De knap så smukke, unge mennesker
Jeg brugte en del af juleferien på, at fordybe mig i et kulsort hul. Nej nej, bare rolig, det var tegneserien Black Hole af Charles Burns, ikke noget alvorligt, bare en julegave!
Eller, den er sådan set alvorlig nok, denne fortælling om en gruppe teenagere i Seattle-området, i begyndelsen af 1970erne. En ukendt, unavngiven og smitsom kønssygdom er i omløb. En plage. En plage, som manifesterer sig på forskellig vis hos dem der er blevet smittet. På mærkelig og forstyrrende vis.
Nogle får frastødende udslæt, knopper som ligner vorter, en får en åbning på halsen, der ligner en mund. Og lader til at… tale? En får en hale, som vokser ud igen hvis den falder af, som på et firben. En skifter decideret ham og forlader sin gamle hud. De smittede enten udstødes af samfundet, eller mere korrekt: vælger selv, at blive udstødte. Nogle driver omkring de store omkringliggende skove, andre samler sig i små samfund, eller overnatter rundt omkring i øde huse, hvor de lige kan finde dem.
Det starter uskyldigt nok. Sygdommen lader til at blive overført hovedsageligt ved sex, men senere viser det sig, at berøring eller overførelse af kropsvæsker er nok? Symptomerne kommer snigende, først er det bare som almindeligt ubehag, de unge føler sig… anderledes. Fester videre, tager stoffer, drikker sig i skuret, dyrker sex på kryds og tværs. Som normale, raske teenagere. Men stille og roligt bliver de inficerede mere og mere asociale og trækker sig. Deformiteterne dukker op og inden man ser sig om, er de løbet hjemmefra og er forsvundet ud i skoven.
Intriger opstår i grupperingerne af ret ens udseende “generiske” teenagere, første kærester fås og forsvinder igen. Der nøgenbades. Nogle udsættes for seksuelle krænkelser og overgreb. Andre er socialt akavede, men godhjertede nørder, andre igen dopped up douchebags. En af dem er psykopatisk morder. Drømmere. Drivere. Fordømte.
Stor eller sort kunst?
Det kan være svært helt at finde hoved og hale i narrativet i Charles Burns’ berømmede og kanoniserede Black Hole, der oprindeligt udkom, som en 20 hæfter lang serie i årene 1995-2005. Altså en ti-årig periode med cirka 2 hæfter om året. Ikke en hurtigt udsendt serie, som nok heller ikke ville have haft samme gennemslagskraft og fået så meget opmærksomhed, hvis den ikke senere var blevet samlet i denne 368 sider lange opsamling og kaldt en “grafisk novelle”. Det er det jo ret beset ikke, men udtrykket grafisk novelle er efterhånden så udvandet, at det kan være lige meget at stejle over brugen af det.
Lige i dette tilfælde giver både formatet, og betegnelsen, dog rigtig god mening. Faktisk ville jeg nok ikke have hængt på, eller være interesseret i at læse Black Hole, i separate hæfter. Den her historie skriger bare efter at være samlet og præsenteret i bogformat. I dette tilfælde rent faktisk i en størrelse og tykkelse, der ligner en “rigtig” bog. Så kan man sidde der på sin fortovscafé, i storbyens hippe kvarter og have den liggende på det lille, rundt bord sammen med en deluxe udgave af Sandman. No offense!
Black Hole i dette format dufter dog umiskendeligt af “KUNST”, og ikke så meget undergrundstegneserie, som indholdet egentlig læner sig mere i retning af. Jo jo, du kan hæve det her op på et meget højtragende, intellektuelt og akademisk plan, hvis du ønsker. Der er nok at fortolke på og sidde og nikke tilfreds til sig selv, når man synes man har tænkt noget klogt. Men det er og bliver gisninger og fortolkninger. På noget, der i bund og grund er undergrund. Og romance & horror. Barberer du lagene af surrealisme, drømmesyn, magisk realisme, symbol tunge tegninger og kæmper dig igennem metafor-urskoven, så er fundamentet Black Hole er bygget på en pudsig blanding af teen-kærlighedsroman og gyserhistorie. Sat i et univers og nogle omgivelser, der minder om en blanding af filmen Last Picture Show og gamle Archie comics.
Men, fortolkningslagene og mulighederne er der jo og ER en væsentlig del af Black Hole. Og der er sådan set nok at kaste sig over. Medmindre man ønsker at krydse armene og indtage den skeptiske position, at “det her er en prætentiøs fis i en hornlygte”. Jeg ville ikke sige, at du tager fejl, men det er for hurtigt og nemt at affeje Charles Burns skriverier og tegninger blot det. Det er ikke det samme som, at jeg forstår hvad fanden der egentlig foregår, har regnet den ud eller har et sikkert bud på det eventuelle budskab. Det hele er ret åben for fortolkning. Black Hole giver dig ikke noget entydigt svar. Det er mere en følelse, eller mange. Stemninger. Sindstilstand. Ubehag. Som når du ser en film af David Cronenberg eller David Lynch, hvor man sidder med fornemmelsen af, at noget bare er helt forkert. Noget er… “off”. Hele den verden disse teenagere lever i er fucked op og off.
Ikke kun, men også fordi, de er teenagere. For selvfølgelig kan man læse og tolke Black Hole, som en fortælling om det at være en usikker teenager, at føle sig udstødt og forkert og den svære overgang til voksenlivet. Ligesom den kan være et symbol på grotesk seksualforskrækkelse og farerne ved at drikke alkohol og tage stoffer, forvredet igennem en bornert og puritansk samfunds skinhellige linse. Måske handler den om sygdomme som AIDS, og hvad misinformation og manglende viden kan medføre? Eller om unge mennesker, der ikke helt kan finde ud af dem selv, leve deres liv og finde deres plads i det. Måske er det “bare” det?
I et hul så sort som kul…
Samtidig bombarderes man i glimt af abstrakte, nogle gange ganske foruroligende billeder af body horror, skamferede kroppe, twistede feberlignende drømmesyn – holdt udelukkende i sort/hvid. Burns’ streg er tyk og tung, og farven sort brugt i så voldsom grad, at det vitterlig er som at synke ned i et sort hul, når man læser sig igennem den monotone dialog mellem ens udseende karakterer. For Black Hole er også en monoton oplevelse. Om det er en bevidst del at pointen, eller et bi-produkt af, at den er udsendt over 10 år og bagmanden ikke selv lagde mærke til det, det er endnu et spørgsmål til rækken. Der kunne sagtens være en pointe i, at dialogen af og til føles som at læse en teenagers forkvaklede, lidt simple dagbog og at de i perioder kan være lidt vanskelige at skelne fra hinanden.
De flyder sammen. De er ingenting. De er lige gyldige. Det er sådan omverden ser dem. Det er sådan de ser sig selv. Det gør dog ikke historien nemmere at følge. Der hoppe mellem “nutid” og flashbacks, markeret ved at omridset af panelerne skifter udseende, ligesom perspektivet jævnligt skifter fra scene til scene, eller kapitel til kapitel. Selvom disse skift på sin vis er markeret, så kan det alligevel være lidt svært, at holde styr på hvor, hvornår og hos hvem vi befinder os i Black Hole. Endnu en del af charmen og et overlagt valg fra Burns’ side, eller bare små-kringlet håndværk?
Fordelen er, at det er med til at forstærke det ubehag og den uro det giver i krop og sind, at dykke ned i Black Hole. Ulempen er, at det er lidt vanskeligt helt at føle noget for disse karakterer og komme tæt på dem. Det hele flimrer på en måde, flimrer i sin døsige ensformighed?
Black Hole har helt klart en ganske særlig tone og stemning. Det er også den jeg synes man i første omgang skal læse den for, og en af de store grunde til, at jeg trods visse forbehold vil anbefale at man giver den et kig. Et grundigt et. Måske er det slet ikke nødvendigt at sige – måske blive du helt opslugt af Black Hole? For det gjorde jeg jo egentlig, nu jeg sidder og reflekterer over det. Jeg kan bare ikke helt sige hvorfor. Eller beskrive oplevelsen. Den skal man måske bare selv få og føle? Er det pointen?
Eller også er det også bare et eller andet weird ass artsy syretrip, leveret af en der brændte skallen af i Seattle-området i 70erne? Døm selv. Jeg går i hullet.
