Du kan finde skønhed og liv, hvor du mindst venter det. Måske fører det til, at du må tage dine meninger og livssyn op til revision? I Forår i Tjernobyl, en grafisk roman der er ude på Forlaget Fahrenheit, rejser en gruppe franske kunstnere til Den Forbudte Zone omkring det nedlagte atomkraftværk i Tjernobyl.
Motivet er ædelt, at underbygge deres frygt for, og advare mod farerne ved atomkraft. Men, i det stærkt forurenede område finder de, til deres store overraskelse, noget helt andet. Bevis for, at livet kan tilpasse sig og overleve selv de mest uventede steder. De finder hjertevarme hos de for lokale, der blev tilbage efter ulykken i 1986 og har skabt sig en tilværelse under livsfarlige vilkår.
Bogen er tegnet og skrevet af franske Emmanuel Lepage, der i 2008 tog til Tjernobyl for gennem sine tegninger, at dokumentere livet i området. På dansk udkom bogen tidligere i år (2021) i en flot, oversized 168 siders hardcover udgave på dansk via Fahrenheit.
Mørklægning bag jerntæppet
Vi befinder os altså godt 20 år efter ulykken, der i 1986 rystede verden og skabte atompanik og frygt for radioaktiv stråling, ikke mindst i Europa. I begyndelsen var oplysningerne og katastrofens omfang og udbredelsen af mulig forurening stærk begrænset. På vanlig koldkrigsmanér forsøgte først de lokale myndigheder, siden den sovjetiske ledelse, at inddæmme, nedtone, benægte, negligere og kontrollere nyhedsstrømmen.
Det var før internettet og mobiltelefoner, nyheder bevægede sig langsommere, og jerntæppet var stadig tætmasket og lå tungt ned gennem Europa. Men, en ulykke af Tjernobyls omfang, hvor en eksplosion i en reaktor på værket medførte et udslip af radioaktivitet, kunne selv en ellers lukket system, som det sovjetiske ikke skjule.
Nyheder og rygter begyndte, at sive ud. Blandt andet registrerede svenske forskere forhøjet stråling i atmosfæren. En giftig sky var i dagene efter ulykken drevet ind over dele af Europa. Hvad der var sket på lokalt plan kunne man kun gisne om, det er oplysninger, som kun langsomt kom frem i årene efter den fatale dato i begyndelsen af april 1986.
De senere år, har man blandt andet kunnet se en dramatisering af begivenhederne og efterdønningerne i HBO serien Chernobyl. Det skal lige påpeges, at der ikke er tale om en dokumentar, det ER drama, men baseret på virkelige begivenheder.
80er koldkrigsfrygt og minder fra en svunden tid
Tjernobylulykken er en af de første historier og begivenheder, som jeg med sikkerhed og relativt tydeligt kan huske fra min barndom. Grynede, grålige tv-billeder. Eksperter med store briller og kedelige jakkesæt, alt sammen holdt i elegant 80er stil. Georg Metz i TV-Avisen, overskrifter på de trykte aviser, snak i skolen.
Frygten var ægte! Og ingen vidste rigtig, hvad der egentlig var foregået og hvor farligt det hele var. Den Kolde Krig var en underlig tid, det kan være svært at forestille sig nu. Stemningen, det politiske klima, atomvåben- og energi, bombastiske taler. DDR lå lige på den anden side af Østersøen, som et monument/museum/mausoleum over drømmen om kommunistisk storhed.
Og så væltede man rundt med snot på trøjeærmet, velcro “snørebånd”; “Grønlænderjakke” og en He-Man figur i hånden, i det mørke, ellers fredelige Sønderjylland. Og hørte om dommedagsscenarier fra en ukendt og på mange punkter fjern verden. Det VAR, bogstaveligt talt en by i Rusland. OK, Ukraine, men det kan de sikkert slås om internt…
Pointen er, at jeg kan relatere- og har et forhold til Tjernobyl. Derfor fangede denne bog også min interesse, da jeg hørte den omtalt i Troldspejlet podcast tidligere i år. Den røg på listen over min sommerferielæsning, og viste sig at være en hurtigt læst bog. Der nok er værd, at vende tilbage til og nærstudere.
Meditativ, tankevækkende og simrende oplevelse
Du skal ikke samle Forår I Tjernobyl op for dens historie. Så vil du muligvis føle dig snydt for de knap 250 kr. den særdeles flotte bog koster. Der er ikke meget plot, eller tekst i det hele taget. Det er ikke den slags bog.
Det er en mere meditativ, tankevækkende og simrende oplevelse. En af den slags, der både gør indtryk fra første, flot tegnede og realiserede side og som bliver hængende efterfølgende. Bogen er på den måde hurtigt læst, men jeg vil opfordre til, at man tager sig tid og netop lader den summe og simre. Måske lægge den fra sig, holde nogle pauser. Bladre tilbage. Dvæle lidt ved nogle af tegningerne.
Forår I Tjernobyl er en af den slags bøger, som smager af bløde puder, stærk kaffe og rolige omgivelser. Det er også meget europæisk, eller “frankofilt”, det emmer af Kunst med stort K og god smag, for helvede! Men, man kommer sig hurtigt over ens forskrækkelse for fisefornemme fornemmelser, “god smag” og den der bismag af noget prætentiøst, der måske lurer i baghovedet.
Bevares, der ER da noget lidt “tegneserie som noget finkulturelt” over Forår I Tjernobyl. Men, er man villige til, at pakke ens egne fordomme væk og give bogen en chance, så venter der altså en ganske særlig oplevelse. Og en der viser, hvad tegneserier OGSÅ kan være.
At finde skønhed hvor man mindst venter det
Grundfortællingen kan ridses ganske kort op: Lepage, og en gruppe franske intellektuelle/kunstnere er modstandere af atomkraft. De får mulighed for, at rejse til og dokumentere farerne ved atomkraft i Tjernobylområdet.
Lepage er betænkelig og indledningsvis fristet, men lidt afvisende. Det lyder alt for farligt, og kan man overhovedet komme tæt nok på, endsige ind i området? Det ender med, at Lepage, modvilligt, men alligevel tiltrukket af eventyret, tager med gruppen. Hans frygt og tvivl manifesterer sig fysisk ved, at hans højre hånd kramper og han på første del af rejsen er ude af stand til at tegne. Hans egentlige opgave.
Lepage, og gruppen finder noget helt andet i Tjernobyl end de forventede. Kærlighed. Medmenneskelighed, Glæde. Liv. De kommer på bølgelængde med de lokale, i de små samfund i området omkring kernekraftværket. Finder skønhed, kultur og tro på menneskeheden.
Mens Geigertællerne tikker løs, og forladte kampvogne og nedstyrtede helikoptere stikker op i landskabet, omgives man af overraskende grøn, og frodig natur. Forladte, “moderne” byer er overtaget af dyre- og planteliv. Et busstoppested dukker op midt i en ny-opvokset skov. Der er områder, hvor du ikke må sidde på Jorden. Tiden tæller ned, inden du skal være ude af zonen igen pga. den massive baggrundsstråling. Nogle er døde af kræft, andre er ikke.
Spis ikke den lokale mad! Inden bogen er færdig, er Lepage og hans gruppe taget på det lokale madmarked og har deltaget i festlige lag med de lokale. Mens musikken spiller, og Lepage har fået kraften tilbage i sin tegnehånd.
Tjernobyls menneskelige ansigt og en kunstners rejse
Historien er lidt firkant og forenklet fortalt i en form for “kunstnerisk reportagestil”. Den er dokumentarisk, men i sin tone og stil meget personlig. Der er altså ikke tale om en slavisk, faktuel og nøgternt beskrevet videnskabelig, eller journalistik artikel.
Dermed bliver det også en historie om personlige udfordringer, traumer og psykologiske udfordringer. Lepage er måske ikke den store forfatter, eller historiefortæller. Meget af teksten har præg af “dagbogsform” og subjektive betragtninger, hvor hans personlige følelser og observationer er dominerende.
Du skal ikke læse Forår I Tjernobyl for, at få et dybdeborende indblik i de politiske linjer. Eller for, at lære noget om videnskaben og fakta bag det hele. Det her er en personlig beretning, som giver Tjernobyl og dens indbyggere et menneskeligt ansigt. Ligesom det i et større perspektiv også bliver en fortælling om en kunstners rejse, virke og kunstens betydning.
Musik spiller en relativt stor rolle, sammen med Lepage og hans tegninger af naturen og de lokale han møder. Kunst og kultur kommer til, at fungere som en bro mellem mennesker og sproglige barrierer. Den bløder forhold op og giver fælles forståelse og fodslag. Oplevelse og lektioner, som sammen med overraskelsen over, at finde noget smukt og levende i Tjernobyl, bliver fortællingen og bogens drivkraft og budskab.
Livet finder en vej
Som titlen antyder, så kommer Forår I Tjernobyl til, at signalere noget andet end død og ødelæggelse, som ellers tilskrives stednavnet Tjernobyl. Forår antyder, at noget spirer. Vågner og blomstrer op.
I Forår I Tjernobyl gælder det på flere fronter. Mennesker lever og dør i Tjernobyl, som alle andre steder. Forholdene og omgivelserne er specielle og burde være umenneskelige. Det er de bare ikke. Både i kraft af menneskerne, som har skabt sig et liv der, på områdets vilkår, men også i kraft af, at naturen tilpasser og forandrer sig.
Livet finder en vej. Kunsten finder en vej. Hvor du mindst venter det. Det får Lepage dokumenteret på fejende flot, betagende og rørende vis i sine tegninger. De kan være rå, enkle og skitseprægede det ene øjeblik, og frodige, fyldige og vægtige det næste. Kontrastfyldte, dramatiske og helt rolige og meditative.
Det er det du skal læse Forår I Tjernobyl for. Kontrasterne. Roen. Dramaet. Håbet. Og i sidste ende troen på, at livet kan og vil gå videre. Det tager Lepage med sig hjem fra Tjernobyl. Men, også en tvivl og splittelse. Han kom for, at dokumentere farerne ved atomkraft og dens potentielt ødelæggende kraft, men fandt liv og livskraft – hvordan fortæller man begge dele?
Er der plads til nuancer?
Billeder stammer fra Fahrenheits preview af Forår i Tjernobyl, som kan købes hos forlaget HER
Plus:
– Flot indpakning, endnu flottere indhold
– Prestige udgivelse, der lever op til formatet
– Drømmende, meditativ, betagende
– Interessant præmis og setting
– Giver en anden vinkel på Tjernobyl
– Formår, at give ulykken et menneskeligt ansigt
Minus:
– Hurtigt læst, hvis man ikke dvæler ved billederne
– Lepage er en poetisk tegner, men ikke en poetisk skribent
– Er du ikke til den overordnede franske tone og stil, så er det måske en mundfuld
– KAN godt virke lidt forhippet på, at levere et vedkommende budskab
Konklusion:
Forår I Tjernobyl vil, og skal ikke være for alle. Bismagen af finkultur og KUNST vil være for gennemtrængende for nogle. Her skal jeg heller ikke gøre mig selv mere elitær, akademisk og feinschmecker agtig end jeg er. Men, er man villig til, at smage og give bogen en reel chance, så lurer der måske en positiv overraskelse.
Måske, i overført betydning, ikke helt ulig den oplevelse, og de erfaringer, Lepage gjorde sig i et stærkt radioaktivt område. I en formodet grå, livløs og trist del af den tidligere Østblok. Mange argumenterer for, at Tjernobylulykken var begyndelsen til enden på Sovjetunionen, men den var også, som man kan se her, begyndelsen på noget nyt.
