Superman, The Man of Steel, en karakter jeg altid har haft lidt “problemer” med. Eller, måske ikke problemer, jeg har bare haft vanskeligt ved, at relaterer til figuren og hans historier. Helt tilbage til min spæde tegneserie begyndelse.
Det blev bare aldrig Superman og mig. Jeg har en del gamle hæfter på dansk, som også er blevet læst, men de stammer alle fra en af hans mere svage perioder rent historiemæssig. John Byrnes udgave har jeg også nogle blade med, men jeg blev sgu’ aldrig helt fanget. Ligesom jeg, naturligvis så filmene og også de gamle Fleischer tegnefilm, da de kørte i Troldspejlet.
Nu på min ældre dage, kan jeg nok sætte lidt mere pris på figuren og har fået lyst til, at give ham en chance. Og, få indhentet noget af det forsømte og også få dykket ned i nogle nyere historier, som jeg ved er rost, eller i hvert fald har fået noget omtalte.
Grande Grant og stille Frank
En af de dem, og en af de mest roste i nyere tid, er Grant Morrison og Frank Quitelys All-Star Superman. En serie på 12 hæfter udsendt i perioden 2005 til 2008. Her samlet i en praktisk, standard trade paperback, så man kan sluge hele baduljen i ét hug.
Det er ikke alene mit første møde med en nyere Superman, men også, så vidt jeg ved, første gang jeg læser noget af den ellers ret profilerede Grant Morrison (og Frank Quitely). Skotten har ellers opnået legendestatus indenfor tegneserieverden med berømmede serier hos både Marvel, DC og nogle skaber-ejede titler. Kort sagt, en kapacitet, som næppe behøver nogen nærmere introduktion.
Grundene hertil er mange, men hovedårsagen er nok timing. Da Morrison brød igennem i slut-80erne var det amerikanske tegneseriemarked helt fremmed, og udenfor rækkevidde for mig. Da han slog sin status fast op gennem 90erne var det enten på titler, som ikke udkom herhjemme, eller som ikke interesserede mig.
Samtidig drev jeg stille og roligt længere og længere væk fra tegneserieverdenen og var helt ude, da det nye årtusinde oprandt. Så, Morrison er hidtil ukendt farvand for mig. Jeg er bekendt med navnet, hans omdømme og kender til hans mest berømte arbejde, eksempelvis på titler som Batman. Men, altså kun indirekte.
Tilbage til rødderne
All-Star Superman er ikke et reboot eller en relaunch af den gamle superhelt. I stedet for, er det en hyldest, en videreførelse og på en måde en tilbagevending til Manden af Ståls rødder. Den gamle kontinuitet er intakt, og tidligere historier respekteres. Men, et af Morrisons mål var, at føre figuren tilbage til sit udgangspunkt. Og fortælle en række klassiske Superman-historie i samme stil og tone, en slags, ja “greatest hits”, eller “all-star” fortællinger.
Grundfortællingen og karakteren i sin essens, synes jeg egentlig er spændende og HAR noget appel. Ellers havde den, selvfølgelig ikke overlevet i 80 år. Men, de historier jeg har stiftet bekendtskab med, dele af figurgalleriet og den overordnede tone har ofte været ekstremt fjollet.
Seriøst, Superman var IKKE sej, heller ikke for en sund og rask skoledreng. Han var en patriotisk spejderdreng omgivet af fjogede skurke, der væltede rundt i fjollede historier. Et generelt problem, og muligvis en lidt skæv og forkert opfattelse, jeg har haft af store dele af DC-universet samlet set. Jeg var en Marvel-knægt, kort og godt, og DC var altid en meget distanceret nummer 2.
Fra hipster-Olsen til superhunde
Jeg er dog begyndt at tø lidt op, også inden jeg kastede mig over All-Star Superman. Men, det her er nok den første, store test af min DC-tolerance. Og, jeg tror sgu’, at den blev bestået?
Efter et par indledende trækninger og en kort tilvænningsperiode, så tog jeg mig selv i, at drøne igennem de 12 hæfter. Så den endte med kun, at holde et døgns tid inden jeg, mellem børn og andre pligter hen over en påskeweekend, sneg mig til at guffe den i mig i 3-4 bidder.
Der ER nogle fjollede elementer, jo. Og også nogle ting, som nok bare aldrig kommer til, at tiltale mig ved det her superhelteunivers. Men, med Morrison bag pennen og med en overordnet tone og stil, der destillerer karakteren ned til sin grundessens, så tog jeg de små bump på vejen med.
Miniature-byer, der huser hele kryptoniske samfund i mini-format, hokuspokus videnskab, som bare skal tages for gode varer. Bizzaro-shenanigans, modelaps/proto-hipster Jimmy Olsen… ja, selv Krypto, superhunden inklusive nuttet lille kappe, bliver der plads til. Og meget, meget andet, i løbet af de 12 hæfter. Der springer rundt mellem korte, ofte kun ét hæfte lange historier og nogle større, gennemgående plots der løber gennem hele serien.
Solskoldet superhelt
En af dem er, at Superman er døende. Ja, vores ellers usårlige helt er dødsdømt. Narret af gode, gamle Lex Luthor, der via nogle skurkagtige planer fik Superman til, at udsætte sig selv for en ekstrem mængde stråling fra vores sol.
Solen, som ellers er kilden til Supermans fantastiske kræfter her på Jorden, overbelastede kort og godt vor helts “batterier”. Hans celler er begyndt, at degenerere. Ja, det er vel en form for Superman-kræft, forårsaget af for meget solbadning…
Luthor bliver dog afsløret i andre ugerninger, og ved en lyn retssag dømt til døden! Så han er OGSÅ dødsdømt, i en form for ironisk spejling af Supermans skæbne. Han virker dog noget mere afklaret, og opfører sig som om, at han har vundet. Som om hans dødsdom både gør ham til en form for korsfarer, og understreger hans endelige sejr. HA, du dør, Superman, jeg vandt!
Superman er mere uafklaret og bruger en del tid på, at bringe sine forhold i orden og spekulere over, om Jorden vil kunne klare sig uden ham til, at redde dagen. Hans betydning og indflydelse vises både igennem spredte, ganske ordinære og mondæne “dagligdags-Superman redder dagen” situationer, og nogle større begivenheder.
Klassisk tegneserie fortælling og form
Det er altså både det hele nære og intime, mennesket Clark Kent, den ægte Kent, ikke “bare” fjumregøj journalisten, men landmandssønnen OG den gudelignende spandexklædte skikkelse vi følger. Dén del er kernen i All-Star Superman, alt andet mere eller mindre kulørt ekstra krydderi og værktøjer til, at fortælle grundhistorien.
Det fungerer. De enkelte hæfter kan godt virke fragmenterede, som om der mangler nogle mellemregninger og jævnligt går det meget hurtigt med, at afvikle historierne og få løst de ellers tilspidsede situationer. Efter at have læst efterhånden en hel del moderne tegneserier var det lige en stil og et format, som jeg skulle vænne mig til.
Så slog det mig, at jo er helt i tråd med noget af Morrisons formålserklæring: at bringe figuren og fortællingerne tilbage til deres oprindelige form og rødder. Da klokkerne begyndte, at bimle og bamle i mit lille forvirrede hoved, SÅ var jeg for alvor på. Det er ikke rodet, dårligt skrevet eller underfortalt. Det er klassisk tegneserier i sin rene form, i lidt mere farvestrålende og moderne indpakning.
Superman: Jordens samvittighed og et symbol på håb
Det er en delikat balancegang Morrison er ude i her. Superman fungerer, for mig, bedst når han er sit klassiske, lidt tørre og seriøse selv. Det kan dog virke gammeldags, især efter de ironiske 90ere og gritty det ene og det andet genfortolkninger siden 80erne.
Du kan i min optik ikke bringe for meget humor, og slet ikke ironi/selvironi ind i universet. Især ikke hvad angår Superman selv. Han er på den måde “ren”, og skal være det. Men, det gør det også ovenud sandsynligt, at han som karakter kan komme til at fremstå kedelig. Læg dertil hans usårlighed, der kun trues ved, at forfatterne jævnligt tvinges til, at opfinde nogle wacky svagheder, og man står med en figur, som kan være svær at arbejde med.
Morrison styrer uden om de værste faldgruber og omfavner i stedet for Superman, hans status og DC universets spilleregler. Superman er Jordens beskytter og samvittighed. En, som altid tror på det bedste i ALLE folk, og på menneskehedens evner og potentiale for storhed. Lige meget hvor tåbeligt vi måtte agere. Selv Luthor ser Superman en mulighed for frelse i.
Det kan virke blåøjet og naivt. Men, Superman skal ses som et symbol på håb. Menneskehedens bedste dyder, og muligheden for, at de i sidste ende vil sejre, hvis Superman bruger sine evner til, at hjælpe os på rette vej. En fremmed i en fremmed verden, som vil os det bedste og tror på os. Det ER da et ret stærkt symbol og budskab (og lidt af en “white savior” med fascistisk potentiale, hvis man vil anlægge den vinkel).
Det er dog også en byrde. Og en, som her i All-Star Superman bogstaveligt talt er ved, at tage livet af ham. Alligevel klør han på, og skal lige have løst de sidste opgaver, så han med ro i sjælen kan give slip. Underforstået, det kan han, naturligvis ikke og han bliver aldrig færdig, men han er bare så forbandet pligtopfyldende, at han bliver ved til det sidste.
All-Star Superman er ikke et rent home run
All-Star Superman er velfortalt, men ikke perfekt. Der er visse elementer i historien, der selv med den klassiske tegneseriefortællings struktur in mente, virker lidt flimrende. Historien kan godt virke noget episodisk, hvor subplots eller bi-personer har det med, at forsvinde ud af serien i flere hæfter.
At Jimmy Olsen, der her er fremstillet som en lige lovlig modebladssmart friskfyragtig type, forsvinder ud af fortællingen i lange stræk, efter at have haft næsten et helt hæfte for sig selv tidligt i serien, har jeg det OK med.
Men, en figur som Lois Lane, som Superman frier til i slutningen af første hæfte (!) OG forsøger, at afsløre sin hemmelige identitet overfor, forsvinder efter at have haft superkræfter for en dag, virker underligt. Hun dukker op mod slut igen, men da har man næsten glemt, at hun havde så fremtrædende en rolle tidligt i serien.
Al respekt for “Clark Kent kan umuligt være Superman”-tropen, men det er også en gennemgående tråd, som måske bliver lige lovligt tyndslidt. Det virker, som om at Superman nærmest er dedikeret til, at han pine og død VIL afsløre for omverdenen, at Clark ER Superman. Selv når han siger det direkte, i de mest åbenlyse situationer, så tror folk ham ikke.
Det er måske Morrisions forsøg på, at snige noget humor ind i universet, men det kommer til, at virke lige lovlig tosset, som serien skrider frem. Og det får Clark Kents venner og bekendte til, at virke decideret tumpede, når det ikke kan se skoven for bare træer. I det store hele er det dog en mindre detalje og ikke en der ødelægger det samlede indtryk.
Frank Quietlys rene og stille stil
Som ER godt! Morrisons stil er nok en smagssag, noget af det bliver lidt for “fantastisk” for mig, især seriens afsluttende konflikt/klimaks er lige ved, at løbe af sporet. Samlet set, så er All-Star Superman dog overraskende underholdende læsning for en Superman-fornægter, som mig.
Om man synes om Frank Quitelys tegnestil, og Jamie Grants klare farvelægning, er nok også smag og behag. Jeg er ikke 100 % på, men nok til, at den meget karakteristiske og neo-klassiske stil ikke distraherer. Ind imellem er det svimlende flot, stilet og udtryksfuldt. Andre steder bliver det lidt… eh… ikke min smag?
Jeg er eksempelvis ikke vild med Lois Lanes figurdesign og udseende, det skriger af 00er look for mig og kommer til, at “date” serien lidt. Heldigvis var det ikke 90er “badgirl” perioden. Og så er der nogle baggrunde, som bliver lige lovlig enkelte for mig, eller hvor stilen bare bliver lidt for “ren” og overfladisk – det harmonerer dog fint med fortællingen og Supermans “renhed”.
Alt i alt har All-Star Superman dog sit helt eget udtryk og udseende, der giver serien sin egen særlige stemning. Det er næsten, som om nyt og gammelt smelter sammen rent visuelt og fortællemæssigt. Hvilket vel var et af Morrisons mål med det hele?
En hyldest til Superman og alt han står for
Trods sit ildevarslende og umiddelbart nedslående tema omkring Supermans forestående død, så føles All-Star Superman som en optimistisk fortælling. En der i sin kerne tror på det gode i menneskeheden og hylder de dyder Superman står for.
Det er mytologisk og arketypisk, ligesom vores hovedperson, men i en ren form som her, så glider det ned – selv hos mig. Som samlet fortælling er det måske ikke det mest sammenhængende, som jeg har læst, men den episodiske/hæfte-til-hæfte følelse har bestemt sin charme.
Jeg køber måske ikke helt, at Superman reelt er i overhængende livsfare. Han har været død før, og er genopstået, som den frelser han er. Når man så lægger oveni, at han nærmest er usårlig, så er det ikke her man skal finde det reelle “drama”. Dramaet kommer i form af hans menneskelighed, idealisme og selvopofrelsesvilje.
Jeg tænker, at historien både vil appellere til gamle Superman fans, som vil sætte pris på, at der kun pilles lidt ved kanon og figuren, og til nye/skeptikere. Måske er det den her historie, som omvender en?
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Ja. All-Star Superman fremstår både som en art “greatest hits”, en hyldest til den klassiske Superman-myte og formår, at opdaterer figuren og historien, så den funger i en moderne kontekst.
