Kvak kvak, nu skal vi have en historie om en ganske særlig and. Nej, ikke fra Andeby og onde Disney. Langt fra, faktisk. Denne Stakkels And, som også er den danske titel på serien, er fra det ydre rum. Strandet i Cleveland i 1970erne, omgivet af smukke kvinder, mislykkede pulp forfattere, en levende og tænkende roe og Kung Fu Tosser.
Anden hedder Holger, men han er nok bedre kendt, som den indfamøse Howard The Duck. Der fik hele to månedlige sort/hvid hæfter på dansk, udsendt af Interpresse i 1977, inden han røg ud i glemslen. I hvert fald indtil den storfloppende 80er film om den rapkæftede And dukkede op – men det er en anden historie.
Det her skal handle om andet, og altså sidste hæfte, i den meget kortlivede serie. Så, formoder at den floppede i samme omfang som biograffilmen? Jeg har ingen viden eller statistik, men det virker alligevel som om, at det hørte til sjældenhederne, at en tegneserie på det danske marked kun fik 2 numre?
En skam, da Steve Gerbers flabede skrivestil og meta-tunge, godt gakkede plots viser sig, at være både underholdende og overraskende friske – selv 45 år senere. Tilmed er han bakket op af prominente og kompetente kræfter som Frank Brynner og John Buscema, der tegner de to historier man finder i Stakkels And nr. 2.
Der er uorden i fjerdragten
Først napper vi lige et hurtigt kig på Howard The Ducks udgivelseshistorie og baggrund, så vi kan få lidt af det der kontekst. Serien og karakteren har levet en noget rodet tilværelse, siden Gerber skabte den (med hjælp fra tegner Val Mayerik) helt tilbage i 1973. Her optrådte den antropomorfe and for første gang i bladet Adventure Into Fear #19.
Efterfølgende debuterede anden i egen serie i 1976, og blev i efterfølgende 27 numre skrevet af Gerber. Indtil han ragede uklar med Marvel, både fordi han var notorisk bagefter med, at få bladet færdig og fordi han omvendt var træt af redaktionelle retningslinjer. Marvel forsøgte, at blande sig, men der var også bekymring og mulige sagsanlæg fra Disney, der forstyrrede.
De mente, nok med rette, at Howard lignede en vis anden and lige lovlig meget. Sagen blev fikset udenom retssystemet, i det Marvel indvilligede i, at lade Disney komme med forslag til design ændringer. Så løsningen blev, at den sarkastiske og kradsbørstige and kunne beholde sin vindende personlighed og charmetroldudseende, bare han tog et par bukser på. Anders And er den eneste tegneserieand, som må vralte rundt med fjertøjet fremme.
Det hele endte med, at Gerber forlod serien, som kukkede 4 numre senere. Efterfølgende er både Gerber og Howard vendt tilbage med sporadiske skvulp i Marvel andedammen. Mini-serier, gæsteoptrædener, cross overs, cameos, men ikke noget fast. Indenhan i nyere tid har bidt sig lidt fast igen i diverse Marvel serier på tværs af universet.
Strandet and i Cleveland
Eftersom dette er nr. 2 i serien (hvis man kan kalde det en serie) starter vi bladet godt i gang med en historie. Howard, der er omdøbt Holger på dansk, er landet i Cleveland. Og har, åbenbart fået etableret et venskab med den smukke Lillian. Hun er ven med den mislykkede pulp-forfatter Arthur Winslow, der forsøger at slå igennem med en space opera/helt kaldet Jens Lynand.
Ja, det er en Jens Lyn kopi med en antropomorfisk and, i Stakkels Ands første tilfælde af tydeligt brug af et metaplan. Den slags referencer og meta-leg er meget udtalt i Stakkels And. Et greb man normalt skal være lidt påpasselig med, da det hurtigt kan blive for tongue in cheek. Gerber går dog all in på metafronten, og smider al forsigtighed over bord. Det er en stor bestanddel af seriens DNA, og faktisk meget vellykket og fremstår stadig ret frisk her mange år senere.
Holger er Jens Lynand, i noget der, selvfølgelig viser sig, at være en drøm. Forårsaget af, at han har læst Winslows space opera lige inden sengetid. Det kræver en ordenlig cigar, at vågne og stå op på. Lillian viser sig, heldigvis at være en habil cigarryger selv, så de har sig en hyggelig morgen.
Metalegen her går i høj grad ud på, at prikke til space opera-genren. Via en fortællestemme i Holgers drøm udstilles genren, som en der tager let på de alvorlige og voldelige konsekvenser, som handlingen i en space opera ville have i den virkelige verden. Jeg ved ikke, om det afspejler Gerbers personlige holdning, eller om det bare er første eksempel på et generelt kritisk blik på “lette” og “underholdende” tegneseriegenrer?
Visuelle lækkerier og talende roer
“Det forekommer mig, at han prøver for hårdt”, kommenterer Holger, da snakken falder på Winslow og hans evner som forfatter under den hyggelige cigarstund. Metallagene hober sig allerede op i Stakkels And, mens man kan nyde Frank Brynners flotte og overraskende detaljerede og prangende tegninger.
Overraskende, fordi jeg måske ikke lige havde regnet med, at en temmelig obskur titel som Howard The Duck, med dens absurde præmis, ville gøre sig så godt rent visuelt og kvalitets mæssigt. Men, serien er altså virkelig flot, og Brynner tegner ikke blot flotte “scener”, ikke mindst hans figurtegninger er virkelig lækre. Han, og “kameraet” på siderne kæler især for Lillian, der nærmest ligner noget fra en reklamefilm.
Det er også lige ved, ikke mindst med 2021 øjne, at kamme lidt over og blive lige fikseret nok på hendes krop. Men, 70erne er lang tid siden og en anden tid, så vi lader den passere.
Arthur Winslow er ved, at være færdig med sin skod nattevagt, som opsynsmand, da seriens første virkeligt mærkværdige hændelse indtræffer. En talende, tænkende og magtfuld roe dukker op og tilbyder en sammensmeltning med Winslow. Roen får en krop, Winslow adgang til roens enorme tankekraft og magtfulde evner. En ROE!
meta-amok og “letbenet eskapisme”
Mens Arthur og Roen foretager deres ugudelige sammensmeltning skifter vi scene, Holger og Lillian har røget færdig. Det er blevet eftermiddag, vi befinder os i en bybus og Holger tiltrækker, naturligt nok, en del opmærksomhed. Måske fordi han ikke har nogen bukser på i et offentligt rum? Nå ja, og er en talende and.
Et, tilsyneladende bindegalt fruentimmer bryder ind og begynder, provokeret af Holgers cigarrygning, at himle op om, at det ødelægger hendes nyrer! Hun er overbevist om, at der er et international nyreforgiftningskomplot! Det hele ender med et håndgemæng (og en truende busulykke) mellem Holger og den gale nyredame?!
Det groteske optrin, og bussens tur ud over kanten af en bro, forhindres i sidste øjeblik da Arthur ankommer og redder dagen. Han er ROE-MANDEN, komplet med maske og superheltedragt! Roen fungerer som en slags indre stemme, der håner Arthur samtidig med, at han forsøger at lege helt. Med bemærkninger, som “den hang til melodramatiske absolutter”, kalder ham “Arthurkød” og kalder superhelte tanken/konceptet “eskapistisk sludder”.
Gerber går altså meta-amok igen, og prikker endnu engang til den “letbenede” underholdning. Som Stakkels And jo, på sin vis også er en del af. Så det er meta med meta på.
Sidste del af historien er mest én lang kamp mellem Holger, besatte Arthur og Roen, som har overtaget ham. Roen ender sine dage i en stor industriskorsten, og vi får en afrunding bestående ét panel, hvor en brødebetynget Arthur reflekterer over sagerne. Der kan godt være “en mening med livet uden heltegerninger”. Holger indvender, at Arthur næppe er kvalificeret til, at udtale sig om emnet.
Storbyjungelen, Grev Macho og kvakkede Kung Fu øretæver
Således sluttede hæftes første historie efter 18 hektisk og ganske vanvittige sider, men næste klar til at begynde. Nu skal vi have noget Kung Fu i Mester I Kvak Fu! Ja, Gerbers næste “offer” og mål for hans meta-flip og kritisk blik på letfordøjelige tegneseriegenre er 70ernes populære kampsport-serier.
Ikke nok med, at Kung Fu genren udstilles, der er også en solid portion blackspoitation indenover. Her i form af en ung knægt, der bliver katalysatoren for en relativt mørk og grum fortælling. Sat i storbyens beskidte gader, hvor jungleloven (og KUNG FU) hersker. Anført af en vis Grev Macho!
Udover, at være indehaver af et boss navn, er han leder af en flok bøller, der skaber problemer. Men først følger vi Holger og Lillian, der har været i biffen og se den nyeste Kung Fu film. Holger er knotten, og humøret bliver kun være da den unge knægt, der kalder sig selv en “panterbroder”, braser ind i dem. Godt eksalteret af, at have set samme film.
Hvilket får Holger til, at bryde ud i en kombineret generations og popkulturel kritik af Kung Fu film. “I misfortolker en gammel filosofi. Koger den op til rå underholdning. Og sælger den til de unge som prøver at overgå den”. Snart skal hans dundertale og ord vise sig, at blive næsten profetiske. Med fatale konsekvenser.
Vilddyr og flokmentalitet
Holger fortsætter sin anti-Kung Fu triade, kalder det “idioti” og falder først en smule ned, da Lillian hiver ham med på en diner. Her forstyrres den midlertidige fred dog hurtigt af den unge knægt, der slynges igennem ruden, som en menneskelig kanonkugle. Førnævnte, selvbestaltede greve af gaderne, Macho er gerningsmanden.
Lillian beder ham om, at slås med en på sin egen størrelse, hvilket blot lader til at tirre “vilddyret”. Snart er dineren forvandlet til et masseslagsmål. Her kommer dette hæftes tegner, selveste John Buschemas dynamiske, muskuløse og rå tegnestil for alvor til sin ret. Han ejer ikke samme, næsten fotoskønne finesse som Brynner. Til gengæld passer hans, mere voldsomme og kantede, stil godt til denne histories mere rå og hårdkogte udtryk.
Scene ender med, at Grev Macho trækker en kniv og dolker vores unge panterbroder, broder og sårer ham alvorligt. Holger forsøger, at uskadeliggøre den morderiske Macho Greve, men ender med at æde fortov. Og greven tager flugten.
Gerber er ikke færdig med, at udstille 70er generationen. Scenen ændrer karakter, stadig kaotisk, men nu præget af forvirring i “flokken”. Der ikke lader til, at kunne samarbejde og koordinere en redningsindsats for den dødeligt sårede knægt. Noget så simpelt, som at tilkalde en ambulance er, åbenbart en uoverskuelig opgave for den egocentrerede, moderen generation?
Korstog mod Kung Fu som populærkultur
De hovedløse høns flakker rundt, og der foretages først et nødopkald, da Lillian træder til og overtager styringen. Endelig en handlekraftig kvinde i en tegneserie af ældre dato. Her er hun, lykkeligvis ikke kun eye candy for en halv-liderlig tegner.
Holger skræpper op og udskammer flokken, som virker mere interesserede i, at han er en and end, hvad han egentlig siger. Det kan man, måske ikke helt fortænke dem i. Det er jo ikke hver dag, at ens “forfærdelige opførsel” påtales af en talende, storrygende og grovkornet and. Scenen slutter med, at den sårede unge mand køres væk i ambulance.
Gerber er dog ikke færdig med, at føre korstog mod Kung Fu som populærkultur. Holger tager en puster i en kiosk, hvor han bladrer i Kung Fu Magasinet. Det får igen blodtrykket i hans lille, arrig andekrop op i det kritiske felt. Bladet “drives frem af billig sex og vold”! En annonce for “Kung Fu’s hemmeligheder afsløret”, for en lokal kampsportskole, fanger hans opmærksomhed.
Hvis han tillærer sig disse hemmeligheder, kan han selv opsøge Grev Macho og uddele nogle Kvak Fu øretæver! Det ændrer dog ikke på de barske realiteter, som Macho allerede har været skyld i. En kort scene med Lillian på hospitalet afslører, at drengens liv ikke stod til at redde. Som om det ikke var nok, så ligger Greven og hans bølleflok på lur udenfor hospitalet og bortfører Lillian da hun træder ud i natten.
Kvak-Fu lynkursus og macho nunchakus!
Sideløbende er det, i rekordfart lykkes Holger at opspore kampsportskolen, og dens asiatiske stereotype mester. De har, tilsyneladende døgnåbent? Nuvel, vi følger nogle hurtige lektioner ud i kampkunstens filosofiske hemmeligheder, der er fart på her. Lynkurset slutter med, at mesteren konkluderer, at Holger har fuldendt et “livslangt studium på tre timer og sytten minutter”.
Ikke nok med det, som en ekstra gave forsynes Holger med en laber, moderigtig og lettere flamboyant “ubesudlet klædedragt”. Holger vralte ud i natten med kurs mod Lillians lejlighed. Her finder han et trusselsbrev fra Grev Macho dolket fast til hoveddøren med instruktioner for et mødested.
Grev Macho holder, på ægte superskurke/douchebag manér Lillian lænket til en kran på toppen af en høj bygning. Trusler om knusning af hendes kønne kindben med nunchaku fremsættes. Jøsses, sikke en charmetrold denne Greve! Det er ham dog ikke til megen nytte, da Holger dukker op og uddeler en seriøs omgang Kvak Fu whoop ass, til Greven og hele hans bande.
Hæfter ender med, at Grev Macho ryger ud over kanten af bygningen, Han får fat i Holgers sko, men mister grebet og styrter i døden. og bliver “knust som et insekt”, 42 etager længere nede. Lillian mener, at han fik som fortjent. Faktisk havde han fortjent en endnu værre skæbne.
Og på den opløftende tone slutter Stakkels And nr 2, og dermed også Howard The Duck på dansk.
Stakkels And er rå, uforsonlig og stadig potent
Stakkels And (jeg forstår stadig ikke helt den titel?) er en artig overraskelse. Der er virkelig en hel del, at komme efter her, som stadig virker ganske potent og vedkommende. Og bestemt ikke uinteressant her mere end 40 år efter serien udkom. Steve Gerber ligger ikke fingre imellem, Howard The Duck er rå og uforsonlig i sin tone og sit blik på samtiden.
Der er sort humor, bidende satire, vellykket metaleg i mange lag og en næsten manisk, rablende energi. Gerber har tydeligvis noget på hjertet, og bruger tilsyneladende Howard som talerør og og gabestok. Det er nok også denne kompromisløshed og konfronterende tone, der førte til, at han gnubbede fjerne hos Marvel-ledelsen forkert. Han havde ikke tænkt sig, at få Howard til at flette næbet og rette ind.
Samtidig er serien (i dette hæfte) visuelt ret imponerende og står stadig forbløffende flot og overraskende “tidløs”. I hvert fald i forhold til mange andre samtidige serie, og alderen taget i betragtning. Selvfølgelig ser den lidt 70er “gammeldags” ud i sin stil hist og her, men ikke på en måde, som får den til at virke uddateret. Kun Brynners, der ellers (som nævnt) tegner fejende flot, momentvis lidt for kropsfikserede fremstilling af Lillian virker noget bedaget.
Jeg vil uden de store forbehold give Stakkels And en varm anbefaling med på vejen – anskaf dig den, hvis du kan støve den op. Min andejagt på første blad i serien er i fuld gang. Jeg er dog for nærig til (endnu), at betale 60 kr. for det eksemplar, som ligger og lokker på nettet i skrivende stund.
