En ny generation af superhelte har taget over, den gamle generation er forsvundet og efterhånden glemt. De nye er ansvarsløse, overmodige og farlige for dem selv og deres omgivelser. En million mennesker dør i Kansas, Amerikas “spisekammer” udslettes og verden kastes ud i en krise. Nogen må ringen til Superman…
Kingdom Come er det, og meget mere, hvis man kigger på den personlige triumf, det blev for skaberne Mark Waid og Alex Ross. Og kigger dybere på nogle af de underliggende temaer, som religion, fascisme og magt. Det er en såkaldt Elseworld historie, så ikke en del af den etablerede DC kontinuitet. Ligesom tidslinjen er lidt uklar. Vi befinder os i en ikke nærmere defineret fremtid.
Mark Waid og Alex Ross står som en form for co-creators på serien, men læser man ekstramaterialet i denne trade paperback (og det kan stærkt anbefales), så giver Waid det meste af æren til tegner og idémand Ross.
Generationsopgør og verdens undergang
En præst mister troen på Gud og svigter sin menighed, da hans nære ven, superhelten Sandman dør. Nogle drømmesyn om verdens undergang, som Sandman har haft, overføres til præsten, der ser en form for parallel til Johannes evangeliet og Dommedag. Spectre dukker op og guider præsten, og søger samtidig hans hjælp til, at forhindre den truende Dommedag.
Den gamle garde af DC-helte, defacto anført af Superman, er røget ud i glemslen efter de trak sig fra rampelyset. Superman er gået i hans adoptivforældres fodspor og lever tilbagetrukket som landmand. I en virtuel projektion vel at mærke.
Den nye generation af superhelte har taget over, mange af dem efterkommere af de gamle helte. Som alle nye generationer har de deres egen måde, at se og ordne tingene på. Og forældrene billiger ikke. De er større, vildere, hurtigere, mere flashy og på mange måder mere kyniske og hensynsløse.
Da den nævnte katastrofe indtræffer, og verden står på randen af undergang, må de gamle helte støves af, træde til og sætte opkomlingene på plads. Supermans løsning er ikke bare reaktionær, men også temmelig radikal: indespærring i et superfængsel. Hvordan skulle DET kunne gå galt?
Detroniserede dronninger, vingeskudte batmen og godtroende superskurke
Sideløbende kører Batman/Bruce Wayne, der vakler rundt i en art metalskelet til at større sin skadede krop, et dobbeltspil. Lex Luthor har samlet nogle skurkeagtige superskurke med skurkeplaner. Under dække af, at ville sørge for, at menneskeheden genvinder kontrollen over planeten. Superintelligente Lex køber åbenbart, at Wayne er med på legen.
Wonder Woman er blevet frataget hendes royale titler i hjemlandet, fordi hun var blevet lidt for hygge-hygge med menneskeheden. Hun og Superman har noget kørende, på flere planer. De er ikke helt enige om håndteringen af problemerne på kloden, men samarbejder. Sammen med en mindre hær af andre, ældre helte der dukker op i større, men mest mindre grad.
Det hele spidser til og eskalerer ud af kontrol, da fangerne i opdragelsesanstalten for unge lømmel helte gør oprør. FN, der schemer på sidelinjen beslutter, at sætte en stopper for alt det heltepjat én gang for alle. Atomvåben, som FN åbenbart har råderet over i denne virkelighed, sendes af sted mod fængslet for, at udrydde alle helte, unge som gamle.
Billy Batson aka Kaptajn Marvel aka Shazam bliver nøglen til redning for superheltene. En skizofren manchild hjernevasket af Luthor, som Superman på alfaderlig vis forsøger, at trænge igennem og appellerer til. Endelig er der vores tilskuere til alle begivenheder, præsten og Spectre. Det er blevet dommens dag, og den endelige dom skal udføres af den modvillige præst.
Kongeriget er stort, måske FOR stort?
Kingdom Come handler både om en generationskløft, gammelt versus nyt, metoderne hver især bruger og hvad superhelte egentlig er. Serien, der oprindeligt udkom i 4 48-siders hæfter i 1995, handler i overførst betydning, og måske hovedsageligt også om tegneserielandskabet i 90erne.
Hvor en ny generation af forfattere og tegnere, med en vildere og mere ekstrem stil havde fortrængt de foregående generation. Ligesom vores helte i Kingdom Come, blev de både fortrængt, anset som umoderne og valgte at trække sig og i en vis grad vende ryggen til det nye.
Waid og Ross vil gerne fortælle og dække rigtig meget i Kingdom Come, hvilket er et tveægget sværd og i sidste ende også noget der tynger fortællingen. På den ene side, så er der ikke et roligt øjeblik, hvor man keder sig. De knap 200 sider flyver af sted, mens man bombarderes med indtryk, figurer og konstante sceneskift.
Men, serien får ikke omvendt heller ikke rigtig lov til, at ånde og dykke ned i detaljer og nuancer. Nogle af de mange, mange optrædener fra kendte, og mindre kendte figurer virker næsten som cameos, eller kort fanservice. Andre, nye som gamle introduceres slet ikke, eller optræder bare i baggrunde.
Overlæsset, uklar og rodet, men stadig fascinerende
Det giver Kingdom Come en lidt forhastet, eller overlæsset fornemmelse. Eksempelvis er der en kort scene på Apokolips med Darkseids søn Orion, som virker komplet overflødig. Eller Aquaman, der dukker op for en kort bemærkning. Wuuuusch, der var Flash, og hov, der kom Deadman pludselig, uden nærmere forklaring.
Overordnet er der også noget med Ross’ mange idéer og Waids omsættelse af dem til rod og plot, der lider under, at 4 hæfter måske havde haft godt af, at være 6. Det går hurtigt, mellemregninger er der ikke mange af. Karakterers motiver kan virke uklare, eller i hvert fald dårligt forklaret.
Det betyder på en eller anden måde bare ikke så meget. Jo jo, fortællemæssigt er det en lidt rodet omgang, hvor narrativet mudrer til. Men, det her handler i langt højere grad om koncepter, tanker og tematikker, end et sammenhængende, vandtæt plot. Eller præcise og korrekte fremstillinger af de kendte figurer.
Superman er ukarakteristisk fascistoid og reaktionær, og hans fængselsidé dømt til, at gå gal. Ligesom signalværdien i fængslet, og det, det står for er meget tydeligt. De kalder det for Gulag, for himlens skyld! Men, det skal bruges til, at tegne konflikten tydeligt op og blotlægge det Ross og Waid gerne vil fortælle.
De gamle har IKKE ret, ligesom de unger heller ikke har det. Der er brug for begge dele, men hvis begge bliver for ekstreme, i hver deres retning, så bryder et samfund sammen.
Fotorealistisk Ross på godt og ondt
Hvis Waids historiefortælling er lidt ujævn, men alligevel betagende, så er Ross’ artwork nok det, som Kingdom Come er mest kendt for. Umiddelbart var jeg ikke helt overbevist, jeg kendte kun Ross meget maleriske stil fra diverse artikler og opslag på nettet. Jeg var ikke helt sikker på, at den stil ville fungerer for mig en hel tegneserie igennem.
Lad mig sige, at det fungerede bedre end frygtet, men der er visse problemer. I glimt, især i store splashpages, covers eller stillestående scener er det åndeløst flot og blæret. Det er rene malerier og små kunstværker. Problemet opstår, når scener, eksempelvis actionscener, skal være dynamiske. Så virker Ross’ fotorealistiske stil stiv og stillestående.
Der er også visse problemer med den rene tegneserietekniske “panel-til-panel” fortælling. Det er ikke Ross’ force, hvilket over hele sider, med mange paneler, giver en ret stiv og statisk læseoplevelse. Det føles nemt som en række stilfotografier, der er sat op ved siden af hinanden, fremfor en levende og spændstig fortælling i billeder.
Personer har det også med, at se ud som om de konstant står og poserer. Igen er det en stil, der fungerer hvis der er tale om et eller andet “helteskud”. Men, i scener med samtaler, eller bevægelse, så mangler der netop bevægelse og noget, der får tegningerne til at leve.
Det er afgjort en smagssag, og som nævnt, så fungerede det i det store hele langt bedre end jeg havde frygtet. Og når Ross stil passer til det han portrætterer, så er det så flot, at det bliver ikonisk.
Dyk ned i detaljerne
Noget må have fungeret, for jeg endte med, trods de åbenlyse fortællemæssige mangler, at læse Kingdom Come 2 gange på samme dag. Der er et VÆLD af detaljer og easter egs gemt, som man sikkert kan bruge utallige gennemlæsninger på, at gå på opdagelse i.
Der er et helt indeks over visuelle henvisninger og referencer i det lange appendiks bagest i opsamlingen Igen, tjek det ud, også selvom du måske, som jeg, ikke altid finder den slags lige interessant. Der er et væld af informationer, som gør den læseoplevelse meget nemmere. Man kan så argumentere for, at mange af de her ting skulle have været meget bedre forklaret og vist I selve historien!
Der hvor Kingdom Come står allerstærkest for mig, er i den fine, og velfungerende rammefortælling med præsten og Spectre. Det virker næsten som en framing device lånt fra It’s A Wonderfull Life/A Christmas Carol. Og så i den tydelige metasubtekst om 90erne og tegneseriemediets udvikling.
Kingdome Come er større end summen af enkeltdelene
Kingdom Come er fra 1995, den er rodfæstet og en kommentar til sin samtid og skal også læses i den kontekst. At Waid og Ross så gerne vil sige meget mere er blot en bonus. Det gør Kingdom Come til en fascinerende ambitiøs udgivelse, der ikke er bange for, at slå et enormt stort brød op.
Helt gennembagt bliver det ikke, men Kingdom Come er et tilfælde, hvor jeg ville kalde den større end summen af dens enkeltdele. Og er du utilfreds med fremstillingen af Superman, andre heltes motiver og karakterisering, eller historiens budskab, så kan du jo trøste dig med, at den ikke er “virkelig”…
Det er en legeplads, eller et stort, blankt lærred, hvor Waid og Ross har fået lov til, at male og lade fantasien og fandrømme få frit spil. Man fornemmer tydeligt, at begge nærer stor kærlighed til de gamle DC-helte. Det er inde i stoffet og figurernes historie. Og forsøger med Kingdom Come også, at vise at gamle figurer stadig kunne have en værdi. Også selvom de ikke var 90er vilde og ekstrem.
Superhelte, hos Waid og Ross, er legender og Guder. Måske ikke sidestille med de bibelske, det ville nok være lige blasfemisk nok for en præstesøn som Ross, hvis far forresten skriver et kort, men interessant efterskrift i bogens appendiks. Men legender, der er tidsløse, og på en måde også fastlåst i tid. Nogle guder går i glemmebogen, andre ændrer betydning, nogle er uforanderlige og uforgængelige.
SHAZAM!
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Måske ikke bland mine personlige favoritter, og ikke en mini-serie uden visse problemer. Men, jeg har lyst til, at genlæse den, det må tæller for et eller andet. Indregner man ambitionsniveauet, Ross nu ikoniske artwork og det faktum, at man stadig taler om Kingdome Come 25 år efter den først blev udgivet, ja, så hører den hjemme i enhver tegneseriekanon.
