Tilbage til Brubaker brønden og få sig en slurk noir-vand i form af Velvet. En af de nyere serier fra tegneserie krimi-kongen Ed Brubaker, der denne gang går spionvejen.
Til det formål genoptager han sit samarbejde med tegner Steve Epting. De to gentænkte i 00erne Captain America, og introducerede blandt andet The Winter Soldier.
Velvet fortæller historien om den tidligere spion Velvet Tempest (fedt navn, der), der efter en mislykkes mission er blevet parkeret bag et skrivebord i en hemmelig, britisk spionorganisation. I skyggen af Den Kolde Krig vikles hun dog pludselig ind i en sag, der både er personlig og trækker tråde helt tilbage til Anden Verdenskrig – og Velvets egen spionfortid.
Så, er det James Bond, bare med en kvindelig hovedperson? Ja… og nej.
I naturlig forlængelse af Brubakers Captain America
Velvet er indtil videre udkommet i 15 hæfter, senere samlet i 3 trade paperback med, you do the math, 5 hæfter i hver. Vi kigger her på opsamling nummer 1, der i vanlig snedig Image Comics stil kan erhverves for den tillokkende pris af blot 89 kroner.
Ofte arbejder Brubaker indenfor noir/krimigenren, hvilket de seneste to årtier har kastet et væld af roste titler af sig, i samarbejde med tegner Sean Phillips. Det har kastet roste titler som Criminal, Kill or Be Killed, The Fade Out, Sleeper og senest en række enkeltstående grafiske romaner som Pulp og Reckless af sig.
Velvet lægger sig dog også i naturlig forlængelse af Ed Brubakers arbejde på Captain America op gennem 00erne, hvor han sendte karakteren og plottet i en mere spion-præget retning. Her genforenes han så med en af de primære og definerende tegnere på den serie: Steve Epting.
Hans distinkte, ret fotorealistiske “glatte” og filmiske stil sætter sig præg på Velvet. Det er lige med til, at give serien den sidste snert af, at man sidder med en klassisk spionfilm i tegneserieform.
Lige da Velvet troede hun var ude af spion-gamet…
I ægte kold krigs spion-thriller manér så er der masser af plot og karakterer, at holde styr på fra start i Velvet. Med adskillige twists and turns på vejen, en vej hvor det hurtigt kan løbe af sporet og som aldrig er så snorlige som den gør sig ud. Eller, hvor man kan se hvad der gemmer sig bag næste sving.
Jeg vil ikke gennemgå plottet minutiøst, det ville både være for pladskrævende og ødelægge noget af fornøjelsen – hvis ikke hele pointen. Det er meningen, at man skal være lige så oplyst/på bar bund som vores hovedperson, når man går til det her. Og tage med hende på turen, der tager sit udspring i start-70erne.
Her “nyder” Velvet Tempelton et forholdsvis stille liv, som sekretær med en skjult, farlig og voldsom fortid for lederen af en hemmelig efterretningsorganisation. En agent myrdes efter en mission, hvor morderen venter på ham ved hans flugtbil. Hvem har udleveret missionens planer og hvorfor? Den myrdede agent har direkte forbindelse til Velvet, da han er hendes ex. mand.
Hun sætter sig for, at snuse lidt rundt og rode i sagerne, hvilket, selvfølgelig er en brandgod idé og gør, at hun hurtigt selv rodes ind i sagen. Og står i lort, døde kroppe og konspirationer til halsen. For, er det her mere personligt og et setup, hvor hun også er et mål?
Velfungerende opbygning med tendens til tidstræk
Det er på mange måder en helt klassisk spion/spændingsfortælling, som Ed Brubaker fortæller her. Han bruger de ting han har lært, og afprøvet i tidligere noir/krimi-titler og Captain America spion/thriller plottet og strømliner det til en uhyre velsmurt og medrivende fortælling.
Nok er genren og opbygningen velkendt, og Brubaker udfordrer ikke selv ved, at træde langt udenfor hans etablerede comfort zone, men det er så velskrevet og sikkert udført, at det bare fungerer. Driftsikkert, ja. Rutinepræget, nej.
Skal man kritisere seriens opbygning for noget her i vol. 1, så er det, at Brubaker mod slut tydeligvis bremser plottet op. Sikkert for, at strække fortællings spændingskurve lidt og ikke fyre alt krudt af, så man anspores til, at læse videre. Det gøres ved, at sidste hæfte nærmest er ét langt flashback, hvor Velvets forhold til den myrdede agent blotlægges.
Det er ikke nødvendigvis en dårlig manøvre, og fortællemæssigt er det udført i vanlig velskrevet og sikker Brubaker stil. Men, det er oplysninger man sagtens kunne have fået tidligere. Og det giver en en fornemmelse af, at nu skal tiden trækkes lidt inden et sidste plottwist. En cliffhanger og krog: “køb næste opsamling” og få den spændende fortsættelse.
Flot, filmisk visuel stil med tendens til at stivne
Det ødelægger på ingen måde fornøjelsen af at læse Velvet, der for mig var en artig overraskelse. Bogen har ligget på hylden og samlet støv et stykke tid. Måske fordi, at jeg af en eller anden grund troede, at det var en af de mindre, eller underlegne Brubaker titler. Den har ikke helt fået samme opmærksomhed, eller opnået samme status som andre af hans serier.
Ligeledes var jeg en smule forbeholden overfor den visuelle stil og Epstings stil. Jeg har læst en stor del af deres Captain America serie, som jeg nød på et plotmæssigt plan. Visuelt kører jeg hurtigt lidt død i Epting. Det er bestemt en smagssag, men den fotorealistiske eller filmiske stil kan godt føles lidt uengagerende.
Det er momentvis utroligt flot, lækkert og flashy. Men, det kan også blive for meget af det gode. Det er ikke udynamisk, og visse billeder ligner de vildeste actionscener fra en dyr Hollywood-produktion.
Deri ligger også noget af “problemet”. For det kan også føles som om, at man sidder og kigger på stilfotos fra en film. Og så begynder man ærligt talt, at tænke, at så kunne man jo netop lige så godt sidde og kigge på ægte fotografier. Eller se filmen. Men, altså, det er smag og behag og i mindre portioner overvældende og meget stilistisk.
Midaldrende mænd vover pelsen
Der hvor Velvet virkelig viser sin styrke, er dog i præsentationen og karakteristikken af figuren Velvet Templeton. Jeg orker næsten ikke, at gøre det her til en diskussion om feminisme og stærke kvinde i kultur.
Der er en indbygget problematik og emne for diskussion i udgangspunktet, hvor en midaldrende hvid mand skriver en kvindelig karakter. Ligesom det hurtigt kan blive skingert, når jeg (hvid, midaldrende mand) som læser gør mig til dommer for og imod. Må og kan jeg sætte mig ind i det, bedømme det osv., bla bla bla.
Jeg vover dog pelsen, for fra mit perspektiv med mulige fejl og mangler (jeg undskylder på mit køns vegne), er Velvet en fremragende figur. Hun starter i den klassiske sekretær rolle, i en mandsdomineret machoverden. Hurtigt viser det sig dog, at hun er endog særdeles handlekraftig, selvstændig og har ben i næsen.
Smart sekretær med ben i næsen
Ikke på en alt for “woke” og in-your-face “SE HER, STÆRK KVINDE = FEMINISME” vis. Brubaker formå “bare”, at skrive en stærk karakter, hvor kønnet ikke betyder noget, og ikke er noget man tænker alt for meget over. Hun bruger mænd, som de ville (og har) brugt kvinder i eksempelvis James Bond. Ikke på en vulgær, overseksualiseret måde.
Hun er kompetent, men har også fejl og mangler, men ikke de sædvanlige “fordi hun er kvinde”. Intelligent, udspekuleret, slår en proper næve, en figur der reagere og agere på egen hånd. Og ikke som en passiv figur dikteret af omgivelserne. Bare en sej, badass og kompleks, midaldrende kvinde i en primært mandedomineret verden.
Skal man så rejse sig op og klappe af noget, som efterhånden burde være selvskrevet? Nej, naturligvis ikke, men indtil det ikke ER nødvendigt, at påpege, så nikker jeg i hvert fald anerkendende i retning af Brubaker. Og klapper for, at med Velvet formår, at give en ofte meget fastlåst og vanetænkende genre et frisk pust.
Plus:
– Velfungerende plot
– Ed Brubaker i vanlig, stærk skriveform
– Samtidig træder han en lille smule ud af hans noir-boble
– Stilistisk stærk artwork
– God kvindelig karakter, som rent faktisk kan noget på egen hånd
Minus:
– Klassisk spionthriller plot, som måske ikke byder på de store overraskelser
– Er man ikke til den visuelle stil, så kan den fremstå lidt stiv og blive trættende i længden
Konklusion:
Velvet er alt-i-alt muligvis ikke decideret banebrydende hvad plottet angår, men historien er uhyre effektiv og elementært spændende og medrivende. Og så er Velvet karakteren så stærk og velskrevet, at man spionplot troper eller ej har lyst til fortsat, at følge hende verden rundt og afdække secret spy stuff.
