Pensum: Y the Last Man

by | Jan 2, 2022 | Pensum | 0 comments

6 år, 60 hæfter og en historie, som når store dele af verden rundt. En verden, hvor alle skabninger med Y-kromosomet pludseligt dør. Og efterlader en verden befolket udelukkende af hunkøn.

Med to undtagelser: Yorick Brown og hans hjælper-abe Ambersan. Y The Last Man er en fortællingen om den sidste mand på Jorden, hans jagt kloden rundt på svar, en løsning på manglen på mænd og hans udkårne, Beth.

Det er også en historie om kloning, “amazoner”, astronauter, kvinde-fnidder, en teatertrup og meget, meget andet. Det er også et forsøg på, at fortælle noget om feminisme, ligestilling og kønspolitik. Innovativt og fremme i skoene i 2002, da serien begyndte. Set med 2021 øjne fejler Y The Last Man dog på flere punkter, hvad dens syn på mænd og kvinder angår.

Skaber Brian K. Vaughan fik sit store gennembrud med denne serie. Der løb fra 2002 til 2008, hvor han hele vejen blev bakket op af tegner Pia Guerra. Udsendt på DCs Vertigo sublabel, er det en serie, der har efterladt et blivende aftryk i tegneserie verdenen og populærkulturen. Og endelig, efter mange års tilløb også er blevet til en tv-serie. Der blev droppet igen efter kun én sæson.

Det vigtigste menneske på Jorden er en mand

Når man læser Y The Last Man virker den oplagt til en filmatisering i serieformat. Med 60 hæfter er der, selvsagt masser af materiale og historie, at kaste sig over. Men, selve seriens opbygning, tempo og fortællestruktur har også, på godt og lidt ondt, noget både episodisk tv-serie, world building og “serie mytologi” over sig.

Jeg kan umuligt opsummerer hele plottet, eller bare en brøkdel af det her. Så kommer vi aldrig hjem. Derfor vil jeg også zoom helt ud og tage det i fugleperspektiv, hvad handlingen i Y The Last Man angår. Helt grundlæggende er præmissen og udgangspunktet ikke særligt banebrydende. Der er nærmere tale om en helt klassisk sci-fi kliché: en post-apokalyptiske fortælling om den sidste mand på jorden.

Twistet er så, at Jorden jo, sådan set ikke er “gået under” og, at den sidste mand ikke er ensbetydende med det eneste menneske på Jorden. 50 % af verdens befolkning og dyreliv eksisterer jo stadig. Det gør Yorick ret eftertragtet, i akut fare, interessant for videnskaben og ganske unik.

Allerede her, har vi et lille problem med Y The Last Man. For al Vaughans, sikkert oprigtige og velmenende forsøg på, at bringer kvinder i fokus og sige noget om ligestilling osv., så kommer man ikke uden om, at seriens hovedperson er en mand. Og, at det “vigtigste” menneske på planeten er denne mand.

Godt begyndt er halvt-fuldendt. Måske.

Og vigtig er, den ellers usselige, lidt kiksede, små-dumme og dumsmarte Yorick. En mislykket tryllekunstner/udbryderkonge, der lapser lidt rod- og retningsløst rundt. Indtil han med ét, lige da han har friet til kæresten Beth over telefonen og katastrofen indtræffer, bliver verdens mest eftertragtede “ungkarl”.

Y The Last Man kommer hæsblæsende og ganske forrygende fra start. Faktisk vil jeg måske påstå, at serien aldrig topper anslaget, narrativet og plot af- og udviklingen den første del af serien. Når historien senere “vokser”, foldes og bredes ud, bliver mere kompleks og verdensomspændende, så er det som om, at den, underligt nok, taber pusten og fascinationskraften en smule.

Der sker nok, i virkeligheden lidt for meget. Måske fordi Vaughan ikke har haft en fastlagt målstreg, eller været klar over, hvor mange hæfter Vertigo i sidste ende ville lade serien køre. Det gør, at der konstant bringes nye ting i spil. Sker forviklinger og plotudviklinger, som i serien i sidste ende havde stået stærkere og mere stram foruden.

Den historie der, hvis man kigger på hovedplottet med en start, midte og slutning in mente, kunne og havde nok nydt godt af, at være fortalt på omkring 20 hæfter mindre. Hvis man skal sætte et eller andet antal på.

De dinglende plottråde

Indledningen på historien, hvor vi følger Yorick og et nogenlunde begrænset figurgalleri i og omkring Washington DC, i de første måneder efter Dødsdagen, fungerer upåklageligt. Man får en fornemmelse af underarchiever Yorick, den hemmelighedsfulde agent 355, en afroamerikansk badass og Yoricks beskytter. Og de første antagonister introduceres. En gruppe kvinder kaldet amazonerne, der viser deres dedikation ved, at skære deres ene bryst af.

Allerede her melder et par af seriens mindre “problemer” sig på banen, hvis man tænker lidt nærmere over det. Agent 355 er muligvis en hård negl og sej, men det virker også som et lidt anstrengt forsøg på, at fremstå “woke” og fremme i skoene. En afroamerikansk badass kvinde med lange fletninger, mandefjendsk attitude og “hemmelig” baggrund? Lidt en kliché. Og, hvor hurtigt er det her samfund degenereret til stammementalitet med de fanatiske amazoner, som det mest tydelige eksempel? Det eskalerede hurtigt…

Yorick forsøger, at opsøge hans mor, der arbejder i regeringen, eller resterne af den, hvor landsbrugsministeren, den 7. i rækkefølgen af efterfølgere til præsidenten, har overtaget kontrollen over statsapparatet. Eller forsøger. Der går lidt små-politiske kommentar i den, aldrig noget der for alvor udforskes.

Ligesom agent 355s baggrund og forbindelse til en hemmelig skyggeorganisation, der måske/måske ikke arbejder i det skjulte for regeringen/efterretningstjenesten, kaldet The Culper Ring, forbliver en af seriens dinglende plottråde. Organisationen er grundlagt af selveste George Washington, og etableres i det hele taget, som noget man får indtryk kommer til at være af betydning senere i serien. Det sker bare aldrig rigtig.

Nu går den vilde McGuffin-jagt

Sådan er der flere små og store tråde, der introduceres, tillægges betydning i øjeblikket for så, at blive glemt eller bare aldrig rigtig brugt til andet end en midlertidig forhindring, eller afledning for Yorick, og det voksende figurgalleri omkring ham. Lige så snart han forlader Washington, efter en kort genforening med hans mor, bredes fortællingen ud. Og mister samtidig noget af dens stramme plotudvikling.

Dr. Mann, en anden vigtig figur i serien, kommer på banen og plot-elementet om menneskelig kloning bringes ind i historien, som en af hovedtrådene. Denne Dr. Mann (Ikke “mand”, men…) er sluppet afsted med, at gøre sig selv gravid med… en klon af hende selv. De psykologiske, metaforiske og større implikationer ved hele det scenarie kan hurtigt give en hovedpine. Det viser sig, at naturen har visse forbehold, hvad den slags fiflerier med dens orden angår…

Derfra ruller snebolden, bakken bliver mere og mere stejl. Y The Last Man buldrer ned af bakken i takt med, at bolden bare bliver større og større, mens farten stiger. Yorick har Gud og hver kvinde i hælene, trusler fra alle sider, fra de nære, i egne rækker, til den Israelske hær.

Han, og en lille, nogenlunde sammentømret flok, sendes verden rundt på jagt efter den ene McGuffin og plotdevice efter den anden. Vi møder australske pirater, kommer ombord på en ubåde og en russisk rumstation. Fra godsvogn igennem det amerikanske Heartland, til en tur med den trans-sibiriske jernbane. Og ender, af mange, mange omveje i Paris, hvor Yorick og hans udkårne, Beth kommer geografisk tættere på hinanden end nogensinde tidligere i serien.

Summen af enkeltdelene

Fik jeg nævnt Yoricks søster, den noget on-the-nose navngivne Hero? Nej? Nå, men hendes udskejelser som amazone, frafalden amazone og senere ret stor birolle (efter at have været ude af serien i en længere periode) følger vi også. Og Beth II, den anden Beth, en kvinde der bliver gravid med, og føder, Yoricks datter (han kunne sgu’ ikke helt holde sig på måtten, men var dog i det mindste Beth I utro med en anden Beth).

Der er et VÆLD af større eller mindre bifigurer, der alle i en eller anden grad får lov til, at sole sig i seriens spotlys. Når Yorick lige tager en plotmæssig “tur på bænken”, eller som en del af, hvad han nu lige har gang i af fiksfakserier. Noget af det er interessant, andre dele føles som unødige udflugter og blindgyder. Det samme kan siges om det voksende figurgalleri. Det kan til tider være svært, at holde styr på alle de kvinder.

Også fordi, at Guerras tegnestil og figurer har det med, at se lidt ens og udtryksløse ud. Dem der ikke lige har et ar på tværs af ansigtet, eller er en afroamerikansk badass, bliver lidt en parade af visuel ensformighed, der går i et med baggrundene. Nogle baggrunde, som jeg generelt synes godt kunne være pænere og have flere detaljer. I det hele taget, er jeg lidt lunken overfor Guerras streg og stil. Den er ikke grim, det hele er bare lidt enkelt, “fladt” og ser sådan lidt… skrabet og forenklet ud?

Det gør også, at hvad der kunne være blevet en farverig, kulørt og sprudlende fortælling ender med, at fremstå en kende “lille”. Det kan lyde paradoksalt, men i al sit episke anlagte udsyn, så kommer Y The Last Man aldrig til, at føles som mere end summen af sine enkeltdele.

At rejse er at (op)leve…

Ikke alt følges til dørs, giver mening eller har betydning i det samlede billede, når man engang når slutningen på Yoricks rejse. Og, Vaughan og serien er helt bevidst om det – og kommenterer endda på det flere steder. Ikke mindst når vi når opløbsstrækningen i seriens sidste fjerdedel. Der går nærmest meta i den flere gange. Også lige til grænsen, hvor det stedvis kan virke som en “undskyldning” og bortforklaring fra Vaughans side.

Det skurer lidt, når karakterer i dialog begynder, at kommenterer på, at svar ikke altid er vigtige i historier. Og, at ikke alt behøver have betydning, eller flere betydninger i fortællinger. Nogle gange er en historie bare det: en historie. Som man skal nyde for, hvad den er og ikke læse alt muligt ind i det. OK, fint nok, godt forsøg på, at give sig selv frit lejde og et frikort, Vaughan!

Hovedplottet, der periodevis virker glemt i andre forviklinger og afvigelser i plottet, afvikles og “forløses” lidt pligtskyldigt, når vi når sidste trade. Det er som om, at Vaughan egentlig helst ikke ville være kommet med alt for klare svar på, hvad der var skyld i udryddelsen. Er det egentlig vigtigt, spørger serien og Vaughan (via Yorick) direkte læserne?

Og giver så alligevel et svar, som (ikke helt overraskende) virker noget langt ude, unødigt kompliceret og muligvis også ulogisk, selv for denne serie. Hvis det da ikke er løgn – kilden til svaret er ikke ligefrem troværdig. Her har serien visse fællestræk med eksempelvis The Walking Dead, eller tv-serien Lost (som Vaughan, tilfældigvis OGSÅ har været forfatter på), i det at svarene ikke er det væsentlige. Det er rejsen og personerne man følger.

I den forstand kommer Y The Last Man også nogenlunde i mål. Selvom fokus virker en smule uskarpt og flimrende i seriens sidste par hæfter, hvor vi skal have samlet så mange af de vigtigste, dinglende plottråde op. Men, vi ender med, at zoome ind på den personlige fortælling og Yoricks rejse, der efter omstændighederne får et tilfredsstillende punktum. Eller komma?

Ujævn men underholdende læseoplevelse

Jeg har brugt det meste af et år, on/off i selskab med Yorick og fulgte hans oplevelser, som den sidste mand på jorden. Det er skete i form af 5 trade paperback opsamlinger, der hver især har samlet 12 hæfter af serien. Som et minimum, vil jeg klart anbefale, at man læser den i dette format. Den episodiske og lidt “løse” struktur gør, at man ikke får meget ud af, at læse Y The Last Man hæfte-for-hæfte.

I hver fald ikke, hvis man skal have en tilfredsstillende og “mættende” læseoplevelse. Jeg havde nok ikke hængt på, hvis man ikke havde muligheden for, at sluge store bidder i træk. Dertil sker der periodevis ganske enkelt for lidt, mens der på andre tidspunkter er en følelse af, at visse passager strækkes for langt til hæfte-til-hæfte læsning. Endelig er der indtil flere steder, hvor serien tager nogle mærkværdige afstikkere. Som nok ville virke endnu mere frustrerende, hvis ikke man kunne pløje videre igennem en trade.

Y The Last Man ER en ujævn oplevelse, hvis man ser den som et samlet “værk”. Det kan dog næppe undgås, når man fortæller en sammenhængende historie, og grundlæggende plot over 60 hæfter og 6 år. Jeg nægter, at tror på, at Vaughan har plottet hele fortællingen ud inden han gik i gang. Det gør, at serien, helt naturligt og forventeligt har op- og nedture.

Måske vigtigst af alt, så har man lyst til, at se hvordan det ender for Yorick. Nok er han lidt en klovn, men han er en elskelig, til tider morsom, klovn med hjertet på rette sted. Så må man leve med, at den sidste mand på Jorden også er den “vigtigste”. I en fortælling, der egentlig gerne ville sige noget relevant og vedkommende om køn. Havde serien været skrevet i nutidens “miljø” og “stemning”, så var der nok en del elementer i Y The Last Man, som havde set noget anderledes ud.

Det skal dog ikke ligge serien til last, at den også er et produkt af sin tid. Intentionerne virker som de bedste, vi og verden er bare blevet mere oplyste og har ændret sig de seneste 15-20 år. Forhåbentlig til det bedre og i den ånd, som jeg bilder mig selv ind, at Y The Last Man tilstræbte.

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

Ja, Y The Last Man hører til i en tegneserie-kanon, trods dens fejl og mangler. “Problemerne” kan debatteres, alt efter ens perspektiv, men serien er underholdende, morsom og skalaen ambitiøs.