Marvelklubben: Edderkoppen nr. 85

by | Dec 11, 2021 | Marvelklubben | 0 comments

I denne udgave af marvelklubben tager vi tilbage til 1991, hvor vi er nået til slutningen af den originale Marvelklub. Edderkoppen nr. 85, udsendt af Interpresse i 1991, er nummereret med Marvelklubben nr. 208, men nummereringen fremgår ikke længere på forsiden.

Marvelklubben blev introduceret i 1984, da Interpresse overtog udgivelsesrettighederne til Marvel på dansk. Målet var, at guide læserne så bladene blev læst i den “rigtige” rækkefølge, skabe overblik og sammenhæng. Nå ja, og nok også for at skabe en “klubfølelse” på de redaktionelle sider.

Dengang udkom der mange blade pr. måned og systemet gav mening. I 1991 var vi nede på 2, måske 3 blade om måneden og klub-idéen var erstattet af en abonnementsordning på de enkelte titler.

1991, og dette nummer af Edderkoppen, er også markerer også en personlig skillelinje. Jeg havde dyrket superhelte, ikke mindst Edderkoppen, religiøst i 5 år, men her begynder jeg stille og roligt at falde lidt af på den. Det er ved dette nummer, at det første hul i min oprindelige samling optræder. Næste nummer jeg ejede dengang var Edderkoppen nr. 89.

McFarlane bliver en superstjerne

Jeg hang ved nogle år endnu, men hullerne bliver hyppigere, af varierende størrelse. Grundene husker jeg ikke, men lad os bare sortere det under “nye interesser”. Måske havde det også noget med kvaliteten af bladene at gøre?

Med dette nummer er vi godt inde i David Michelinie og Todd McFarlanes makkerskab på Amazing Spider-Man. Det blad leverede meget af materialet til Edderkoppen i den periode. I dette tilfælde er det de amerikanske Amazing Spider-Man #310 og #311 fra slutningen af 1988, der er blevet brugt.

På det tidspunkt havde McFarlane tegnet Edderkoppen i lidt over et år, og var godt på vej til absolut superstjernestatus. Også herhjemme, hvor man fik en forsmag på hans arbejde i Hulk-bladet, men det var også på Edderkoppen har for alvor cementerede sin status, som en af sin generations mest profilerede tegnere.

Jeg var også fan dengang, især af hans fremstilling af Edderkoppen, hans dragt, nettet og måden han bevægede sig på. Han ramte bare noget i tidsånden og indvarslede de ekstreme og vilde 90ere. Væk var den mere konservative og standardisere Marvel-stil. Ser jeg på det nu, så synes jeg egentlig det er ret grimt. Især når McFarlane tegner mennesker, og ikke superhelte. Karaktermodellerne har det også med at svinge i udseende, ofte fra panel til panel.

Tegnerne overskyggede forfatterne

Hvis jeg ikke længere har særlig stor fidus til McFarlane, det var sgu¨nok for meget sizzle og for lidt steak, så var jeg ikke engang opmærksom på forfatteren dengang. Det var tegningerne og det visuelle, som fangede min opmærksomhed mest og jeg vidste hvem McFarlane og de andre tegnere var – og hvem jeg kunne lide.

Hvem der skrev bladene lagde jeg, selvfølgelig også mærke til, men i mindre grad. På det punkt var jeg måske meget tidstypisk, det VAR den periode, hvor tegnerne  for alvor blev stjernerne. Man købte bladene pga. McFarlane navnet, ikke for forfatterens navn. I dette tilfælde burde jeg nok have bidt mere mærke i det. David Michelinie havde et af de længste, sammenhængende runs som forfatter på Spider-Man.

Efter en karriere, der startede i 1970er, hos både DC og Marvel, der blandt andet også tæller en markant periode på Iron Man, overtog Michelinie Amazing Spider-Man i 1987. Han fortsatte uafbrudt på Spider-Man hovedtitlen indtil 1994, hvorefter han har arbejdet mere sporadisk i branchen.

I den periode var han med til, at skabe og forme vigtige karakterer som Venom og Carnage. Hvem der skal tilskrives opfindelsen af netop disse karakterer, ikke mindst Venom, har været grund til diskussion og verbale slagsmål lige siden. Michelinie og McFarlane har ikke været helt enige om fordelingen af kreditten og æren, lad os sige, at sandheden nok falder et sted midtimellem.

Kærlighedssyge beundre, kidnapninger og Soap-serie plots

Hvis tegneseriebranchen kan være et hundeslagsmål, småligt eller decideret barskt og nådesløs bag scenen, så er der også gang i den, i Edderkoppen nr. 85. Vi samler handlingen op i kølvandet på en dramatisk storyline, hvor Mary Jane blev kidnappet, og holdt fanget af hendes og Peters nye udlejer.

Endda i den bygning de lige er flyttet ind i! Et soap-serie plot i bedste Dallas/Dollars stil med en sygeligt fikseret beundrer, og et drama der, udvidende for helten, udspiller sig lige i dennes baghave. Standardplot og i bund og grund temmelig fjollet, men nu er forbindelsen mellem Marvel og soap-storylines jo ikke ligefrem en ny ting.

Faktisk kunne man sige, at det er en del af Marvel, ikke mindst Spider-Mans DNA. Fra 60ernes romantiske og uskyldige plots med trekantsdramaer, ungdomsproblemer og fremefter. Inden det mudrede til, eller flippede mere ud op gennem 80erne og 90erne.

NÅ, Mary Jane blev befriet, den kærlighedssyge beundrer sat bag lås og slå og der kom, for en stund, lidt ro på hjemmefronten. Peter er tilbage i hverdagens vante rammer. Pengeproblemer og hvad med den akademiske karriere?

Marvel skabelonen virker stiv

Historien følger indledningsvist den dominerende Marvel-filosofi om, at “ethvert blad kan være læserens første”. Så, vi får kort etableret Peter Parkers udfordringer. Pengene er knappe, jobbet hos Daily Bugle er utaknemmeligt, han burde koncentrere sig om uddannelsen, her universitetet og Tante May er sikkert syg.

Formlen fungerede, i hvert fald for en stund. Men, det er tveægget sværd. Som “gammel” læser kender man disse “beats” til hudløshed. En snigende fornemmelse af repetition og status quo har nok sneget sig ind, og kan have været en af grundene til, at jeg kørte lidt død i Edderkoppen. Bevidst eller ubevidst havde man måske luret, at vi på en måde altid endte tilbage ved “start”.

Læg dertil “månedens skurk”, som afledning/udløber af de større plottråde, og vi har en skabelon. I dette tilfælde er der tale om Tordenskaden, en lettere kikset designet og ligegyldig C-level badguy. Han får lov til, at gøre sin entré på de første sider, klædt som en reserve Batman i sort og gråt med kappe og helmaske og det hele, samt i en form for lang hestehale.

Den opfindsomme fastelavnskostumeklædte sekundaskurk forsøger, at røve en pengetransport (fordi 80erne) og tilfældigvis svinger Edderkoppen, naturligvis ind i panelerne på det rette tidspunkt (fordi tegneserier). Og fornærmer ham med et par vittige og friske kommentarer.

Tordenskaden tager hurtigt fugleflugten og vi får den nævnte opsummering af Parkers udfordringer, hvor han tænker højt for sig selv mens han svinger hjem. Hvor Mary Jane er ved, at følge låsesmeden ud af døren. Fornuftigt at skifte låse efter man har været kidnappet af den nu tidligere udlejer, selvom jeg måske havde overvejet at flytte. Og skifte navn.

“Typisk tegneserie”-fortælling med klassisk skurk

Vi skifter scene til universitetet. Peter får flirtet lidt med en Anne Marie, inden han møder Dr. Swann, som han skal være assistent for. Han opfører sig lidt nervøst og underligt, hvilket selvfølgelig får det til at kilde… i Parkers edderkoppesans. Og den er god nok, der foregår noget lyssky og lusket i laboratoriet!

Dr. Swann bliver afpresset af selveste VÅBENSMEDEN!! Hvem?! En af Edderkoppens ældste fjender, opfundet af Steve Ditko, der havde sin første optræden helt tilbage i Amazing Spider-Man nr. 2 i 1962. En klassisk, ond opfindertype. Han har, med Dr. Swanns uvillige hjælp, opfundet en eller anden dimmer, som kan forøge våbensystemers styrke (fordi tegneserie).

Inden vi ser os om kommer Tordenskaden brasende tilbage i historien, han forsøger at nipnappe våbenforstærkeren. Men, det giver bagslag, dimmeren er ikke fintunet og kortslutter Tordenskadens våben. Edderkoppen gør kort process med skadedyret, mens Våbensmeden ser sit snit til, at undslippe og Dr. Swann overlades til politiets varetægt. Hvem har tilkaldt dem?

Dermed slutter et lidt tamt kapitel og første del af bladet. Det er “typisk tegneserie”; og historiemæssigt ikke videre ophidsende. Er man til McFarlanes dynamiske stil får man en smule action, men ikke noget der for alvor gør indtryk. Dog fornemmer man McFarlanes fornemmelse for brug af sideopsætning og paneler til, at holde gang i en fortælling.

Hvad FUCK sker der med Peters ansigt og øjne her?! Målet var nok, at signalere at han er “fortabt” og “tom”, men det ser ud som om han er blevet en zombie?!

Who you gonna call?

McFarlane får mere at rykke i, i bladets anden historie, hvor han tilmed får lov til at kanalisere sin indre Kirby. Der er, tilsyneladende monstre løs i New York!? Og de ligner i flere tilfælde groteske skabninger, der er væltet ud af en Jack Kirby side, med et McFarlane’sk moderne slut-80er twist. Især en brun kæmpe af en art har et ret fedt design, mens en sølvløve er lidt mere 90er ekstrem.

De stammer begge fra og manifesteres ved New Yorks hovedbibliotek, som introduceres på første side med et “etableringsskud”. Det ligner noget, som er foto-refereret, eller taget direkte fra, den første Ghostbusters-film. Filmen nævnes endda i den forklarende tekstboks, så det er ikke fordi inspirationens er skjult.

Nå, men hvad er der los i New York nu? Det fremgår ikke helt, og er heller ikke helt klart for vores helt. Han får tilmed et traume med hjem, da en civilist begraves under murbrokkerne i et forsøg på, at hjælpe Edderkoppen mod den brune kæmpe. I en lidt overraskende scene, hvor en civil faktisk mister livet “on screen” i Edderkoppen.

Eller gør han? For det viser sig, at det muligvis er selveste Mysterio, som driver gæk og laver illusionsnumre med Edderkoppen! Den cinematiske mesterslyngel…

Off-model Peter Parker, tjek. En Curt Connors, der pludselig begynder at svede og se ud som om han er ude på narrestreger, tjek!

Hektisk afslutning og hurtigt videre

Edderkoppen opsporer Mystrio med lidt assistance fra en lille fisk, som han opsøger på en lurvet beværtning på havnefronten. Hvordan han lige falder over ham sorterer, endnu engang under “fordi tegneserier”-reglen. Men, lad os være flinke og kalde det Edderkoppen-intuition i dette tilfælde.

Mysterio bliver, helt i tråd med resten af hæfter, onduleret relativt nemt efter en kort kamp. Det hele bygger op til sidste side, der viser sig at være bladets vigtigste. Den Grønne Gnom spøger igen, denne gang i form af Harry Osborn. Han ses i betragte sin søn, i skyggerne mens han grubler lidt. Udenfor vinduet ses en kendt silhuet – Den Gule Djævel lurer derude…

Ellers når vi også, at se at Dr. Swann er tilbage på pinden efter hans afpresningssag. Han blev åbenbart hurtigt tilgivet? Parker løber os kortvarigt ind i Dr. Conners, der virker noget anspændt og nærmest ser helt diabolsk ud? Der sås sæd til fremtidige historier.

Vi får også lidt privatliv, hvor Peter og Mary Jane er en tur på bar. Her kommer Parker i et rask lille håndgemæng, men redder hans kvindes ære med et effektivt brydegreb. Mary Jane udlever her, tilsyneladende en canadisk drenge-fantasi fra McFarlane. Hun er klædt som en dullet cowgirl, et look som nok ville vække lidt hævede øjenbryn i 2021.

Samlebåndshistorie, der holder hjulene i gang

Okay, der er ikke specielt meget kød på historierne i Edderkoppen nr. 85. Det meste er hurtigt overstået, og virker ret episodisk. Lidt månedens skurke, korte kampe, tilsæt lidt privatliv og sæt flueben i de sædvanlige Edderkoppen-plot kasser. Og ellers bruges historierne til, at sætte ting op til fremtiden.

Et typisk “overgangs/etablerings” og “hold hjulene i gang” blad. Det er pænt standard, en kende uopfindsomt og virker på mange måder som noget der er spyttet ud fra Marvel-fabrikkens samlebånd. McFarlane får i korte glimt lov til, at vise noget af det, der var ved at give ham den stjernestatus, som han egentlig stadig lukrerer på. Men, specielt mindeværdigt er det ikke.

Bladet indeholder dog også en stor bonus-artikel på de udvidede redaktionelle sider. Et 16 siders tillæg om redaktør Michael G. Nielsens besøg hos Marvels hovedsæde i New York. Her er absolut ingen vilde scoops, eller oplysninger om arbejdsgang, personale og Marvel, som ville kaldes banebrydende i 2021.

I 1991, før internettets og en nemt tilgængelig informationsstrømstid var det dog guf for nysgerrige. Et blik bag kulisserne, som man eller aldrig kom i nærheden af. Man kan endda nyde en masse grynede, fotokopierede billeder af lokaler og personager som David Fingeroth, John Romita, Jim Salicrups, en ung Jim Lee og selveste Stan Lee.

Ja, Nielsen mødte, tilfældigt og heldigt mand, myten og legenden Lee! Der her nok kun havde nået folkepensionistalderen.