En rodløs og søgende sjæl, der konstant er på farten i jagt efter spænding og muligvis også en mening med livet. En evig jagt på en form for indhold og måske også sig selv? Der ender med disillusion og ensomhed på dødslejet.
Det er groft sagt den overordnede følelse, jeg sidder med efter at have læst Hesseldahl og Rehrs Det Cubanske Efterår, der over 80 solidt, men også lidt ”håndværkspræget” tegnede sider afdækker hovedtrækkene i journalist og aktivist Jan Stages liv. Det er meget sort/hvidt, lidt for meget brug af skraveringer og mangler reelt mindeværdige billeder, der skiller sig ud.
Fra forældrekonflikt og generationsopgør, over kostskoleophold og ungdomsoprør, til oprør på Cuba og venstreorienteret klassekamp og kamphandlinger.
Præmissen og Stages historie er mere spændende, end tegneserien og fortællingen er egentlig vellykket. Det går kort sagt for hurtigt, bliver for fragmenteret og overfladisk. Jeg ender med, at være i tvivl om, hvad det egentlig er, historien prøver på, at sige?
Revolution og ridser i lakken
Det Cubanske Efterår er udsendt af Forlagt Fahrenheit og er på et æstetisk og fysisk plan en virkelig lækker og indbydende udgivelse. Flot indbundet, så det ligner en “rigtig” bog, trykt på tykt papir, det emmer af kvalitet hele vejen rundt. Minus en lidt irriterende fejl i en taleboble på side 54, som skæmmer det ellers kvalitetsbevidste helhedsindtryk en lille smule.
En mindre rids i lakken, i en tegneserie der omhandler en person, som ellers har rigeligt med ridser i sin egen ditto. Jan Stage var i sit liv og virke en kontroversiel skikkelse, som af kolleger og i mediebranchen fik et ry, som en man måske ikke helt kunne stole på. I hvert fald sandhedsværdien i hans historier, især hans personlige involvering.
Det bliver også antydet i bogens indledning, der fungerer som en art rammefortælling. Stages redaktør, Morten (Hessedahl), besøger Stage på hans dødsleje, på Rigshospitalet. Og så følger et langt tilbageblik på Stages liv. Eller rettere: Stages version af hans liv, bedrifter og oplevelser.
Morten sætter selv spørgsmålstegn ved, hvor meget af det man egentlig kan stole på? Og historien er dermed ikke som sådan Stages egne ord, men Stages ord genfortalt.
Sandheden står ikke i vejen for en god historie
Og her er et af mine problemer med bogen. “Den utroværdige fortæller” er ikke et ukendt fænomen, eller et problem for mig. Det kan være en spændende øvelse og pointe i sig selv, en Det Cubanske Efterår kun berører perifert.
Det er ikke det ærinde bagmændene er ude i. Nu skal sandheden jo heller ikke stå i vejen for en god historie. Og helt elementært er Stages (mulige) liv som revolutionær på Cuba, hvor han bliver hvilket ind i de lokale politiske konflikter og senere direkte deltager i et attentat på en boliviansk konsul udstationeret i Hamborg, ganske voldsom.
Om den del af historien er troværdig eller ej, har man som læser ikke de store muligheder for, at afgøre. Den og andre mere eller mindre spektakulære hændelser i Stages omflakkende tilværelse, må man bare tage for gode varer. Hvilket er fint nok, om end en kende kulørt.
Har Stage kendt Che Guevara personligt, og siddet med ved revolutionens bord, sammen med andre militante typer? Og er endt med, at forsøge, at opspore forbilledet i Bolivias jungle? Et ophold, der ender med Ches død og senere hævnkomplottet? Det interesserer ikke Det Cubanske Efterår.
Overfladisk fortælling, som samtidig vil for meget
Det helt store problem er for mig bogens struktur og måden historien fortælles på. Man får aldrig nogen reel indsigt i, hvad det er der får en figur, og i større perspektiv mennesket, Stage til, at blive som han er.
Bogen er underligt skrevet, så nogle ting, som Stages barn- og ungdom kun behandles overfladisk. Her mødes man også af en række karikerede figurer, som den onde kostskoleforstander, eller danske ungdomsoprørere og venstrefløjsaktivister, der er for vattede til Stage.
Delen på Cuba fylder, måske naturligt, hovedparten af bogen. Her møder vi et større sammenrend af revolutionere, politikere, venner og elskere. Men, igen er historien fragmenteret fortalt, mellemregninger undlades og vi ræser mod bogens klimaks. Efter det, attentatet, runder vi hurtigt af og når op til nutiden. De sidste 35 år af Stages liv overstås på et par sider.
Jeg mangler optakt og kontekst, der kan forklare Stage som mennesker, og en form for efterrationalisering, eller afrunding. Bogen virker forelsket i Cuba og fortællingen om en falden revolutionær, men der er simpelthen ikke nok kød på, til min smag.
Og så er den, de utrolige begivenheder til trods, og med Stages vilde liv og involveringen af alt fra cubanske revolutionsikoner til europæiske terrorrister, bare underligt kedelig?! Hvordan noget så dramatisk og begivenhedsrigt kan fremstå så tørt er mig lidt en gåde, men jeg må trække et af de dovne anmelderkort: jeg kedede mig altså lidt, beklager.
Sang, dans og unødvendig oversættelse af sangtekst, så man ikke misser en pointe… eller noget 
Revolutionen er mørk og tilrøget…
Tomme, kulørte tromme og hule jungletrommer
Jeg synes faktisk at bogen er, hvis ikke dårligt skrevet, så dårligt tilrettelagt og afviklet som fortælling. Enten gabes der over for meget, og man vil have for meget med på for få sider, eller også er bogen slet ikke lang nok til mængden af materiale.
Vi får et helt liv, og alligevel overhovedet ikke. Vi får store tanker og drømme om storhed og betydning, men igen reel indsigt eller forståelse. Stage virker ikke som en fuldkommen og afrundet karakter. Hans lidt blakkede ry og rolle som selviscenesætter og fortæller af mulige røverhistorier, tages der ikke rigtig stilling til.
Det gør, at Det Cubanske Forår kommer til, at fremstå som en række mere eller mindre kulørte postulater. Der klinger en kende hult og tomme – hvad er det egentlig bogen og dens bagmænd vil sige om og med Stage, hans historie og bogens temaer?
Der er mange fine idéer, som et mere kunstnerisk og abstrakt lag, hvor diverse karakterer af og til tegnes som trædukker med snore i. “De er alle marionetter”, jeg er med, men igen, er det som om idéen kun bruges overfladisk og som pynt. Flot pynt, bestemt, for selve de visuelle del er der ikke mange fingre at sætte på.
Drømmen om, at være alene på en strand…
Bogens mere kunstneriske dimension indeholder også nogle sære indslag og halvbagte idéer, hvor man sidder og bliver en smule irriteret, hvis ikke decideret ruller med øjnene. Der er nogle sang og dansescener på Cuba, hvor der synges på spansk. Det er stemningsfuldt, og et af de steder hvor bogen emmer af atmosfære, men det hele punkteres af, at teksten er oversat i en indsat tekstboks?!
Andre steder inkluderes et af Stages egen digte, ”Drøm”, og et andet sted Walt Whitmans ”On The Beach At Night Alone”. Det fungerer overhovedet ikke for mig. Ikke nok med, at det bryder fortællingens flow, det virker besynderligt påklistret og som om bogen desperat forsøger, at fremstå ”poetisk og kunstnerisk”. De dele, sammen med sangteksterne, kommer til at virke som om bogen nærmest skriger ”se mig, hør mig, jeg er kunst, for helvede!”. Det er alt for kluntet udført.
Det bliver kunstigt og virker, som et forfejlet forsøg på, at skabe noget dybe i fortællingen. Hvis det bare havde været vævet mere elegant ind i hele historien…
Coca Cola uden brus
Revolutionen fejlede, Che blev et brand i stil med Coca Cola, og Stage døde på et kedeligt sygehus, i det grå København. Hvad kan man lære af det? Jeg savner et refleksionsniveau ud over tung symbolik og firkantede budskaber, samt en lidt anstrengende tilstræbt poetisk tone.
Hvis så bare Stages utrolige (og mere eller mindre sandfærdige) historie havde været spændende og gribende fortalt, men Hessedahl har alt for travlt. Det er en skam, og bogen virker i frustrerende grad, som en række missede muligheder og setups til nogle virkeligt spændende emner og budskaber, der ikke bliver grebet.
En forbandet skam, når bogen nu er så flot og stemningsfuld. Alene af den grund, er den helt klart et kig værd. Og kan du finde den til de 99 kr., som jeg faldt over den til, så bør man ikke tøve med, at slå til.
Plus
- Interessant præmis
- Momentvis flot og meget stemningsfuld
- Der gemmer sig en god fortælling i Jan Stages historie
- Lækker indpakning og “finish”
Minus
- Bliver aldrig så interessant, som præmissen lægger op til
- Ujævn pacing og vægtning/balance i historien
- Mange potentielt spændende handlingstråde og tematikker berøres kun overfladisk
- Ensporet synsvinkel og ukritisk vinkling af Stage og hans påstande/historie
- Vil meget, kan mindre, føles underligt uforløst
- Kan virke en kende prætentiøs
Konklusion
Den pynter i den grad på reolen, en skam, at indholdet ikke tilfredsstiller mave og hjerne i samme grad, som den er en fryd for øjet.
