Venom, Krybet på dansk, dukkede første gang op tilbage i 1984, i Secret Wars (Den Skjulte Strid). En flydende alien symbiot, der knyttede sig til Edderkoppen og blev hans sorte dragt.
I løbet af kort tid opdagede Edderkoppen (med hjælp fra Reed Richards), at dragten var en levende organisme, som snyltede på sin vært. Edderkoppen og symbioten blev adskilt i slutningen af 84, og med undtagelse af en kort genforening, dukkede den sorte klat først op igen i 1988.
Nu knyttet til Peter Parkers ven, Eddie Brock og ude på hævn. Stille og roligt udviklede Krybet sig dog til en slags antihelt, periodevis samarbejdspartner for Edderkoppen. Figuren opnåede i de efterfølgende år stor popularitet, fik sine egne serier/mini-serier og i de senere år sågar en bizar spillefilm.
Det er altså noget af en udvikling den mærkværdige figur har gennemgået, men nu er blevet et popkulturelt fænomen i sin egen ret. Nogle vil argumentere for, at på toppen af sin popularitet i 90erne matchede Krybet, eller overgik, Edderkoppens. Tegneserierne har været so-so, men de nyere har opnået en hel del anerkendelse.
Ud på et 90er overdrev
På dansk virkede figurens opstigning og popularitet måske endnu mere raketagtig. Med færre blade og den danske Marvel-redaktions mulighed for, at vælge materiale, virkede det i hvert fald som om, at Krybet fyldte en hel del i start-90erne.
Det er da også en figur, der nærmest skriger 90er. Det groteske, overmuskuløse udseende. En mund fyldt med kæmpestore, sylespidse tænder og en ekstremt lang tunge. Og så Krybets tendens til snappy onliners, sarkasme og vittig, selvironisk dialog. Samt nogle historier, der svælger i voldsom 90er overdrivelse, hvor plot og budskab måtte vige pladsen for stil. Stil over substans.
I hvert fald er det den fornemmelse man får, når man sidder med et blad, som dette oneshot. Krybet: Blod og Stål! Hvad titlen egentlig betyder aner jeg ikke, men det lyder fedt! Udsendt af Interpresse i 1995, lige på grænsen til da jeg for første gang mistede interessen for tegneserier.
Måske er Krybet: Blod og Stål på mange måder symptomatisk både for sin tid og, hvorfor min interesse var på retræte. På den ene side var jeg helt med på den vilde 90er stil og figurer som Krybet og hans “slægtning”. Men, det er samtidig her, jeg finder de første huller i samlingen. Jeg var nok både “på vej videre”, og så var der udover den øjeblikkelige fascination ikke så meget gods i tegneserier som disse.
Blodig nonsens og blødt stål
De to historier i Krybet: Blod og Stål, der består af to amerikanske mini-serier, The Enemy Within 1-3 og The Mace 1-3, er i hvert fald en meget tynd flaske 90er Urge. Dele af det vil jeg faktisk kalde decideret nonsens, og pivringe. Det er indbegrebet af tom action, der er forsøgt hængt på et for (ofte usammenhængende) plot.
The Enemy Within handler kort fortalt om en magisk halskæde, små dæmoner og en tidligere straffefange, der bliver borgmester i San Francisco. Byens selvbestaltede beskytter, Krybet/Eddie Brock påtager sig, at tage hånd om det hele, med hjælp fra Morbius, som bliver beamet ind fra New York.
Han og Krybet starter med, at ryge i totterne på hinanden, selvfølgelig. Hurtigt opstår
en slags buddy cop dynamik, hvor de mundhugges, men alligevel arbejder sammen om et fælles mål. At stoppe Den Gule Dæmon, som de tror står bag det hele. Ja, han dukker også op.
Man skal købe præmissen om en magisk halskæde, der har forbindelse til en gammel kult, som vores skurk, Charles Palentine kommer i besiddelse af under sin indespærring på Alcatraz.
Den tidligere kriminelle er blevet politiker og hidkalder en hær af små, ondskabsfulde dæmoner til, at skabe uro i byen gader. Forvirringen og utrygheden bruger han til, på en eller anden måde til, at kuppe den siddende borgmester og overtage magten i byen.
Hovsaløsninger og kulørt underholdning
Hvordan det lige skulle fungerer, og at han er i stand til, at sætte de demokratiske spilleregler ud af kraft, er ikke videre forklaret. Den, og andre tilfældigheder, gennemstrømmer det hullede plot. Som når Eddie Brock, helt tilfældigt, befinder sig på netop det undergrundstog, som overfaldes af dæmonerne.
Plottet virker meget konstrueret og ting “sker bare”, så det næste kan ske. Historien er skrevet af forfatter Bruce Jones, mens det meget 90er geile artwork af Bob McLeod er godkendt, hvis man er til den stil.
Det kunne i hvert fald være værre! Selvom det noget grumsede finske tryk medvirker til, at Krybet: Blod og Stål ser noget billig og udtværet ud. På den led, er udgivelsen nærmest indbegrebet af 90ernes tegneseriemarked herhjemme. Det var bestemt ikke lige kønt det hele. Jeg vil dog tilføje, at jeg efterfølgende hurtigt bladrede serien igennem på Marvel Unlimited, og i den digitale udgave står tegninger og farver meget flottere.
The Enemy Within er en af de mere roste mini-serier med Venom, så vidt jeg har kunnet læse mig frem til. Det må være i sammenligning med de øvrige, hvilket bestemt ikke virker lovende for kvaliteten af disse!
Som kulørt underholdning kan historien lige gå an, men det er ikke en man kan, eller skal tænke nærmere over. Så ramler det hele.
Store, fede våben og LARM
Anden mini-serier i bladet er The Mace, som på flere punkter synes, at gentage elementer fra The Enemy Within. En mystisk karakter kaldet Bødlen forfølges af nogle ekstremt 90er udseende, tungt bevæbnede hich-tech typer og undslipper til San Francisco. Hvor han ryger i totterne på Krybet.
Bødlen er ikke en skurk, han bliver hyret af nogle lokale til, at beskytte dem, men Krybet misforstår situationen og de slås og slås. Indtil også denne misforståelse bliver opklaret og de danner fælles front.
Det lyder som om jeg gentager mig selv, men det her er meget, meget af sin tid. Fra historien til figurernes design Vold, action, store “fede” våben og larm. Der er B-films stemning hele vejen rundt. Et miskmask af lånte idéer og figurer, som ikke får nogen videre forklaring. Eksempelvis Bødlens “LCD-dragt”, der blandt andet har en Predator-lignende sløringsmekanisme.
Hovedskurken, hvis navn jeg simpelthen ikke fik fat i, troede jeg et kort øjeblik var Iron Man. Jeg mener, hans dragt ligner en kopi af Tony Starks dragt. Han er leder for en gruppe maskerede metalmænd/kanonføde.
Eddie Brock er her ikke den meathead jock-type, som han lignede i første historie. Stadig en kæmpe kleppert, men han har fået langt heavy hipster garn. Mens vores kvindelige sidekick, Becky, ligner en storbarmet pornomodel. Det skriger af 90er klichéer.
En sej, men alligevel tynd omgang
Alt sammen tegnet ret grimt og tidstypisk af Liam Sharp og Bob Reinhold, mens Carl Potts har stået for historien. Der mildt sagt er en tynd, stereotyp, men mest af alt kedelig og ligegyldig omgang.
Jeg kan nærmest ikke genfortælle det episodiske plot (lad os kalde det, det), det virker mest bare som en serie af scener. Og hvorfor det her skulle være en 3 hæfter lang mini-serie, har jeg ingen anelse om. Der er hverken plot, handling eller noget at tænke over til, at historien kan bære det.
Der er simpelthen ikke nok, at sætte sine store, grumme Krybet-tænder i her. Jeg kan godt lide B-film, eller “hjernedød action”, og stejler heller ikke automatisk over 90erne. Men, det her er nogle af de værste tendenser fra det årti, hvad tegneserier angår. Man skal synes at Krybet er er en sej figur, som ser sej ud.
Symbiot som symptom af tiden
Det er det Blod og Stål er. Der er nærmest tale om ren overflade, hvor det var salgsargument nok, at man synes Krybet var en badass. Der var muligheder her for, at fortælle en historie med mere dybde, personlighed og få meget mere ud af den i bund og grund tragiske hovedperson.
Blod og Stål er ikke interesseret i nogle af de ting. De antydninger der er til, at give Eddie Brock og hans symbiot noget af tygge i, ud over lamme skurke og misforståede antihelte, bliver hurtigt overdøvet af 90er larm og rabalder.
Som en der var ung, og har gennemlevet 90erne, så kan det i bagklogskabens lidt for klare lys sagtens ses som et symptom på tiden generelt. Populærkultur generelt var pumpet op på tomme kalorier i de ubekymrede 90ere. Ren underholdning, for underholdningens skyld.
That 90s show
Ja, det er en grov generalisering og forenkling, og der var også substans at finde, naturligvis. Men, vi taler om de store linjer her. At en grotesk, grovkornet og, som portrætteret her, ret indholdsløs karakter som Krybet kunne blive så populær, kunne nærmest kun være sket i 90erne.
At figuren har overlevet, og opretholdt (eller overgået?) sin popularitet taler dog for, at der VAR mere i Krybet end et imponerende gebis og seje oneliners. Og at nogen formåede, at vride det ud af den sorte klump. Det fremgår, desværre bare ikke af et blad som Blod og Stål.
Skal jeg rose bladet for noget så er det, at selvom det kan virke usammenhængende og tilfældigt, så kan man ikke påstå, at der ikke sker noget. Kan man leve med “random shit happens”, så vil man nok være godt underholdt. Ligesom den langt ude stil og stemning, og fremstillingen af den absurde karakter Krybet, er konsekvent og gennemført.
Nogle gange skal man heller ikke overtænke det, og en tegneserier må gerne “bare” være en omgang kulørt eskapisme. Her skuffer Blod og Stål bestemt ikke.
