– The real joke is your stubborn, bone deep conviction that somehow, somewhere all of this makes sense! That’s what cracks me up every time!
– You think it all breaks down into symbolism and structures and hints and clues
Med de ord i Batman RIP frs Joker faldt 10-øren endelig for mig, sådan da. Endelig fattede jeg noget af det, som Grant Morrison forsøgte, at sige i hans massive “run” på Batman. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, for der foregår så mange mere eller mindre vanvittige ting i disse historier, at man nok skal være skotten Morrison selv for, at begribe alt i serien.
Jeg tolker det, som en kommentar på tegneserier, serien selv og måden jeg forsøgte, at læse den på. Tolke og forstå alt, i denne meditative, langt ude, drømme-lignende serie. Er det en kommentar henvendt til læserne, som skal tolkes som en meta-kommentar? Who the the fuck knows, men det gav mig en form for mening med begivenhederne…
En vej ind i og mulighed for, at lege Grant Morrison drømmetyder. For, det virker som om, at forstå hans Batman, historierne og hvad han vil med dem lige så meget handler om, at forstå manden bag, hans tankegang og måden hans krøllede sind fungerer på.
Batman var midt i en drøm
Jeg brugte en del af sommerferien i selskab med Grant Morrisons Batman Omnibus vol. 1. En moppebasse af en samling, der tæller historier fra Batman #655-658, #663-683, samt DC 52 #30 og #47 og DC Universe #0. Det vil sige, at den hopper lidt rundt, og medmindre man er meget godt inde i DC kontinuitet og udgivelser, så er man, som mig, lidt udfordret som udgangspunkt.
Samtidig, så er der udover bladenes forsider, strippet for nummerering og titlen på historien og dens skabere, ingen informationer om hvilket blad man præcis læser. Det gør, at man hurtigt kan miste overblikket lidt over den større sammenhæng. Især, når mange af historierne, som tilfældet er her, er som at træde ind i en fortløbende tankestrøm. Eller feberdrøm.
Batman mediterer og forsvinder ind i både en fysisk hule og en hule i sit sind. Hvad er drøm og hvad er virkelighed, på et hvert givent tidspunkt, kan være svært at afkode. Der er små brødkrummer, visuelle hentydninger og referencer, som man kan forsøge, at afkode og klamre sig til. Men, ofte er det som om, at man bare må følge sin mavefornemmelse – eller give slip.
70 års tegneseriekontinuitet fortolket på ny
Så er vi tilbage ved citaterne, jeg indledte med. Batman i Grant Morrisons hænder læses nok bedste, og opfordrer måske direkte til, at man bare giver slip. Lader sig rive med, underholde, forbløffe og acceptere, at man ikke behøver forstå alt. Eller, at alt nødvendigvis behøver give logisk mening.
Det er “bare” historier. Tegneserier, der er ment som både underholdning og, når det er bedst, transcenderer mediet. Gg, i de bedste tilfælde, være tankevækkende, rørende eller ramme følelser, eller noget dybt på anden vis. Accepterer man det, så får man nok mere ud af Morrisons fabulerende og til tider gakkede dans med Batman myten.
En fragmenteret fortælling, der både kører i et konkret, ofte actionfyldt spor og det psykologisk afsøgende. En optrævling af Batman karakteren og hans eventyr gennem tiderne. Hos Morrison lader det til, at meget af det der kom inden og er sket i Batmans historier stadig eksisterer. Serien er fra 00erne, men fortiden ER sket.
Det giver 70 års historisk ballast, at have med i baghovedet når man læser disse nyere historier. Der er henvisninger og referencer, direkte og indirekte, til tidligere begivenheder. Thomas Wayne og Martas død foran biografen. Jason Todd (Robin) og hans endeligt. Tidligere Bruce Wayne flammer og femme fatales. Ras al Ghul, datteren Talia, andre gamle skurke.
Og meget, meget mere.
Batshit sindssyg seriehelt?
Det KUNNE blive en overlæsset omgang, hvor fortiden tynger det hele ned. Og, det var da også noget forvirrende, især indledningsvist, hvor man bare kastes ind i Morrisons tankespind allerede i fuld gang. Nogenlunde hurtigt får man dog en føling med, hvor det er vi skal hen og hvad Morrison helt overordnet gør med Batman.
Batman er ved, at krakelere og endelig ved, at bukke under mentalt. Fortidens mange spøgelser banker på. Traumerne truer med, at får overtaget og endeligt drive ham ud over kanten. Batman er, kort sagt ved at blive sindssyg. Måske har han altid været det?
Er Batman vanvittig, eller ligefrem skizofren hos Grant Morrison? Ikke kun på det åbenlyse plan, hvor han altid har haft to personligheder, i form af Bruce Wayne og Nattens Ridder. Men, har hans hjerne decideret skabt en alternativ personlighed, som en form for beskyttelse i en nødsituation, hvor hans sind er under angreb?
“A back up human operation system”, som Batman selv kalder det i tidligere nævnte Batman RIP. Da han endelig selv opnår klarsyn over for en slags guru, i en form for drømmesyn/alternativ virkelighed. Er det virkelig virkelighed, eller befinder vi os (igen? stadig?) inde i Batman hoved?
Fortidens spøgelser og nutidens snotunger
Det er uklart, ligesom tidslinjen forvitre, mudrer til, eller ligefrem slår knuder på sig selv, som man arbejder sig igennem hæfterne. Men, man får en form for fornemmelse uden, at man helt kan konkretisere, eller forklare det helt præcist. En følelse. Det er, muligvis (igen) en af Morrisons pointer med det hele.
Måske er det slet ikke vigtigt, hvad, hvor, hvorfor og hvornår ting sker i disse historier? Vi hopper rundt, også I selve hæfterne. Batman har en søn? OK, kan man helt stole på, at den små-psykotiske, møgforkælede snotunge Damian, der også er en koldblodig morder og veltrænet ninja, virkelig ER Talia og Batmans søn?
Thomas Wayne dukker også op, eller gør han? Og han er ond! Både et spøgelse fra fortiden, en manifestation af Batmans største traume og roden til det hele. Til al smerten. Udløseren. Og nu også udløseren, og bagmanden for hovedhistorien, der løber gennem disse blade. Eller ER han? Findes han virkelig og taler han sandt??
Grant Morrisons Batman er en pandoras boks. En babuska dukke. Et syretrip. En hyldest til Batman gennem alle tider. En undersøgelse af, hvad barndomstraumer kan gøre ved et menneske. Hvis man forsøger, at forstå det hele, eller tage alt for pålydende, risikerer man nok, at blive lige så skør, som det lader til at Batman selv er her.
Udflugt med døden
Jeg indrømmer gerne, at det tog mig noget tid, at læse mig varm, og blive varm på Morrison og hans Batman. De første mange hæfter og “arcs” var lidt pligtlæsning, hvor jeg stædigt forsøgte at forstå, eller i det mindste bare synes om, det jeg læste. Så er vi, igen igen, tilbage ved det indledende citat.
Og stædigheden belønnede på sigt.
Først begyndte jeg, at acceptere nogle af de mere wacky indspark og super silly shit, som også er en del af Grant Morrisons Batman. Der hvor hans kærlighed til klassisk tegneserie sjov og tegneserie historie skinner igennem.
Der er historier og plotudviklinger, der kan virke tilfældige, bizarre udflugter, eller slet og ret uinteressante sidespor. Som en tur til jolly, old England, hvor man møder et galleri af gamle, små-kiksede helte og skurke i et Agatha Cristie lignende mordmysterie plot, på et stort slot. Den skulle jeg virkelig kæmpe mig igennem.
Men, alt har betydning. Det var ikke en tilfældig udflugt, det har rent faktisk betydning for det samlede plot meget senere. Man skal bare give slip og stole på Morrison. Jeg påstår ikke, at jeg fatter, eller fik fat i alt. At plotter er vandtæt og alt giver mening, i sidste ende. Men, når man når frem til Batman RIP kan man bilde sig selv ind, at der faktisk VAR en mening med “det hele”.
Mening nok, i hvert fad. Og det er vel, når man har med så mange hæfter at gøre det vigtigste?
Momentvis svingende kvalitet
Med så meget materiale er det kun naturligt, at det vil svinge lidt i kvalitet. Morrison kan uden tvivl skrive, og bobler med kreativitet. Det munder dog ikke altid ud i historier, der er fuldstændig sammenhængende.
Nogle slutter lige lovlig brat, som Damians introduktion i Batman and Son. Andre er, med vilje eller ej, uklare eller forvirrende, som plottet om de 3 Batmen/spøgelser. Og så er der en lille novelle om Jokeren, der virker både overflødig, lidt prætentiøs og som en lidt underlig ting at inkludere.
Og så er der udvælgelsen af materialet, hvilket jo er redaktionelle valg. Denne omnibus indeholder uddrag af The Resurrection of Ra’s al Ghul, en mini-serie i 8 hæfter, der her er klippet ned til få sider inklusiv hurtige resumer. De sidste to hæfter i omnibussen er taget fra DC Final Crises, hvilket uden konteksten virker som fyld.
Visuelt overrumplende og afvekslende
Over så mange hæfter er der også en forventelig udskiftning i tegnere, og dermed et tonalt og visuelt skift. Der er dog to gennemgående tegnere, der dominerer hver deres del af bogen. Andy Kubert starter ud, hans stil, der er meget af sin tid 00er “moderen”, er jeg ikke fan af. Ligesom den kan være lidt svær at følge, og forstå hvad der foregår i visse passager.
Jeg er mere glad for Tony S. Daniel, som tager over som bogen skrider frem. Der er lidt mere ro over det, mere klassisk streg og jeg kan se hvad der sker på siderne. Begge har dog nogle imponerende hel- og halv-siders billeder, der er svimlende flotte. Virkelig, virkelig flotte!
Ud over dette kan man også nyde nogle covers af kompetente kræfter som Alex Ross. Hans meget fotorealistiske stil gør sig godt på forsider, det ligner nærmest malerier. Noget der også virkelig kommer til sin ret i dette lidt forstørrede format, som omnibussen er trykt i.
I det hele taget er det 642 flotte sider man for pengene. Måske kunne man have ønsket sig lidt mere ekstramateriale, men indrømmet, det er alligevel ikke altid jeg får det læst. Som nævnt savner jeg tydelig nummerering af de enkelte hæfter, sikkert et æstetisk valg. Og en form for redaktionelt baggrundsstof med mere kontekst kunne have været en idé.
Massive Morrison ambitioner kommer i mål
Det lige før, at man kan anklage Morrison for, at prøve på at påføre læserne psykologisk skade og mental smerte, som han påføre Batman her. Jeg sidestiller ikke Batmans traumatiske liv med det, at læse en tegneserie om det.
Men, lige meget hvor langt ud, mærkværdig, batshit crazy (pun intended) eller flimrende Morrisons fortælling bliver, så føler man ikke, at han griner af en. Det føles, som om Morrison elsker den her figur og mange facetter af hans forhistorie. Han har meget på hjertet, tåger periodevis rundt i noget der minder om en massiv Nepal-koger og forsøger, måske også at inkludere for meget af Batmans fortid.
Efter en lidt vævende start får han dog strømlinet galskaben nok til, at det giver tilstrækkelig mening. Jeg mærkede det også på mit eget engagement. Hvor det startede som lidt tvungen læsning af pensum, så blev jeg gradvist mere og mere opslugt. Indtil jeg ikke kunne slippe bogen og ræsede mod målstregen i Batman RIP.
Grant Morrisons Batman Omnibus vol. 1 kan sikkert tåle flere gennem- og nærlæsninger. Og nu er jeg vel nødt til, at skillinge ud og købe vol. 2? Hvem griner nu…
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Grant Morrisons’ bud på Batman vil, og er, ikke for alle. Kritiske røster mener, at han “ødelagde” figuren. Det mener jeg bestemt ikke, men jeg kan forstå, hvis man står af. Alt i alt synes jeg dog, at det alene pga. ambitionerne, de mange detaljer, den historiske ballast og seriens indflydelse er en tegneserie-kanon værdig.
