(Advarsel, det følgende indeholder visuelle spoilers for Red Room #1-4, og visse billeder kan virke anstødelige, selvom jeg har sorteret de værste fra).
Endelig fik jeg fingre i det her griseri! Red Room – The Antisocial Network, Ed Piskors homage og kærestebrev til 80er/90er outlaw comics, gore, splat og generelt dårlig smag! De enkelte hæfter har været svære, hvis ikke umulige at opdrive på vores breddegrader, men nu er de første 4 ildelugtende og bloddryppende hæfter ude i samlet form. Og altså til at få sine beskidte lapper i.
Ed Piskor er indtil videre nok mest kendt for den glimrende YouTube-kanal Cartoonist Kayfabe (sammen med kollega/ven Jim Rugg og hyppig “gæst” Tom Scioli), samt tegneserie-projekterne X-Men Grand Design og HipHop Family Tree. Og nu altså hans passionsprojekt, Red Room. Serien begyndte sit liv på Piskors Patreon-side, som en serie decideret rettet mod, og en hyldest til, tegneserie i hæfteform. En kun løseligt forbundet serie, der går mod de fleste strømninger i modernes tegneserier, måden de udgives på, samt form og indhold.
Den røde tråd i Piskors virke, lader til at være hans interesse for tegneseriehistorie, og popkulturel historie generelt. Med en hang til hiphop, sort/hvide outlaw comics (det “forbudte”, “den dårlige smag” og sex), det skæve, undergrunden og wrestling.
Udtrykket “kayfabe” relaterer til et udtryk fra sidstnævnte, der igen har overtaget begrebet fra carny-verdenen: gøglere, kræmmere, cirkus og tivolifolk. Det betyder noget i retning af, at opretholde facaden, ikke afsløre “tricket”, bevare illusionen, “don’t break kayfabe”. Ed og Jim er fans af gammeldags wrestling, genrens måde, at fortælle historier på og tryllebinde/narre sit publikum med et stort illusionsnummer.
Det kan, på sin vis godt overføres til, eller fornemmes i Red Room.
Piskors perverse passionsprojekt
Afskårne lemmer, udrevne øjeæbler, afrevne negle, al tænkelig lemlæstelse og tortur, samt pis, lort og næsten alt usmageligt man kan forestille sig. Pittsburgs perverse og uvorne søn, Piskor, har, om noget en livlig og grum fantasi.
Den får frit løb i Red Room og dens kig på tortur og mord, som forbudt underholdning på The Dark Web. Desværre har den dygtige, detaljeorienterede og nørdede tegnerne glemt, at skrive en god og medrivende historie, at hænge alle de ubehagelige udgydelse op på. Det er her han ikke helt lykkes med, at opretholde “kayfabe”. Illusionen brister efterhånden, som man arbejder sig dybere ind i det vamle Red Room og Piskors bluffnummer bliver afsløret.
Det hænger nok også sammen med Piskors intention om, at skabe en hyldest til hans elskede sort/hvide 80er outlaw comics og 90er gore/overdrev/splat. Det er i sin natur en blanding af genre, som kan have tendens til, at operere på et lidt overfladisk plan, eller stil over substans. Dermed ikke sagt, at det gælder alt indenfor disse “underlødige” genre, overhovedet!
Faktisk har Cartoonist Kayfabe gutterne været ekstremt dygtige til, at finde værdi, dybde og mere end bare visuelt excess og overfladisk historiefortælling i de outlaw/undergrunds-tegneserier de beskæftiger sig med. Derfor er det også endnu mere skuffende, at Piskor i sidste ende virker så uinteresseret i, eller ikke formår, at tilføre Red Room mere substans end tilfældet er.
Den uforklarlige ondskab
Jeg vil ikke gå dybere ned i fortællingerne i samtlige 4 hæfter, men lad os hive #1 frem som et eksempel. Det hæfte, dens form, stil og fortælleteknik er nemlig et ganske dækkende pejlemærke for hele serien. I hvert fald som den udfoldes i denne opsamling, der er ude via Fantagraphics.
Red Room handler kort fortalt om en grum, hemmelig og forbudt del af internettet kaldet The Dark Web. Den idé, konceptet og “realiteten”/parallellen til virkeligheden tages her til ekstremer. I al hemmelighed kan man med Bitcoins betale for, at overvære mord via webcams i forskellige rum. Heraf seriens tagline “Murder on the dark web for profit and fun”.
I første hæfte følger vi Pentagram Pictures og dennes indehaver Mistress Pentagram, som det central omdrejningspunkt. Vi følge både hende, dagligdagen og den nøgternt portrætterede forretningsgang i virksomheden, ofre og bødler. Hovedpersonen i første, lille afrundede fortælling (hvert hæfte er på 48 sider og fortæller en separat historie i dark web universet), er en fedladen, små-ynkelig papirnusser fra det lokale politi, Davis Fairfield.
Han har fornylig mistet konen og hans ene datter i en trafikulykke. Hans anden datter overlevede og forsøger, at komme på fode igen og passe på farmand og passe skolelivet. Sorgen, og hans indre slagte- og svinehund får han afreageret ved, at påtage sig dark web alter-egoet Major Slaughter. Et militær persona med nok flair for, at myrde på amatørbasis på nettet i en sådan grad, at han vækker Mistress Pentagrams interesse.
Men, han var allerede i gang inden ulykken, så det forklarer ikke roden til Fairfields ondskab.
Ingen slipper levende ud af det røde rum
Fremgangsmåden for forretningen Red Room er, at både ofre og potentielle bødler kidnappes og føres til et hemmeligt, ukendt sted. Gemt for myndigheder, de skide snushaner, og de involverede parter. På lokationen har Mistress Pentagram ligeledes en hel avlsfarm. Hvor hun via indavl fremdyrker masseproducerede ofre, når de forskellige shows kører discount samlebåndsmord. De mere ekstravagante med særligt udvalgte ofre er luksusmodellen.
Kasserede bødler, de der har udtjent deres brugbarhed, nytteværdi, er løbet tør for kreativitet, eller grundet udløbet nyhedsværdi ikke længere skaffer nok bitcoin-indkomst, dræbes, naturligvis og skaffes af vejen. Ingen er uundværlige, og ingen slipper i sidste ende næppe levende ud af Red Room.
Der er en fast skare af villige, afsporede hjælpere, ansatte og (stadig) populære bødler tilknyttet. Dem følger vi løbende, mens der krydsklippes til Davis’ tiltagende deroute og nedstigning til dark webs helvede. Hvor han er en fysisk frastødende og mentalt udkørt, ynkelig taber i virkeligheden, så er han en superstjerne in spe på det mørke net. Har Red Room fundet sin næste headliner?
Det er stort set handlingen på de første 48 sider, der er ingen dybere morale, stor finale eller forløsning som sådan. Der er heller ikke nogen konsekvenser for figurerne i form af en “straf”, eller anden katarsis. Mistress Pentagram kører køligt butikken videre, Red Room stiger i popularitet og Davis slagter løs, mens han vartes op af datteren på hjemmefronten.
Splattet snack med manglende mæthedsfornemmelse
Jeg har intet imod, at forbryderne slipper uden straf og at der på sin vis ikke er noget punktum . Det kan være en hel pointe i sig selv. Selvom historien om Davis får en slags afrunding og (i hvert fald i første omgang) slutter med #1 – han dukker op i en form for cameo, i en senere historie. Det, der skuffer en smule er, at Piskor og Red Room fortællingen ikke har et ekstra lag eller to. Hverken i plot eller budskab.
Det virker som om, at han sætter sin lid til, at konceptet er stærkt og opfindsomt nok i sig selv til, at bære historien i mål. Jeg synes dog ikke, at idéen om et dark web, og mord for profit og underholdning er videre original eller nyskabende?! Dark web har eksisteret (i hvert fald på rygteplan) i mange år, og hvem fanden ved hvad der egentlig foregår der!?! Og tortur og morddelen er “bare” en opdatering af idéen om snuff-film.
Tilsæt en sjat torture-porn, horror, gore, klassisk EC-comics og ægte dårlig smag b-films æstetik ala Cannibal Holocaust (som også refereres), og sæt det i en 80er outlaw comic møder 90er ekstremiteter tegneserie ramme. Så har man grundkonceptet for Red Room. Skulle det være banebrydende og chokerende?
Piskor har “lovet”, at der er mere på spil og at sløret langsomt bliver løftet for nogle større linjer, som serien skrider frem. Men, man kan ærlig talt godt have sine tvivl om det er tilfældet, eller bare “varm luft”. Der er dog spredte hentydninger til en større ”konspiration” og de ægte bagmænd. Noget med mafiaens ”Big Five Families” og ”myndighederne”. Og de efterfølgende hæfter dykker også ned i andre dele af Red Room universet. Eksempelvis følger vi i hæfte 2 skaberen af den kode Red Room benytter sig af til, at sløre deres online-spor.
Det er muligvis hans intention, måske endda hans eget indtryk at Red Room er dybere end den er. Ligesom jeg kan se, at serien rundt omkring er blevet modtaget med måben. Og, at mange finder den grænseoverskridende og voldsomt provokerende og chokerende.
For mig er det dog kun på overfladen. Desværre er det, for mig endnu ikke nogle flere lag, at gå på opdagelse i.
Visuelt virtuos voldsfest
Det var det negative med en let bi-smag af skuffelse, mine forventninger var, indrømmet også tårn høje. Red Room får dog stadig en stor anbefaling herfra. For hvor den virker lidt tynd på plot- og konceptsiden, så er der masser at komme efter på andre punkter.
Først og fremmest er den visuelt overdådig og vanvittigt detaljeret. Ikke kun sin udpenslede vold og dyrkelse af blod, kropsdele og indvolde smurt ud over siderne. Og det ER blodigt, brutalt og voldsomt – ikke for sarte sjæle. Selvom virkningen af de tiltagende voldsorgier fortager sig en smule, man bliver lidt immun, eller vænner sig til det.
Men, detaljerigdommen involverer ikke bare det voldsæstetiske. Hver side og panel er læsset med små detaljer, der virker møjsommeligt tegnet, placeret og gennemtænkt fra Piskors side. Det er virkelig en nydelse at kigge på, og man snyder sig selv, hvis man skimmer eller skøjter hen over de flotte sort/hvid sider.
Her lever Red Room, og kompenserer for den manglende opfindsomhed på historiefronten. Piskor har ikke blot øje for detaljer, store som små, men har skabt en visuelt overdådig tegneserie. En der formår, at gøre sit grusomme, grimme og gemene indhold til en fryd for øjet. Selv de gennemgående groteske og grimme karakterer, er pga. deres detaljerede og fede design en fryd for øjet… hvor aparte det end kan lyde.
Piskor har også en god sans for dialog, og skriver generelt godt og livligt. Det er, igen med til, at give serien liv, sjæl og følelsen af en “ægte” verden. Den del af Red Room er kort sagt livagtig og meget overbevisende. Man tror på, at disse afstumpede og frastødende mennesker KUNNE findes og opfører sig som de gør i denne sindssyge verden.
Kommerciel outlaw eskapisme
Dermed ender Red Room også med samlet set, at være en tilfredsstillende læseoplevelse. Hvis der bare havde været lige så meget kød på det overordnede koncept og historien, som der er kødfars på siderne, så havde vi haft en nyklassiker.
Jeg kunne også have ønsket mig nu, hvor resten af det æstetiske udtryk er så gennemført, at serien havde været trykt og udgivet på noget “billigere” papir. Det kan måske lyde underligt, og dumt. Men, det havde virket endnu mere outlaw autentisk og gennemført, hvis Red Room var grimmere og ikke trykt på lidt for poleret og blankt papir.
Piskor har tydeligvis forsøgt, at ramme en mere forgængelig “avistryk” stil, men der er nok indgået et kompromis med udgiveren Fantagraphics her. Det er, selvfølgelig heller ikke smart, at udsende et eller andet porøst produkt, som falder fra hinanden for hurtigt. Næppe godt for omdømme og kundetilfredsheden, men… det havde lige været prikken over “i’et” og givet den sidste til seriens æstetiske udtryk.
Ligeledes virker det som et kompromis, eller en kommerciel tanke at serien, trods intentioner om det modsatte fra Piskor, og seriens outlaw-ånd, at den nu er udkommet i samlet trade paperback form. Det strider mod grundtanken og principperne, ikke? Det er dog nok et nødvendigt onde. Ellers havde jeg næppe fået mulighed for, at eje hele serien i fysisk form, men måttet nøjes med spredte hæfter fra Fantask. Eller i digital form via Piskors Patreon-side, hvor man kan følge serien “før tid” løbende, i det han udsender 4 nye sider pr. uge.
Jeg ville have elsket, at læse Red Room i den “ægte” hæfte-til-hæfte form den er tiltænkt. Men, jeg er også nærig og nægter, at betale 40 dollars i porto for, at Fantagraphics sender det underlødige blad over Atlanten. Det er næsten mere perverst end indholdet i Red Room.
Tager de mon Bit-coins?
Plus:
– Piskor er en herlig perverteret provokatør, fantasifuld og frygtløs
– Visuelt fuldstændig forrygende
– Velskrevet dialog
– Kompromisløs kærlighedserklæring til den dårlige smag og outlaw comics
– Verdenen føles ægte, autentisk og levnede
– Foruroligende og “forbudt”
– Lækkert ulækker
– Underholdende læsning, godt pacet og velfortalt for hvad den er
– Man føler sig dejligt beskidt af at læse Red Room
Minus:
– Indholdsmæssigt en moderat skuffelse
– Ikke så konceptuelt banebrydende, som man kunne have ønsket
– Bryder en smule med sin egen ikke-kommercielle tankegang
– Stil over substans
Konklusion:
Trods sine mangler, og det kan bestemt være helt overlagt og ligge til den genre og stil Piskor hylder, så er Red Room svært underholdende. Det er svært, at kalde noget så stygt for underholdende eskapisme, men det er Red Room. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig flere lag og niveauer, men i sidste ende må man også accepterer, at det bare ikke er “den slags tegneserie”.
Og tag ikke fejl, selvom man måske kan blive lidt lammet, som serien skrider frem, så er Red Room gruopvækkende og meget, meget ekstrem. De eneste fingre der lægges imellem her, er de afhuggede. Det er ikke for alle. Alene af den grund er det imponerende, og lidt af en bedrift af Piskor, at det her har fået en kommerciel udgivelse. Og ikke er strandet på tegneseriernes dark web.
