En række enorme træer lander på Jorden. De er store, levende rumvæsner af en art, som ikke lader til, at have noget egentlig formål. Eller skænker menneskeheden nogen form for opmærksomhed. En menneskehed, der er under konstant udvikling hvad kønsroller og- identitet, seksualitet, socio-økonomiske forhold og samfundsmæssige strukturer angår. Men, træerne står der bare…
Trees af Warren Ellis er en mærkværdig, stemningsfuld og langsomt udviklende high concept serie. Der tager sig god tid til, at bringe sine tematikker og tanker i spil. Serien udkom oprindeligt i 14 hæfter, udsendt via Image Comics i perioden 2014 til 2019. Efterfulgt af en, indtil videre 5 numre lang efterfølger/fortsættelse kaldet Trees: Three Fates.
I mellemtiden er den højt profilerede og roste forfatter Ellies røget ud i noget af et stormvejr, og hans fremtid og position i branchen er usikker. Med sager om “grooming” af kvindelig fans på halsen, i hundredvis tilsyneladende, står personen Ellis’ betænkelige og problematisk adfærd i stærk kontrast til det han prædiker i denne serie.
Det skal siges, at han indtil nu ikke er beskyldt for, at have foretaget sig noget decideret ulovligt. Men, de sager der er kommet frem er ikke blot en plet på renomméet og personen Ellis. Det viser en temmelig afsporet, (magt) sygelig og dybt moralsk og etisk forkastelig adfærd, i en lovmæssig gråzone. Indtil videre har, så vidt vides, ingen kvinder anklaget ham for deciderede overgreb.
Moralprædiken fra amoralsk prædikant
Det kaster en lidt uheldig skygge over et så ellers holdningsbåret værk som Trees, hvor seksuel moral spiller en stor og væsentlig rolle. En skuespiller kan slippe af sted med, at spille en rolle, der er i modstrid med hans personlighed eller opførsel. Et dumt svin, kan sagtens spille førsteelsker på film.
En forfatter, hvor man må formode at ordene er hans og personlige, som opfører sig i diametral modsætning til det han udtrykker ud af til, virker langt mere utroværdigt. Og truer med, at underminerer hele seriens fundament og ikke mindst de ellers vedkommende budskaber. Jeg er lidt en fra “sag til sag” type når det gælder hele debatten med, at man skal adskille personen fra værket. Og her bliver det ekstra gråzone i kraft af, at Ellies ikke har brudt nogen love.
Det der til gengæld gør Trees, retro-perspektivt til ekstra problematisk læsning er, at visse scener og forhold i serien med hans adfærd in mente fremstår særdeles creepy. Som et forhold mellem en aldrende “mester”, en tidligere hemmelig agent af en art og en yngre, kvindelig “lærling”. Det forhold virker pludselig lidt for tæt på Ellis’ grooming-virkelighed.
Især når han lader den aldrende herrer forklare, hvorledes Alestier Crowley behandlede sine kvindelige “elever” og førte dem igennem nogle ritualer, der kun kan tolkes som udøvelse af seksuel magt og dominans gennem grooming. Yikes! Det fremstår nu enten som en slet skjult bekendelse fra Ellis (eller projektion af egen praksis igennem hans kunst), en opskrift eller skinhellig fordømmelse.
Så kan man selv vælge, hvad man synes er værst.
Det der gror i skyggerne…
Denne ældre herre, er en af de gennemgående, mere mystisk skikkelser i Trees, hvor vi følger en håndfuld større handlingsforløb og tilhørende persongalleri. Vi kommer kloden rundt, altid med et Tree og den enorme skygge de gigantiske stammer kaster, som det samlende punkt. Rio De Janeiro, Mogadishu, New York, Spitsbergen i Norge, den fiktive storby Shu, der er opstået i resterne af Shanghai og, som her Cefalü, i Italien.
Træernes ankomst har alle steder medført uro og opbrud, i den gældende samfundsorden og strukturer. De rigeste pakkede deres habengut og daffede ud af de truende, stille træers nærhed. Og har overladt fattigrøvene til, at sørge for dem selv og bygge en række parallelsamfund, eller “zoner” op. Med den generelle fremvoksende junglelov, som den slags ofte medfører.
“Nothing good grows in the shadow of a tree”, som en karakter påpeger et godt stykke inde i dette første bind af af serien. Fattigdom, social uro eller, som i tilfældet i, i Italien hos groomer-agenten, neo-fascisme, har til gengæld gode vækstbetingelser. Den ondskab vil han, og hans langsomt optøende læring, Eligia Gatti til livs. Første punkt: elimineringen af hendes “nazi”-kæreste.
Her viser en af Trees mange fine kvaliteter sig. Hovedpersonerne her, er ikke ubetinget “gode”, eller moralske. Ikke nok med, at disse tos forhold virker tiltagende foruroligende, der er også en lettere afsporet moral og et mudret budskab i spil. Problemer og uønskede personer kan fjernes med vold? Gatti er træt af kæresten, har ham af nødvendighed som forsørger og beskytter, mens den ældre herres motiv for, at kæresten skal dø er uklare.
Det kunne næsten virke som en lydigheds- og dedikationstest af Gatti. En symbolsk handling, som skal vise hendes hengivenhed og underkastelse til ham og “sagen”. Hvad den så end måtte være.
Træerne vågner, samfund rives op ved roden
For kan man omvendt klandre Trees for noget så er det, at det efter 8 hæfter stadig er ret utydeligt, hvad det hele egentlig går ud på. Og også hvad det præcis er Ellies forsøger, at fortælle og sælge os. Ud over et high concept mysterie, og en ret alsidig undersøgelse af forskellige former for seksualitet og kønsopfattelse.
Det første, træerne, er et evigt tilstedeværende element i hæfterne. Alt kredser om disse mærkværdige træer og skyggerne de kaster. Først mod slut sker der noget aktivt fra træernes side, måske. For hvad, der egentlig foregår på hæfte 8s sider, er heller ikke helt tydeligt, eller røg hen over hovedet på mig. Men, noget kunne tyde på, at træerne er ved at “vågne”, eller udviser en form for livstegn.
Det gør, at de i vid udstrækning virker som rene plot-devices, der ikke har nogen anden funktion end, at være katalysator for handlingen og ikke en aktiv del af den. Muligvis ikke et problem, men som Trees skrider frem mister man også lidt interessen for, hvad de egentlig er og kan, så man “frygter”, at når sløret endelig løftes, så vil man være ligeglad. Det bedste ville måske være, hvis man aldrig får en direkte forklaring?
Scener fra en verden i opløsning
Det klart vigtigste er ikke de forbaskede træer, det er alt det, der foregår i skyggerne af dem. Samfundsmæssigt resulterer deres ankomst og tilstedeværelse i vidt forskellige scenarier. Hvis neofascismen har fået gunstige vækstbetingelser i Italien, så ulmer en borgerkrig i Mogadishu, hvor det lokale træ involveres direkte i konflikten og ender med, at blive brugt som strategisk affyringsrampe for et ødelæggende raketangreb.
I Norge er det en helt anden form for konflikt, og mere nær og intim historie vi følger. Set gennem en gruppe biologer/forskere, på en isoleret base ude midt i ingenting, hvor de undersøger faunaen omkring stedets træ. Det er her vi får de fleste konkret oplysninger om, hvad træerne egentlig er og hvad der foregår under jorden. Bogstaveligt. Noget vokser.
Denne lokation og persongalleriet, de handlekraftige kvinder, en mandlig “veteran” på stedet, der gør alt for at forhale hans hjemsendelse og en mere eksperimenterende, gakket type, som bruger sin egen krop i træ-forskningen m.fl., har en The Thing vibe kørende. Eller “Alien” i polarkredsen.
De forskellige “scener” giver Trees en episodisk følelse med mange sceneskift af varierende hyppighed. Det er med til, at give serien en filmisk, eller måske nærmere et tv-serie lignende præg. Nogle gange “hviler kameraet” i længere tid på en scene og lader den ånde, og fylde en god del af et hæfte. På andre tidspunkter “klippes”, der hyppigt så Trees føles mere dynamisk, hektisk og (indledningsvis) en kende forvirrende.
Kunstnerisk og seksuel frihed i… Kina?!
Det er effektivt plottet og fortalt af Ellis, men også en “god” måde, at forsøge at kamuflere, at der reelt ikke sker den store udvikling i hovedplottet, i lange perioder. Det er i det små, når vi er hos karaktererne, at der skal findes fremdrift og udvikling.
Måske ikke fortalt og illustreret bedre end i den del, der foregår i Det Nye Shanghai, Shu. Det er langt den mest interessante og originale setting i serien, og her Ellies får fortalt den mest vedkommende og vægtige historie.
Den kinesiske regering har, muligvis et ret afslappet forhold til menneskerettigheder og “rummelighed” i vores verden. Men, i Trees har de oprettet en form for fristad for kunstnere i træets skygge i form af Shu. En ung, mandlig studerende med kunstneriske aspirationer ankommer for, at forfølge drømmen og finde sig selv og hans seksualitet.
Det er nemlig ikke kun kunstnerisk frihed, som er fremherskende og får mulighed for at gro i Shu. Afsøgning og accept af ens seksualitet, og at intet er “unormalt”, tabu eller forbudt får også lov til, at spire. Her i form af et ret troværdigt portrætteret forhold mellem vores studerende og en kvinde, der viser sig, at være transseksuel.
Et forhold, der trods den begrænsede tid og plads der (trods alt) er til rådighed i en serie med så mange karakterer og handlingstråde, virker ret troværdig. Historien, forholdet og kærligheden får lov til, at ånde og udvikle sig forholdsvis organisk, mens andre dele af Trees godt kan virke en lille smule underfortalt.
Varieret visuel stil og stemning
Her er Trees smuk og vedkommende, og Ellis virker oprigtig i sin fremstilling af kærlighedsforholdet, så den transseksuelle dimension ikke bare føles som en smart og woke gimmick. Men, der sendes dermed også blandede signaler, et eller andet er stadig lidt “off” i Shu.
Byen er overvåget af regeringen og i gaderne holder soldater god ro og orden. Eller holder de vagt? … Er Shu i virkeligheden ikke et fristed, men noget helt andet og meget mere foruroligende??
Her er måske også en lejlighed til, at nævne Jason Howards fine artwork og Trees visuelle stil. Den er, ligesom seriens episodiske natur, ret afvekslende og varieret. Det er ikke alt, der lige falder i min personlige smag.
Helt overordnet, er Howards streg lidt kantet og “skitsepræget”. Det er ikke det samme som, at det ser ufærdigt eller primitivt ud, der er blot tale om et stilistisk valg. Med sparsomme, ret enkle baggrunde, men han får en del ud af teknikken og får givet hver del af denne verden hver sit personlige særpræg og udseende.
Det er nok mest hans lidt firkantede figurtegninger, som jeg ikke helt er fan af. De har et lidt “animeret” look, så det stedvis ligner noget fra en “billig” 90er/00er lettere japansk-inspireret tegnefilm.
I samspil med en (bevidst) begrænset, lidt “bleg” og falmet farvepalette har Trees også noget sært drømmende, ikke-jordiske over sig. Som om, der skinner en lidt uskarp morgensol på siderne. Eller ligger et diskret, lidt diset filter ned over serien. Måske er det skyggen fra de der allestedsnærværende træer man fornemmer?
Skoven for bare træer
For de står der jo stadig når vi når sidste side i hæfte nummer 8. Uden, at man er blevet meget klogere på meningen med dem, og deres funktion i historien. Om nogen? Måske er de blot tilstede, som en udløser af en forandring i verden, som er det Ellis egentlig ønsker at fortælle om og belyse?
Det kan minde lidt om den teknik og funktion, som zombierne har i The Walking Dead. Hvorfor, hvordan og hvorfra udbruddet stammer er ikke væsentlig, ej heller “helbredelse”. Det handler om karaktererne, deres indbyrdes forhold og personlige udvikling. Det kunne også være koden til, at forstå Trees.
Men, man kommer ikke udenom, at Ellis og Trees lider lidt under moderne “trade-o-nitis”, hvor historien virker bevidst skrevet med henblik på trade paperback-formatet. Ellis trækker de centrale mysterier på den måde, man tror man får mere info end tilfældet egentlig er. Det centrale plot bevæger sig egentlig ikke. Det stiller krav til, at spørgsmål og karakter er spændende nok.
Her vil Trees nok være en smagssag. Er du typen, som går meget op i plot og forventer/forlanger svar på den del af handlingen, så vil Trees frustrere. Køber du derimod ind på selve præmissen som en ramme, eller en drivkraft for en fortælling om noget mere nært, så rummer Trees potentiale til at fænge og fascinere.
Noget der både kan være rørende, smukt og dybt foruroligende. Det sidste ikke mindst pga. af vores problematiske forfatter, hvis adfærd i den virkelige verden kaster lige så store skygger over Trees, som de titulære træer.
Plus:
– Spændende og pirrende præmis
– High concept nonsens med aliens and shit! Måske?
– Et vedkommende indspark i den moderne snak om kønsidentitet/politik
– Har sin egen, sære og fascinerende stemning og atmosfære
– Træer. Træer er da ret cool?
Minus:
– Trade paperback-o-nitis
– Personen Ellis!
Konklusion:
Det må være op til den enkelte, hvad man synes om personen Ellis, og hvilke skygger det kaster over hans kunst. Det bliver ekstra betænkeligt og bekymrende, når man som i Trees kommer ind på emner, der pludselig virker lidt for ægte og personlige, og som et Ellis-spejl.
Kan man se ud over det, så er Trees ganske fascinerende og interessant læsning. Ikke så meget pga. plottet og de der skide træer, dem gør jeg mig ingen forhåbninger om, at få et tilfredsstillende svar og løsning på. Det er det, der foregår i deres store skygger, som er værd at granske.
Bare en skam, at det sker i fællesskab med en creepy pervert.
