Hvordan håndterer man sorgen over tabet af sine børn? Hvad nu, hvis man kunne genskabe verden, som man gerne ville have haft den? Og samtidig sørge for, at alle fik det de havde ønsket sig af tilværelsen? Hvad nu, hvis man kunne bruge sine medfødte kræfter til, at ændre magtbalancen i verden?
Efter at have dannet meget løst grundlag for præmissen i Disney+ serien WandaVision, som jeg har anmeldt andet steds her på siden, blev jeg nysgerrig efter, at læse serien. Så jeg fyrede op for den trofaste Marvel Unlimited App, og kastede mig over den 8 numre lange mini-serie fra 2005.
Serien er skrevet af Brian Michael Bendis, der på daværende tidspunkt var halvvej inde i sit roste “run” på Ultimate Spider-Man. Og også havde kastet sig over Avengers, skabt Jessica Jones og generelt var på toppen af sin kreativitet og indflydelse hos Marvel.
Denne verden er forkert
Wanda Maximoff (Scarlett Witch), er blevet gal, efter hendes børn er omkommet. Efter at have slået flere af hendes med-Avengers ihjel, samles de resterende medlemmer af gruppen (på opfordring af Professor X), X-Men og andre løst allierede helte, som Spider-Man, Doctor Strange, og Captain Marvel for, at diskutere, hvad de skal stille op med Wanda.
Der er for og imod, og ingen nemme beslutninger. Wanda er så magtfuld, og tydeligvis vanvittig, at noget må gøres. Wolverine siger det højt, som andre måske tænker: de må dræbe Wanda. Hendes bror, Quicksilver for nys om dette, rejser til landet Genosha, hvor Magneto (Xavier) våger over den ustabile Wanda og fortæller om heltenes planer.
Quicksilver udskammer farmand for ikke, at sætte sig op mod heltene, der allerede er på vej for, at udføre deres plan. Da heltene ankommer er Wanda tilsyneladende forsvundet. Et hvidt lys dukker op og heltene begynder selv, at forsvinde en for en.
Vi hopper til New York, hvor vi blænder ind i forskellige heltes liv, der nu virker som realiseringen af deres inderste drømme. Spider-Man er gift og har barn med en meget levende Gwen Stacy. Captain Marvel er en form for afholdt kendis. Captain America er blevet omkring 100 år gammel og lever tilsyneladende en, stille og anonym tilværelse.
Wolverine, der er blevet agent i Red Guard, en slags SHIELD enhed, vågner op ved siden af Mystique. Og kan, modsat alle de andre helte, huske alt. Han ved med det samme, at der er noget galt. Denne verden er forkert og minderne fra et andet liv vælter frem.
Mutants No More
Og her forlader jeg den mere detaljerede gennemgang af plottet i House of M og zoomer lidt ud. Mutanter er den dominerende “race” i denne nye virkelighed, anført af en art royal Mutant familie under Magneto: House of M. Menneskeheden er de undertrykte, dem der bliver set ned på, og er udrydningstruede.
Wolverine bruger en del tid på, at overbevise de andre helte om, at deres liv er helt forkert. Han får hjælp af en mystisk pige, Laura Miller, der åbenbart har nogle rimeligt vilde kræfter og er i stand til at “vække” heltene en for en. Det tager de med varierende grader af “knap så godt”.
Det korte af det lange er, at heltene tager sig sammen og bliver enige om, at et liv baseret på en løgn ikke er værd at leve. De drager mod Genosha. På jagt efter den forsvundne (formodet døde) Professor X og for, at konfrontere House of Ms familiemedlemmer. Ikke mindst vores omdrejningspunkt og den mulige årsag til hele balladen: Wanda.
Lad os blot konkludere, at det ikke går helt som planlagt og serien slutter med, at Wanda i et fornyet anfald af sorg, denne gang over hendes far og brors skæbne, sætter en stopper for mutanter verden over. Hun konkluderer, at mutanter (heriblandt hendes far) er roden til alt ondt og ytre ordene: “Mutants no more”.
Verden blænder ned og op igen. Alt er tilbage til “normalen”, sådan da. Den originale orden og heltenes liv synes genoprettet med den lille detalje, at mutantbefolkningen er gået fra millioner til nogle få, spredte hundrede, som stadig har deres kræfter.
Enkeltstående serie med konsekvenser for helheden
Sådan ender House of M. Cliffhanger, nulstilling eller form for alternativ tidslinje? Jeg er faktisk ikke helt klar over det. Ligesom jeg gik til House of M med en minimal viden om, hvad der gik forud for serien i Marvel universet, så ved jeg heller ikke, hvad der skete efterfølgende.
Jeg var helt ude af tegneserie loopet da serien kom, og vendte først tilbage i begyndelsen af 2020. Der er løbet mange ændringer af kontinuiteten igennem Marvel universet før og efter House of M, som jeg kun har en overfladisk viden om. Så jeg har slugt denne mini-serie forholdsvis “koldt” og isoleret.
Alligevel synes jeg, at jeg sådan nogenlunde kunne følge med og orientere mig i serien. Bendis får sat scenen, så man som uindviet kan hægte sig på og forstå hovedtrækkene. Visse detaljer og nuancer var, selvfølgelig tabt for mig. Ligesom jeg på nuværende tidspunkt hverken har fået læst diverse tie-inns til House of M, eller de efterfølgende års opfølgning. Så hvordan det påvirkede Marvel universet på længere sigt ved jeg kun i store, løse træk.
Men, som en isoleret mini-serie synes jeg, at historien holder. Selvom den skriver sig ind i en fortløbende, større sammenhæng og lægger kimen til det der følger, kan den læses, som en enkeltstående historie. Man vil dog sikkert få meget mere ud af den, hvis man har forhåndsviden og læser videre.
House of M er flot tegnet og velskrevet
Først og fremmest synes jeg, at den er godt pacet og velskrevet. Bendis’ismer, som gentagende og tilstræbt “ung og hip” dialog eksempelvis, var kun tilstede i begrænsede mængde i House of M. Generelt flyder det godt Bendis, i scenerne og fra scene til scene.
Bendis formår ligeledes, at balancere et stort cast i denne crossover event. Hvordan hans fremstilling og karakteristik af de enkelte figurer er i forhold til, hvordan de ellers fremstod i andre, og egne, Marvel-titler fra midt-00erne kan jeg, naturligvis ikke udtale mig om. Men tonen og figurerne her virker konsistente – det må være det vigtigste.
Artworket af Olivier Coipel, hvis arbejde og stil jeg ikke var bekendt med inden, er virkelig flot. Sammen med rentegner Tim Townsend og farvelægger Frank D’Amarta springer det virkelig i øjnene. Om det skyldes, at farverne er ekstra skarpe og “fyldige” i Marvel Unlimited digitale format, i forhold til den trykte udgave, skal jeg ikke kunne udelukke.
Coipel, en fransk tegner, har også arbejdet på titler som Legion of Superheroes og Thor. Skal man kritisere den visuelle del for noget, så er det, at de ellers stemningsfulde og stilede covers af Esad Ribic, ikke helt afspejler stilen man finder i “hæfterne”. Ribics meget “kunstneriske” og maleriske stil vil nogle måske kender fra Jason Aarons Thor: God of Thunder. Det skurrer og skæmmer ikke, som sådan, det er jo flot, men jeg ved ikke helt om det harmonerer med resten af seriens visuelle udtryk.
Wanda Vs Universet?
Selvom hovedhistorien og de store linjer i plottet er til, at følge for en “outsider”, som mig, så er der alligevel visse detaljer, der mudrer lidt for mig. Bendis skriver godt, men det er ikke det samme som, at alle elementer er velfortalte eller godt forklaret. Jeg forstår efter 8 hæfter stadig hverken helt, hvorfor netop Wolverine har sine minder fra virkeligheden intakte, eller hvem pigen Layla Miller egentlig er. Og hvor hendes kræfter kommer fra.
Wolverines intakte erindringer forklares af ham selv med, at hans hjerne er blevet renset så mange gange, at den måske er blevet immun overfor Wandas magi. OK, det kan vi vel godt lege? Millers oprindelse og betydning er, hvis den forklares, gået lidt hen over hovedet på mig under min læsning. Men, det er ikke noget springende punkt for mig, jeg kan godt acceptere, at jeg ikke lige har fået det hele med – eller hvis dele af et plot forbliver et mysterium.
Så er der hele Wanda-delen og udstrækningen af hendes kræfter og magt. Hvordan det konkret fungerer, fremgår ikke helt tydeligt. Er det hele verden og alle mennesker, hvis virkelighed hun har ændret? Er det kun på Jorden, eller er hendes magt ubegrænset, så hun i princippet har påvirket virkeligheden i hele universet? Eller, har hun på en eller anden måde kun skabt en alternativ, lukket virkelighed for vores helte? Hvad er grænserne for hendes skræmmende kræfter?
Eftersom serien slutter med, at hun næsten fjerner kræfterne fra samtlige planetens mutanter, så må man vel formode, at hendes magt og rækkevidde, i det mindste, er global? Igen er det ikke ødelæggende for min læseoplevelse, at detaljer som disse forbliver ufortalte. Det giver også mulighed for, at digte videre, uddybe og måske gemmer der sig en forklaring i nogle af de mange tie-inns?
Er falsk lykke ikke også lykke?
Selve plottet kan lidt firkantet sagt koges ned til en “search and destroy” mission. Det er sådan set ikke så kompliceret, hvis man koger det helt ned. Det der giver historien sin tyngde og kød på knoglerne, er de mystiske hændelser, de gradvise afsløringer og heltenes “opvågning” og de temaer, som Bendis kredser om her.
Sorg, hævn, retfærdighed, lykke, drømmen om et bedre liv kontra virkeligheden og familie. Wanda har i et anfald af sindssyge dræbt nogle af hendes extended family i Avengers. I løbet af House of M smuldrer fundamentet i hendes nye virkeligheds familiestruktur også, og hun ender med at få huset til at ramle. Og i et større perspektiv fjerner hun slutligt hendes anden større familie, mutanterne, fra Jordens overflade.
Historien bokser også med temaer, som hvad er retfærdighed og hvad stiller man op med en potentiel massemorder? Slår man hende bare ihjel og fjerner problemet? Wanda, for at redde sig selv og stumperne af hendes liv, genskaber en familielykken i en alternativ virkelighed. Men, samtidig skænker hun også alle hendes superheltevenner en lykkelig tilværelse. Er det en falsk lykke? Den virkelighed Wanda skaber ER jo virkelig og den nye virkelighed og dermed i teorien ikke falsk?
Der er så den skyggeside, at Magneto i princippet er kejser over verden, det var jo nok hans ønske. Det rummer visse dystre udsigter for verden, men det er ikke Magneto, der er den egentlige manipulator bag det hele… Og magtbalancen i verden mellem mennesker og mutanter er vendt på hovedet. Er det rimeligt, at menneskeheden nu er de forfulgte? Tja, var det rimeligt, at det omvendte var tilfældet tidligere?
Aktion lig reaktion
Man kan argumenterer for, at Wanda “snyder” og går mod “naturens orden”, hvis den slags findes i tegneserier? Men, løser man problemet og får nulstillet verden og får den tilbage til “normal” ved, at dræbe Wanda? Ingen ved det og heltene tager en stor, etisk måske lettere tvivlsom, beslutning og agerer på den. Til tilsyneladende voldsomme konsekvenser for mutanter verden over.
Men, får mange af dem det i sidste end, måske ikke bedre uden deres kræfter? Ville det i teorien kunne forene mennesker og nu ex. mutanter? Så er problemet de få hundrede, nu meget særlige mutanter, der åbenbart klarede frisag og undgik Wandas renselse.
Og de advarende afsluttende ord, der er baseret på Newtons tredje lov: “aktion lig reaktion”, enhver handling har en ligeværdig modsatrettet. Mutantkræfterne er ikke slettet fra universet, men må være opsparet et eller andet sted og må vende tilbage med samme kraft på et eller andet tidspunkt… hvordan, hvornår og med hvilke konsekvenser til følge?
Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Hmm, ja. House of M er ikke en perfekt historie, der er nogle “problemer” hist og her. Men, den havde stor indflydelse på nyere Marvel-historie. En indflydelse, som kan mærkes helt op til i dag, og har spredt sig til Marvel i flere medier. Det alene gør den kanon-værdig. Samtidig er det en både tankevækkende og underholdende historie, som man tilgiver de mangler, der måtte være.
