Pensum: Daytripper

by | Jun 8, 2021 | Pensum | 0 comments

Liv og død. Det er kort og godt hovedtemaet i Daytripper af brødreparret Fábio Moon og Gabriel Ba fra 2010. En dagdrømmende meditation over et menneskes liv og slutningen. Trods de dystre udsigter, at alt har en ende, efterlader Daytripper en håbefuld og opløftet.

Det er svært, at fortælle noget om historien i Daytripper uden, at afsløre for meget og muligvis ødelægge oplevelsen for andre. For det her er en oplevelse, og en man ikke bør snyde sig selv for. Især, hvis man er interesseret i, at læse noget der demonstrerer hvad tegneserier kan, når man udnytter mediet fuld ud.

Fábio Moons ord og Gabriel Bas tegninger skaber sammen noget ganske unikt. Serien, der er udgivet af DC under deres Vertigo label, løb oprindeligt over 10 hæfter udsendt i 2010. Senere samlet i diverse trade paperback udgivelser. Den samlede udgivelse er rent teknisk set altså ikke en grafisk novelle, men bør og kan læses og anskues sådan.

Jo, den er opdelt i 10 kapitler, men de er alle del af et samlet, vidunderligt og sammenhængende hele. Et samlet hele, der udfoldes som en bog. En med en begyndelse, en midte og en slutning. Som ikke bliver fortalt i kronologisk rækkefølge, men smelter elegant sammen mod slut så det hele giver mening.

Dagdrømme og dødsannoncer

Vi følger brasilianske Brás de Oliva Domingo, søn af en verdensberømt forfatter, hvis skygge hænger tungt over ham. Han drømmer om, at følge i sin anerkendte fars fodspor, men ernærer sig ved, at skrive dødsannoncer for en lokal avis.

Brás er en drømmer, som lader tankerne vandre og genbesøger forskellige, vigtige dage i løbet i sit liv. Højdepunkterne, mærkedage og begivenheder, som har været med til at forme og definere hans liv.

Det første kys, en faders død, hans søns fødsel, et tilfældigt møde med en eksotisk kvinde. Venskaber, familie og oplevelser på egen hånd. Drømme, der fødes og knuses. Opsummeringen af løsrevne enkeltdele, der skaber et hele. Og endelig leder hen mod slutningen. For alle historier har en slutning, som der står et sted i Daytripper.

Mere vil jeg helst ikke afsløre.

Brikker i et stort puslespil

En del af fornøjelsen, overraskelserne og virkningen af Daytipper, er baseret på dens fortælleteknik og struktur. Som det også er svært, at forklare for meget om uden, at fratage den noget af dens virkning og kraft. For Daytripper er, om noget, en kraftfuld oplevelse.

Man væves langsomt, men sikkert ind i en ikke-kronologisk fortalte handling, hvor man indledningsvis forsøger, at afkode den underliggende struktur. Og hvad Daytripper egentlig går ud på. Hvad er det, der foregår når man ser de forskellige, umiddelbart løsrevne dage og begivenheder i Brás liv?

Stille og roligt opdager man personer, små hentydninger, symboler og overordnede temaer, som gentages og dukker op igen. De er brikker i puslespillet, både i Brás liv og Daytripper som fortællings form, som begynder at falde på plads, når man opdager hvordan de passer sammen. Man begynder, at ane det samlede motiv og det store billede.

Daytripper er en fragmenteret læseoplevelse, men på en måde, hvor man hele tiden fornemmer tilstedeværelsen af stemninger og tematikker, der binder det hele sammen. En form for usynlig lim, der gør at man hænger på og har svært ved, slippe bogen. Man bliver suget ind og emotionelt investeret i Brás liv og skæbne.

Rørende, gribende og smuk

Den forbindelse man får, skyldes både at selve historien er elementært gribende, og strukturen ekstremt velfungerende, som “page turner”. Den rammer alle de “rigtige” følelsesmæssige anslag og “beats”.

Men også, at den er så fejende flot tegnet. Her gør den varme og fyldige farvelægning fra Dave Stewart også sit til, at binde det hele sammen og skabe en tegneserie, der føles og ligner noget ganske særligt.

Daytripper har sin helt egen meditative rolige stemning. Selv i de mest højdramatiske stunder, hviler der en eller anden form for drømmende ro over serien.

Og drama og store følelser er der. Måske også for meget for nogle læsere. Det her er måske ikke helt skrevet og præsenteret til et “køligt, nordisk temperament”. Uden, at stereotypiserer for meget, så emmer det her af latinamerikansk temperament, passion og hjerteblod. Dele af handlingen og plotstrukturen kunne måske endog sammenlignes med noget fra en soap-serie.

Det bør dog ikke afskrække mere tilknappede og emotionelt dæmpede typer, som også inkluderer mig selv. Selvom man muligvis ikke helt føler sig på bølgelænge med Daytrippers tone og følelsesregister, så er det svært ikke, at blive opslugt og berørt alligevel. Om ikke andet respektere det bankende og blødende hjerte, og de højtragende tanker og ambitioner, som vælter ud af hvert udtryksfulde panel.

Emotionel kraftfuld rutsjebanetur

Daytripper prøver nemlig, at fortælle noget om menneskets natur og eksistens generelt. Noget universelt relaterbart og dybfølt. Nogle vil finde de endelige pointer banale og åbenlyse, måske endda en kende sentimentale, rørstrømske og letkøbte. Men, man kan ikke påstå, at de ikke er sandfærdige og de virker som om de kommer fra et helt igennem oprigtigt sted.

Sentimentalt er måske det forkerte ord. Det kan være den indstilling og følelse man kommer med og oplever, når man læser en historie der, når man graver helt ind til kernen handler om, at man skal leve sit liv og oplevede ens egen historie på godt og ondt, og accepterer at også den historie har en slutning.

Men, jeg synes faktisk, at Daytripper er ret usentimental i sin levering af budskabet. Nøgtern ville jeg heller ikke kalde den. Det er mere… når man bladrer om på sidste side, har man ikke blot været ude på en emotionel rutsjebanetur og set døden i øjnene. På en forunderlig vis, er føler man sig mere klar til, at se slutningen i øjnene. Og acceptere den.

Daytripper føles på en underligt opløftende og livsbekræftende vis, som en omfavnelse af døden? Jo før du lærer, at leve med den, jo mere kan du nyde din historie imens den udspiller sig. Du ved kun, at den slutter engang, men ikke hvornår. Og det kan være når som helst.

En historie er ikke komplet uden en slutning

Jeg vil uden at tøve anbefale Daytripper. Selv hvis du, som jeg, er tilbøjelig til kølig kynisme, og foretrækker en analyserende og kontrolleret tilgang til livet. Daytripper er i sine skaberes følelsers vold.

Det er ikke sikkert du deler den slags “varm blodet” tilgang til tilværelsen, men man kan ikke andet end respektere hvad de har udrettet med denne tegneserie. Ikke for, at gøre Daytripper en bjørnetjeneste, men det her er et af de tilfælde, hvor mediet ophæves til “kunst”.

Daytripper er et litterært værk, lige så vel som en visuel oplevelse. Et gribende, rørende og inderligt et, der lykkes med, som værk, at være og have det, som den selv ønsker, at sige om dens hovedpersons, dens læsere og livets “historie”. Daytripper og livet, er en række af begivenheder, hvis samlede hele først går op, og måske giver mening, til sidst. Skæbnens ironi, hvor grum den end kan virke, er at så er det slut.

Ingen historie er komplet uden en slutning. Det er man nødt til, at omfavne i stedet for, at frygte.

Take a deep breath
Open your eyes
And close the book

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

Kathoom Kanonen:

Lad dig ikke afskrække af, at Daytripper kan lyde lidt flyvsk, højtragende og “dyb”, det er en betagende og, næsten magisk, læseoplevelse. Køb den, læs den, tænk over den, læs den igen. Og hav det godt med, at livet har en ende. Ja, den hører til i tegneseriekanonen!