Tante May står bøjet over Peters seng. Han ligger forslået og blødende, i en en sønderrevet Edderkoppe-dragt. May står, som forstenet med en luns af dragten mellem hænderne og stirrer på hendes sovende nevø.
Joseph Michael Straczynski er manusforfatter for film og tv, producer og instruktør. Og tegneserieforfatter, naturligvis. Måske mest kendt for, at have skrevet den roste, men underkendte sci-fi/rumserie Babylon 5 og tv-serien Jeremiah. Samt film, som Changeling, Ninja Assassin og Underworld: Aweakening.
I 2001 underskrev Straczynski en eksklusiv kontrakt med Marvel, hvilket førte til et langt og rost run på The Amazing Spider-Man. Straczynski skrev serien fra 2001 til 2007, og var blandt andet pennefører på det berømte post-9/11 hæfte. Gg den mere kontroversielle One More Day. Hvor Peter Parker med hjælp fra djævlen Mephisto får valget mellem, at redde Tante Mays liv, eller ægteskabet med Mary Jane.
Nogenlunde fast tegner for Straczynski var John Romita Jr. Søn af hans lige så berømte far, Romita Sr, der selv var højtprofileret tegner hos Marvel i deres gyldne periode i 60erne/70erne. Sønnike har med årene arbejdet sig op til en lignede position, blandt andet med arbejde på titler som Daredevil, Iron Man, Punisher og Spider-Man. Og alt muligt andet.
Hans første bidrag til Marvel Comics var, da han som kun 13-årig skabte figuren Prowler til en Spider-Man historie i 1969. Sammen med Roger Stern skabte han senere Den Gule Djævel, ligesom han er co-krediteret for en lang række andre bi-figurer. Og så blev han altså samarbejdspartner for Straczynski fra 2001 og fremefter på The Amazing Spider-Man.
Nye tider og maskefald
Straczynski og Romita Jr lægger fra land i stor stil og med et brag. Tante May finder ud af, at Peter Parker ER Spider-Man. Ingen bortforklaringer, undskyldninger eller fake-outs. Efter 40 års dansen om den varme Edderkoppe-grød og utallige close calls, er der dømt maskefald.
En uhyre effektiv måde, at kick starte et nyt run på en serie, melde sin ankomst og signalerer, at nu er det nye tider. Ikke mere konsensus, der VIL ske forandringer og vi skal fremad. Efter nogle sløje år, op- og nedture, vildfarelser som Klon Sagaen, mislykkede reboots og retcons. Kontinuitet og forhistorie er ikke smidt ud af vinduet hos Straczynski, han bygger videre på det der kom inden. Blandt andet tråde fra forfatter Paul Jenkins, der stadig dukker op jævnligt i bladene fremover.
I dansk sammenhæng befinder vi os i 2003, 3-4 år efter Edderkoppen blev til Spider-Man på dansk. Vi er altså godt 2 år efter de amerikanske blade, hvilket bliver vigtigt og tydeligt, når Marvel for en sjælden gangs skyld anerkender og kommenterer på current events. I denne forbindelse 9/11, da anden del af bladet indeholder den førnævnte, berømte historie om superheltenes reaktion på terrorangrebet.
Den, og en fill in historie i det efterfølgende blad, hopper vi hurtigt hen over her og fokuserer på hovedhistorien. Som jeg har valgt, at skære ned til disse to hæfter, nr. 42 og 43. Der er, naturligvis gået en del forud for den i indledningen beskrevne scene, hvor Tante May endelig lærer sandheden at kende. Hendes elskede nevø (og erstatningssøn) er den frygtelige Spider-Man!
Lærergerning, mytologi og livsenergisugende vampyrer
Vi befinder os i begyndelsen af Straczynski og Romita Jr’s forløb på The Amazing Spider-Man, men det er ikke den første historie af duoen. Heller ikke i de danske blade, hvor vi er et par måneder inde i materialet. Jeg har valgt, at hoppe frem til et nedslagspunkt, som signalerer en skillelinje. Og lige lade duoen finde formen og fodfæster.
De første historier er præget af, at på den ene side etablere Peters dedikation til lærergerningen i et socialt udsat skoledistrikt. På superheltesiden, er historierne generelt af en lidt, lad os kalde det “overnaturlig art”. Altså overnaturlig ud over, at vi befinder os i en superhelte-ramme. Straczynski lader til, i hvert fald indledningsvis at have en fascination for både mytologiske væsener, og det mytologiske i selve Spider-Man karakteren.
Det der er gået forud er, hurtigt fortalt at Peter er blevet “venner” med de mystiske og meget magtfuld Ezekiel hvem og hvad han er afsløres og afdækkede ikke helt her, det virker som et større setup til fremtidige story arcs. Men, han virker alvidende, kender Peters hemmelige identitet og efter lidt indledende “er han god eller ond”, er han, tilsyneladende på Peters side.
Også i en kamp mod en livsenergisugende, udødelig vampyr, … . Der er de foregående historiedels hovedskurk. En umiddelbar ganske uovervindelig blodsuger, eller livs-suger, der har udvalgt, og føler sig draget til Spider-Man pga. hans kræfter. Det er nammenam for denne vampyr. Men, vores hårdt pressede vægkravler ender altså med, at trække sig sejrrigt ud af kampen.
Og hæfte nummer 41 ender på den Tante May cliffhanger, der også indleder det efterfølgende blad.
Peter Parker: Social justice warrior
Det her er på mange måder stilhed efter stormen. Tante Mays reaktion og endelige konfrontation med Peter trækkes ud. Glider lidt i baggrunden og dingler over fortællingen som damoklessværd sværd. Det er effektiv historiefortælling, vi VED hvad der uundgåeligt må komme. Det giver et ekstra element af suspence, med Peter bøvler med hverdagens udfordringer og hovedplottet i dette hæfte.
Igennem hans lærergerning kommer han tæt på den dygtige, men pressede Jennifer. Hun bor i slummen, efter at hendes tante smed hende og hendes narkohandlende bror på gaden. Hun forsøger, at hjælpe brormand, også i skolen, men det går ud over hendes egne karakterer. Som Peters skoleinspektør siger: “de svage trækker altid de stærke ned”.
Det er da én måde, at se verden på, heldigvis er Peter ikke helt enig. Verden er mere kompleks end det. Han opsøger Jennifer i slummen, føler en forbindelse til hende og kan, måske se noget af sig selv i hende. Eller hvordan det kunne være gået for en hjælpsom sjæl som ham, havde han ikke haft en stabil opvækst, hos en GOD tante. Peter kan ikke redde hele verden, men han har kraftedeme tænkt sig, at prøve og Jennifer og broderens skæbne bliver hans lod.
Peter, som Spider-Man, ender med at redde bror Steve, der har taget en overdosis af et ukendt, slagkraftigt nyt stof. De lokale pushere omtaler en hidtil uset bagmand/skurk, kaldet Shade, der indtil nu lurer i baggrunden. Pusherne er nu ude efter Jennifer, hun ved muligvis for meget…
Hæftet slutter hos Tante May, der har brugt hele bladet til, at sidde og gruble over tingene på en parkbænk. Hun ringer til Peter. De er nødt til, at have en snak…
Spider-man, nu som kammerspil
Det efterfølgende blad nr. 43 er plotmæssigt meget afdæmpet. Der er nærmest tale om køkkenvask- og samtaledrama, hvor der kun optræder to personer. Nevø Peter og Tante May.
Et drastisk og dristigt valg fra Straczynski, der stoler på egne skriveevner. Og, at det stille drama og relationen mellem Peter og May er stærk nok til, at bære et helt blad. Det udfordrer, og stiller naturligvis også krav til tegner Romita Jr. Som skal sørge for, at formidle følelser, nuancer og gøre det interessant nok, at kigge på to tegneserie figurer, der bare fører en samtale.
Den indbyggede, massive mængde forhistorie og kontekst hjælper, naturligvis og giver Straczynski noget “gratis” ballast og pondus. Men, som isoleret hæfte, og seriens fremtidige skæbne og momentum, står og falder med hans formidlingscenter. Snubler han her, så mister historien ikke kun fremdrift, men også troværdighed.
Mission lykkes på det fortællemæssige plan “tilfredsstillende”. Selvom fortælling er lille og lukket, er 22 sider stadig ikke meget, at forløse så mange års opsparet spænding på. Straczynski vælger, klogeligt hurtigt at bevæge sig fra, at Tante May har det “fint nok” med at Peter er Spider-Man. Hun havde en mistanke om, at han gik og gemte på nogle hemmeligheder. No shit, Tante May er ikke helt senil konfus!
Hun troede bare, at han måske var “bøsse”. Men, det var så noget andet han gemte i skabet. Lidt outdatet humor med woke 2022, men jeg vil tillade det. Straczynski glemmer ikke en vigtig ingrediens i Spider-Man under hans tid på serien: humor.
Med store kræfter kommer stor… skyldfølelse?
I stedet for, at bruge meget tid og plads på afsløringerne og accept, kommer hæftet til at handle om skyldfølelse. Og tilgivelse. Mest om, at man skal kunne tilgive sig selv og sætte sig selv fri af fortiden.
Peter forklarer, grådkvalt historien med Onkel Ben og forbryderen han lod slippe væk. Som så skød Onkel Ben og gav Peter evig skyldfølelse og ansvarskomplekser. With great power… Dermed får Straczynski på smart og effektiv maner også lige genopfrisket en væsentlig ting i Spider-Mans oprindelseshistorie. Skulle der sidde nye læsere derude.
Tante May forklarer Peter, at det ikke er hans skyld. Hun har selv levet med skyld og medansvar for hændelsen. Det viser sig, at hun og Ben havde et skænderi om et eller andet ligegyldigt. Den konfliktsky Ben foretrak at gå en tur, fremfor at skændes. Det var sidste gang hun så ham i live.
Det retconner Bens endeligt en lille smule, men ikke på nogen væsentlige punkter. Blot nok til, at Straczynski kan bringe en dobbelt-skyld på banen. Og bringe et fint lille budskab om, at tilgive sig selv, ikke bære rundt på skyld og ikke have den her slags hemmeligheder for folk man holder af. Det fungerer, binder en sløjfe på dette subplot og sætter Peter og hans samvittighed fri.
Ujævn streg fra Romita den yngre
Så er der hæfternes ømme tå. Romita Jr og hans artwork. Jeg skrev, at det satte ret høj krav til hans formåen, at der ikke er masser af action, omgivelser og karakterer at arbejde med. Han gør nok sig bedste, men jeg er ikke helt sikker på, at evner var der helt. I hvert fald ikke endnu.
Jeg er overordnet ikke den store fan af Romitas stil. Især ikke hans fremstilling af personer, deres ansigtstræk og det overordnede figur-look. Det er en smagssag, for kan godt se, at han ikke er en dårlig tegner. Har læst omkring 15 hæfter videre på dansk, og vil sige, at han enten bliver en del bedre, eller man vænner sig til hans streg og stil.
Men i disse hæfter, navnlig samtalenummeret løber vi for mig ind i problemer. Peter ser, i mine øjne for ung, udtryksløs, blank og kedelig ud. Når man tænker på hvilken tilstand Tante May fandt ham i 24 timer tidligere, måske mindre, så har han ikke mange spor af kampen mod vampyren. Jeg ved ikke rigtig havde Peter ligner her… Han er underligt uinteressant, at se på og dermed svær at relatere til og føle noget for. Lidt et problem.
Tante May er dog værre. Den gamle hejre har ofte været en klods om benet, både på Peter og plots. Derfor er ens sympati for hende, muligvis også afhængig af, at man får ondt af hende. Kan se og føler hendes skyld og smerte. Jeg ved ikke hvad hun ligner i Romitas udgave? Eller hvor gammel hun skal forestille at være?! Enten er hun en tudsegammel mumie, eller også ser hun faktisk lidt for ung ud? Det er som om det skifter alt efter billede og vinke. Og ligesom Peter spejlblank i sit udtryk.
Det her ligner ikke mennesker, der er i stand til at føle, eller udtrykke følelser.
Hvor svinger vi hen?
Alligevel ødelægger Romita ikke historien, man kan bare skimme tegningerne og holde sig til tale- og tekstboblerne. Det lyder måske hårdt, men jeg har simpelthen for svært ved at kigge på Romitas arbejde her uden, at det bliver for distraherende.
Alt i alt er denne historie isoleret set godkendt. Straczynski får både leveret et retningsskift, lagt kimen til fremtidige historier og signaleret, at der (endelig) kommer nogle permanente ændringer i Spider-Man. Så permanente, som det nu kan blive i tegneserier. Og Romita bliver, som nævnt, bedre. Eller er en tilvænningssag.
Hvor skal vi så hen nu? Hvad så nu, hvad driver nu Spider-Man og ikke mindst Peter Parker? Og hvad vil det egentlig sige, at være en Spider-Man på et mere mytologisk plan? Det må vi læse videre i de kommende danske blade for, at finde ud af!
