Forestil dig en rejse mod døden, hvor der på vejen mediteres og filosoffers over tilværelsen og vores eksistens. Uden, at der egentlig bliver sagt noget, der er halvt så dybsindigt, som der desperat prøves på…
Et papirtyndt plot, hvis man kan kalde det, det pustes kunstigt op via opstyltet dialog og et koncept, som på overfladen virker særdeles lovende. I princippet reddes serien af den pirrende præmis og et i teorien flot artwork og matchende farvelægning.
Men, det hele klinger sært hult, mens den visuelle del venligt sagt minder utroligt meget, om noget man har set før. Bare fra en anden kunstner, på andre serier.
Coffin Bound Vol. 1: Happy Ashes samler de første 4 numre serien, skrevet af Dan Waters og tegnet af Dani. Oprindeligt udsendt i løbet af 2019 via Image Comics, anden del udkom i slutningen af 2020. Waters er nok mest kendt for sit arbejde på Lucifer, der også er blevet en TV-serie.
Døden klæder hende, andre smider deres hud
Vi følger den ensomme hævner Izzy Tyburn (tire burn? Get it!?), der er på rejse mod afgrunden i et underligt, måske post-apokalyptisk univers. Hun er overbevist om, at hun gør verden en tjeneste ved, at dø. Bare ikke endnu! Tænk Mad Max road movie møder noget overnaturligt Lovecraft’isk, i en Grindhouse æstetisk setting. Og kast en sjat Baz Luhrman Romeo og Julie dialog ind i mikset.
Hun er på flugt, forfulgt af en eller anden mystisk skikkelse kaldet Eartheater, hyret af Pauli, en flamboyant natklubejer. Der virker modelleret over diverse 70er punk koryfæer, Iggy Pop tynd, Sid Viscious look, tilsat noget glam. Måske minder han lidt om Richey Edwards/Nicky Wire fra Manic Street Preachers, da de var mest glam?
På Paulies natklub foregår der mærkværdige ting. Hans strippere smider bogstaveligt talt deres hud på daglig basis, som en del af showet. Så de bliver dansende kødstativer. Efterfølgende vikles de ind i nogle helende bandager, der regenerer huden. Han er lidt af en type.
Izzy er indbegrebet af en cool heltinde, tilmed lesbisk, naturligvis og all round bad ass. Men, ligesom det meste af Coffin Bound, så ender det med, at fremstå påtaget og postuleret.
Dødssygt dødstrip ud i intetheden
Izzy allierer sig hurtigt med en grib, hvis bur er placeret på en menneskelignende krop, så den udgør hovedet på kroppen. En grib, som kan tale og fungerer som en form for sparringspartner for Izzy. Uden dog, at gribe (no pun intended) direkte ind i begivenhedernes gang. “Den” er mere en form for følgesvend mod afgrunden, gribbe har det jo med at cirkle mulige måltider, inden de kradser af.
Herefter følger en rejse på tværs af det golde ørkenlandskab, forfaldne byer og sleazy stripklubber. Izzy opsøger det nærmeste hun har, der kan kaldes en familie. Cassandra, der er blind, eller har fået erstattet sine biologiske øjne med noget high tech ræs, og dennes datter. Ulykker følger Izzy, der trækker hendes omgivelser med ned i graven, lader det til.
Med den mystiske, naturkraftlignende Eartheater i hælene, selv på jagt efter Paulie, der kidnapper/hjernevasker/vender datteren mod Izzy og holder hende fanget i stripklubben. Det er sådan set handlingen på tværs af disse 4 hæfter, der (naturligvis) ender på en cliffhanger.
I mens fedes det enkle plot og siderne ud med endeløse monologer og dialog, om liv, død og andet eksistentielt vraggods. Sproget er ofte højtragende, patosfyldt, ladet med symbolik og “dybde”. Der er kort sagt ingen, der taler sådan her i virkeligheden. Hvis der er, så stik dem en flad. Det er her jeg kommer til, at tænke på den hysteriske Romeo og Julie-film fra Luhrman, da sproget også har noget Shakespeare’sk/gammeldags over sig.
Tomme tønder
Det er vist det, der skal forestille, at give Coffin Bound dybde og pondus. Der, hvor det ikke “bare” er en tegneserie, men bliver til KUNST, for helvede. Indledningsvis var jeg ganske fanget, eller i hvert fald nysgerrig. Efter første hæfte tænkte jeg, at det her måske kunne noget?
Men, så går det ned af bakke i en fart og serien mudrer til med tung dialog og åh så meget “mening”. Det varer ikke længe inden man fornemmer, at Watters er på vej op i røven på sig selv, fordi der dufter så dejligt. Han virker ekstremt forhippet på, at Coffin Bound skal sige noget stort, meningsfyldt og filosofisk om livet. Det får bare hurtigt den modsatte effekt.
Klichéerne står i kø, så der nærmest opstår flaskehals på Izzys tur ud på livets landevej. Målbevidst på vej mod døden, så det skriger af weltschmerz og EMO. Hun er den cool, ben i næsen, tough gal’, der kan tage vare på sig selv. Men, udover det har hun nærmest ingen personlighed.
Der er ingen forklaring på, hvad der egentlig driver hende. Der er bare en dødsdrift og så er hun “sej”, og ser “sej ud”. En omvandrende grindhouse fantasi. Pauli er ligeledes blot en standard, “excentrisk rockstar” type, der er forsøgt tilført noget dybde ved, at han taler som en klassisk uddannet teaterskuespiller. Det kan muligvis forestille, at skabe noget kontrast i hans figur.
Gribben og Eartheater er på papiret ret interessante skikkelser, men forbliver aldrig andet end skitser og passagerer i historien. Det kan være det kommer, serien slutter jo ikke her. Men, det virker (igen) mere, som figurer, hvor Watters har forelsket sig i sine egne koncepter og idéer OM nogle spændende figurer – end, at han reelt har skrevet nogen.
Visuelt indbydende grimhed
Så er der hele den visuelle del, der på overfladen er flot, atmosfærisk og, om ikke andet, rammer fortællingens tone og giver historien et sidste, æstetisk løft. Farverne er gullig, rødlige, brune, slår i glimt over i noget psykedelisk, eller falmet. Coffin Bounds verden ser hærget, brugt, grim, syret og forvrænget ud. Som et dårligt trip, et mareridt eller foruroligende feberdrøm.
Danis streg er enkelt, men udtryksfuld. Der er ikke mange detaljer, nogle gange virker eksempelvis ansigter delvist udviskede, eller mangler direkte øjne og næse. Så de reduceres til urovækkende skygger, eller “udklip”. Påklædningsdukker til Watters syrede drømmescenarier.
Ligesom figurdesignet på karakterer, som eksempelvis Gribben og Eartheater, er ret blæret. Andre lidt mere de omvandrende klichéer og stereotyper, de er. Og så er stripperne, der smider huden og ender skinløse, noget af det mere uappetitlige og forstyrrende, jeg har set i nyere tid.
Bare en skam, at Danis artwork ligner en næsten 1:1 kopi af Eduardo Rissos stil! Bare lidt mere trashy.
En verden uden regler?
Der er forskel på en homage og en pastiche, eller mastrobatorisk stiløvelse, jeg ved ikke helt om Watters er bevidst om det. Det er en skam, at han og Coffin Bound virker så selvforelsket, for det kan stadig et eller andet. Om ikke andet, så har det en rastløs energi og et sydende vanvid, der gør, at man ikke helt kan lægge bogen fra sig.
Men, lige så fascinerende elementer af Coffin Bound kan være, lige så tung, at danse med bliver den litterære skrivestil. Det er nærmest vulgært. Det er ærgerligt, for igen, der er et eller andet dragende, eller i hvert fald som udgangspunkt interessant, i en hovedperson, der kun kan vinde ved, at dø. Men, det skal være på det rette tidspunkt!
En anden frustrerende ting ved Coffin Bound er, at universet virker underligt regelløst. Jeg kæmper med, at finde en indre logik i ting, som jeg helst ikke skulle tænke over: de skal bare give mening, så historien kan fortælles. Men folk overlever de mest spektakulære situationer, andre dør ud af det blå. Hvordan virker det der hud-generering egentlig? Og sådan kunne man blive ved.
Alt behøver ikke give mening, eller personer være tegnet superskarpt op. Faen, der behøver nærmest ikke engang være plot for, at noget er underholdende. Bare se den forrygende Mad Max: Fury Road. Men, den lykkes også med, at fortælle mere og have mere dybe karakterer med “mindre” end Coffin Bound.
Der tager sig selv alt for alvorligt og bliver som en kiste fyldt med bly, spændt på nogle slidte rulleskøjter, og skubbet ned af en stejl bakke. Sært fascinerende, at kigge på, men håbløst uelegant.
Plus:
– Tanken om Coffin Bound, som koncept og præmis
– Man kan ikke tage fra den, at det er ambitiøst
– Starter godt, første hæfte ER ret fedt
– Figurer som The Vulture og Eartheater har et cool design
– Teoretisk set visuelt flot
– En gennemført sær tone og stil
– Der tages ingen fanger, Coffin Bound er kompromisløs i sin stil
Minus:
– Stort set blottet for plot og historie
– Uelegant forløst
– Selvforelsket
– Prætentiøs dialog og “dybe” budskaber
– Siger meget, og alligevel ingenting
– Danis tegnestil minder utroligt meget om Risso
Konklusion:
Når man prøver, at kæmpe sig igennem Coffin Bounds emotastiske dialog, så får man fornemmelsen af en forfatter, der desperat skriger “HØR MIG, SE MIG”. Det er anstrengende, stedvis tåkrummende, i glimt meningsfyldt, inden den bogen igen tynges ned. Eller snubler over egne fødder.
Alligevel, er det på en eller anden måde besynderligt fascinerende i glimt. Som en indbildsk og stædig togulykke, der insisterer på, at den allerede sammenstyrtede bro sagtens kan bære. Og kører mod afgrunden igen og igen.
