“No you can’t understand because you are reading the last chapter of something with out having read the first chapters. Young people always think they are coming into a story at the beginning when they are usually coming in at the end.”
Sådan lyder det i slutningen af 6 kapitel af Locke & Key vol. 1: Welcome to Lovecraft, er slutningen dermed begyndelsen? Ja og nej, men citatet giver mening i den forstand, at Welcome To Lovecrafts narrativ kører i flere spor, hvor nutid og fortids fortællingen afvikles parallelt. Mysterier, tragedier og karakterernes forhistorie opridses sideløbende, så det komplette billede langsomt afdækkes i takt med, at læserne får brikkerne.
Man kender dog allerede en stor del af det samlede billede: Familien Hill har været udsat for et morderisk overfald, hvor familiens far er blevet skuddræbt af en forstyrret elev, som han var studievejleder for. Familien, tynget af sorg og PTSD rykker ud på landet til familiens gamle landsted, Keyhouse i et område kaldet Lovecraft. I mens undslipper morderen Sam Lesser fra fængslet, hjulpet af en mystisk, overnaturlig skikkelse, der har en forbindelse til Keyhouse.
Den onde plageånd, kaldet “Dodge”, der påvirkede Sam til, at udføre sin ugerning, sender ham ud i friheden for, at afslutte missionen: at lokalisere og overbringe nogle nøgler, gemt i huset. Nogle nøgler med hemmelige, magiske kræfter, som kan befri Dodge fra hendes fangenskab i husets brønd.
Fra King til Lovecraft
Locke & Key er en serie på i alt 37 hæfter (plus 5 i en senere udsendt mini-serie) af forfatter Joe Hill og tegner Gabriel Rodriguez, udsendt via IDW mellem 2008 og 2013. Senere omsat til en TV-serie på Netflix, der indtil videre har fået 2 sæsoner, den seneste fra efteråret 2021.
Serien berører og flirter både med det nære, i form af familie tragedien, og en undersøgelse af, hvordan det påvirker de forskellige familiemedlemmer, og det overnaturlige. Hvordan de reagerer forskelligt på sorg og tab, og forsøger at overkomme den. Men, den belyser også seriens “skurk”, Sam Lesser, der har en lige så stor “stemme” i fortællingen, som familiens medlemmer. Han er ikke den vanlige, sindsforvirrede knægt med en dårlig baggrund. Jo, det er han OGSÅ, men der er nuancer.
Det overnaturlige element involverer både magi, noget dæmonisk i form af “Dodge”, horror, psykisk terror og fysisk, udpenslet vold. Horror og den psykologiske terror er ikke fremmed for Joe Hill, der er søn af selveste Stephen King. Æblet falder ikke langt fra stammen på det punkt. Ligesom serien bærer sin Lovecraft inspiration uden på tøjet, eller skulle man sige coveret, i det den gamle horrorforfatter jo indgår i titlen på denne første opsamling.
Samtlige disse fortællemæssige elementer og stilretninger smitter også af på Rodriguez flotte tegninger og visuelle udtryk. Rodriguez finder en god balance mellem et “cartoony” look og noget, der ikke bliver FOR karikeret og “tegneserieagtigt”. Realistisk er det ikke, men realistisk nok til, at horror elementer og de voldelige og blodige scener, der involverer Sam Lesser, har nok bid til, at de gør indtryk og virker tilpas rædselsvækkende.
Locke & Key er i tone og udseende stemningsfuld, flot, forførende og skræmmende på en urovækkende måde. Med en lille slagside mod noget blødt og drømmende, ikke mindst i kraft af en fyldig og “malerisk” farvelægning af Jay Fotos.
TV-Serie kontra tegneserie
Har man set TV-serien, så er man nok bekendt med de fleste “beats” i historien, men der er også føjet en del subplots, fyldstof, ekstra personer og mere handling til i forhold til de 6 hæfter i vol. 1. Jeg har (endnu) ikke læst videre, så jeg ved ikke om tv-udgaven har lånt materiale fra senere hæfter af tegneserien.
Som udgangspunkt, skal man bare være klar over, at Welcome to Lovecraft fortæller en mere enkel udgave af historien fra Netflix-seriens første sæson. Fokus er på fadermordet, hvad der gik forud, efterdønningerne umiddelbart efter og Sam Lessers tilbagevenden for, at gøre arbejdet færdigt. Dodge, Lovecraft husets hemmeligheder. nøglernes magi og den større mytologi introduceres kun i små glimt.
Modsat TV-serien, der dykker meget mere ned i samtlige elementer, føjer til, udvider og zoomer meget mere ud. Hvilket giver mening, når man skal have materiale nok til 10 afsnit af 50-60 minutters varighed ud. Handlingen i Welcome To Lovecraft ville nok kunne afvikles på en spillefilms varighed.
Det giver en mere fortættet, intens og fokuseret læseoplevelse end den tilsvarende seeroplevelse. I den henseende tror jeg, at jeg foretrækker tegneseriens mere komprimerede fortælling. Og accepterer, at mange af de større elementer, og centrale dele af mysteriet omkring Dodge, huset og nøglerne, sættes op til senere brug og ikke afdækkes her.
Frygten for det kendte OG det ukendte
Til gengæld “slipper” man også for nogle af TV-seriens tiltagende soap-elementer og små-irriterende bifigurer, der gav Netflix version et skær at young adult serie. Noget der mudrede fortælling lidt til, tog fokus fra det centrale mysterie og plot. Og som i sidste ende også gjorde den samlede oplevelse lidt ujævn, hvis man ikke lige var til ungdomsintriger og knas med kærligheden.
Som tegneserie er Vol. 1 meget mere strømlinet, skarpt skåret og fokuseret på horror elementerne og den psykologiske terror. Selvom tegnestilen kan virke “cartoony”, kulørt og “lys”, rent visuelt, så er Locke and Key en forstyrrende og mørk fortælling. En der emmer af smerte, både hos ofre og gerningsmanden. De traumer de efterlades med og som har ført til ugerningerne.
En frygt for kendte farer, som Lessers truende tilbagevenden, han hviler som en tung skygge over familien. Både børn og voksen lider under dette og forsøger, at håndtere det på meget forskellig vis.
Sønnen forsøger, at spille hård, men er egentlig et følsomt gemyt. Datteren afleder sig selv ved, at ændre udseende, passe ind i de nye omgivelser, selvom hun egentlig helst vil være usynlig. Yngste søn, Bode, forsvinder ind i en afsondret fantasiverden, der gennem nøglerne viser sig, at være meget virkelig. Mens moren får sig et glas vin eller to for meget. Samtidig forsøger onkel Duncan, at bakke op fra sidelinjen, som jovialt sidekick.
Men, også frygt for det ukendte. Symboliseret og konkretiseret via huset og det tilhørende brøndhus’ dunkle hemmeligheder. Hemmeligheder, der via Dodge og “hendes” formskiftende tilstedeværelse i antydningen viser sig, at pege tilbage på nogle dybereliggende hemmeligheder knyttet til både nøglerne og familiens fortid.
Mættende og smager samtidig af mere
Plottet er rent opbygningsmæssigt egentlig ganske ligetil og enkelt, og effektivt afviklet og fortalt af Hill. Den forløber i de nævnte sideløbende spor, der gnidningsfrit skiftes mellem og flettes sammen indtil det forventelige klimaks. Ingen overraskelser eller svinkeærinder der.
Samtidig drysser Hill behændigt små brødkrummer til det større mysterium ud over fortællingen. Nok til, at ens nysgerrighed vækkes, men, ikke så meget, at det forstyrrer det handlingsforløb, som Hill ønsker skal være i fokus her i vol. 1. Det er velfortalt, godt pacet og hurtigt læst, så man drøner gennem de her samlede hæfter.
Skal man kritisere Hill for noget, så er det en snert af decompressed storytelling. Jeg synes sådan set, at der er kød nok på Locke and Key vol. 1 til, at man ikke går sulten fra bordet, eller føler sig snydt. Men, man undgår ikke en snigende fornemmelse af, at visse informationer og udviklinger i historien med vilje holdes tilbage for, at trække tiden lidt. Og sagtens kunne være inkluderet, hvis man ville.
Det er en “sygdom”, som mange moderne tegneserier lider under. Locke and Keys fordel er, at modsat en del andre serier jeg har læst, så virker det også som om, at Hill har tænkt i storyarcs. Det giver, trods alt Vol. 1 et skær af, at være en form for mini-serie med en lukket, afrundet historie. Selvom det rent teknisk set ikke er tilfældet.
Hvorom alting er, så er der nok her til, at min interesse er vakt og jeg hænger på historien om familien Locke og huset. I hvert fald nok til, at give Vol. 2: Head Games et skud.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Hmm, serien virker næsten for ny og aktuel (ikke mindst grundet TV-serien) til allerede, at være del af en form for tegneserie-kanon? Men, den har jo faktisk næsten 15 år på bagen. Jeg er i tvivl. Serien er god, jeg var nogenlunde fanget og engageret. Alligevel virker den ikke decideret ny-eller stilskabende nok til, at blive ophævet til en slags uomgængeligt mesterværk. Måske kommer det, når jeg engang får det samlede billede?
Indtil da ryger den ikke i den personlige kanon men, er bestemt anbefalelsesværdig læsning.
