Anmeldelse: Black Magick, Vol. 1

by | Feb 7, 2021 | Anmeldelser | 0 comments

Hekse, sort magi og folk der sætter ild til dem selv!

Jeps, vi skal ud i det mere okkulte med Black Magick af Greg Rucka (forfatter) og Nichola Scott (tegner). I en serie udsendt via Image Comics, der startede i 2015. I denne anmeldelse har jeg kigget på den første opsamling i en trade paperback, der samler de første 5 hæfter under titlen Awekening. Den kan, ligesom mange andre Image-titler, erhverves til den helt rimelige sum af 89 kr. – derefter hedder den 149 kr. for de næste, foreløbigt, 2 opsamlinger.

Rucka har været meget aktiv siden han brød igennem omkring årtusindeskiftet, og har skrevet på alle de store DC-titler, som Superman, Batman og Wonder Woman. Han har været med-skaber på serien Gotham Central, der følger politiet i Gotham City, ligesom han har en del Marvel-arbejde på CVet. Desuden har han skabt, eller været med til at skabe, titler som Stumptown og altså Black Magick. Skabt sammen med tegner Nicola Scott, som han også har arbejdet sammen med på Wonder Woman.

Okkult underholdning med et feminint touch?

Vi følger en noget on the nose navngivet politibetjent/efterforsker Rowan Black, hvor fornavn indenfor keltisk mytologi symboliserer “mod”, “visdom” og “beskyttelse”. Black betyder sort, hvis nogen ikke havde fanget den? OK, moving on then. Hun flirter med det okkulte, eller det er ikke så meget en flirt som, at hun praktiserer heksekunster og rent faktisk lader til at have magiske evner?! Så, vi skal altså lige acceptere, at magi er en ting, og findes, i dette univers, men som tegneseriefan har du vel ikke svært ved, at sluge en urealistisk/overnaturlig præmis, vel?

Jeg er ikke selv den største fan af okkulte løjer i underholdning og hekse kan, undskyld kraftudtrykket, godt virke en smule “fjollet” på mig, det har aldrig været noget jeg helt tændte på. Og nej, jeg tror ikke der findes folk i virkeligheden, som har magiske eller overnaturlige evner. MEN, jeg faldt altså over Black Magick, da jeg “bladrede” hylderne igennem, i en online butik på jagt efter noget nyt og noget jeg ikke normalt ville læse. Ligesom, jeg gerne ville læse lidt mere med kvindelige hovedpersoner – min tegneseriereol var lidt en pølsefest.

Det okkulte er tilstede i Black Magick, men mest som en underliggende del af fortællingen. Scener som disse, hvor det er mere udtalt, er sjældne.

Det er fandeme mystisk, du!

Det sagt, så slugte jeg dette første bind i en ruf og var godt underholdt, samt fanget nok af historien til, at jeg nok følger den her til dørs. Historien er, i sin kerne, egentlig ret simpel. Spolier alarm herfra. Første hæfter starter med en mystisk, okkult ceremoni med en række mere eller mindre afklædte mænd og kvinder, der fremsiger mystiske besværgelser. Den ulmende og ildevarslende stemning afbrydes af en mobiltelefon der går i gang, Blacks. Dermed er stemningen, både den i ceremonien og den seriøse Rucka byggede op i tegneserien, pludselig punkteret lidt. Det fungere fint som en måde, at få historien ned på jorden på. Heldigvis fortsætter det ikke i samme spor, som en form for “glimt i øjet” dekonstruktion af universet. Emnet og det okkulte element tages alvorligt og skal tages for pålydende. Det ER en del af Black Magicks DNA, lige så vel som at det er en form for krimi.

Black kaldes ud til en diner, hvor en ukendt mand har taget gidsler og specifikt forlangt, at Rowan Black dukker op. Hvem er han, hvor kender han hendes navn fra (tilmed hendes “rigtige navn”, som han uset for læserne hvisker ind i hendes øre) og hvad er han ude på? Han beder Black om hjælp, med en håndspålæggelse konkluderer hun, at det kan hun ikke. Inden vi når at få flere svar, så futter han af i et flammehav. Frembragt af en besværgelse fra Black, da manden truer med, at brænde hende, og den benzimtilsølede diner ned til grunden. Okkult selvforsvar! Hvordan kunne han vide, at hun er en heks??

Det er setuppet. Snart dukker et lig op i havnen, en lokal forbryder, mulig voldtægtsmand og generelt skidt karl, men han mangler sin venstre hånd. Noget Black tolker som endnu et okkult tegn, nogen eller noget er ude efter hende. Hun betror sig til medsøster/heks og veninde Alex, som pålægger hende at nappe noget bevismateriale fra brandsagen. En lighter med et Hammer-symbol, som den ukendte mand havde i sin besiddelse.

Heksejagt og lyssky organisationer

Sideløbende følger vi også Blacks politiarbejde, hvor hun blandt andet afhøres af noget intern efterforskning hejs i relation til den ”selvantændte” gidseltager. Desuden introduceres en gift, mandlig kollega, der har en mere eller mindre direkte verbal flirt kørende med Black. Denne lidt soap-serie agtige sammenblanding af arbejds- og privatliv er sådan set en trope, eller en kliché. Men, man accepterer det, som en del af den krimigenre Black Magick også skriver sig ind i. Og så er de to kollegers flirt/forhold stadig vagt og ufortalt nok til, at man endnu i løbet af første bind ikke er helt sikker på, hvad det egentlig går ud på. Og hvilke motiver de involverede parter egentlig har.

Der brydes med fortællering, da vi i slutningen af tredje hæfte pludselig skifter scene. Fokus fjernes fra den lille by Portsmouth, hvor handlingen ellers foregår, til en mystisk tysker (hvis han da er tysker?). Han ankommer til en hemmelig lokation, hvor han af en lige så mystisk franskmand, orienteres om de hidtidige hændelser.

Hvem er disse mennesker? Er de gode eller har mere lyssky motiver? Er det en form for international organisation, som overvåger overnaturlige begivenheder? En lille fortællemæssig finte her er, at tyskeren rent faktisk taler tysk, indtil de slår over i engelsk. Det kan måske virke lidt konstrueret og som en lille gimmick, men jeg synes faktisk det fungerer. Det bidrager til, at give scenen en fornemmelse af at nu sker der noget helt nyt. Og det tyske virker tilmed korrekt, og ikke som om det er blevet kørt igennem Google translate.

Tyskeren drager mod Portsmouth, hvor Black har fået byttet Hammer-lighteren ud med en efterligning og overdraget den til Alex, der går i gang med et ritual ude i Blacks gotisk udseende have. Med alvorlige konsekvenser tilfølge! Og her forlader vi handlingen for ikke at afsløre for meget, hvis du ønsker at kaste dig over Black Magick.

Ingen grund til skepsis overfor den sorte magi

Er du ligesom jeg lidt skeptisk, eller bare ikke interesseret, i det okkulte, så er der ingen grund til at stejle. Det fylder ikke mere i Black Magick end at præmissen glider ned. Det er vævet naturligt ind i, hvad der lige så meget er en kriminalfortælling og et mysterium, som en fortælling om hemmelighedsfulde hekse. Det gælder også Blacks baggrund, som vi stadig ikke ved meget om ud over, at det antydes at hun har set og oplevet nogle ting og må være en ikke helt betydningsløs heks. Hendes relationer til det øvrige persongalleri indeholder, ligesom hendes baggrundshistorie, stadig en del huller, der kan fyldes ud. Man får lige nok informationer til, at man ikke føler sig snydt, eller føler at historien er underfortalt af Rucka, Han har et sikkert greb om det fortællemæssige og plotting af selve handlingen, så den hele tiden rykker sig lidt fremad.

Han hjælpes enormt godt på vej af Scotts flotte, stemningsfulde og detaljerede artwork, der er en nydelse og værd at dykke ned i for sig selv. Stilen er lidt speciel, i hvert fald for mig, der ikke har læst en tegneserie med denne visuelle stil før.

Det er holdt næsten udelukkende i sort/hvid, eller sort/hvid/grå. I en stil, der på samme tid virker meget klar, næsten “fotorealistisk”, men samtidig lidt mat og “tegnet”. Det er lidt svært, at beskrive og kan måske virke modstridende.

Omridset om figurerne og visse ting i miljøerne er markeret med ret tykke, sorte streger, der på en måde for dem til at stå ud og stedvis give det et helt tredimensionelt skær med masser af dybe og perspektiv i panelerne. I korte glimt bruges der farver i nogle nøglescener, som manden der bliver brændt, hvilket får det til at virke ekstra voldsomt og får det til at “poppe” ud af panelerne.

Denne visuelle stil krævede lidt tilvænning og i begyndelsen var jeg nødt til, at tage en pause hist og her, da det var som om mine øjne blev helt mætte af indtryk og dybdevirkningen på visse sider. Men, under en anden gennemlæsning virkede det næsten endnu bedre og det lod til, at mine øjne havde fået finindstillet.

Tip: deltager du i et hemmeligt, okkult ritual ude i skoven, så sæt din mobil på lydløs. Og husk at medbringe din sorte kutte.

Vågn op! Og læs videre…

For ja, jeg har allerede læst Awakening igennem to gange. Mest af alt nok fordi jeg kan lide stemningen og atmosfæren af den her ganske vellykkede blanding af krimi og noget mere gotisk og okkult.

Jeg har også ”snydt lidt” og fået læst vol. 2, hvor nogle af hullerne i de personlige relationer fyldes op. Og en del af sløret for Blacks oprindelseshistorie løftes. Handlingen trækkes altså ikke unødigt langdrag, men man skal lige igennem første bind inden de helt store afsløringer begynder, at dukke op.

Man skal jo fange læserne og få dem til, at købe fremtidige bind, ik? Fanger Black Magick vol. 1: Awakening din interesse, så kan man roligt forsætte med serien.

Plus:

– Vellykket setup og god plotting
– Flot artwork
– God og dragende stemning og atmosfære
– Fin balance mellem mysterie og nok informationer til, at fortællingen ikke går i stå
– Klichéer der fungerer og ikke virker alt for fortærskede

Minus:

– Elementerne og blandingen er måske ikke videre original
– Den visuelle stil vil ikke være for alle, krævede lidt tilvænning
– Det er krimi møder magi, det skal man kunne sluge

Konklusion:

På overfladen er Black Magick, virkemidlerne, opbygningen og figurerne måske ikke videre nyskabende, men måden de bruges og sættes i spil på, fungerer rigtig godt. Det er velskrevet, godt eksekveret og flot iscenesat og bliver man fanget af stemningen, så er det en hurtig læst sag, der får en anbefaling med på vejen. Især til prisen, da kan man godt lige smage!