Hvad nu, hvis man kun kan overleve ved at slå andre ihjel? Og hvad nu, hvis man kun slår onde mennesker ihjel? Gør det, det mere rigtigt og retfærdigt? Og hvordan afgør man, hvem der fortjener at leve og dø?
Kill or Be Killed af Ed Brubaker og Sean Phillips undersøger temaer som selvtægt, selvmord, desillusion, desperation og “dæmoner”. Den 28 årige evighedsstudent Dylan har hjertekvaler og eksistentiel krise og forsøger, at tage sig et liv. Han fortryder i sidste øjeblik, bliver reddet af en dæmon, der tilbyder ham en handel.
Han får lov til, at leve videre, hvis han hver måned slår mindst ét andet menneske ihjel. Et liv for et liv. Heldigvis kan Dylan frit vælge og vrage, hvem der må lade livet. Drevet af frustration og desillusion med verden og dens tilstand, beslutter han sig for, at luge ud i det værste af den menneskelige ukrudt i New York. Det sender ham ud i et selvtægtsorgie, hvor moralske skrubler, rod i privatlivet og Dylans overlevelsesinstinkt blandes med rå vold.
Kill or Be Killed startede i 2016, og udkom i i alt 20 månedlige hæfter via Image Comics, indtil den sluttede i 2019. Det er power couple Brubaker og Phillips 5. samarbejde, det første i en fortløbende, månedlig serie. Fremfor deres normale format med grafiske noveller og mini-serier. Og, så afviger den også fra deres andre samarbejder ved, at være sat i nutiden, og afvige fra deres kendte noir-crime setting.
Brubaker mod Verden
Det er måske også en af grundene til, at Kill or Be Killed føles ret frisk og anderledes end det man kender fra den roste duo. Og det er ikke kun pga. af handlingen mod sædvanen er rykket op i nutiden, fremfor en noir’ish fortid. Fortællemæssigt, tematisk og visuelt skiller Kill or Be Killed sig ud fra de produktive herrers velsmurte output.
Kill or Be Killed føles moderne. Og, heldigvis også vedkommende og eftertænksom. En kommentar på verden anno “i dag”. Brubaker ser en verden i forfald, hvor de dårlige og negative historier dominerer mediebilledet og der trænger til, at blive ryddet op. Men, Kill or Be Killed er IKKE en nihilistisk, voldsforherligende hyldest til selvtægt.
Dylan ER selvtægtsmand, men en atypisk en. Han er ikke en blodtørstig hævner, forblændet af sorg og vrede. Han har moral, kvaler, tvivl og reflekterer over det han har kastet sig ud i. Det gør det ikke mere rigtigt, eller undskylder hans blodige handlinger. Men, det gør Kill or Be Killed til interessant læsning, når Brubaker på vellykket vis forsøger, at gøre hvad der i bund og grund er en morder til, at fremstå sympatisk og hans valg forståelige.
Det rejser spørgsmål til læsernes egen moral. Hvad ville man selv gøre, hvis man var i Dylan sted?
Et tilbud, som man KUNNE afslå
Dylan er studerende, deler værelse med den lidt yngre Mason, der er kæreste med Dylans bedste veninder Kira. De har et tæt forhold, der går mange år tilbage. Stille og roligt overskrider de grænsen mellem blot, at være venner og indleder en hemmelig affære. Dylan har ønsket det, men det er Kira der tager initiativet, og går bag Masons ryg. Uden helt, at ville stå ved hendes handlinger og bekende kulør overfor udvidende og godtroende Mason.
En dag overhører en tiltagende rådvild, forvirret og ulykkelig Dylan en samtale mellem Mason og Kira, hvor de ynker Dylan og hans triste, ensomme liv. Det bliver dråben for en depressiv og retningsløs, næsten-30 årig livstræt Dylan. I et anfald af hjælpeløshed kaster han sig ud fra en bygning, men fortryder i samme sekund han er trådt ud over kanten.
En dæmon dukker op, redder Dylan og giver ham et nu tillokkende tilbud. Hvis han hver måned dræber et andet menneske, så skænker dæmonen Dylan en måned mere at leve i. Kill or be Killed, bogstaveligt talt. Det giver i første omgang Dylan en måned til, at tage tilværelsen op til overvejelse og tygge på tilbuddet. Med alle de moralske dilemmaer, som den dæmoniske studehandel indebærer.
For ER Dylans liv værd at leve? Kan kan tage et andet menneskes liv, og i så fald hvis? Hvordan vælger man? Samtidig fortsætter Dylan affæren med Kira og dykker ned i sin fortid. Hvor han også finder svaret, og løsningen på hans problem med, at vælge “ofre”. Hvad nu, hvis man kunne gøre verden en tjeneste og kun slå onde mennesker ihjel?
Fra selvmord til selvtægt
Kill or Be Killed vol. 1 samler de første 4 hæfter i serien og fungerer, som en form for oprindelseshistorie. Det er en en historie af den slags (i disse 4 hæfter), der “slutter” hvor den også startede. Alt i mellem er forklaring på, hvordan Dylan og fortællingen er nået til dette punkt: udviklingen fra selvmord til selvtægt.
Fortalt i et nutidsspor med Dylan som fortæller, hvor han taler direkte til læserne, krydsklippet med flashbacks til hvordan vi er kommet hertil. Dylan er altså bevidst om, at vi eksisterer, eller fortæller sin historie til indtil videre ukendt kilde/modtager. Et fortællemæssigt greb, som kan være lidt af en balanceakt. Det kunne nemt blive kunstigt, virke som en konstruktion eller føles forceret.
Brubaker lykkes dog med, at finde netop en balance, og slipper af sted med kunstgrebet på effektiv og ganske medrivende vis. Dylan er nemlig en charmerende og underholdende historiefortæller, der er udstyret med en god portion humor, selvironi og sarkasme. Naturligvis er den nok forankret i en dyb smerte og noget selvudslettende, han var trods alt trådt ud over selvmordets rand. Men, fortrød og valgte livet – på bekostning af andres!
Så, der er en eller anden form for drift og vilje til, at overleve i Dylan, trods alt. Som læser er man konstant i tvivl om, man skal grine med ham, frygte eller foragte Dylan og hans valg. Brubaker slipper afsted med, at fremstille ham både sympatisk og elskværdig, selvom han mildt sagt bevæger sig ud i en moralsk gråzone.
En mand ser rødt og renser ud
Det er, selvfølgelig “nemmere” at sluge, og fatte sympati og forståelse for Dylan, når det tydeligt fremgår, at hans første ofre er slemme mennesker. Men, Brubaker gør det ikke på en billig måde . Han får på behændig vis navigeret udenom de værste faldgruber, så der ikke går ren Death Wish i den.
Kill or Be Killed har, selvsagt et vist slægtskab med den klassiske hævnfortælling fra film som En Mand Ser Rødt og Taxi Drivers “mand renser verden for udskud pga. traumer”. Der er dog også noget Breaking Bad over løjerne, hvor man får følger “skurken”, og fatter en vis sympati for ham. Dylan er dog noget mere relaterbar, elskelig og mindre selvretfærdig og ubehagelig end Walter White.
Han er på en måde også en slags afsporet Peter Parker? Kill or Be Killed har noget gammeldags Spider-Man over sig, både New York settingen og hans oprindelseshistorie. Der slægter en velkendt superhelte ditto på i sin struktur og grundlæggende følelse.
Hvis Kill or Be Killed vol. 1, og historien generelt har et svagt punkt, så er det den forbistrede dæmon og Dylans deal med denne. Det element virker både noget underfortalt og aldrig helt gnidningsfrit realiseret og indkoopereret i fortællingen. Er dæmonen en metafor, en vrangforestilling eller skal den tages bogstaveligt?
Jeg ved ikke helt, hvordan det element kunne have fungeret bedre, eller været bedre fortalt. Og, om man på en eller anden måde kunne have undladt hele den del? Der må være en dybere mening med, at Brubaker har valgt den vej. Metaforisk, overnaturligt eller ej, så giver kommende numre forhåbentlig både svar og formår, at arbejde det bedre ind i serien.
Sean Phillips imponerer endnu engang
Noget der til gengæld spiller fuldstændig, og hæver Kill or Be Killed yderligere er Brubakers faster partner in crime Sean Phillips. Her er tegneren bakket op af farvelægger Elizabeth Breitweiser, der med hendes stemningsfulde bidrag får det bedste frem i Phillips’ tegninger.
Phillips og Brubaker virker på mange måder, som det perfekte team. De forstår hinanden, og får det bedste frem i hinanden. Det er et givtigt og frugtbart samarbejde, som næsten aldrig skuffer. Det er lige før, at jeg vil gå så vidt og sige, at Kill or Be Killed er det hidtidige højdepunkt (af det jeg har læst) i deres makkerskab. Eller i hvert fald noget af Phillips’ aller stærkeste arbejde.
Kill or Be Killed emmer af stemning, atmosfære og tegningerne springer virkelig op af de møjsommeligt gennemtænkte, effektivt fortalte og flot layoutede sider. Fra Dylans enkle, men potentielt ikoniske selvtægtshelt look med den røde maske, over de moody og atmosfæriske bybilleder, intime samtalescener til eksplosiv, blodig action. Phillips’ tegner og Breitweisers visuelle fortælling lever.
Af og til ændrer Brubaker og Phillips kurs med fortællestrukturen, hvor den normale panelopdeling og layout droppes til fordel for noget, der mere ligner en illustreret novelle. Det bruges til, at gøre de mere tekst- og ekspositionstunge scener fordøjelige og overskuelige. Men, det giver også, hvad der i bund og grund er en moderne pulp-fortælling, et mere “litterært skær”.
En betagende rejse mod døden
Det litterære spiller nok også ind på Brubakers dæmon-koncept og præmissen. Der er noget Faust over grundhistorien, hvorvidt den skal tages bogstaveligt sætter Dylan selv spørgsmålstegn ved. I sidste ende, er det muligt, at det ender med at være en åben, “op til læseren at afgøre” situation. Eller også er det hele bare Dylans rejse mod døden?
Måske er Kill or Be Killeds handlingsforløb et, der afvikles fra Dylan træder ud over kanten, og er på vej mod asfalten. Eller, et sygt sinds vildelse og vrangforestilling En sidste ønskedrøm, hvor Dylan prøver på, at give hans liv en form for mening (og hævne sig på en ond verden) på falderebet. Måske er det hele slet ikke så vigtigt…
Er man villig til, at sluge setuppet og præmissen, som introduceres meget tidligt, så det ikke kommer bag på en, og så ellers træder ret meget i baggrunden, så er Kill or Be Killed en ganske forrygende læseoplevelse. Og en både nem og nuanceret en, der har flere lag og plottråde, at dykke ned i.
Hele Mason, Kira og Dylan trekanten er, muligvis lidt en Soap-serie lignende kliché, men det adresseres i både handling og dialog. Og spiller på og ind i de pulp møder superheltetroper, som Brubaker også leger lidt med her. Elementer, som via den reflekterende fortæller, Dylan italesættes.
Gør det Dylan værd, at holde med og heppe på? Fortjener han vores forståelse og sympati? Er han bare en ynkelig sad sack emo-taber? Eller en komplet afsporet og psykotisk selvtægts seriemorder?
Plus:
– Moderne noir/pulp + Brubaker, Phillips og Breitweiser = vinder kombination
– Velfortalt på alle punkter
– Nuanceret fortælling og hovedperson
– Interessante temaer og tankevækkende problemstillinger
– Tvinger læseren til, at reflektere og tage stilling
– Klassisk Brubaker med et frisk twist
Minus:
– Dæmon præmissen stikker ud og kan virke afskrækkende/skurrende
– Kærlighedstrekanten vil være en smagssag
– Kira karakteren fremstår noget irriterende og/eller usympatisk
– Fortællerstemmen og genretypisk ekspositionen er fortællemæssige greb som ikke vil tiltale alle
Konklusion:
Kill or Be Killed er i min optik en stærk tilføjelse til det i forvejen frugtbare og fornøjelige Burbaker og Phillips samarbejde. Det føles både som om duoen er på noir/pulp-hjemmebane, og træder lidt udenfor deres normale komfortzone.
Dæmon-delens “udfordringer” har jeg berørt, men det fylder ikke mere end, at det ikke bliver et springende punkt for mig. Jeg håber, at det ikke “bare” ender med, at være en klassisk “det hele var i hans hoved” situation, og der er antydninger, ikke mindst mod slut af, at der er mere i spil.
Kill or Be Killed ender samlet set med, at få en varm anbefaling, med enkelte, mindre forbehold herfra.
