Det følgende indeholder spoilers for en over 30 år gammel historie, så læs ikke videre, hvis du ikke vil have afsløret detaljer om Kravens sidste jagt.
Død i Marvel-universet var ikke hverdagskost i slut-80erne, slet ikke selvmord. I Kraven’s Last Hunt (vi kører med den originale titel i det følgende) drager storvildtjægeren Kraven ud på en sidste jagt, inden han skyder sig en kugle for panden. Optakten er mareridtsagtig og mærkværdig, og signalerede på mange måder en ny tid for Edderkoppen. Også på dansk.
Op til denne fortælling havde Edderkoppen mest bokset med hverdagsproblemer, som pengenød, jobbet, kærligheden og mere eller mindre liv- og død situationer med skurke, sat i et nogenlunde konsekvensløst tegneserieunivers. Jo, Den Sorte Kat var “død” tidligere, ligeså Gwen Stacy, og andre. Men, det her var alligevel noget andet.
Det var mørkere. Mere ildevarslende og alvorstungt. Alvorligt.
En kreativ duo peaker
Kraven’s Last Hunt er en historie af forfatter J.M. DeMatteis og tegner Mick Zeck, der løb i Web of Spider-Man #31–32, The Amazing Spider-Man #293–294, og The Spectacular Spider-Man #131–132. I oktober til november 1987, på dansk udsendt af Interpresse i Edderkoppen nr. 72-74, 3 år senere i 1990.
DeMatteis blev en af de større kanoner i branchen, efter han trådte ind på scenen i 80erne, hvor han blandt andet var med til, at relancere Justice League hos DC i Justice League International. Zeck er kendt for sit arbejde på titler som Punisher, Captain America, Master of Kung Fu og så tegnede han en lille serie kaldet Secret Wars.
Jeg kender Zeck bedst fra hans arbejde på Den Skjulte Strid, hvor jeg, i bagklogskabens klare lys, ikke var voldsomt imponeret. Det bar præg af Marvel “house style”, og det virkede som om historien var hastet lidt igennem. Kraven’s Last Hunt er noget lidt andet. Hans stil har tydeligvis udviklet sig, og det virker som om at han og DeMatteis har haft den fornødne tid til, at skabe noget ganske særligt.
Hey, det her er da ikke MIN Edderkoppen?!
Og Kraven’s Last Hunt ER noget særligt. Læst og set med nutidens øjne, så virker den måske ikke helt lige så overvældende. Men, i sin tid var det her ganske banebrydende og bragte noget andet til bordet end man var vant til fra Marvel. Også for denne unge læser, der var omkring 11 år gammel, da historien udkom på dansk.
Det var toppen af min første tegneseriefandom, lige inden den første bølge begyndte at løje af for mit vedkommende. Det efterfølgende år begyndte der, så vidt jeg kan se, for første gang at snige sig huller ind i samlingen af danske blade.
Noget af det skyldes, muligvis en historie som Kraven’s Last Hunt. Jeg husker relativt tydeligt, at den gjorde indtryk. Og ikke nødvendigvis på den gode måde. Jeg husker, at de efterlod mig med en følelse af, “hvad fanden er DET her, og hvad foregår der?!”. Tegningerne og stemningen var dunkel, stedvis syret og underlig. Og tonen gravalvorlig og meget “voksen”.
Det her var IKKE min Edderkoppen, som jeg kendte og elskede ham. Den her kunne han ikke joke sig ud af med en vittig bemærkning. Og han vandt ikke kampen mod superskurken?! En skurk, hvis motiver og kompleksitet (for tiden), som jeg måske ikke helt satte pris på.
Kraven? Den gamle, kedelige prut?
Kraven 1 Edderkoppen 0 = Uafgjort??
Jeg vil ikke gå for meget i dybden og dykke ned i samtlige detaljer i historien. Selvom historien løb over 3 blade på dansk, så er der i bund og grund ikke så meget plot. Fortælling handler mere om, og har sin styrke i stemninger, atmosfære og de tunge tematikker den tager op. Og figurerne, ikke mindst vores skurks psykologi og psyke.
Kraven er syg og gammel. Han jagtes af fortiden spøgelser, og hans dramatiske barndom med psykisk sygdom i familien. Han føler sig udslidt og kan mærke, at enden på den ene eller anden måde nærmer sig. Måske er han også ved, at miste forstanden. Inden han forsvinder helt beslutter han at tage sagerne i egen hånd og gå ud på egne præmisser.
Det involverer en plan, hvor han en gang for alle ønsker, at bevise at han er bedre end Edderkoppen. Han bruger Peter Parkers kommende ægteskab med Mary Jane som emotionel ballast og lokker ham i en fælde. Det lykkes ham faktisk, at skyde Edderkoppen. Han kunne have dræbt ham, men har andet i sinde.
Han begraver Edderkoppen bedøvet, men stadig levende, mens han selv overtager Edderkoppens sorte dragt og rollen som helt. Den ultimative triumf. I hvert fald i 2 uger, indtil Edderkoppen vågner og bryder ud af sin grav.
Imens har Kraven opført sig, som han tror Edderkoppen er, som han ser ham. Og blandt andet besejret og fanget menneskedyret Rotten, som Edderkoppen tidligere kun besejrede med hjælp fra Kaptajn Amerika. Kraven slipper Rotten fri og lader ham og Edderkoppen slås, indtil han griber ind og redder Edderkoppen.
Kraven føler, at han ikke har mere tilbage at bevise og skyder sig selv en kugle for panden. The end.
En hul sejr og et sygt sind
Wow. Så Kraven vandt?! På en måde. Men, han har også misforstået, hvad der gør Edderkoppen til Edderkoppen. At han, inderst inde altid er og vil være Peter Parker: medfølende og menneskelig. Kraven forstår, i bund og grund, kun jagten og ser livet som en konkurrence. Da han har “vundet”, og understreget hvad han føler er pointen, at han er bedre, så er det slut.
Han har misforstået Edderkoppen og hvad livet egentlig går ud på. Hvis man vil stille det lidt firkantet og forenklet op. Det er en hul sejr. Og der er ikke mere tilbage, at opnå for Kraven. Samtidig er det en form for undersøgelse, af et sygt sind.
Det var meget tunge temaer for en dengang ung læser, og jeg satte, tydeligvis ikke pris på nuanceren og pointerne i denne dystre fortælling. Ej heller måden, som DeMatteis og Zeck fortalte og formidlede den på. Tonen er ikke bare kulsort, stedvis grænsende til en form for horror, den er også poetisk.
Ud over, at der er “normal” tegneserie action og fortælling, så bindes historien sammen af en parafrase over William Blakes digt “The Tyger”. Hvor “tyger” er omskrevet til “spyder”. Det giver dele af serien en poetisk, næsten abstrakt følelse og struktur.
Yderligere understreget af Zeck tegninger og visuelle stil, der stedvis slår over det syrede, drømme/mareridts lignende og udknaldede. Det giver historien sin helt egen stil, der ikke lignede noget som helst andet, som jeg tidligere var stødt ind i, i tegneserier.
Djævelsk god deprimerende læsning
Det var nok for meget, at tage ind for en 11 årig. Jeg var bestemt ikke fan, og syntes ikke bare de 3 blade var mærkelige, men egentlig også kedelige. En genlæsning her mange år efter har, naturligvis givet mig et helt andet perspektiv og opfattelse af Kraven’s Last Hunt.
Kraven’s Last Hunt er deprimerende læsning. Men, ikke på en udmattende måde. Der er, måske dele af fortællingen, som ikke er helt gnidningsfrie og kan føles som om den slæber sig lidt afsted. Især nogle af delene og scenerne mellem Kraven og Rotten føles lidt lange i spyttet
Noget af det kan også skylde et andet “problem”, som man kunne have med historien og dens figurer. Rotten var, og virker stadig temmelig obskur og som om han ikke helt passer ind i det “normale” Edderkoppen-univers. Kraven er, i bedste fald lidt en b-level karakter og skurk i det store Edderkoppen galeri. Sådan var han i hvert fald blevet opfattet, og behandlet indtil Kraven’s Last Hunt.
Man får ikke meget forhistorie, men DeMatteis forsøger, at give ham noget baggrund og ballast. Men, det kan godt virke, som et lidt forceret forsøg på pludselig, at give ham noget dybde, så man lettere accepterer ham som seriens egentlige hovedperson. Det virkede ikke for mig dengang, i dag betyder det mindre og jeg køber præmissen
Og tematisk og hvad den overordnede stemning og tone angår, så er historien stadig ganske kraftfuld. Især når man tænker på tiden og konteksten.
Et nybrud indenfor (dansk) Marvel
Historien er en af de første jeg kan huske fra dansk Marvel, der virkede som en isoleret fortælling. Den ER en del af kontinuiteten, men KAN læses løsrevet og som en art mini-serie. Det var før mini-serier, grafiske noveller og den slags var mere undtagelsen end reglen.
Muligvis har den måde, at formidle en historie på også spillet ind i min oprindelige opfattelse af den. Jeg var ikke vant til, at læse historier fortalt på denne lidt aflukkede vis, hvor selve tone og grundstemningen også virkede, som om den var løsrevet fra det velkendte Edderkoppen-univers. Kraven’s Last Hunt var fremmed og lidt uforståelig, hele vejen rundt.
Nu virker den, tematisk, visuelt og hvad ambitionsniveauet angår ikonisk. Ofte hyldet og kåret som en af de “bedste”, eller “vigtigste” Edderkoppen-historier nogensinde. Lidt pudsigt, når Edderkoppen, på mange måder, ender med at indtage en bi-rolle i sin egen historie her. Men, det han står for, ikke mindst som Peter Parker, symbolsk og personlig, spejles og fremhæves i Kraven. Det forvrængede, falske spejlbillede.
Udgangspunktet i mange af Edderkoppens historier har været, at han er misforstået, måske endda frygtet. Kraven og hans opfattelse af hvad Edderkoppen er og repræsenterer rummer begge dele.
Kravens sidste jagt er stadig lidt overset
Nogle vil måske påpege, at store, alvorlige og vægtige temaer, som selvmord, at blive gammel og døden behandles lidt overfladisk. Til det vil jeg endnu engang sige, at man skal sætte det her i den rette kontekst og se perspektivet i det.
Det her ER en historie fra 1987 og vi befinder os, med alt hvad det indebærer af redaktionelle retningslinjer og “begrænsninger” i Marvel-universet. Set i det lys, så er Kraven’s Last Hunt en overraskende potent og vedkommende fortælling. Og en der, om ikke andet, rent fortælleteknisk og visuelt er værd, at tjekke ud her over 30 år senere.
Der er sket meget med tegneseriemediet, måden historier fortælles på og hvilke emner de kan tackle og tage op siden. I sammenligning kan det da godt være, at Kraven’s Last Hunt blegner lidt. Men, den virker bestemt ikke lige så bedaget, eller af sin tid, som meget andet fra samme periode, som jeg også har genlæst.
Den står stadig distancen, tårner sig op i sin samtid og signalerede, på flere punkter måske også de ændringer vi ser resultatet af i dag – især i mainstream tegneserie og hos Marvel. DC havde deres Dark Knight Rises og Year One i samme periode, Marvel havde Daredevil Born Again og Kraven’s Last Hunt.
Sidstnævnte blev, og er muligvis ikke lige så kendt og har sat sit aftryk i den bredere populærkultur. Det er, åbenbart Kravens skæbne, at han bare ikke står øverst på berømmelsens tinder. Selvom han vandt!
