2001. Et skelsættende år i nyere historie pga. 9/11. I meget mindre skala var det også skelsættende for min tegneseriehistorie, da det var der jeg forsøgte at vende tilbage til Edderkoppen efter godt 5 års pause. Det medførte et par år, hvor jeg prøvede at hænge på, men det blev aldrig nogen stor succes.
Nu prøver jeg, at hoppe i tidsmaskinen her i Marvelklubben og give udgivelserne fra begyndelsen af det nye årtusinde et nyt skud! I første omgang kigger vi på Edderkoppen nr. 30 fra netop september 2001. Et blad, som jeg ikke ejede dengang, men netop har erhvervet mig brugt. Jeg var nok afledt af 9/11 lige den måned, for jeg havde købt nr. 29 måned før, som det første Edderkoppen blad siden midt-90erne.
Eller, Spider-Man, som det hed nu?! Med ny nummerering, vi var for længst nået op til 140erne, da jeg sidst købte bladet. Der havde, åbenbart været en relancering i forbindelse med navneskiftet i 99? Allerede der skurrede det lidt, og stak i det gamle, danske Marvel-hjerte.
Ny tider, nyt navn og ny stil
Grundene var sikkert mange. En ny nummerering kan signalere et startpunkt, hvor nye læsere kan hoppe på. Klassisk tegneseriesalgstrick fra 90erne og frem. Og med navneskiftet, der både var et resultat af ensretning kloden over, diktat fra Marvel/de europæiske rettighedshavere og knæfald for internettet. Nå ja, og så var der en Spider-Man film på vej, så en strømlining gav mening.
Nu betyder et navn jo heller ikke noget for indholdet, hvis det bare er godt er det et fedt om det er Spider-Man eller Edderkoppen. Men, det fjernede, måske alligevel noget dansk identifikation, “hyggen” og 80er nostalgien. Nye tider, til nyt mere moderne udseende indhold, skal jeg love for.
For noget af det første man lægger mærke til, når man sammenligner bladene jeg kendte, og elskede da jeg var barn, og disse start-00er udgivelser er indpakningen. Den virker mere “maskinel”, og mindre om noget der er klippet og klistret sammen på en lille, dansk redaktion i Bagsværd eller København.
Det er begyndelsen af den digitale tid, ikke flere skrivemaskiner og noget der ligner noget delvist lavet på en kopimaskine. Det samme gælder bladenes tekniske del, der ligner noget der lider under tidlig, digital farvelægning, men stadig trykt på mat papir. Det giver stedvis et underligt “transparent” udseende, hvor farver og tryk virker uskarp, eller ude af fokus.
Den Grønne Gnoms hævn
Vi spoler lige lidt tilbage til Edderkoppen nr. 29, som jeg altså havde i flyttekassesamlingen. Den fortæller nemlig første del af den historie der fortsætter i nr. 30 (og frem). Hvorfor så ikke starte med nr. 29? Fordi jeg havde lyst til, at læse et gammelt blad, som jeg aldrig havde læst før med helt nye øjne.
Og fordi nr. 30 både rummer fortsættelsen af historien, der begynder i nr. 29 og en enkeltstående historie i bladet anden halvdel, som giver lidt variation til dette skriv. Nå ja, og så er nr. 29 ret hurtigt at genfortælle og sætte scenen for.
Norman Osborne er tilbage som Den Grønne Gnom! Sorry, Green Goblin, som han hedder nu. Han har været død, genoplivet, hans søn har overtaget, død og nu har Norman et barnebarn, der sikkert også ender med at blive en gnom. Men først: Peter Parker skal ødelægges og blive Normans arving til gnomriget!!!
Ja, han er tilbage med en cooky scheme. Hvad kontinuiteten angår, så ved jeg ikke helt, hvor vi befinder os med denne historie fra år 2000. Bladene er indeholder materiale fra Revenge of The Green Goblin #1-3 (år 2000, nr. 29), samt The Amazing Spider-Man vol. 2 # 25 og Peter Parker, Spider-Man # 26 (begge fra 2001).
Gnomens oprindelseshistorie og trippy tandpasta?
Spider-Man nr. 29 er hovedsageligt en Norman Osborne “oprindelseshistorie”/retcon/reboot/flashback/relancering, hvor vores Edderkop kun har en birolle. Norman har haft en dårlig barndom, bla bla, har daddy issues, bla bla bla, hvilket motiverer ham til at blive en bindegal overachiver. Den amerikanske drøm, Trump versionen!
Han er ude af galeanstalten, nu med hjemmepleje og indleder langsomt et overhovedet ikke upassende forhold til hans sygeplejerske Kolina. Hun bliver hurtigt surregat besættelse for hans afdøde kone, og DET traume (Norman samler på traumer som drivkraft). Og hun lider åbenbart af et Florence Nightingale syndrom, der er galoperet ud af kontrol. Eller også er hun bare skrevet møghamrende stereotypt og ejer ikke meget personlighed ud over hendes fascination for patienten?
I mens schemer hans assistent, den sleske, aseksuelle Menken på sidelinjen. Er han jaloux på Kolina? Jeg får blandede signaler, som ofte med den slags tilknappede jakkesætstyper. Nuvel, Menken har hjulpet Norman siden han “døde” (kontinuitetsmæssigt den klassiske “goblin-glider i dunken” død fra 70erne) og skjulte sig i “Europa”. Her blev han leder af en hemmelig Goblin-kult.
Nu er det payback time, Parker. Og Peter er sårbar, for sideløbende er Mary Jane omkommet i et flystyrt. Normans plan er, at udnytte Peters emotionelle ubalance og manipulere ham til, at vende sig til the dark side. Eller den grønne. Midlet: han forgifter Peters tandpasta med et hallucinerende stof, der skal drive ham ud over kanten og lige i ned i Normans faderlige favn.
Well… hvad gakkede, “Batman skurk fra 60er tv-serien” planer angår, så er det her da en af dem! Revenge of The Green Goblin er skrevet af selveste Roger Stern, der her vendte tilbage til Marvel efter hans klassiske 80er run og tegnet af en anden gammel kending, Ron Frenz. Begge har set bedre dage i Spider-Man sammenhænge.
Romita den yngre og hans ujævne pen
Det er her vi er når nr. 30 begynder. Stern og Frenz er skiftet ud med forfatter Howard Mackie og tegninger af John Romita jr., som du kan læse “2 minutter om” på første side i bladet. Der står, desværre ikke en advarsel om, hvor grimt Romita jr. tegner på dette tidspunkt!
Jeg har det lidt on/off med unge Romita, nogle gange er han helt forrygende, andre gange er det næsten så grimt, at bladene bliver ulæselige for mig. Af og til skifter det ligefrem fra panel til panel. Det er tilfældet for hans indsats i Spider-Man nr. 30.
Det ene øjeblik ser det ret fedt, dynamisk og “animeret” ud. Det næste helt dødt og fladt, så tegninger slet ikke har nogen fornemmelse af dybde og perspektiv. Og så er hans fremstilling af karaktererne og figurtegninger mildt sagt ujævn. Tante May ser decideret uhyggelig ud, som stivnet, kantet zombie med fastfrosset ansigt?!
Læg dertil det nævnte “start 00er digital look med dårligt, billigt udseende tryk”, og vi har noget der momentvis er noget af en øjebæ.
Når mørket kalder…
Selve historien fra Mackie? Eh, den har jeg ikke rigtig den store holdning til?! Den er… hmm… jeg mener, jeg har da læst værre Spider-Man historier? Ikke nogen med psykedelisk tandpasta godt nok. Den grønne pasta er forresten også begyndt, at drive Peters roomie, Randy (Robinson) til vanvid. Køb din egen tandpasta, fedterøv.
Men, det er Peter Parkers deroute og tur ud i tovene vi følger her. Mens Norman bliver mere og mere sit gamle, velkendte megalomane superskurke jeg. Inklusive store armbevægelser, patos, manisk grin og grimasser. Når Mørket Kalder, er historiens titel. Det kalder på Parker, men også på Norman, i form af hans barndomshjem, som Norman opsøger en mørk og regnfuld aften. Det regner ligefrem med klichéer her, hvis jeg må være så fri?
Man begynder da at tvivle på, at Normans terapi overhovedet har hjulpet?! Forbande kvaksalver psykologer. Nuvel, some stuff happpens, og Spider-Man ender i klørerne på Norman i den fysiske og metaforiske traumehytte. Fædre, sønner og traumer, ak ja.
Tid til, at skabe en værdig arving: “Kom nu. Mørket venter. Vær en mand. Vær en Osborne”, brummer muskuløse Norman, mens han slæber en tilsyneladen slagen og bevidstløs Spider-Man ind i barndomshjemmet. Døren smækker i.
Spider-Man set udefra
Det var da noget af en nedtur at slutte på!? Heldigvis har vi en historie med i bladet, som er noget helt andet. Uheldigvis er den noget helt andet, på en ikke helt vellykket vis. Idé og konceptet er ellers umiddelbart ret fint.
Kort fortalt går det ud på, at vi får en række scener, hvor diverse indbyggere i New York beskriver deres møde og forhold til Spider-Man. En art mosaik med byens borgere, som politifolk, en forsker, store og små forbrydere og andet godtfolk. Ikke nogen sammenhængende historie, men blandede indtryk. Selvsagt gode som dårlige, er Spider-Man en helt, eller en skurk? Helt klassisk, vi får endda en genfortælling af Gwen og Kaptajn Stacys død, set gennem andre øjne.
En ganske fornuftig idé, i hvert fald på papiret. Det der ER på papiret, leveret af forfatter Paul Jenkins og tegner Joe Bennett fungerer, desværre knap så godt i praksis. Bennetts tegninger er driftsikre og habile, stedvis, især i scener på politigården ret stemningsfulde og stilede. Jenkins skriver ikke dårligt, dialogen er nogenlunde troværdig i sin vekslen mellem de forskellige “stemmer” og “perspektiver”.
Der hvor det halter for mig er, at det aldrig virker troværdigt. Det virker, som det, det er. En konstruktion, der her bliver noget opstyltet og stiv i det. Især overgangene og sceneskiftene frem og tilbage mellem de forskellige karakterer, har et eller andet stift over sig. Det kommer aldrig til, at flyde helt naturligt. Men hey, pluspoint for forsøget, det KUNNE fungere.
Don’t call it a comeback
Edderkoppen nr 30 (og nr. 29, hvis vi lige skal have den med i tankerne) er noget af en blandet fornøjelse. Der er elementer der fungere, gode takter og antydningen af noget, som er ganske interessant. Men, det tynges af klichéer, ujævnt niveau i historiefortællingen og eksekveringen og en visuel og teknisk del, som formår at virke “moderne” og bedaget på samme tid.
Det er af sin tid, som så meget andet, desværre var start-00erne generelt ikke den bedste tid for Spider-Man og Marvel. Der er noget halvhjertet, stilforvirret og lidt styringsløst over det. Som om man vil for meget og for lidt på samme tid og ikke kommer helt i mål med nogen af delene.
Er det, eksempelvis en reboot, hvor man bevarer fortidens kontinuitet eller en reel genstart?! Begge dele, og ingen af delene, virker det som om. Det er rehash, uden helt at være det, men de “nye” idéer virker stadig som klichéer og en gentagelse af noget, som er set (bedre) før. Alene det, at Norman fakede sin egen død virker, som en noget træt trope og udtjent idé. Og tror man reelt på, at Mary Jane virkelig ER død i det flystyrt, eller ikke bliver genoplivet på et tidspunkt?
Ligesom man aldrig køber præmissen om, at Peter Parker virkelig skulle blive Norman sande “arving”. Come on, det er for langt ude og utroværdigt, selv hvis det var bedre fortalt. Måske er det hele en konsekvens af, at man forsøger at henvende sig til gamle og nye læsere på samme tid. Ved at genoplive/genbruge en kendt figur og retoole den lidt.
Men, man kan heller ikke proppe tegneserietandpasta tilbage i tuben.
