Anders And. Hvor skal man næsten starte? Fra begyndelsen måske? I 1949 udkom… OK, måske ikke SÅ langt tilbage?! De fleste er nok bekendt med, at det første Anders And & co. udkom i Danmark helt tilbage i 1949. Prøv lige, at lade den synke ind, inden vi fortsætter. Det er 72 år siden. 2 år før min egen far blev født…
Nå, efter den blunder, så kan jeg afsløre, at jeg ikke (og nok aldrig kommer til at) eje Anders And nr. 1. Så skulle det da være et af de mere “værdiløse” genoptryk, som er udkommet gennem årene. Et af de originale, i perfekt stand, står vist i over 100.000. Det har jeg i hvert fald set i en artikel i Børsen fra 2014, så det er måske endnu mere nu? Og så er det ikke engang en and!
Høhø
Det her skal både handle om lidt Ande-trivia, personlig og af mere faktuel karakter, og så er det en art julespecial. Jeg har i anledning af julen støvet Disney’s Juleklassikere nr. 1 fra 1994 af. En slags jumbobog i “hardcover” med juletema. Den dykker vi ned i efter vi har holdt lidt historie time.
Populær And mistede med tiden flyvehøjde
Anders And & Co var, muligvis ikke den første tegneserier jeg nogensinde læste, eller ejede, men det er heller ikke utænkeligt. De blade var overalt i 80erne, hvor det ugentlige oplag stadig lå over de 100.000. Oplagstallet toppede i 1972, hvor der blev langet hele 220.000 eksemplarer over disken pr. uge.
I 2010 var det tal faldet til knap 40.000. Noget tyder dog på, at Anden har det ret godt for tiden. Det nyeste tal, jeg hurtigt har kunnet opspore siger, at Anders And i 2019 havde “193.000 læsere”. Men, antal læsere er ikke det samme som antal solgte, så vi kan ikke helt sammenligne de tal. Dog kan man nok godt konkludere, at Anders And & Co. må være ved nogenlunde godt helbred. Ellers var det sgu’ blev lukket i disse tider. Et Anders And blad koster forresten 39.95 nu til dags. 160 kr. om måneden for nyt fra Andeby? *GISP*
Det kostede det ikke i 80erne og første halvdel af 90erne, da jeg troligt fik/købte bladet. Så jeg har en stort set komplet samling fra omkring 1985 til 1994ish. De sidste år var det dog klart mest af “pligt” og vane, at jeg købte bladet. Kan ikke huske, at jeg læste det. Og kan se på bunkerne i kasserne, at en hel del stadig er pakket ind i den plastikpose de ofte begyndte, at udkomme i. Fordi der fulgte en eller anden “gimmick” eller dimmer med for, at booste salget.
Min peak Ande-fanatiker periode var klart årene 85 til 90, mens superhelte og andet begyndte, at snige sig ind og til sidst overtage det hele. OK, det gjorde det reelt nok fra omkring 87/88, men var stadig ret inkarneret læser i de år.
Så velkendt som duften af et morgenbord
For mig er Anders And & Co. ikke blot gode minder og nostalgi. Det ER min barndom. Anders And & Co. er smag, dufte, lyde og stemning. Det dufter af mine forældres morgenkaffe og smager af let-brændt toastbrød, eller Cornflakes. Lydtæppet udgøres af den lokale udgave af P4s morgensendeflade. Børneradio. Det er morgenstemning fra 80erne.
Senere blev det til middagsstemning, når jeg kom hjem fra skole og sad og pløjede ugens blad igennem endnu engang. Der var jo en HEL UGE mellem hvert blad, så man kunne nå, at endevende det mange gange. Og så dykke tilbage i stakken og finde et favoritnummer frem. Og springe over Mickey Mouse-historierne, hvis man skulle være så uheldig, at trække et, hvor han var med. Aldrig en favorit, den lille, nævenyttige, korrekte og kedelige Disney maskot.
Det er ikke en overdrivelse, når jeg siger, at nogle af de ældre blade i samlingen tydeligt bærer præg af, at være læst utallige gange over morgen- og middagsmaden. Både brugsslitage og fordi man, hist og her kan være heldig, at falde over fedtefingre eller ligefrem 30-35 år gamle krummer fra et måltid, presset ned i papiret! Det forhøjer, muligvis ikke eventuel salgsværdi…
De skal nu heller aldrig sælges. Min mor var så flink, at forære alt mit He-Man legetøj væk, da jeg var flyttet hjemmefra (Star Wars og Action Force overlevede delvist, og kun fordi min snarrådige lillesøster nåede at gribe ind). Mine gamle tegneserier er omtrent det eneste “komplette”, som jeg har tilbage fra min barndom. Arvesølvet.
Masseproduceret metervarer og dalende kvalitet
Jeg elskede Anders And & Co. i sidste halvdel af 80erne, men jeg kunne allerede dengang mærke, at kvaliteten på indholdssiden var dalende. Der skete et eller andet ret markant skifte i sidste halvdel af 80erne. Siden 60erne havde Gutenberghus selv produceret materiale til Anders And & Co, da de efterhånden løb tør for stof fra USA. Det gik med tiden også ud over kvaliteten.
Det er klart, at et blad der udkommer ugentlig vil medfører, at materialet skal produceres temmelig hurtigt. Og billigt. Med tiden synes jeg også, at det blev mere og mere tydeligt, at tegneserierne i bladet var blevet masseproducerede metervarer. Både historierne, som blev dårligere og det til tider discountprægede tryk og opsætningen.
Derfor er det heller ikke ligefrem fra bladets gyldne periode, at Disney’s Juleklassiker 1 stammer. 1994 var ligeledes efter de sidste krampetrækninger i min tid, som fast læser af Anders And – jeg er reelt i tvivl om, hvor jeg har bogen fra? Det er en form for Jumbobog i forklædning, 254 sider i det kendte format, men “indbundet” så den fremstår som en art hardcover. Hårde pakker kan jo være et julehit, men det her er ikke ligefrem en klassiker, hvad indholdet angår
Faktisk er det lige før, at jeg ville kalde den titel for falsk varebetegnelse. Det virker, som overskud fra tegneserie udsalgsbunken, som uden større kærlighed er klasket sammen. Løselig forbundet i kraft af, at historierne har en eller anden form for juletema.
Julehistorier uden julestemning
Her er ingen klassiker i gængs forstand. Det er ikke velkendte julehistorier, eller i det hele taget specielt “julet” og hyggeligt. Det behøver der ikke, at være noget galt i. Man kan sagtens lave “moderne” julehistorier, som fungerer på egne præmisser og ikke læner sig op af klassikerne. Her virker det dog overordnet umanerlig sløjt.
Vi får 3 længere historier med Onkel Joakim som protagonisten, 2 med Mickey Mouse, en enkelt Supermule og et par korte 1-sides med Anders And, som fyld/pauser mellem de længere fortællinger. Mickey Mouse hopper vi let og elegant hen over, da jeg ikke orker at få julestemningen ødelagt af den moraliserende mus.
Jeg begyndte på den første historie, “Mickey Mouse og Kometens Datter”, fortsættelsen til en tidligere historie. Der refereres i hvert fald en historie om “Issværdet”, i introteksten til den over 60 sider lange fortælling. Det er en af mine absolutte hade-troper indenfor Mickey Mouse/Disney figurer “i uvante omgivelser”: en fantasy fortælling. Hvor figurerne hives ud af Andeby, og over i en magisk verden med troldmænd og alt der hører til.
Ikke som i en “alternativ virkelighed”, nej, fantasy verdenen er “ægte” og eksisterer, åbenbart som en slags lommeunivers, eller sideløbende med Andeby. Det er altså “kanon”, og ikke en form for “Elsewhere” fortælling eller lignende. Hader det!
Så vi holder os til ænderne. Supermule gemmer vi til en anden god gang, han er trods alt en superhelt og fortjener, måske sin egen artikel.
Andebys fleksible virkelighed
I Simpsons arbejder de med noget, som en af forfatterne fra seriens gyldne periode kalder “fleksibel virkelighed”. Det vil sige, at verdenen har en form for indbygget “elastik”. Som man kan omforme og “trække” i, alt efter behov og efterfølgende er vi tilbage ved en form for status quo. Det har Andeby også i høj grad. Ikke blot i form af ovennævnte fantasy element, som bare er ét eksempel ud af utallige.
Faktisk kan man vel næsten gå så vidt og påstå, at der ikke rigtig er nogen fast, veldefineret virkelighed i Andeby. Den, og dens indbyggere ændrer sig konstant alt efter hvad der passer til historien. I Juleklassiker nr. 1 kommer det eksempelvis til udtryk ved, at Onkel Joakims forhold til julen ændrer sig fra den ene historie til den anden. Historier i Andeby universet forholder sig yderst sjældent til hinanden. Figurernes adfærd skifter, som vinden blæser og kun de groveste karaktertræk er optegnet.
Onkel Joakim forsøger i den første fortælling, at undgå gavmildhed og julestøtte som pesten. Mens han i næste historie starter med, at være gavmildheden selv, bare det ikke er gademusikanter! I historie to er han nemlig blevet fuppet af konkurrerende rigmand og filantrop, den herligt navngivne Anderbilt. Et af utallige eksempler på vellykkede navne i de danske oversættelser. Anderbilt = Vanderbilt, hvis nogen skulle være i tvivl.
Han står bag et wacky scheme, hvor han, naturligvis med overdreven iver og indsats gør alt for, at ydmyge Onkel Joakim. I denne omgang har han først hyret en gut til, at klatre op af Pengetanken og placerer et brev i Onkel Joakims postkasse. Der, åbenbart ikke står på gadeplan, ude ved vejen? Brevet er fra Julemanden, der gerne vil møde Onkel Joakim personligt.
Smedekampagner og gademusikanter
Joakim vil da gerne møde julemanden! Som, selvfølgelig viser sig, at være Anderbilt i dårlig forklædning. Han har en mindre hær af journalister liggende på lur, som på paparazzi-manér kommer brasende under mødet og tager kompromitterende billeder. Onkel Joakim bliver “outlet”, han tror på Julemanden, HAHAHA, gamle fjols. Hvor pinligt og ydmygende…
Hvert af de efterfølgende år har Anderbilt hyret en gademusikant til, at stå og synge smædesange om, hvor meget Onkel Joakim elsker Julemanden, foran Pengetanken. Derfor: Ingen julestøtte til den slags rakkerpak!
Gademusikanten er nu blevet kendt og en lokal berømthed, blandt andet fordi han har brugt på Anderbilts årlige stunt på, at gå på musikskole. For at vise taknemmelighed, på en måde er det jo Joakims fortjeneste, tilbyder han Joakim at afholde en gratis koncert foran Pengetanken
Kæmpe succes, og positiv omtale for Onkel Joakim, der genvinder formen og har overskud til at prikke lidt til Anderbilt. Håneretten i rig-and klubben er igen hos Joakim Von And, og det hele ender dermed lykkeligt. Hvis man kan kalde en historie, hvor popularitet og hvad andre tænker om en for en happy ending.
Lige i juleånden…
Fortryllet pop-op bog og metaleg i med Onkel Joakim
I den første historie er Joakim ikke i nærheden af, at være gavmild på nogen måde! Han gemmer sig for alle de fattige typer i en boghandel, hvor han falder over en fortryllet pop-op bog, hvor verdenen inden i bliver levende, når han åbner bogen?! Naturligt nysgerrig læser Joakim og vi får en historie I historien. Hvor Onkel Joakim er hovedpersonen?! Løbende brydes den fjerde væg til med, så bogens personer standser handlingen og interagerer med læseren, Onkel Joakim
Metalagene og hvordan hele det her univers fungerer kan give hovedpine, hvis man tænker for meget over det. Det lader vi være med. I pop-op bogen bringer Joakim sig på kant med Julemanden. En ukarakteristisk hævngerrig julemand, der beslutter, at stjæle en sjælden Sølvgran fra Joakims have, som sørger for “evigt forår” i haven. Bjørnebanden kommer ham i forkøbet. En reducere Bjørnebande, som her kun er en duo? Den tredje er nok hjemme til jul…
Anyhooo, en række forviklinger fører til, at Anders og nevøerne kidnappes og holdes fanget i Bjørne-duoen hemmelige tyvehule. I mens får den selvtilfredse julemand besøg af en af hans venner, som tilfældigvis også er en gammel heks. Fordi: tegneserier. De ender også i fangenskab.
Efter 80 siders hyggelig og godmodig nonsens redder Joakim dagen med hjælp fra en vaskeægte kæmpe, som også eksisterer i det her eventyrland og lærer den vigtige lektie om gavmildhed. På en eller anden måde. Den “ægte” Joakim er så rørt og imponeret af børnebogen, at det, selvfølgelig smitter af på hans adfærd “ude i virkeligheden”. Og det hele ender godt. Boghandleren var, ikke overraskende på nogen måder, den ægte Julemand.
Kulør og kreativt krydderi efterlyses
Ok, de tvivlsomme budskaber til trods, så er historien med gademusikanten ikke det værste jeg har læst. Det er bare så pokkers formularisk og helt igennem standard. Det er Von And mod “ugens skurk”, i et plot, hvor julen, modstandere og bi-figurer kunne skiftes ud med hvad som helst. Uden at det ville ændre det store. Særligt julet er det i hvert fald ikke.
Historien med pop-op bogen skal have den ros, at selve præmissen i hvert fald ikke er helt efter tegneseriefabrikkens faste former og skabeloner. Selve idéen er god, skægt eksekveret og visuelt, efter disse bøgers dalende standard, relativt opfindsom.
Der er nogle visuelle gags, detaljer og måden verdenen inden i bogen opfører sig, når siderne foldes og der bladres, som fungerer ganske godt. Tænk, i lille skala, lidt ala byen der foldes i Invention. Så vidt så godt.
Indholdet er, ligesom i historien om gademusikanten, mindre ophidsende. Udsynet er større, der er langt mere plot og forviklinger. Samt et større persongaleri. Alligevel virker det hele, samlet set underligt “blah” og fortalt uden peps og kærlighed. Der mangler i den grad noget kreativ krydderi, eller bare lidt kulør.
Hård pakke, blødt og billigt indhold
Hvilket bringer mig frem til sidste punkt på julemenuen. Vores slet ikke uvæsentlige dessert, som egentlig er det, der binder det hele sammen. Det visuelle, indpakningen og bogens tekniske udførelse og præsentation.
Det stinker. En ting er, at tegningerne og farvelægning bærer tydeligt præg af, at være den billigst mulige løsning. Denne bog fra 94 er, trods markant mindre brug (har den nogensinde været åbnet?) langt mere falmet, bleg og grim at kigge på end tegneserier i min samling, som er 10 år ældre. Og som har været læst hundredvis af gange. De lugter af ren spareøvelse og profitmaksimering. Helt i julens ånd. Igen.
Endvidere er der den gyselige maskintekstning. Nu kan man nok ikke forvente eller forlange flot og gennemført håndtekstning, i en udgivelse som denne skrabede sag. Men, maskintekstningen her er af den slags, hvor fonten og skriftstørrelsen er så lille, at der konsekvent er utroligt meget luft til kanterne af taleboblerne.
Det ser rent æstetisk virkelig dumt og forstyrrende ud. Teksten virker alt, alt for lille. Taleboblerne med deres store mængder luft ser pludselig større ud end de reelt er, og forstyrrer også læseoplevelsen. Og så sender det bare (endnu) et signal om, at der ikke er kælet for nogen som helst detaljer, tænkt over tingene eller lagt mere end en minimal arbejdsindsats i det.
Det er, her bogstaveligt, en “tom” skabelon. Som man så bare propper hvad som helst i, der lige lå øverst i skuffen. Julen varer længe, koster mange penge… ikke den her discountproduktion…
Glædelig bagjul!
