Nazister, hemmelige agenter, snigmord, kvantemekanik og pommes fritter, Tabte Somre burde være et sikkert hit, men ender med at være noget af en forbier. En nyere grafisk roman af Jan Egesborg (tekst) og Johannes Töws (tegninger), udsendt af Forlaget Fahrenheit i slutningen af 2021.
Vi befinder os i brydningstiden mellem to Verdenskrige, to MI5 agenter Andrew og William sendes til Bruxelles for, at forhindre et attentat mod selveste Albert Einstein og Niels Bohr. De to berømte videnskabsmænd skal mødes til en konference i Belgien, hvor nazisterne ser en mulighed for, at få sig fremtidigt forspring ved, at snigmyrde de to.
Tabte Somre forsøger både, at være en spændingsroman og en filosofisk thriller, hvor vores to hovedpersoner skal spejle Einstein og Bohrs verdenssyn og forhold. Einstein, der troede på, at verden og hændelser kunne forudses pga. nogle indbyggede mønstre, Bohr, som var tilfældighedernes og statistikkens mand. Andrew og Williams deler de respektive syn på verden, i historien symboliseret gennem deres forkærlighed for pommes fritter.
Historien er ganske kort fortalt. Andrew og William sendes til Belgien med henblik på, at opsnuse den mulige nazi snigmorder og sætte ham ud af spillet. Førstnævnte elsker sine pommes fritter fra hjembyen Brighton, og spiser altid det samme sted, og så er han klassik arbejderklasse. Sidstnævnte er mere vild og uforudsigelig, nyder livet og elsker at smage på fremmede fritter.
De to opsporer ganske hurtigt, og uden større problemer, en lokal universitetsprofessor med mulige nazi-sympatier. Og så begynder et små-kedeligt og trivielt overvågningsarbejde af professoren og dennes søn, som fører et på overfladen ganske normalt liv. Indtil professoren tages i at stå og vifte med hans onde Heiler-arm!
De to agenter, der har udvekslet meninger om pommes fritter (og dermed deres verdenssyn) og måske har lært lidt om dem selv og modparten (og verden) i processen, slår til. Attentatet afværges, men deres eget mord på Töws går ikke helt som planlagt.
Scener fra 10 år senere før og efter hovedhistorien, viser en tydeligt traumatiseret Andrew på familieudflugt, på stranden. Han virker mut og fjern. Det er hans tabte somre…
I både forord og efterskrift lægges der op til, at Tabte Somre, deres hovedpersoner og historien, skal spejle forholdet mellem Einstein og Bohr, samt deres diskussion og opfattelse af kvantemekanik. En præmis, som jeg syntes lød vældig interessant og som en sjov idé. Desværre er udførelsen kluntet og ekstremt firkantet, ligesom selve fortællingen er en tynd kop te.
Eller, skulle jeg sige tynd kop kaffe? Der er så lidt, at komme efter på de 112 sider, at jeg nåede at konsumerer hele bogen inden den kop stærk morgenkaffe jeg havde skænket mig var drukket. Seriøst, den kan læses på under et kvarter. Det er liiiige i underkanten til en pris på lige knap 200 kr., medmindre man tog et eller andet tankevækkende med derfra.
Der gør man ikke. Her er ikke rigtig noget, at komme efter ud over en på papiret fiks idé, en præmis med potentiale, som aldrig udnyttes fuldt ud. Tabte Somre er i stedet for overfladisk, alt for tydelig i sin symbolik og behandling af tematik, bogstavelig i sine budskaber og bare underligt hul.
Andrew er Einstein, William Bohr. For så firkantet og tydelig er Tabte Somre på det metatekstuelle plan. Der er ikke noget, at tolke på, du får det hele serveret, og stedvis stavet for dig i den klodsede dialog. Egesborg, du behøver virkelig ikke stave det for mig! Nå, det gør du…
“Jer fra arbejderklassen! I er så besatte af determinisme. I skal kende baggrunden for alt, så I kan forudsige, præcis hvad der sker. Men sådan er verden bare ikke længere”, råber William af Andrew da en diskussion om attentatet i bilen udvikler sig på s. 77. “Overklassesnob! Du tror, du er mig overlegen! Prøv at se dig selv i spejlet. Du ligner mere og mere en mentalt forstyrret person!”, råber Andrew tilbage.
Og sådan får Egesborg så, ganske uelegant og klodset opridset den gennemgående konflikt, og bøjet i bølgepap, hvad konflikten på flere planer går ud på. Den form for formsprog og måde, at skære tingene ud på virker tykkere end selve bogen. Havde jeg ikke overkompenseret med styrken af kaffen var jeg blevet så træt, at jeg havde påført mig selv kraniebrud, når hovedet ramte stuebordet.
Her er simpelthen ikke noget, at komme efter. Du får ikke lov til, at tænke selv, eller tolke på noget, alt udpensles og overforklares – selvom det ikke var specielt svært at afkode i forvejen! Og skulle du være det mindste i tvivl, så er den sparsomme tekst skrevet med så stor font i taleboblerne, at pointerne næppe er til at overse…
Det mest frustrerende ved Tabte Somre er, at den rummer så stort et potentiale. Havde der bare været en antydning af en mere subtil tilgang, så man ikke følte sig hamret i hoved med en frituregryde.
Lige så snart man ser første wrap around scene, så ved man instinktivt, at noget er gået galt. Når du ser nazi-fessor har en søn med på slæb, er regnestykket ikke mere kompliceret end 2+2, selvom Tabte Somre postulerer, at den er inspireret af Einstein og Bohrs debat om kvantemekanik. En vinkel, der rummer spændende muligheder for, at flette det ind i fortællingens struktur og tolkningsniveau.
Hvis du vil forklare kvantemekanikteorier, klassekamp og indstilling til livet via pommes fritter, så er det helt fint med mig. Men, så lad dog være med, at PENSLE DET UD I GUMPETUNG OG FORSIMPLET DIALOG!!! Det er som om, at Egesborg er bange for, at læserne ikke kan følge, eller får fat i sammenhængen. Hvilket enten er, at undervurdere sine læsere, eller overvurdere egne formidlingsevner i grotesk grad.
I det mindste er Töws’ tegninger ganske flotte og stemningsfulde. Måske lidt gammeldags, eller klassiske, bevares, men det passer godt til slut-20er tidsperioden. Den sort/hvide farvelægning bidrager også til, at skabe noget atmosfære og følelse af, at vi befinder os i en svunden tid. Den lidt “cartoony” fremstilling af karakterer, især deres ansigter, er nok en smags sag, men generelt er de tilpas udtryksfulde.
Hvad der ikke er en smags sag er niveauet af indholdet og den tynde historie. Jeg plejer, at være diplomatisk og også kalde den slags “en smags sag”. Her synes jeg ganske enkelt, at der er tale om dårligt og mangelfuldt håndværk.
Tabte Somre lever slet ikke op til potentialet, og den lidt videnskabelige og historiske efterskrift af kvantefysiker Ulrich Bach Hoff, er blot med til, at understrege at bogen ikke formår at indfri sine egne ambitioner. Det gøres i hvert fald på en så kluntet og simpel vis, at intet overlades til fantasien.
Det eneste, som sætter lidt gang i tankerne her er, at attentatmanden, Carl Töws, deler efternavn med tegneren Johannes Töws. Næppe et tilfælde, men hvad betyder det, om noget?
Hvis Tabte Somre havde været en portion pommes fritter, så ville den være af den alt for lille, alt for dyre slags. Usaltede, slatne og bleg, men serveret som om, at de skulle være noget særligt.
Plus:
– Interessant præmis
– Fint artwork
Minus:
– Potentiale og ambitioner indfries ikke
– Kluntet skrevet og forløst
– Firkantet og alt for tydelig i sin symbolik
– Kort, meget kort
Konklusion:
Burde have været en gourmet kartoffel, ender som en portion slatten pommes fra sportshallens cafeteria.
Billederne er fra Forlaget Fahrenheits “smagsprøver” på Tabte Somre, fra deres hjemmeside. Besøg dem, og køb Tabte Somre, og andre udgivelser HER
