Dylan er jaget af dæmoner. Den ene helt konkret, der tvinger ham til, at indgå en pagt for, at holde sig i live. Dræb et menneske, efter eget valg pr. måned og han får lov til, at leve en måned mere.
Det var den basale præmis i Ed Brubaker og Sean Philips’ Kill or Be Killed, som jeg anmeldt vol. 1 af lige HER. Serien berørte også de indre dæmoner, som Dylan slæbte rundt på. En psykisk ustabil evighedsstuderende, fanget i en kærlighedstrekant. Mellem hans roommate og bedt bud og dennes kæreste Kira. Fortiden spøgte også, med et understimuleret forhold til hans kunstner far.
Pres og depression drev Dylan på randen af selvmord, bogstaveligt. Han trådte rent faktisk ud over kanten af en høj bygning, men hans liv blev skånet af den nævnte dæmon. En skyggeagtig skikkelse, der måske/måske ikke eksisterer, eller blot er en manifestation af Dylans galoperende psykose
Hvorom alting er, han valgte morder vejen. For at retfærdiggøre hans selvtægt, er ofrene nøje udvalgt og tæller kun det der i Dylans optik er “onde mennesker”. Med lidt held, og tiltagende dygtighed har han indtil videre renset verden og afbetalt på hans livs gæld ved at eliminerer en pædofil og nogle russiske gangstere på en stripklub. Men, med succes kommer også et tiltagende overmod….
Og det er her vi samler handlingen op i Kill or Be Killed vil. 2, hvor vi befinder os et par måneder efter begivenhederne i første opsamling. Og vi starter med et brag. Eller et Bang…
Dylan sidder i en toiletbås, iklædt hans selvtægtsdragt, bevæbnet med et oversavet jagtgevær. En velklædt forretningsmand træder ind, Dylan sparker døren op, og skyder manden direkte i fjæset. Vender sig om, og står øje til øje med en politimand, der braser ind kort efter skuddet er faldet. Fuck. Hvad nu?!
Fortælleren, Dylan, som er vores stemme serien igennem, bryder ind i handlingen og spoler lidt tilbage. Derefter bruges første hæfte i vol. 2 på at forklare, hvordan vi nåede til det punkt. Og slutteligt, hvordan Dylan håndterer den prekære situation. Hæftet afsluttes med, at Dylan trykker på aftrækkeren og vi får et højt brag og siden skifter til den blodrøde farve der er en stor del af seriens visuelle udtryk.
Vi starter altså med et helt hæfte, der på en måde er en bottle episode. Et udtryk lånt fra tv-serier, hvor et helt afsnit foregår på en enkelt lokation, mest brugt som en spareøvelse. I tegneserier, som her er budget dog ikke et problem på det punkt. Her virker det som et fortællemæssigt greb for, at strække plottet ud og brænde et helt hæfte af på noget der reelt kunne være fortalt på en side eller to.
Og det er et af de helt store problemer jeg har med Kill or Be Killed i anden omgang. Første omgang syntes jeg, som man kunne læse i anmeldelsen, fungerede ret godt og var effektivt udført og fortalt. Der skiftes lidt spor, og taktik fra Brubakers side i vol. 2, hvor handling og fremdrift bremses voldsomt op.
I stedet for, at følge Dylans selvtægtsderoute på mange “missioner”, lader Brubaker det simre. Udover den brutale og eksplosive start, skifter fokus i stedet for til, at bringe bifigurer som Kira og en kvindelig efterforsker mere i fokus. Mens efterdønningerne, og mulige konsekvenser ved Dylans indblanding i russernes affære i vol. 1 lurer i baggrunden opsamlingen igennem.
Handlinger, især fejltagelser har altid konsekvenser hos Brubakers noir/crime/pulp univers. Ofte fatale for hovedpersonen. På den led er Brubaker tydeligvis en traditionalist, og holder genrens konventioner i hævd. Vi skal bare ud på lidt af en omvej inden, som ærligt talt virker lidt som tidstrækkeri.
Kill or Be Killed taber ganske enkelt plotmæssig fremdrift, men vinder så lidt på, at give de nævnte bifigurer mere dybde. Det er en balanceakt, og en som jeg ikke er helt overbevist om lykkes.
Ikke, at der ikke sker et eller andet i hvert hæfte, som også involverer Dylan og hans tiltagende tilskærpede situation. En han, som fortæller, er helt bevidst om, så han må jo overleve længe nok for, at kunne fortælle sin historie i en eller anden form. Men, havde nok foretrukket, at der var blevet skiftet lidt hyppigere mellem karakterer og scener.
Pludselig forventes det fra Brubakers side, at man er investeret nok i Kira til, at vi skal have fyldt huller i hendes baggrundshistorie ud. Og at man straks kan tilføje en ny karakter, i form af den kvindelige betjent, som læserne vil interessere sig for hendes fortælling.
Måske er det ikke kun et forsøg på, at give Kill or Be Killed og dens figurgalleri, samt handlingen mere dybde. Det er, muligvis også et forsøg på, at dreje fokus væk fra Dylan og træne læserne i, at forstå at han ikke er seriens eneste hovedperson og fokus?
Den øvelse lykkes altså kun delvist.
Det giver også et “sjovt” twist i fortællevinkel. Hidtil har alt været fortalt fra Dylans perspektiv med ham selv som fortæller. Nu bliver han en slags alvidende fortæller, hvilket rejser flere spørgsmål til, hvor og hvornår Dylan egentlig fortæller historien. Og hvordan han kan vide så mange detaljer om Lilly og Kiras liv og tanker?!
Om ikke andet, så smitter denne udbredning af fortælling også af på seriens visuelle og opbygningsmæssige udtryk. Jeg har rost Sean Phillips og hans arbejde til skyerne flere andre steder, og proklameret, at Kill or Be Killed muligvis er hans fineste af de serier jeg har læst fra duoen. I vol. 2 føjer han til og får virkelig lov til, at lege med form og stil og flashe de kreative muskler.
Kill or Be Killed bryder nemlig også med den etablerede stil rent visuelt. Allerede i vol. 1 var der passager, der mere virkede som en illustreret novelle/roman end egentlig tegneserie. Det er der meget mere af her. Et kapitel som Kiras forhistorie skifter i endnu højere grad udtryksform og ligner i lange perioder et gammeldags fotoalbum. Her får Phillips’ hang til fotorealistisk stil lov til, at folde sig helt ud. Det er en stil og et udseende, som når det bruges i “almindelig” tegneserie godt kan dele vandene. Noget, som i min optik skal bruges med måde, så det ikke bliver for stift.
Men, når det som her bruges, hvor det giver mening, så bliver det mere end blot en flot stiløvelse. Der er dog en tendens til, at Kill or Be Killed i denne omgang bliver tiltagende mere stilet og “filmisk” at se på. Det er et valg, som jeg ikke nødvendigvis er tilhænger af. Jeg er mere til Phillips, når han balancerer og doserer hans streg lidt mere i retning af det “våde” og maleriske “pulpy”.
Nu har jeg kritiseret vol. 2 for, at historien måske bremser lige lovlig meget op. Dermed ikke sagt, at der slet ikke sker noget. Ud over, at Dylans uundgåelige konfrontation med russerne bygges op effektivt op, så får han også en ny love interest. Eller, en ny-gammel, da han møder en eks-kæreste genoptager forbindelsen.
Det fører, naturligvis til yderligere forviklinger og soap-lignende forviklinger med Kira. Både på et et emotionelt og mere praktisk plan, får hun rodet rundt i Dylans liv. Blandt andet får hun opsnuset, at hans “medicin” er af tvivlsom karakter, og stammer fra en lokal pusher. Som de mellemfornøjede russere også er på sporet af. Clusterfuck coming up!
Det er i de små detaljer og plot-brødkrummer, drysset møjsommeligt ud over hæfterne, at Brubaker for alvor viser sin styrke som fortæller i denne omgang. At han lader Dylan bryde den fjerde væg ved, at lade ham henvende sig direkte til læserne, bruges ikke kun som en en smart gimmick. Han bruger det også til, at lade Dylan give os hints til detaljer, og fortællemæssige greb, som bliver vigtige senere i fortællingen.
Dermed bliver Kill or Be Killed også mere meta ned den i forvejen var. Og på flere planer, så det efterhånden virker, som en større pointe i sig selv. Måske er det ikke så vigtigt, hvorfor og hvordan Dylan er blevet alvidende. Og om den skide dæmon er ægte, en metafor eller vrangforestilling. Måske er hele Kill or Be Killed en leg med “virkeligheden” og tegneseriemediet?
Hvor om alting er, så er jeg ikke decideret skuffet over vol. 2, men bare ikke helt så imponeret og fanget, som jeg var efter første opsamling. Men, dog stadig nok til, at jeg hænger på og fortsætter med, at følge serien over i vol. 3.
Brubaker skriver for godt, og Phillips’ er for visuelt interessant til, at selv en serie, hvor plotmæssig tomgang sniger sig lidt ind, ikke alligevel er værd at læse. Og, som nævnt, så ophøjes noget af den manglende fremdrift, af en udvikling i måden historien præsenteres og udfoldes på. Det, samt Brubaker brødkrummerne, gør at Kill or Be Killed, trods manglerne, stadig er en relativt mættende oplevelse.
Og så slutter den af på en fin cliffhanger, der netop kun er blevet antydet diskret tidligere. En af de brødkrummer, som er blevet smidt ud hist og her, men som man enten opfattede som baggrundsstof til Dylans forhistorie. Eller, måske slet ikke bed mærke i, hvis ikke rent ud sagt glemt. Den slags er både en belønning til den opmærksomme læser, og virker som en cliffhanger, som Brubaker har gjort sig “fortjent” til.
I en verden med nemme og hurtigt plottwist og cliffhangers, så er det en fornøjelse, at være vidne til noget så gammeldags, som godt håndværk.
Plus:
– Brubaker og Phillips er stadig en velsmurt duo
– Fine detaljer og “belønninger” spredt ud over hæfterne
– Virker nøje gennemtænkt og møjsommeligt “plottet” og udtænkt
– Historiens “scope” bredes ud og der kommer mere “kød” på bi-figurerne
– Visuelt og formmæssigt interessant, afvekslende og opfindsom
– Seriens mytologi og mysterier er intakt og stadig spændende
– Metalagene og nedbrydningen af den fjerde væg fungerer stadig og kammer ikke over
Minus:
– Lidt sløj plotfremdrift og reel udvikling i handlingen
– Satser på, at man er nok investeret i kvinderollerne til, at de får så meget plads
– Flirter i glimt med, at blive stil over indhold
Konklusion:
Det starter med et brag, og så bliver det mere en stille sniger. Kill or Be Killed vol. 2 kan på overfladen virke en kende underernæret og som om serien er lige ved, at miste pusten og/eller orienteringen. Men, lige når man er ved, at tro at serien er ved, at fare vild, så viser Brubaker, at der nok er en mening med det hele.
Hvilket er medvirkende til, at man aldrig helt ved, hvad der der venter og man alligevel hænger på. Brubaker fortæller dig også, via Dylan at der nok er en mening med det hele. Som jeg, i hvert fald indtil videre, er fanget nok til, at give en chance for at udfolde sig. I anden omgang, kan det dog være en tålmodighedstest, som man lige skal være forberedt på.
