudstyr, men også den tiltagende ballade oven vande. Der er også mørket. Og det der lurer i det. Nick får synet, og tror han ser en havfrue. En der lokker ham til med sin dragende sang. En sang, der også har en anden betydning for Nick. Den bringer minder og flashbacks til hans tid ved fronten, under den krig der stadig raser.
Her begynder Ses of Sorrows, at operere og udfolde sig på flere planer og fortællespor. Og føjer ikke mindst et dybere tolkningslag til en i bund og grund ret enkelt historie.
Der er nemlig ikke meget mere kød på grundfortællingen end ovennævnte. Og udfaldet deraf. Skattejagt, horror med et overnaturligt væsen, krigstraume allegori og en konflikt på en lille, isoleret lokation, der eksploderer mod slut.
Skattejagten efter mulige svar
Det er i fortolkningslag- og mulighederne, at Sea of Sorrows har mere, at byde på end den konkrete handling. Og her, er det op til læseren selv, at dykke ned, tolke og tænke over mulige teamer og budskaber. Du får intet konkret svar, en “løsning” eller en stor, fin sløjfe på hovedhistorien. Det er ikke den slags fortælling og det ærinde forfatteren er ude i.
Måske vil det frustrere nogen, men forventningsafstemmer man, så er der lidt fornøjelse, at hente i sin egen lille skattejagt efter mulige “svar”. De er dog ikke så vigtige for mig, da der jo ikke er nogen facitliste. Der er kun det, du selv lægger i fortællingen og tager med derfra.
For mig, er det en fortælling om ubehandlede traumer, som slutteligt æder en op, når man har ramt bunden. Her er det bogstaveligt talt havets bund, hvor der også er en sær ro og trøst at finde i mørket og ensomheden. Noget Nick har taget med hjem fra krigen, og kun kan matche på havets bund.
Krig opstår i denne sammenhæng, som et resultat af menneskelig grådighed. Om det så er guldfeber, som her, eller blodtørst og higen efter magt, som i krig. Bindeledet mellem de to “verdener” hos Nick, er sangen han forbinder med krigen – og nu havfruen. Begge dele leder til undergang.
Ikke kun for Nick, men i sidste ende også menneskeheden. Og Sea of Sorrows skibet, dets mandskab og drømmen om rigdom. Det æder dem op.
Grimhedens æstetik og mudrede vande
Vægtige og vigtige budskaber, hvis min tolkning er “rigtig”, eller bare tæller for noget. Men, det er desværre også en selv, der ender med at bidrage med dybde og mening til Sea of Sorrows.
Ikke, at der nødvendigvis er noget galt i, at skulle tænke selv. Der er bare heller ikke meget mere, at komme efter. Karaktererne er mestendels flade, anonyme eller karikerede stereotyper uden meget personlighed. Meget af mandskabet, selv de større figurer, mudrer lidt sammen og bliver en halv-tynd masse.
Der er ikke rigtig andet tegnet op end overflade. Og den er, tilstræbt grim. Det kan der også være en pointe i, det virker logisk at et blik på menneskehedens grimmeste sider underbygges af grimme figurer.
Artwork og farvelægning hjælper heller ikke på det noget mudrede og uklare billede. Helt overordnet synes jeg, at Cormacks streg og stil er flot, stemningsfuld og rammer en effektiv horrortone. Men, det er også meget sort! Selvfølgelig er der mørkt op havets bund, men det gør det altså lidt vanskeligt altid at følge, eller bare fatte hvad der sker på siderne under havet
Det øvrige udtryk er en art grimhedens æstetik, hvor der rent visuelt er noget flot i alt det grimme. Trøstesløsheden driver fra siderne i takt med regn og bølgeskvulp. Men, ligesom med undervands scenerne, kan det stedvis være svært, at følge handling eller holde styr på personerne. Der hele smelter af og til sammen i sin ensartede grimhed.
Bølgeskvulp fremfor høj søgang
Samlet set kan Sea of Sorrows godt føles, som en lidt tynd læseoplevelse. Der er ikke nogen kæmpe guldskat for enden af denne jagt, kun det du selv har med eller graver frem i overført betydning.
Selve horrordelen er der i bund og grund heller ikke mange fiskeben i. Havfruen, der virker som det centrale “mysterie”, bliver ret tidligt afsløret. Og bliver aldrig mere end et symbol i fortællingen. I sig selv, har hun ikke nogen dybde eller noget bagvedliggende. Ikke noget, som jeg fik frem i min egen tolkning i hvert fald.
Det vil være for lidt til prisen og tiden man investerer for nogen. Og selv når man som mig bruger lidt tid på efterrationalisering og mulige tolkninger, så virker bogen også ret udtømt, når man føler sig færdig med det. Og jeg er i tvivl om, om det er nok til, at man gider genlæse Sea of Sorrows.
Plus:
– På overfladen en flot indpakning og præsentation
– Enkelt fortælling, uden meget fedt
– Havet som setting egner sig bare godt til uhygge og horror
– En tidsperiode, som ikke er skamredet indenfor tegneserier
Minus:
– Havet er ikke specielt dybt
– Ikke meget fedt betyder i dette tilfælde, at der næsten er tale om underernæring
– Uinteressante og flade karakterer
– Stedvis lidt for mørk at se på hvilket gør det svært at se hvad der foregår
– Efterlader en med en “var det bare det?” fornemmelse
Konklusion:
Alt i alt en halv-tynd omgang, som eller rummede en hel del potentiale. Det gør også Sea Of Sorrows lidt vanskelig, at give en varm anbefaling. Leder du efter en hurtig og letfordøjelig, ret klassisk horrorfortælling, så er den muligvis et kig værd. Synes bare ikke helt, at man får nok for pengene – især når der ikke er meget, som ansporer til gentagende læsninger.
