Besættelse, djævleuddrivelse, familiehemmeligheder og personlige traumer! Robert Kirkman går i en anden retning med Outcast, end den man kender fra hans mere berømte titler. Her er ingen “zombier”, som i The Walking Dead eller superhelte som i Invincible.
Outcast er, trods tilstedeværelsen af dæmoner og eksorcisme, mere jordnær og realistisk. Relativt set. Det er mere nært, psykologisk drevet og nedtonet i skala. Det er en serie med udgangspunkt i det overnaturlige, som egentlig handler om personlige barndomstraumer. Eksorcismen og dæmonerne er her både fysisk tilstede, og et symbol på psykologiske ar på sjælen.
Serien er skabt af Robert Kirkman og tegner Paul Azaceta, udsendt via Image Comics i perioden 2014 til 2021. I alt er der udkommet 48 hæfter, der på vanlig Image/moderne tegneserie-manér er samlet 8 trade paperbacks. Det er første opsamling med undertitlen A Darkness Sorrounds Him, der danner grundlag for denne anmeldelse.
På mange måder er det da også helt typisk moderne tegneserie-format. 6 hæfter er samlet, som tilsammen danner sin egen lille story arc. Og bygger op til den næste, og en større sammenhængende fortælling. Det er etablering af universet, en lille nogenlunde afrundet fortælling, afsluttet med en form for cliffhanger, så man forhåbentlig køber næste trade.
Præsten og bumsen
Kyle Barnes er lidt en trist og ynkelig skikkelse. Som barn blev han udsat for misbrug af hans sindssyge mor, der nu ligger i koma på det lokale hospital. Sidenhen blev han kastebold i socialsystemet og endte i familiepleje. Her mødte han blandt andet den nogenlunde jævnaldrende Meagan.
En pige, som han dannede bånd med og fik et form for bror/søster forhold. Et forhold, som stadig er stærkt den dag i dag, hvor Megan forsøger, at vogte lidt over ham. Efter at Kyle bumser lidt rundt i den lavere del af samfundet. Nu med sin egen dom for børnemishandling på samvittigheden. Han må ikke længere se sin egen datter efter en “episode”.
Højere oppe i samfundslagene finder vi Reverend Anderson, den lokale præst. Der når præstekjolen falder blandt andet bruger fritiden på, at spille poker i kirkens baglokale. Blandt hans andre mindre velansete fritidssysler er djævleuddrivelse og eksorcisme. Noget Kyle også har en vis erfaring og berøring med.
En sag om en ung dreng, der virker så besat, at præstens evner ikke rækker, bringer de to dæmon-busters sammen. De mødes “tilfældigt” på gaden efter, at Meagan har hævet Kyle ud i sollyset. Præsten er udfordret af hans seneste sag, og husker Kyle og begivenhederne med dennes mor mange år tidligere. Han beder om Kyles hjælp. Efter lidt betænkningstid kontakter Kyle præsten, og sammen tager de ud til den tilsyneladende besatte dreng.
Dæmonuddrivende duo på overarbejde
Han viser sig, bogstaveligt talt at være besat af en dæmon. Noget Kyle viser sig, at have særdeles veludviklede evner til at håndtere. Konfrontationen bliver voldsom og fysisk. Eksorcisme er ikke for børn, og giver nogle knubs. Både hos den der skal uddrives og uddriveren.
Det påfaldende er her, at selvom Kyle er den, som er er i besiddelse af evnerne til at uddrive, så er det ham der er tvivleren. Og præsten, som er den overbeviste og troende ud i det overnaturlige (altså ud over troen på Gud). Han har selv været fristet af en dæmon, da konen gik fra ham og efterlod deres 8 årige søn i hans varetægt. Men, han stod imod og mener nu, at have Gud på hans side. Kyle er mere skeptisk, på trods af, at han nu igen har uddrevet en dæmon.
Det får Kyle til, endelig at konfrontere sin egen traumatiske fortid. Var moderen besat? Var det, derfor at hun mishandlede Kyle? Var han selv besat, da han udsatte sin egen datter for vold? Meagans mand, en lokal betjent, tænker vist ikke i de baner og ønsker blot Kyle ud af konen og hans egen datters liv.
Vores dæmonuddrivende duo får flere sager i lokalområdet, hvor disse dæmoner lader til, at have et solidt fodfæste? Og de bliver stærkere, ligesom de lader til, at kende Kyle og hans type. De taler til ham og kalder ham “outcast”. Hvad betyder det? Og hvem er den mystiske, mørke herrer, som begynder at dukke op i baggrunden. Lurende i skyggerne, indtil han senere i serien begynder, at have en mere direkte indflydelse på begivenhederne.
Lille plot med psykologisk dybde
Jeg vil ikke gå for dybt ned i den konkrete handling i Outcast. Både fordi, at man selv skal have fornøjelse, og fordi det er svært, at gøre uden at afsløre alt for meget. Og fordi, at der i løbet af 6 hæfter måske ikke er SÅ meget konkret handling. Det er rent begivenhedsmæssigt en ret lille historie, som smider nogle større tråde ud.
Man skal ikke dykke ned i Outcast for, at få en masse plot og handling. Serien arbejder mere med den ildevarslende og uhyggelige stemning, mystik og de psykologiske dybder. Det er især i det sidstnævnte, at Outcast har sin virkelige styrke og der er noget kød på serien.
Den uhyggelige del, er nok kun reelt “uhyggelig” alt efter ens tærskel for den slags. Kirkman skriver serien dystert, og er ganske god til, at bygge en intens og trykkende stemning op. Og bakkes kompetent op af Azacetas maleriske stil, som af udseende, stil og atmosfære kan minde lidt om Sean Phillips (Ed Brubakers faste samarbejdspartner).
Serien er også, helt i stil med Kirkmans største hit The Walking Dead, brutal og blodig i eksplosive glimt. Pludselig eskalerer volden, blodet sprøjter i takt med Kyles knytnæveslag. Eksorcisme er her en blodig og voldelig affære. Noget, der samtidig peger over i de nævnte dybereliggende psykologiske dybder og lag i fortællingen. Hvilket nok egentlig er Kirkmans bagvedliggende budskab og pointe, eller en af vinklerne i Outcast i hvert fald.
Tvetydigt budskab om “besættelsen”
Hvad er det egentlig Kirkman siger med Outcast? Der er en tvetydighed her. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at serien i bund og grund handler om vold mod børn. Mishandling og misrøgt i barndommen, som går i arv – lorten gives videre. Kyle blev mishandlet af moderne, Kyle mishandler sin egen datter…
Tvetydigheden opstår, når man begynder, at analysere lidt på tingene. For vold er også løsningen. Kyle tæver helt bogstaveligt dæmonerne ud af de unge mennesker, som han og præst Anderson “hjælper”. Hvad er budskabet her?! Men, samtidig “kender/genkender” disse dæmoner også Outcast-Kyle og provokerer ham til det. De får den voldelige side op i ham. Er disse dæmoner også i overført betydning, de dæmoner, som får folk til at forgribe sig på deres egne børn?
Det giver omvendt også disse mishandlere en form for frikort af Kirkman. Besættelsen er klart en metafor, men symbolikken er så tyk, at den kan (over)fortolkes. Det kan jo, reelt set ses som en bortforklaring/undskyldning, “han/hun var besat, og kan ikke selv gøre for det”, da de misbrugte deres børn. Men, det var de vel også? På en måde…
Lige meget, hvordan man anskuer Kirkmans brug af symbolikken, og hvordan “besættelsen” kan/skal tolkes, så er det ikke uproblematisk. Om det skyldes, at det er godt, eller lidt halv-dårligt, skrevet er jeg endnu ikke blevet helt enig med mig selv om. Det er dog bestemt ikke uinteressant og giver noget tankegods til Outcast.
Hvad er en outcast?
Det kompenserer også i nogen grad for den lidt mangelfulde fortællemæssig udvikling. Reelt set, er det ikke mange oplysninger og plot du får for de (dog kun) 89 kr. gennem disse første 6 hæfter. Der er en del, at tænke over og tolke på, men du får også selv lov til, at trække en stor del af læsset.
Jeg vil ikke kalde Kirkman doven, men så i hvert fald spartansk og med en doseret tilgang. Det er tydeligvis skrevet med trade-formatet i tankerne, hvor handlingen og hemmelighederne trækkes ud. Det er der ikke noget odiøst i nu til dags, nogle gange er det bare mere tydeligt end andre. Man får lige nok til, at serien aldrig går i tomgang, og små lunser der gør, at man hænger på.
Ud over, hvad Kirkman egentlig forsøger, at sige om misbrug og barndomstraumer, så er det helt store spørgsmål: hvad er det gør Kyle Barnes så speciel. Hvorfor er han, tilsyneladende særligt udvalgt? Hvad er hans forbindelse til disse dæmoner, hvorfor lader de til, at kunne genkende ham og hvad er en “outcast”?
Det lader umiddelbart ikke til, at den mystiske, ældre herre der dukker op og hans sande identitet er den store hemmelighed. Han har, tydeligvis udset sig præsten som “offer” i første omgang. Guds mand. En lettere anløben Guds mand, der selv slæber rundt på traumer og karakterbrister, der kan udnyttes. Måske kan han endda “fristes” og ledes på afveje?
Så har jeg vist ikke sagt for meget om, hvad og hvem der sandsynligvis er på spil her…
Den oplagte TV-serie
Outcast vol. 1 er generelt et ganske vellykket anslag og første del i serien. Karaktererne kan umiddelbart virke lidt, som nogle klichéer: den mislykkede “bums”, en præst der “synder”, en ilter, små-jaloux politimand, den gode og hjælpsomme søster og så videre. Men, som serien skrider frem, så sniger der sig nuancer ind, så figurerne viser flere facetter og en vis dybde.
Serien har også et lidt tv-serie lignende præg, og en enkelt sæson blev det da også til i 2016. Den har jeg ikke set, og ved ikke hvorfor mislykkes. For mig ligger det tv-serie lignende dog mest i selve grundpræmissen. Det dufter lidt af 90er fjernsyn, X-Files og deslige, hvor man sagtens kunne have forestillet sig Outcast i et ugentligt format. En serie, hvor hvert afsnit kunne omhandles en ny “besættelse”, samt en større, gennemgående mytologi.
Som tegneserie er den knap så episodisk. De enkelte “sager”, som Barnes og Anderson undersøger, er del af en større fortælling, der handler om Kyle Barnes’ fortid og rolle i det hele. Hvad den så ender med, at være har man yderligere 7 trades til at finde ud af. Det virker, umiddelbart som meget i forhold til, hvad man får her i den første.
Er der kød nok på Outcast i længden?
Plus:
-Fin etablering af præmissen og universet
-Tvetydighed i karaktererne og de mulige tolkninger
– Ganske stemningsfuld
– Effektivt fortalt og opbygget af Kirkman
-Visuelt solidt håndværk
Minus:
-Ikke meget plot og reel fremdrift i handlingen
– Klichéerne ligger på lur
– Der MÅ være mere på/i spil, hvis historien skal strækkes ud over 8 trades.
– Trods tvetydigheden er der indtil videre ikke såååå meget, at trygge på.
Konklusion:
Godt begyndt er halvt fuldendt, som man siger. Men, hvor vil Kirkman mon hen med og i Outcast? Kan man leve med, at bordet dækkes ganske pænt op uden, at der losses meget på tallerkernerne i første omgang, så vil Outcast nok smage af mere. Sagt, uden klichéfyldt madmetaforer, så er det nok en smags sag…
Jeg er fristet til, at læse lidt videre og i hvert fald give trade nummer 2 et skud. Hvis der stadig ikke er kommet mere skred i tingene, så falder jeg dog nok fra efter det.
