Pensum: Berlin af Jason Lutes

by | Dec 19, 2021 | Pensum | 0 comments

Berlin af Jason Lutes er et moderne hovedværk indenfor tegneserie, der tegner et foruroligende billede af Berlin i slut-20erne/start-30erne. Fra de sene efterdønninger af Første Verdenskrig, hemmelig oprustning, Weimarrepublikkens begyndende fald og nazismes fremmarch.

Tegnet og fortalt af Lutes over næsten 600 sider, i perioden 1996 til 2018, er Berlin et svimlende ambitiøst værk. Oprindeligt udsendt i 22 hæfter, senere samlet i 3 “bind” og nu også i en massiv mursten. Teknisk set altså ikke en grafisk roman, men sådan bør den samlede udgivelse anses. For der er vitterligt tale om et samlet værk.

Med et rigt og varieret persongalleri i Berlins levende bybillede, fortæller Lutes sin historie gennem samfundets forskellige klasser og subkulturer. Kombineret med en art alvidende fortæller, der af og til zoomer ud og binder fortællingen sammen på et mere overordnet, lejlighedsvis poetisk plan.

En pulserende og levende storby

I Berlin følger man en række central karakterer (der er over 20 “hovedkarakterer”), hvis skæbner både overlapper på kryds og tværs, og aldrig kommer i berøring med hinanden. Ligeledes får man jævnligt små, korte glimt eller indblik i en tilfældig borgers gøren og laden. Som en form for spontan øjebliksbillede, en overgang mellem “scener” eller hovedkarakterer, der gør at Berlin hele tiden lever og ånder. Er i bevægelse, som om byens puls hele tiden slår.

Berlin er, ligesom enhver storby, eller et samfund, en levende, bevægelige og organisk mosaik. Der er et komplet billede, men det er aldrig helt klar og i konstant forandring, som “brikkerne” rykkes rundt. I dette tilfælde af Lutes, der lader til at have en ret nøje udlagt plan for, hvor han vil have historien og figurerne hen.

Karakterer og plottråde bringes diskret og elegant i position, så setups, payoff, forviklinger og Berlins handling virker naturlig og meget troværdig. Der bygges på en måde op til nogle “fikspunkter” i handlingen, hvor det hele løber sammen eller kulminerer. Eksempelvis en kommunistisk demonstration den første maj 1929, der ender fatalt og demonstrerer de første, alvorlige og dybe revner i republikken..

Ting, der umiddelbart kan virke tilfældige eller uvæsentlige, bringes i spil og åbenbarer sig senere. Andre bidrager blot med små detaljer, stemning eller til, at gøre byen levende og rig. Det giver en overbevisende fornemmelse af, at Berlin ikke bare er det du kan se på de sort/hvide sider, men en by, der lever og ånder langt ud over de standardiserede paneler og sidelayout.

Ung republik i opbrud

Historien tager sin begyndelse på en togtur ind mod byen i slutningen af 1928. Der er ulmende opbrud og uro i den stadig relativt unge Weimarrepublik, der blev etableret som et resultat af Versaillesfreden, som afsluttede Første Verdenskrig. En usikker og dødsdømt konstruktion, der ikke tog hensyn til hverken det smertelige nederlag og, at den tyske nation blev fundamentalt omstruktureret,

En på mange måder stadig ung nation, der i forvejen var et kludetæppe af gamle hertugdømmer, selvstændige lande og stater. Der VAR ikke et samlet, stortyskland, kun i romantiske nationalisters forestilling og på det internationale tegnebræt, da nationen/republikken blev oprettet. Et kludetæppe, der også talte blande befolkningsgrupper og nationaliteter. En regulær krudttønde med potentiale til, at selvantænde med den rette gnist…

Den midaldrende journalist Kurt Severing har været ude, at snuse op på en historie om, at Tyskland er begyndt at ryste med sablen. Og i det skjulte har brudt fredsaftalen og er begyndt, at genopbygge et luftvåben. Han møder den yngre Marthe Müller, en kommende kunststudine i slut-20erne. Hun har endelig har forladt Køln med et familie/krigstraume i bagagen for, at følge hendes drømme og ambitioner i republikkens hovedstad.

De to falder i snak, en form for små-sød musik og forbindelse opstår. En der senere udvikler sig til et regulært forhold, som bliver det mest centrale omdrejningspunkt og et tilbagevendende element i Berlin. Det er disse to personer og deres forhold, som alt andet stille og roligt spinder, spirer og vokser ud fra.

En imponerende menneskelig myretue

Derudover følger vi i større og mindre grad eksempelvis den jødiske middel- og underklasse. Nogle skraber og hutler sig igennem tilværelsen i stadig mere fortvivlet grad. Andre undervurderer den ulmende national socialisme og faren den udgør for dem. Et afro-amerikansk jazzorkester dukker også op. De er, måske er mere end blot et “kulørt” og kuriøst indslag, der skal bringe noget musikalitet og tidstypisk ind i Berlins fortælling.

Der er Marthes medstuderende, som er en perlerække af tiltagende belastende boheme/möchtegern intellektuelle/prætentiøse/desperate typer. Overklasseløg, fine fruer, dekadente og kønsidentitets frisindede levemænd og kvinder. Mediefolk og politikere, historiske personligheder og manden på gaden og kvinden i køkkenet. Barnet fra baggården og hunden på gaden.

I mindre kompetente og fokuserede hænder, så kunne Berlin nemt været blevet en uoverskuelig og usammenhængende rodebunke af indtryk. Brudstykker, der hang mindre sammen end den republik i begyndende opløsning, som Lutes portrætterer sideløbende med og igennem hans enorme persongalleri.

Men Lutes overblik, seriens tempo (og temposkift) og den møjsommelige, næsten rytmiske og melodiske udvikling gør, at Berlin ikke krakelerer. Bevares, nogle scener, karakterer og plottråde er mere spændende og fængende end andre. Der er visse “døde” perioder, som man lige skal igennem. Det kan næppe undgås i en fortælling på 600 sider, der er fortalt i en periode på over 20 år(!).

En by med dybe sår

Et andet springende punkt for nogle, vil muligvis være seriens umiddelbart lidt “konservative” udseende og format. Det er klassisk tegneserie, i tråd med eksempelvis Art Spiegelmans Maus. Det kan se enkelt, næsten simpelt og primitivt ud, måske endda en smule kedeligt og mondænt. Men, man skal ikke lade sig narre.

Ligesom den fortælletekniske og historiemæssig del, så gemmer Berlin på et visuelt ganske imponerende udtryk, som lige skal have en chance for, at åbenbare sig. Djævelen ligger begravet i detaljen, og alt det der. Lutes har sans og blik for personernes mimik, små “ticks” og en enkelt streg, der pludselig giver figurerne overraskende meget liv og “sjæl”.

Det er ikke en stil der “popper”, som overrasker med panel og sidelayouts, eller sprænger rammerne. Der er på den måde ikke noget “flashy” over Berlin. Men, det er med til, at bidrage til en stemning og atmosfære af “gammel tid”. Noget historisk. Måske noget lidt nostalgisk? Der er noget sørgmodigt over Berlin. En smerte. Et savn. En bitterhed. Noget tabt og mistet.

Tynget af kunstneriske og poetiske udflugter

Serien har en tilbøjelighed til, at slå over i en lige lovlig højtragende og “poetisk” tone, hvor det er lige ved at blive for kunst med stort K for mig. Det er, heldigvis ofte kun i korte perioder. Her flirter Lutes og Berlin med, at lade det lurende metalag serien også rummer få overtaget og blive det, som den selv forsøger at opponerer imod andre steder.

Det kan være de studerendes samtale, som bliver en kende for langhårede og fortænkte, også på et metaplan. Som om de kommenterer på handlingen i overført betydning. I prætentiøse samtaler, der uironisk også gør Berlin selv små-prætentiøs.

I samme tråd, er der en scene med en underviser, som diskuterer og forklarer begrebet “vanishing point” i en fortælling for de studerende. Men det er i høj grad Lutes, der også hamre en pointe igennem og helt firkantet forklarer begrebet igennem en prædikende karakter. Her kammer det lidt over, og Lutes kommer til at overdøve sin egen fortælling.

Andre steder skifter tonen og synsvinklen til den tidligere nævnte form for alvidende fortæller, der har tendens til, at være lidt af en poet. Det er lejlighedsvist et frisk pust, giver serien et mere drømmende skær og hiver os op fra byens gader og stræder og op i de højere luftlag. Nogle gang er det dog også her, man lige ånder lidt tungere og fristes til, at rulle med øjnene.

Dog er det knap så udmarvende, som nogle lange, lange politiske og filosofiske diskussioner, hvor taleboblerne fyldes til bristepunktet. Det er bestemt ikke uinteressant, det giver nødvendig baggrundsviden og kontekst. Desværre har det bare en tendens til, at klumpe sammen så man får 4-5 sider med en mur af tekst og “indhold”. En skarp kontrast til der hvor Berlin har sin største styrke.

Fra Korsbæk til Babylon!

Det er når Berlin og dens borgere får lov til gennem naturlig samtale og fremstilling af deres handlinger, at fortællingen har sin helt store styrke. Her føles Lutes fremstilling af Berlin ikke blot naturligt og troværdigt, men som en art fiktiv, historisk dokumentation af dagliglivet i en kaotisk tid. En tid, hvor Europa, tilsyneladende uundgåeligt er på katastrofekurs.

Det afspejles også i en række af karakterernes udvikling og skæbne Berlin igennem. Volden tager til, gør gaderne farlige. Drømme og ambitioner brister i takt med, at fascismen, fjendtlighed og råhed vinder frem. Kunst, kultur og den fri presse knægtes og kvæles, mens nazisterne forfører masserne og manipulerer systemet.

Alt dette taler for Berlin og Lutes kvalitet som forfatter. Læser du mursten med de briller, så rummer den kvaliteter, der kan minde om en typisk tv-dokumentarserie med iscenesatte og rekonstruerede “scener”. Dramatiseret dokumentarisk historiefortælling, tilsat poetisk og kunstneriske ambitioner, som tilfører fortællingen en snert af noget “finkulturelt”.

Det er Matador, der møder Babylon Berlin med en Robert Altman’sk personmosaik.

Kan man synes noget er godt og alligevel kede sig? Ja.

Der er bare ét, ret stort og i sidste ende næsten uoverkommeligt problem for mig. Et der gør, at Berlin endte med, at være lidt af en kamp at komme igennem. Jeg kedede mig! Intelligente mennesker keder sig ikke, har en eller anden idiot påstået. Så må jeg være blevet tiltagende dummere, som jeg sled mig igennem bogen.

Jeg er dybt fascineret af tiden, tysk historie og kultur, og har dyrket perioden mellem de 2 verdenskrige i Tyskland ret intensivt. Så, jeg føler mig på hjemmebane her. Måske også FOR meget? Det kan være en af grundene til, at Lutes fortælling i sidste ende ikke fanger mig. De historiske fakta, udviklingen i et bredere perspektiv og de store linjer kender jeg ud og ind.

Det ligger så et ekstra “pres” på selve historien, plots og karaktererne til, at fange og holde min interesse. Selvom Berlin galleri er mangfoldigt og afvekslende, så er der et eller andet der gør, at intet af det rører mig specielt meget. Figurerne virker troværdige, og mange af dem rummer stor psykologisk dybde og fremstår, som afrundede mennesker af kød og blod. Alligevel er jeg ret ligeglade med dem.

Når man ikke bliver rørt, når karaktererne af uransagelige grunde ikke ræsonnerer og interesserer en, og man er ligeglade med deres endelige skæbner. Og når selve historien slutteligt er lidt for “gift” med historiske fakta, som man har terpet, som skulle man til eksamen i stoffet. Ja, så føles 600 sider langt. Meget langt.

Gribende fortælling eller tung mursten?

Det gjorde også, at jeg både kæmpede, sled og piskede mig til, at komme igennem bogen. Der føltes som om, at den blev tykkere og tykkere, som den langsommeligt kravlede ind i 30erne. Nazisternes magtovertagelse og indflydelse hele vejen ned igennem systemet og betydningen for Berlins indbyggere, burde være spændende og gribende læsning.

Hvilket det sandsynligvis også vil være for mange. Bare ikke en, der allerede har taget en overdosis af stoffet inden han gik i gang med den ellers indbydende og tillokkende udgivelse. Så i sidste ende bliver det til en meget forsigtig anbefaling af Jason Lutes’ Berlin. Ikke kun, hvis du har interesse for og forhåndsviden om de historiske linjer og fakta.

Den til tider poetiske stil, det kunstneriske udtryk og indhold, hvor Lutes spiller med de intellektuelle muskler, vil ikke tiltale alle. Jeg siger ikke, at det hjælper at være lidt finkulturel, kunstsnobbet og er typen, der tiltrækkes af “tegneserier som KUNST”. Meeeen…

Det ændrer dog ikke på, at Berlin på rigtig mange punkter er en svimlende, imponerende og respektindgydende præstation og udgivelse. Og i hvert fald en, som efterlader et eller andet form for indtryk og tvinger en til, at tage stilling og forholde sig til den. Der er det modsatte af letfordøjelig eskapisme og hurtig underholdning.

Levende, berusende og gribende, eller en tung, drænende mental mursten? Bedøm selv.

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

Ja, med de nævnte forbehold. Omfanget og ambitionerne alene gør den til et kanon-værdigt værk.