Peacemaker er amerikansk. En helt, som endte som skurk. Han købte sig aflad, og en form for frihed, som en del af Suicide Squad. Anti-helte, der udfører beskidte jobs for den lyssky del af den amerikanske regering. Han døde, tilsyneladende i James Gunns nyeste Suicide Squad film, men nu er han tilbage i sin egen serie?!
HBO Max melder sig for alvor ind i streamingkampen på superhelte-seriefronten, og har lanceret Suicide Squad spin-off serien Peacemaker. Serien er skabt af Suicide Squad instruktør James Gunn, der også har instrueret de første 3 tilgængelige afsnit, og i alt 5 ud af de 8 (alle skrevet af Gunn), som kommer til at udgøre første sæson.
DC-serier er ikke noget nyt, de seneste år har vi kunnet se hele Arrow-verse porteføljen fra CW Network, og en serie som Doom Patrol på HBO. Peacemaker er dog den første serie, som er en direkte udløber af, og har forbindelse til, DCEU film-universet.
fra Charlton-helt til Cena selvtægtsbøf
Peacemaker er bestemt ikke en ny figur, han debuterede helt tilbage i 1966. Oprindeligt er figuren skabt og ejet af Charlton Comics, der senere blev opkøbt af DC. Et forlag, som blandt ejede rettighederne til figurer som Shazam/Captain Marvel (en af dem, it¨s a clusterfuck) og de karakterer, som Allan Moore lavede en pastiche over til Watchmen.
Den oprindelige figur, Christoffer Smith, var en pacifistisk diplomat, dedikeret til at skabe fred gennem ikke-voldelige midler. Senere, efter Crisis on Infinte Earth rebooten hos DC, ændrer figuren karakter. Ansporet af en mørk fortid, hvor hans far fungerede som kommandant over en nazifangelejr, tror Smith at han er jaget af faderens ugerninger/skyld. Og antager en mere voldelig tilgang til verden.
Efterhånden transformerede Peacemaker til, at blive en afstumpet selvtægtsmand, der dræber alt og alle uden, at blinke eller fortrække en mine. I Suicide Squad-filmen fra 2021, er han en regulær forbryder pga. hans “metoder” og morderiske tendenser, og bliver en del af anti-helteholdet.
Her blev han portrætteret med stor succes af wrestleren John Cena, der tidligere har vist, at han kan håndtere både action og komedie på det store lærred. Bevares, han vinder nok ikke en Oscar foreløbig, men han besidder mindst lige så meget alsidighed og talent indenfor sit felt, og skuespiller comfort zone, som wrestling-kollegaen Dwayne Johnson.
Cena er tilbage i rollen som Peacemaker, men nu er bi-rollen vokset til, at blive den bærende. Kan de brede skuldre klare springet fra vellykket bit-player til meaty lead?
At grine med en pistol for panden
Jeg har kun set de første 2 afsnit og overvejer stadig om jeg vil se videre. Måske ikke det stærkeste grundlag for en lille anmeldelse, som denne. Eller noget der, som udgangspunkt lyder som en særligt stor anbefaling. Men, måske vil Peacemaker og dens tone fange og tilfredsstille dig i højere grad
Det er ikke en dårlig serie, og John Cena er igen rigtig god i rollen. Han gør i hvert fald det bedste med det materiale han får fra Gunn. På sin vis fortsætter Gunn i samme tone og stil som Suicide Squad. Og i videre udstrækning det, der har været hans varemærke: grovkornet humor, snappy og vittig dialog, anløbne og uperfekte karakterer og generel særhed. Nå ja, og masser af musik og music cues.
Problemet er, at det bare ikke føles helt så frisk længere. Jeg syntes Suicide Squad var OK underholdende, men også ujævn. Især hvad humoren angik, som ramte meget mere plet og var i bedre balance, og integreret i filmen, i især den første Guardians. Her føles det mere anstrengt. Mere skrevet.
Også selvom Cenas timing stadig, i glimt er blændende og løfter materialet, undgår man ikke en underligt flad fornemmelse. Meget af tiden sidder man og ser karakterer ping ponge og fyrer “fed og sjov” dialog af uden, at reagerer på det. Som om man er meget bevidst om, at det vist er meningen, og skrevet til, at nu skal man grine.
Peacemaker: ekspert i at være upassende
Cena leverer, som nævnt en dedikeret præstation. Lige så dedikeret, som karakteren i sig selv er til (tilsyneladende), at sige det mest upassende og forkerte i de fleste situationer. Det er nærmest en superevne. Som en samtale med en kvindelig kollega straks degenerer.
Kvinde: “Although I do appreciate the confidence with which you said something so wrong”. Peacemaker: “That’s my thing. That and having a big dick”. Det er en sjov, veltimet kommentar. Men, så bliver de ved og tager en runde mere, som ikke er lige så sjov. Men, kører den ikke langt nok ud til, at det bliver sjovt igen.
Fysisk er han en actionfigur, der er blevet levende. En stiv, svulmende og oppustet muskelmasse, som bøjes og strækkes, så han skiftevis ser ud som om han er støbt i ubevægelig plastik og let-bøjelig, hård gummimasse. Fysikalitet overses ofte i actionheltes skuespil, men som hos eksempelvis Arnold og Sly, så er det også en kunst og en vigtig del af skuespilpræstationen.
Kødhovedet er altså ekspert i, at sige de forkerte ting med fuldstændig overbevisende og overbevist dedikation. Han er upassende, sexistisk, racistisk og alt midt i mellem, men kan ikke selv se det. Hans misforståede selvopfattelse og holdninger kommer ikke fra et ondt sted, han tror virkelig på det han siger. Og det er nedarvet og tillært.
Halv-sløjt plot og noget om fædre og sønner…
Og det er, måske her at Peacemaker har sit reelle hjerte og budskab, gemt bag alle de smarte kommentarer og verbal poseren. Selve plottet er indtil videre ret sløjt og uopfindsom, og mangler inden grad en narrativ krog, som jeg bider på eller fanges af.
Peacemaker kommer ud fra hospitalet. Endnu en shady goverment gruppe, der refererer til Amanda Waller (Viola Davis er ikke med i rollen), kommer på banen med hemmelige, beskidte opgaver. Som Peacemakeren skal udføre for ikke, at ryge bag tremmer igen. Holdet tæller blandt andet et par stærke kvinder, den blonde røvsparker Harcourt og den umiddelbart mere milde og godmodige Adebayo . Sidstnævnte lader dog til, at spille et dobbeltspil og have overraskelser i ærmet.
Det hele er, i hvert fald stadig lidt uinteressant, og det er uklart hvad de helt store plotlinjer er. Måske heller ikke så vigtigt, for et klassisk James Gunn tema lader igen til, at være det vigtigste for instruktøren: fædre, sønner og deres forhold, eller manglen på samme. I dette tilfælde nedarvede holdninger og den skade og indflydelse de kan have.
Og om man, i sidste ende, kan bryde ud af det. Blive et bedre menneske. En form for renselse og frihed fra fortiden.
Bag det hårde ydre
For Peacemakers far, spillet af gode, (nu meget!) gamle Robert Patrick er en skidt Karl. Faktisk et helt igennem gennemført dumt svin, og voldsomt ubehagelig og frastødende, hadefuld tyran.
Peacemaker er sexistisk, små racistisk og generelt upassende, med et misforstået og fordrejet selvbillede. Han mangler selvindsigt og er socialt handicappet, et rigtig machobøf kødhoved, der gemmer usikkerheden bag de store muskler. Faren er langt, langt værre og hans far sikkert endnu mere slem.
Deres møde er første afsnits centrale scene. Gunn kan stadig ikke dy sig for, at smide kvikke bemærkninger og “morsom, fordi det er så forkert” dialog ind. Måske en forsvarsmekanisme af hans egen for, at værne sig mig verdens alvor og når ting kommer for tæt på?
Hvor faderen virker som en full blown loon, der hader sin søn, eller den tøsedreng han ser ham som, så forsøger Peacemaker stadig at gøre det “rigtige”. Hans dårlige personlighedstræk kommer ikke fra et ondt sted. Han er bare dårligt opdraget og har haft forfærdelige forbilleder.
Har du husket at kramme din ørn i dag?
Alligevel er der, i små glimt, en stille, svag glød af noget andet i faderen. Han udstyrer eksempelvis Peacemaker med en ny hjelm, fra hans hemmelige, topblærede gadgetkælder. Og har trods hans tilsyneladende foragt for sønnen, som lovet, passet hans kæleørn/sidekick Eagly.
Ja, Peacemaker har en kæleørn. En der ved gensynet giver ham det kram, som Peacemakeren egentlig bare søger og trænger til. Faderen ser det ikke, han er gået sin vej midt i samtalen, som den ubehagelige gnavpot han er.
Så i bund og grund handler Peacemaker nok om, at forbedre sig som menneske. Mod alle odds. Kan han mon overvinde sin arv og natur, blive en ægte helt? Kan faderen? Og finder de fælles fodslag? Hvis det ikke var fordi, at det konstant bliver overdøvet af seriens ellers larmende og dumsmarte stil, kunne det da sikkert være moderat vedkommende.
Men, det virker også noget forudsigelig. Gunn skal nok vælge en snørklet, og i sidste ende lidt “upassende” vej derhen. Tror ikke han kan lade være. Det er bare ikke specielt meget budskab og indhold, at hænge sin hat på. Og ikke noget man ikke har set tusinde gange før. Her bare pakket lidt mere grotesk og grovkornet ind, men det kan nemt virke som overflade og indpakning.
Jeg synes, at Peacemaker tonalt er ude af takt. Der mangler en bedre balance, og det hele fremstår for søgt og konstrueret. På en måde, hvor man sidder og tænker over, at det ER en konstruktion man kigger på. Når dialogen og jokes rammer, så er det skarpt. Alt for ofte er det dog bare “ehhh” og resulterer i et skuldertræk fremfor lårklask.
Det bedste eksempel er måske seriens intro. En koreograferet dansescene med seriens karakterer, der er ren James Gunn musical. Det er vist meningen, at det skal være skægt, bryde den fjerde væg og give serien et absurd skær. Det burde også være skægt, at se den næsten ubevægeligt stive actionfigur Cena kaste sig ud i kiksede moves. Men… “Eh”. Det virker billigt, nemt og små-dovent.
Jeg tror ikke, at det har været intentionen, at levere noget dovent eller uinspireret. Tværtimod. Måske har seriens bagmænd været alt for opsatte og fokuseret på, at skabe det modsatte. Og glemt det naturlige og organiske.
Blev du ikke træt af Suicide Squad, og syntes John Cena var et højdepunkt, så kan man roligt give Peacemaker et skud. Så ser jeg om jeg formår, at komme igennem i hvert fald de første tre episoder.
