John Carter fra Mars, pulphelt fra en svunden tid og nu, måske mest kendt for et gigantisk Disney-flop. Inden Disney mistede mange hundrede millioner på en stor filmsatsning, havde John Carter dog været ude af offentlighedens kollektive bevidsthed i mange år.
I denne omgang af Fra Reolen kigger vi på John Carter nr. 1, en tegneserie udsendt i 1978 på dansk af Winthers Forlag. Forlægget var en amerikansk serie fra samme periode, John Carter Warlord of Mars. En serie, der udkom på Marvel Comics i 27 numre, fra 1977 til 79. På dansk nåede Winthers at udsende 12 numre i 78/79.
Disse numre bragte, så vidt jeg har kunne opsnuse, blandt andet via dansketegneserier.dk, 25 ud af 27 numre, der udkom på amerikansk. Så, blev man snydt for en slutning? Serien er skabt af nogle temmelig prominente navne med kapaciteter, som Marv Wolfman og Chris Claremont tilknyttede som forfattere, samt Gil Kane, Carmine Infantino og Larry Hama som tegnere.
Pulpet rumeventyr med mange efterligninger
Tegneserien var baseret på Edgar Rice Burroughs karakter fra 1912, hvor han første gang optrådte på tryk. Carter, en soldat fra den amerikanske borgerkrig, finder en mystisk hule under nogle kamphandlinger. Den fungerer, som en form for portal til Mars. Han transporteres til den røde planet, hvor han vikles ind i en gammel, borgerkrigslignende konflikt mellem fremmede racer, prinsesser og andre rum-eventyr.
Vi befinder os altså i et krydsfelt mellem klassisk pulp drama, romance, sci-fi og space opera. Kulørt underholdning af den gammeldags slags, hvor helte er ædle og modige, og prinsesser ofte er nogle der skal reddes.
På mange måder var Carter en inspiration for en hele genre, og en parade af kommende helte og fortællinger. Fra Flash Gordon, over Buck Rodgers til diverse superhelte, Dune, Avatar og Star Wars. Burroughs, der også står bag en anden klassisk helt, Tarzan, skrev i alt 11 fortællinger om Carter. Figuren blev også spredt ud i andre medier, som avisstriber, tidlige tegneserier og altså senere, kom der den famøse Disney biografkatastrofe.
En film, der ikke er så dårlig, som dens rygte og økonomiske indtjening kunne antyde. Men, sikkert har været med til, at Carter som figur er forblevet lidt ude i glemslen. Og ender med, at være en af de pulphelte, der aldrig rigtig for et stort comeback.
Gammeldags eller #canceljohncarter?
Fortjent eller ufortjent, så er det måske også forståeligt, når man læser sig igennem disse 36 farvelagte sider i John Carter Menneske På Mars nr. 1. Den ER af sin tid, hvilket i dette tilfælde både relaterer til dens over 100 år gamle oprindelse og, at tegneserien er fra slut-70erne.
Lad os bare få det af vejen, tonen, ordvalg og underliggende tematikker kan i 2021 og med PC-øjne stedvis virke… “problematisk”. Jeg er imod censur, også i kultur, men tilhænger af at man prøver, at sætte ting i perspektiv. Kigge på kontekst og i hvert fald diskutere, hvad man gjorde “i gamle dage” kontra, hvad der er acceptabelt nu.
Jeg vil ikke kalde John Carter og dele af historien decideret racistisk, men der er betænkelige fremstillinger af minoriteter og indfødte befolkningsgrupper. I et flashback til Carters fortid overfaldes ham og en kammerat af en gruppe Appacher, der er de rene primitive vildmænd.
I overført betydning fremstilles de indfødte på Mars også, som en form for “indianere” af den snæversynede og stereotype slags. De er ikke “rødhuder”, men “grønhuder” og symbolikken og betydningen er ret tydelig.
Så er der hele balladen med, at Carter er en hvid frelser, sydstatsmand som står for løsrivelse og frihed, nu prins af en “fremmed verden”. Nå ja, og det noget uddaterede kvindesyn… Det er dog hverken værre eller bedre end meget anden vestlig litteratur, eller hvad man nu vil kalde det, som er hundrede år gammelt.
Det man i lidt højere grad kan sætte spørgsmålstegn ved er, om en efterbehandling fra 70erne, som denne tegneserie, kunne have gjort mere for, at opdatere materialet lidt – men så piller du ved fundamentet. Og det var, trods 70ernes frigørelse og frisind, ikke et sted vi var nået til endnu.
Dagens ret: Warhooner-whop ass
Første del af historien indeholder altså et længere flashback. Carter, som vi følger in medias res på jagt efter hans udkårnes kidnappere, er midt i en kamp med såkaldte Warhoonere, tænker pludselig tilbage. Det kan virke en smule underligt, at han sådan tænker højt og begynder at dumpe eksposition i kampens hede.
Men, der er også en del, som skal ridses op. Underlige stednavne, forskellige racer, deres konflikter og Carters personlige forhold. Efter han ankom til Mars, eller Barsoom, som planeten hedder på det lokale tungemål, giftede han sig med Dejah Torris, prinsessen af Helium. Nu befinder hun sig, formodentlig i Zodanga.
Carter får, efter han vågner op fra sin flashback-koger, overmandet Warhoonerne (skide vildmænd!) og tævet ud af en af dem, at hun befinder sig i et tårn, sammen med en anden, fange. En Thark kaldet Tars Tarkas, en af de andre indfødte grupperinger. Så, altså, vi får etableret en masse halv-underlige navne, steder og de lokale politiske og militære konflikter.
Efter endnu et flashback, man begynder at tro at Carter har svært ved, at leve i nuet, eller er skæv på Barsoom-urter, ser vi, at de onde, grønne Mars-indianere er godt i gang med, at hygge sig med prinsessen. De uddeler lystigt håndmadder, men afbrydes af Carter, der uddeler en seriøs omgang jordbo whoop-ass!
Efter den korte kamp er fangerne befriet, men Tars Tarkas advarer om, at hele Barsoom er i fare. En større skurk lurer i skyggerne.
èn-armede skurke og hvide rumaber
Vores trio opsnapper en mulig spion, der tager flugten. De optager forfølgelsen, fanger baryleren og tager ham med til Helium for, at afhøre ham om Prinsesse-kidnapningen og andre onde planer.
Her afsløres det også, at Carter kan læse de indfødtes tanker, men de ikke hans, fordi han er fra Jorden. Praktisk! Prinsessen formoder, at hun blev kidnappet fordi Warhoonerne troede hun kendte koderne til noget kaldet Atmosfærefabrikken. En retssag mod den tavse fange følger.
Carter får lov til, at afhøre fangen, han har sikkert metoder. Inden det kan ske, slipper fangen fri i nattens mulm og mørke. Han har en mekanisk arm, der når den aftages kan bruges som et skydevåben. Nu har han en nat til, at sætte sin onde plan, der vil medføre Heliums undergang, i værk!
Vores helt, med hans tro væbner Tars på slæb, sætter kurs mod Atmosfærefabrikken, hvor de opdager, at der er ugler i Mars mosen, naturligvis. EVIL SPACE MONKEYS! Nej, virkelig, de overfaldes af en flok monstre kaldet De Hvide Aber.
Prinsessen udviser, for en gangs skyld, noget initiativ og ankommer i rumskib, da vores helte er i knibe… og crasher og bliver straks taget til fange af de hvide abekatte. Nuvel, hun prøvede. Bladet slutter med, at Carter ligger knockoutet for fødderne af vores nu én-armede skurk/potentiel Atmosfærefabrikødelægger.
En genres byggesten lægges
På ægte pulpet “serial” manér slutter første hæfte altså på en cliffhanger. Meget vil virke velkendt i John Carter, fra indhold til struktur. Her skal man huske, at vi har med en figur/serie at gøre, der var med til, at definere en genre. Det er her nogle af byggestenene, som andre efterfølgende serier lånte/byggede videre på blev lagt.
Om John Carter var først, skal jeg ikke gøre mig klog på, alle historier og genre er baseret på og inspireret af noget der kom inden. Men, at dømme serien ude for, at være gammeldags ville være urimeligt. Det er klichéer før de blev klichéer, hvis man kan sige det.
Der er dog visse elementer i opbygning og seriens struktur og fortælleteknik, der virker noget kluntet og stive i det. Fortælleperspektivet, synsvinklen og måden informationer og baggrundsstof formidles på eksempelvis. Ligeledes vil sproget nok fremstå en kende tørt og højtideligt på en moderne læser, men det peger, igen tilbage på oprindelsen af materialet. Det er bare stilen, den må man leve med.
Visuelt er John Carter ret flot forløst. Den ser ud, som man nærmest kunne forvente den slags gør. En blanding af sværd og sandal heltestil, tidlig sci-fi og rum romance. Jens Lyn før Jens Lyn, hvis man skal have et referencepunkt.
Underholdende foregangsmand og fortidslevn
Alt i alt er John Carter Menneske på Mars ganske underholdende, lettere bedaget med nutidens øjne og lidt stift fortalt pulp-eskapisme. Om historien, og dens cliffhanger er stærk nok til, at jeg aktivt ville opsøge flere hæfter i serien er muligvis lidt tvivlsomt. Dertil er det hele nok lidt for… støvet? Eller bare ikke lige min smag.
Seriens historiske betydning skal dog ikke underkendes, ligesom dens inspiration og indflydelse kan mærkes helt op til den dag i dag. Som mange andre “frontløbere” eller foregangsmænd, så har John Carter dog måttet se sig overhalet og er røget lidt ud i glemslen.
Synd, men sådan er vilkårene og uden kontekst og sammenlignet med lignende, efterfølgende serier, så virker John Carter måske også lidt som et klenodie. Fortidslevn, med alt der hører med at mere eller mindre politisk ukorrekte elementer, eller ej, er du til klassisk space opera pulp, så er John Carter værd, at støve op og af.
