2 lejemordere, brødreparret Cosmo og Arthur ser frem til deres pension. De skal bare lige have afleveret den lokale gangster, som de har liggende i bagagerummet til deres boss, The Baron. Desværre går det drastiske ned af bakke derfra…
Naturligvis, fristes man til, at sige. For forbrydelse betaler sig jo ikke, vel?
Nuvel, i Write In Blood fra 2020 af Rory McConville og Joe Palmer, er vi ude i moralske gråzoner. Alle karakterer i denne Image Comics udgivelse, er tydeligvis forbrydere og moralsk anløbne, men mange opererer under besynderlige moral- og æreskodekser.
Og så er der brødreparret. Cosmo er den rolige, lidt mere “uskyldige” og “rene” drømmer, mens Arthur er den pragmatiske, kolde håndværker, grænsende til det afstumpede. Men, han får ting gjort, og forsøger, formodentlig i et anfald af forskruet broderkærlighed, at skærme Cosmo fra, at begå makkerparrets værste ugerning.
Brødre fanget i brutalt opgør
Det ville nok være, at overdrive at kalde Write In Blood for en moral-fortælling, eller at den handler om kærlighed mellem brødre. Skaberne vil sikkert påstå det, men når alt kommer til alt er både Cosmo og Arthur, og alle omkring dem, psykopatiske, følelseskolde mordere. Det er vanskeligt, at finde nogen i denne historie, som er sympatiske, eller som man fatter sympati for.
Cosmo drømme, bundnaivt om, at brødrene kan trække sig tilbage efter dette sidste job. De er på husjagt, nok mest ansporet af Cosmos fatamorgana forestilling om et roligt otium. Arthur virker mere realistisk. Han spiller med på Cosmos’ trip, men virker ikke som typen der for alvor ville tro på, at det kan lade sig gøre. Og jeg tror heller ikke han er typen, som kan slippe gangsterlivet.
Dermed er dynamikken for fortællingen sat op. Noget, der bliver yderligere sat på spidsen, som plottet skrider frem og situationen spinder ud af brødrenes kontrol. Det er en typiske Coen’sk “små-kriminel in over their heads” fortælling, hvor stilhed dominerer. Den benyttes både til, at dvæle og vise “karakterøjeblikke” og relationer, og som opbygning til pludselige eksplosioner af vold.
Lidt for forudsigelig opbygning
Write In Blood flyder ikke over med vold og blod, men når den er der, så er den voldsom, brutal og kommer ofte ud af det blå. Både de mere stille passager og disse voldseksplosioner, er kompetent formidlet af tegner Joe Palmer og hans farvelægger. Der er en enkelt, men fyldig og vægtig følelse over bogens grafiske udtryk. Stemningsfuldt, atmosfærisk og pulpy, som det hører sig til en crime/noir/action-fortælling, som denne.
Eksplosionerne af vold og tilspidsede situationer bruges ofte som cliffhanger mellem bogens kapitler. Det kan godt virke en kende konstrueret fra forfatter McConvilles side, i det bogen sælges som en “grafisk novelle”. Men, er kapitelinddelt og formateret, som en mini-serie, og altså med regulære cliffhangers, som om man skal købe næste hæfte.
Det giver en struktur og opbygning, som bliver en lille smule forudsigelig. Hurtigt fornemmer man, at fortællingen og dramaet eskalerer kapitlet igennem, og man sidder nærmest at forventer et udbrud af vold. Det frarøver historien lidt sit overraskelsesmoment og gør, at den KAN føles lidt konstrueret.
Godt, gammeldags clusterfuck
Det er en fin konstruktion, bestemt. McConville, der er brite og har arbejdet på blandt andet Judge Dreed (tegner Palmer, ligeledes brite har en fortid på 2000 AD), har en god fornemmelse for plotting, opbygning og spændingskurver, selvom kurven er gennemskuelig.
Der bygges hurtigt ovenpå, plottet står aldrig stille, selvom der er længere passager med de nævnte karakterøjeblikke og interaktioner. Cosmo og Arthurs bagagerumsfange, Little Harkness, er lidt af en McGuffin. Brødrene har ham. Hans folk vil have ham tilbage. Baronen vil også have ham.
Sideløbende er der et soap-serie/pulp sub-plot, som mudrer Write In Blood yderligere til, og forstærker brødrenes kattepine: Arthur har knaldet chefens kone. Og chefen har opdaget det. Konen er stukket af og slutter sig sammen med Little Harkness folk. Det er et godt, gammeldags clusterfuck.
I en scene, som viser hvor naiv og godtroende, muligvis lettere debil, Cosmo egentlig er, mødes han med Baronen i et forsøg på, at forhandle sig ud af misseren og redde hans brors røv. Godmodigt og med hjertet på rette sted, hvor bizart det end kan lyde, når der er tale om en morderisk gangster.
Men, alle der har læst historier som denne, eller set et par film og tv-serier ved, at naive drømmere og amatør-forbrydere sjældent slipper helskindet ud på den anden side…
Den stille, uskyldige drømmer møder barske realiteter
Der er meget velkendt over Write In Blood. Der hænger en tyk midt-vesten/Fargo stemning over bogen, tilsat et b-films gangsterplot. Meget afhænger af karaktererne, hvad man synes om dem og om de fænger fra starten.
I det man starter med historien allerede i fuld gang, så er der ikke meget tid til, at etablere figurerne, optegne deres personlighed og få etableret indbyrdes forhold. Her synes jeg, at McConville slipper ret godt fra det. Man forstår hurtigt hvem Cosmo og Arthur er, og deres indbyrdes forhold og dynamik. Det er enkelt, der er ikke den store, komplicerede dybde, men det fungerer.
Det hviler, selvfølgelig også på nogle arketyper og klichéer. Den stille, mere uskyldige drømmer og den mere hårdkogte realist. Hver især vil de, på hver deres måde, gøre alt for hinanden og for at redde modparten. Arthur beskytter Cosmo mod deres brutale verdens realiteter ved, at skyde folk i hans sted. Cosmo ville tage en kugle for Arthur og tror stadig på en lykkelig slutning.
Begge er idioter. Arthur eskalerer situationer, fucker op og handler instinktivt og egoistisk. Cosmo er selvopofrende i en sådan grad, at man føler, at han selv er skyld i, at han sidder i saksen. Men, på tragisk vis er alt de har hinanden. Det er en velkendt og velafprøvet fortælling.
Underholdende, overfladisk eskapisme
Det gør også, at Write In Blood, kan virke en kende fortærsket og overflødig. Den kommer ikke med noget nyt og banebrydende, på nogen punkter. Men, det er en fin, velfungerende og ganske underholdende historie.
Bogen er let og hurtigt læst, McConville skriver godt, især dialogen er velsmurt og med til, at han med enkle midler får tegnet personerne og sat fortællingen op. Der er måske ikke så meget i den, det er nemt fordøjelig underholdning uden, de store overraskelser eller dybsindige tanker og budskaber.
Den lider, muligvis også lidt under, at jeg fornylig læste den beslægtede That Texas Blood. Den handlede også om brødre, i Texas og havde en Coen’sk tone og atmosfære. Den bog havde, for mig bare mere på hjertet og forsøgte, at komme ud over klichéerne og bruge dem til, at fortælle noget større og mere vedkommende en Write In Blood.
Dermed ender Write In Blood også “kun” med, at være en jævnt underholdende omgang eskapisme. Underholdende i øjeblikket, men ikke noget, som efterlader et dybt, blivende aftryk. Men, den slags skal der også være plads til.
Plus:
- Effektivt skrevet og fortalt
- God og troværdig dialog
- Fine og stemningsfulde tegninger og brug af farver
- Let og hurtigt læst
Minus:
- Meget velkendt plot og struktur
- Forudsigelig og en kende klichéfyldt
- Ikke meget dybde i hverken historie eller karaktererne
Konklusion:
Write In Blood er letfordøjelig, pulpet underholdning, som ikke helt lykkes med, at kamuflere, at der ikke er meget kød på sidebenene. Det hele er mere velkendt, overraskelser kigger man forgæves efter. En historier, der virker som om den står på skuldrene af større værker. Men, som et hurtigt fix kan man bestemt vælge værre end Write In Blood.
