Who you gonna call? Alt andet end den her tegneserie
Lad os se hvad de røg ud af reolen i denne uge… The Real Ghostbusters nr. 3 1989, mhmm! Aha? Nå… den er skod!
The Real Ghostbusters er, naturligvis en tegneserieudgave af den filmklassikeren Ghostbusters, fra 1984, der fik en lidt halv-slatten opfølger 5 år senere, samme år som disse hæfter udkom i Danmark. Tegneserien har mere at gøre med den ret succesfulde tegnefilmsserie, der kom i kølvandet på filmen. Det er også den tegnestil og figurdesign ,som tegneserien læner sig op ad, i Danmark udsendt af Atlantic APS.
Ghostbusters filmen, og i mindre grad 2eren, var en ret stor og vigtig film i min barndom, hvor jeg så den virkelig mange gange på VHS-bånd og også anskaffede mig lidt af de legetøj, som udkom i slipstrømmen. Det var begrænset, hvor meget af legetøjet der nåede vores breddegrader. Det var kun tilgængeligt for en bonderøvsknægt som jeg, når man var på ferie eller udflugt i de større byer. Så det blev aldrig et kæmpe hit i samme størrelsesorden som Action Force, Transformers, Masters of The Univers og andet.
I 1989, hvor der tilsyneladende blev udsendt 8 hæfter med The Real Ghostbusters, var universet, trods at 2eren var på vej, nok på vej ud af den kollektive bevidsthed og var i hvert fald ikke længere del af nogen kulturel zeitgeist. Det betød måske lidt mindre dengang, især for en ung knægt, det hele gik lidt langsommere og diller kunne godt hoste videre fordi der var en vis forsinkelse på alting – jeg så jo heller ikke filmen i 1984, da var jeg 5 år gammel…
Det jeg vil sige er, at det kan sagtens være, at der KUNNE have været et marked for en Ghostbusters tegneserie, ellers havde Atlantic vel heller ikke givet det et skud? Men, mulighederne havde nok været bedre, hvis ikke det var et lorte produkt de udsendte! For The Real Ghostbusters er en ildelugtende stinker, der fortjener at blive ristet med en Proton-gun.
Magert og uskønt indhold
Lad os starte med det helt grundlæggende. Opbygningen består af en række ret korte historier, 6 stk. på 32 farvesider. Derudover er der 2 korte historier, som kun består af tekst og en illustration, altså en form for short stories. Resten af siderne består af redaktionelt stof, som en brevkasse og forklaringer af nogle af de spøgelser man kan møde. Jeg formoder, at brevkassen består af breve skrevet af forfatterne, ved ikke om der har været en dansk redaktion inden over, men det hele kunne godt være oversat/omskrevet fra de amerikanske blade. Der er tale om standard spørgsmål og navnene virker opfundne og har ikke adresser, så…
Nuvel, jeg vil give plus-point for i det mindste, at have forsøgt at skrue noget sammen, der er mere end “bare” et blad og give det lidt liv og fornemmelsen af, at der er et slags “community” omkring Ghostbusters. Det var al den ros det her makværk skal have. For hold da op hvor er det en mager og grim omgang. Ikke nok med, at historierne er papirtynde, der er kun i tale om plots og handling i den mest løst mulige definition af ordet. Så kunne man argumenterer for, at det er begrænset hvad man kan fortælle på 4-6 sider, men så vil jeg svare igen med, at mange superheltes oprindelseshistorie blev fortalt på det samme antal sider. Så det kan lade sig gøre, hvis man gør sig lidt umage, eller bare er dygtig.
Der er ikke meget der tyder på, at de navnløse stakler der har lavet det her har været det. Nej, der er ikke krediteret nogen forfattere eller tegnere, måske skammede de sig? Måske er den slags oplysninger bare sparet væk i dette tarvelige discountprodukt, der blev solgt til suckers som mig for 10 kr. pr. hæfte. Det svarer til cirka 17 kr. i vores tids penge i følge en inflationsomregner, hvilket bare gør mig endnu mere fortørnet. OK, 17 kr., det var da egentlig ikke så galt igen, men for det her ER det!
Bladet er grimt. Bare grimt. Tudegrimt! Tegningerne er triste at se på, fra det “cartoony” figurdesign, som her ser ekstra karikeret og skrabet ud, til manglen på detaljer i panelerne og fraværet af baggrunde mange steder. Og så er der den gyselige farvelægning, der ikke bare er grim at kigge på sådan generelt, men karakterer, eller andre ting, kan godt skifte farve fra billede til billede. Der er intet ved det her, der ikke skriger “billigt og sjusket”. Læg dertil at tekstningen ligner den mest kedelige og stive maskinskrift font “80er” og man får et blad, der er det modsatte af en fryd for øjet. Faktisk er det nærmest umuligt at kigge på, fordi det hele er så GRIMT.
Papirtynde plots og historier
Lad os hive den første historie ud som et eksempel på den store bunke ingenting man får for pengene her. Peter og Egon lander på Hawaii, hvor de skal undersøge en vulkan, der opfører sig mystisk. Vent, er de geologer? Nuvel, de modtages af nogle stereotype indfødte, den ene skifter farve fra brun til grøn på det ene billede, bare rolig, det er ikke mere racemæssigt problematisk end, at “de indfødte” bare spiller “primitive”. Høvdingen viser sig at have topmoderne udstyr i hytten – skuespillet er for turisternes skyld. Det er jo meget godt alt sammen, men det forklarer ikke, hvorfor figuren er tegnet som en buttet “happy native”-karakter med overdrevne ansigtstræk og hele baduljen.
Ghostbusternes løn for, at opklare vulkan-mysteriet er en kiste fyldt med guld. Bogstaveligt talt en god, gammeldags skattekiste, “turisme giver godt på disse kanter”, som høvdingen forklarer. Turisterne bærer rundt på guld som betalingsmiddel? På næstsidste side af historien finder vi ud af, at der er tale om en ildånd, som ikke er mere farlig end at et ½ Ghostbusters hold kan klare hende på under en side. Historien rundes af med en form for punchline, hvor Peter foreslår, at de kalder den nu forstenede ånd “Karen”, efter en gammel “flamme” han har haft. That’s it.
Der er ikke mere at komme efter i de resterende historier, der kommer omkring både en gammel gangsterbande, der overfalder en is-butik, en besat barbermaskine, en tur tilbage på skolebænken med en skrap lærerinde og en historie, hvor karaktererne og deres verden har problemer med, at der er uorden i farverne. Det er bare så gakket! Det med farverne bliver også sært profetisk, når man har den generelt rædselsfulde farvelægning in mente.
En uinspireret og flad omgang
Helt overordnet er The Real Ghostbusters måske nok uskyldig skæg og ballade, desværre af den virkelig flade og lamme slags. Af en eller anden mærkværdig grund ejer jeg 5 ud af de 8 blade, der udkom i 1989?! Jeg kan ikke mindes at have læst dem, men det må jeg jo have gjort. Jeg gætter på, at jeg stadig befandt mig lidt i en Ghostbusters-periode på daværende tidspunkt? Måske blev det hele genopfrisket af film nummer to, som jeg kan huske fik en del foromtale og også kortvarigt fik givet denne franchise noget kunstigt åndedræt.
Af og til kan det være meget sjovt, at læse tegneserier som disse, der er baseret på et ret begrænset fundament, som en film, tv-serie eller en legetøjslinje, om ikke andet som en sjov kuriositet. Desværre er det her bare for dårlig kvalitet hele vejen rundt. Det virker som et ekstremt dovent produkt, som der ikke er lagt meget kærlighed eller håndværksmæssig stolthed i. Det lugter af rendyrket forsøg på, at klemme lidt ekstra kroner ud af et døende univers.
