Jessica Jones: fordrukken privatdetektiv og ex. superhelt
Alias, som tegneserien jo rettelig hedder, var den første udgivelse under Marvels Max-linje, hvor de forsøgte at modernisere og gøre udvalgte helte lidt mere nede på jorden og “gritty”. “Street level” helte, som de også er blevet kaldt. Jessica Jones blev skabt af Brian Michael Bendis, der også havde fingre i Daredevil og ikke mindst Ultimate Spider-man op gennem 00erne. Han er ofte blevet krediteret som en af hovedårsagerne til Marvels opblomstring og genkomst i begyndelsen af det nye årtusinde, efter de tiltagende magre år i 90erne.
Senere er hans forcer nok også blevet anset som noget, der kan kamme over og blive svagheder. Den gentagende “real talk” dialog, der godt kan virke lidt kluntet set med nutidens øjne, er især blevet et irritationsmoment. Men, dengang i start 00erne var det stadig en frisk, ny stil, som sammen med hans generelle skrivestil, var med til at tilføre Marvel en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.
Fra tegnserie til tv-serie
Mit første møde med Jessica Jones, og andre af Marvels New York “street level” figurer, var dog Netflix-serien af samme navn fra 2015. Inden havde jeg nydt første sæson af Daredevil, der reintroducerede helten for mig på en måde, hvor jeg syntes hans del af Marvel universet var meget mere interessant end det tidligere lidt anstrengte forhold, jeg havde til den figur. Nej, jeg havde ikke rigtig læst Millers Daredevil dengang i slut-80erne og syntes at han var en lidt kikset og kedelig størrelse. På en måde var det vel her, sammen med MCU filmene, kimen, idet små, blev lagt til at jeg begyndte at interessere mig lidt for tegneserier igen – i hvert fald i live action udgaver.
Jeg så også Jessica Jones, første sæson var ganske glimrende, om end lidt lang, i vanlig Netflix-stil. Anden sæson føltes endnu længere, mere rodet og som om det gik lidt i tomgang. Tredje og sidste sæson var en forbedring, men jeg kan faktisk ikke rigtig huske handlingen særligt godt, så specielt mindeværdig var den måske ikke? Serien tager udgangspunkt i tegneserie universet og de store linjer, som udkom i 28 hæfter i perioden 2001 til 2003. Det er altså knap 20 år siden, at serien oprindeligt udkom, senere samlet i 4 trade paperbacks, hvoraf den første danner grundlag for denne udgave af Pensum.
Jessica Jones, rod i privaten og karakterbrister
Det er noget af det “nyeste” Marvel jeg i skrivende stund har fået læst (edit: ”skrivende stund” var slut-oktober, så nu ser det lidt anderledes ud…), men har altså stadig næsten to årtier på bagen, så helt ny kan man jo ikke kalde serien. Og det bærer Alias på godt og ondt også præg af. Hvad der kunne virke som banebrydende, eller i hvert fald en form for nybrud, ikke mindst for Marvel, i 2001 fremstår måske knap så edgy og nyskabende i 2020. Jo, der er lidt sex, som et lidt ubehageligt one night stand mellem Luke Cage og Jessica Jones i begyndelsen af vol. 1 og Jessica Jones virker også som en lidt skadet og “flawed” karakter, der er tilbøjelig til at få sig lidt under vesten og ellers generelt udvise selvdestruktiv adfærd. Det har nok været frisk og nyt for en Marvel karakter i 2001, i hvert fald i en så “beskidt” udgave som her, selvom Miller tidligere havde flirtet med det og Tony Stark jo også havde været alkoholiker.
Nu er jeg, som nævnt, ikke nået til at læse andet nyt og nyere Marvel, så jeg kan ikke sammenligne. Men, jeg har det lidt som om, at skyggesiderne i Alias ikke helt er så mørke, kontroversielle og på kanten, set med nutidens øjne. Det kan faktisk godt virke en smule tamt og som om skridtet ikke tages fuldt ud. Jeg behøver ikke udpenslet sex i mine tegneserier, så bør man nok købe andet end Marvel-udgivelser i hvert fald, og vores helte behøver ikke være på bunden konstant. Men, det er som om Jessica Jones “tilbøjeligheder” hurtigt bliver lidt glemt i Alias. Det bliver etableret, at hun har et lidt forskruet forhold til sex, hun vil bare gerne “føle et eller andet”, og drikker whisky, men det forsvinder ret hurtigt ud af historien og plottet tager mere over. På den ene side er det jo fint nok ikke at svælge i det, på den anden side kommer det også til, at virke som om eksempelvis drikkeriet bare er et overfladisk “karaktertræk”.
En kliché er det også: den fordrukne, forpinte privatdetektiv, der vikles ind i en sag, der er større end hende selv. Twistet her er så, at det ikke er en mandlig protagonist. Hvilket igen måske var nyt og overraskende i 2001, men i 2020 (igen, dette er skrevet sidste år, red) burde det ikke medføre mange hævede øjenbryn. På den anden side er det også lidt uretfærdigt at bedømme den slags gennem et nutidsfilter, det er ligesom at se en banebrydende filmklassiker nu og sige det virker lidt gammeldags.
Undersøgelser og afsløringer
Alias Vol. 1 består af to historier, der dækker de første 9 hæfter i serien, Alias Investigations og B Level. Det er både en introduktion, to lukkede “sager” og en større fortælling med nogle tråde der fortsætter. Det er ikke en oprindelseshistorie, vi dumper ned i Jones’ liv engang efter hun er “stoppet” som superhelt i Alliancen kaldet Jewel. En superhelt, der ikke helt var lige så stærk, berømt og “super”, som mange andre kolleger. Det mindreværdskompleks, og en kompliceret fortid, bokser hun sideløbende med, at hun tager de små-sager, der lige falder hendes vej. Den første sag omhandler en kvinde, der leder efter hendes forsvundne søster. Jessica Jones får hende dog relativt hurtigt opsporet og overvåget blandt andet ved hjælp af noget topmoderne kaldet “internettet”, hvor man kan betale sig til oplysninger på visse lyssky sider.
Noget af det der er med til at datere Alias og fange den i en tidslomme, er Bendis’ tendens til, at bruge tidssvarende “moderne” teknologi, som i visse tilfælde næsten var altmodisch inden tegneserien nåede at udkomme. Hun bruger blandt andet også et mindre skrummel af en camcorder til, at filme den forsvundne søsters lejlighed. Det er jo ikke altid et problem, at teknologi og andet brugt i historier virker gammeldags nu, det er jo nærmest umuligt at undgå. Måske virker det bare lidt stærkere og springer i øjnene, når de involverer teknologi og en tidsperiode, som man selv husker ganske tydeligt?
Lille spoiler alarm, den “forsvundne” søster har noget at skjule, hun har en affære med selveste Kaptajn Amerika, Steve Rogers! Jessica kommer til, at filme ham maskeløs og lugter straks en form for setup, hvor nogen har ønsket at fedte hende ind i en sag, hvor Kaptajn Amerikas hemmelige identitet er på spil. Det viser sig, naturligvis fristes man til at sige, at det er en større konspiration. Der involverer anløbne forretningsmænd, storpolitik og et mord, der skal aflede opmærksomheden, som Jones også bliver involveret i, da politiet kommer på sporet af hende og forbindelsen til afdøde.
Nu kan det virke lidt fjollet, at Kaptajn Amerikas hemmelige identitet, og afsløringen af denne, kunne være katalysator for en større politisk sammensværgelse. Er Steve Rogers ikke blevet outet som værende Kaptajn Amerika for længst? Men måden det bruges på her, og måden Jessica Jones indledningsvis kun perifert har forbindelse til resten at Marvel-universet og andre superhelte, synes jeg faktisk fungerer rigtig godt. De eksisterer, man fornemmer deres tilstedeværelse i denne verden, men hverdagen for Jessica Jones er ikke stramme outfits og heltegerninger, det er den grå hverdag og alle den små og store problemer. Figurer som Matt Murdock, Carol Danvers og andre dukker op i løbet af Vol. 1, men de overskygger ikke Jessica Jones, eller virker distraherende eller alt for presset ind i hendes historie.
Ellers er de store handlingstråde i anden del af vol. 1, at Jessica forsøger at udgive sig for at være en homoseksuel mand på internettet for, at få en klients mand lokket ud af skabet. Og en sag om selveste Rick Jones, hvis kone melder ham forsvundet. Den første sag med det vilde internet, at udgive sig for at være en anden på nettet og “afsløre” nogen i at være homoseksuel, er ikke ligefrem ældet med ynde. Mens plottet om Rick Jones er ganske underholdende. For har han virkelig en kone, og er han rent faktisk forsvundet?
Desuden havde jeg, da jeg læste denne Alias historie netop genlæst de gamle Kaptajn Marvel og Kree-Skrull Krigen i sort/hvid hæfter på dansk, hvor Rick Jones har en fremtrædende og meget afgørende rolle, og ikke bare på grund af hans totalt seje musiker karriere! Den spilles der (pun intended) også på her, og lad os bare sige, at Rick Jones ikke ligefrem er blevet en feteret verdensstjerne.
Gentagende dialog og udflydende farver
I det hele taget er det denne leg med helteuniverset, forventninger og troperne, samt det hele set fra et gadeplan, som gør Alias et kig værd. Dele af historierne virker måske lidt klodsede nu, om man kan lide Bendis når han går i galoperende bla-bla dialog mode, eller man synes det virker lidt for tilstræbt “hip” og “fresh”, er nok en smagssag. Og så er der selve tegninger og den visuelle stil af Michael Gaydos, farvelagt af Matt Hollingsworth. Ved første kig var jeg meget betaget og imponeret af hans streg og ikke mindst farverne, men jeg blev af en eller anden grund ret hurtigt lidt træt at af kigge på det. Stilen er meget “fyldig”, farverne virker som om det er smurt på siderne i et tykt lag, som om de er ved at klumpe, eller løbet lidt ud – altså som om det er rigtig maling, der er brugt. Samtidig med er karaktererne, især deres ansigtet og mimik, jeg vil ikke sige udtryksløse, men jævnligt virker figurerne låst i lidt underlige, halv-stive grimasser, især i de lange dialogscener.
Alt i alt gør det, at det ellers stemningsfulde artwork kan virke lidt udflydende, eller gnidret, som om malingen stadigvæk er våd? Det er også som om nogle af personerne med denne form for tegnestil og farvelægning kommer til at se sådan lidt… opsvulmede ud? Jeg kan ikke helt beslutte mig for om, jeg synes det er flot, eller om jeg i det hele taget kan lide stilen og farvelægningen, men det er i hvert fald ikke noget jeg kan holde til at kigge på for længe af gangen inden det begynder at forstyrre mig lidt.
Fortsættelse følger…?
Hele idéen med denne pensum-kategori er, at få læst op på udgivelser jeg har misset gennem årene, ikke mindst de mange år, hvor jeg ikke læste tegneserier. Det er lektier, som jeg giver mig selv for. Jeg vil ikke sige, at det var en kamp og slavearbejde, at komme igennem Alias Vol. 1 (og Vol. 2, som jeg købte i samme omgang, fordi jeg satsede på, at det var noget for mig), men et eller andet gør, at jeg måske ikke ligefrem brænder for, at give mig selv Vol. 3 og 4 for i hjemmearbejde foreløbig. Der er meget ved konceptet og på et idéplan, som jeg synes om ved Alias, men jeg synes lidt hurtigt at luften begynder at sive ud af ballonen. Især i løbet af Vol. 2, hvilket gør at jeg har det som om, den aldrig helt indfrier det potentiale man fornemmede i begyndelsen.
Jeg bliver kort sagt nok bare ikke helt nok indfanget af handlingen og investeret i karakterne, i hvert fald ikke så meget som jeg havde håbet på. Så samlet set ryger Alias nok i “måske samler jeg den op igen” stakken.
