Aaaarh, zombies!!!
Jeg er kommet meget sent med på Walking Dead-vognen i tegneserieform. Faktisk har jeg først fået læst de første numre her et par år efter, at serien stoppede med nummer 193. Så det er ikke fordi, at jeg ikke har haft tid til at nå at hoppe på undervejs, jeg har bare ikke fået det gjort. Nu kan jeg så trøste mig med, at serien faktisk har en slutning og ikke bare fortsætter ud i det uendelige. Har denne hardcover opsamling i bogform af de første 12 numre, så givet mig lyst til, at følge serien til dørs i den trykte udgave?
Ehhhhh, måske.
Robert Kirkman pitchede idéen til The Walking Dead til flere selskaber, af flere omgange, inden Image (som han nu er blevet medejer af) bed på. Og det kun efter at han “snød” Image co-ejer Jim Valentino lidt ved, at udvide sit pitch til at inkludere aliens. Valentino var ikke solgt på idéen om en tegneserie om zombier, det skal siges, at det var inden den regulære bølge af zombie relateret underholdning i alle afskygninger skyllede over verden i 00er og 10erne. I desperation klaskede Kirkman “aliens” på sit pitch, som grunden for zombieudbruddet og så fik han grønt lys, velvidende at han ikke havde nogen intentioner om at føje nogen rumvæsner til universet.
Fra TV til tegneserie, eller omvendt?!
The Walking Dead, som tegneserie, debuterede i 2003 og blev en stor, voksende succes som i 2010 også blev til en populær, omdiskuteret og meget “oppe i tiden” tv-serie. En serie, som jeg har fulgt i perioder, på godt og en hel del ondt. Serien kan i min optik være en frustrerende og meget ujævn oplevelse, men jeg bliver ved med at vende tilbage når et par nye sæsoner er dukket op på en streamingtjeneste, så jeg kan få indhentet det forsømte. Det fører så normalt til, at jeg rage quitter et par gange, når serien, dens tempo og meget ujævne plotting går mig på nerverne. Naivt vender jeg så tilbage et par år senere i et håb om, at den kan indfrie det store potentiale, jeg synes historien har. Fools hope!
Et af de største problemer jeg har haft med tegneserien er så nok også, at mange af historiens narrativer, overraskelser og grundfortællingen er blevet brugt i tv-serien. Så jeg føler, at jeg har set det hele før – selvom tegneserien jo kom først. Jeg er klar over, at tv-serien senere begynder, at afvige kraftigere fra kildematerialet end tilfældet er i begyndelsen. Og der da også stadig masser af afvigelser, karakterer der er anderledes, eller slet ikke med det ene og andet sted osv., men det til trods er der stadig en lidt for velkendt følelse over handlingen. Og tv-seriens udseende og skuespillerne har også brændt sig fast for ens indre blik, så man lige skal vænne sig til, hvordan de og omgivelserne ser ud i tegnet form.
Det sidste synes jeg dog, at jeg kom over som historien skred frem. Og skal The Walking Dead have stor ros for noget, så er det netop dens artwork og måden en verden i forfald og dens indbyggere, er fremstillet på i sort/hvid. Det er nok den helt store kontrast, væk er de brune, gullige, blå/grå colorgradede nuancer og toner fra tv-serien. Erstattet med en dynamisk, rå og enkelt, men meget stemningsfuld sort/hvid streg. Der det tiltrods, stadig virker ret moderne i sine teknikker – især arbejdet med baggrunde og omgivelserne. Og så er den dejligt blodig og voldelig, på en virkningsfuld måde, hvor man slet ikke behøver røde farver til at understrege de pludselige eksplosioner af gore. På en måde bliver det næsten mere barsk og effektivt af, at kropsdele og blod splatter ud over siderne i sort/hvid.
Plot plot, plotting…
I denne første bog, i lidt forstørret hardcover format, kommer tegningerne også virkelig til deres ret, det ser sgu’ godt ud, det må man sige. Selvom prisen på 300 kr. kan virke lidt pebret, hvis man satser på at skulle have hele serien. Det løber op i 16 hardcover bøger og 4800 kroner… Er det meget? Tja, det må jo være op til en selv at bedømme. Jeg vil sige, at det måske ikke ligefrem kribler i fingrene for at smide 5000 kroner efter en komplet serie i dette format. Men måske, hvis man kunne finde nogle omnibus opsamlinger billigt, men det virker også lidt som “snyd”, ikke sandt?
De første 12 hæfter, der er samlet her dækker de to story arcs Days Gone Bye og Miles Behind Us, der også cirka er det, der er dækket i tv-seriens to første sæsoner. Så man ved nogenlunde hvor de store linjer fører en hen ad, selvom nogle af karaktererne opfører sig forskelligt i de to mediers versioner, på godt og ondt. En karakter som Andrea kommer mere til hendes ret i tegneserien og virker ikke som et irritationsmoment, som i tv-udgaven, mens en figur som Carol virker noget mere badass i tv-versionen. Daryl er en tv-opfindelse, så han er, selvfølgelig helt fraværende. Dwight virker mere faderlig, har også et lidt creepy forhold til en af de kvindelige karakterer, som jeg ikke skal afsløre for potentielt nye læsere, mens han i tv-serien fremstår lidt mere som en kliché-fyldt delvist kooky old dude.
Rick er Rick, og Shane er Shane, og Carls gonna Carl, men Carl og mor Laurie slipper noget mere heldigt fra deres fremstilling i den tegnede udgave. I forhold til de øretæveindbydende karakterer de er i tv-serien, hvor man nærmest ikke kan vente på at de dør. Please. Hurtigt. Hvilket er et problem, når de skal forestille at være pappa Ricks motivation for, at overleve og skabe en ny verden. Den motivation kommer langt mere til sin ret i tegneserien, når man ikke som udgangspunkt hader hans familie. Shane virkede måske lidt mere relaterbar, eller i hvert fald forståelig, i Jon Bernthals fine tv-portræt, altså indtil han gik full blown villan. I tegneserien får han ikke helt så meget at sætte tænderne i, så portrættet bliver en lille smule mere unuanceret.
Sådan bølger det frem og tilbage hvad forskelle, ligheder, detaljer og nuancer mellem de to udgaver af The Walking Dead angår. Nu skulle det her jo egentlig handle om tegneserien, men som man måske kan fornemme, så har jeg meget svært ved ikke at sammenligne og helt adskille dem fra hinanden. Så er vi tilbage vil problematikken, som jeg lagde ud med at omtale. Til tegneseriens fordel taler, at det egentlig er ret imponerende at, hvad der i bund og grund er et karakterdrevet drama, med kun spredt og kortvarig action og zombiekonfrontationer, kan holde ens interesse fanget. Det taler for, at det er nogle stærke figurer og en gribende grundfortælling Kirkman har formået at strikke sammen. Zombierne er ikke en eftertanke, som de lidt for hurtigt blev i tv-serien, eller et praktisk plot-device, når der lige manglede noget til at drive handlingen fremad. De er en del af verdenen i tegneserien, ofte lurende som en uset fare, men det essentielle er karaktererne, deres indbyrdes forhold og hvordan de alle forholder sig til omstændighederne. Det er både en fortælling om overlevelse og tilpasning og et “familiedrama”.
Zombierne har spist min læselyst
Disse kvaliteter til trods, og selvom serien er velfortalt både historiemæssig, rent teknisk og visuelt, så er det alligevel som om jeg af en eller anden grund ikke er heeeelt fanget. Måske er det fordi det bare virker lidt for velkendt grundet mit forhåndskendskab til tv-serien, måske rammer og rør historien mig bare ikke helt i hjertet. Det er god underholdning og jeg drev igennem bogen, som en let brise, men jeg var ikke helt forhippet efter straks, at kaste mig over endnu en bog og få mere. På sigt, jo, da er det bestemt ikke utænkeligt, at jeg lige skal smage på fortsættelsen. Ikke mindst fordi jeg er nysgerrig efter, hvor de to versioner af serien adskiller sig fra hinanden. Jeg ved dog ikke helt om jeg er motiveret nok til at følge tegneserien til dørs og nå frem til der, hvor de helt store forskelle jeg ved må komme, indtræffer.
Jeg fortryder på ingen måde min investering, bogen er flot og lækker i dette hardcover format, men min zombiesult er måske bare ikke længere stor nok til at sluge det hele råt. Men nu sidder jeg så med det problem, at jeg har startet ”samlingen” med en relativt dyr hardcover, så kan man jo ikke spæde reolen op med en billigere omnibus opsamling af resten af serien? Så er det måske bedre, at stoppe mens legen er god – det glemte serien vist selv…